Archives

Drömmar (småkager)

Drömmar

Så blev det endelig den første december, og hvilken velsignet en af slagsen er det ikke. Verden er hvid og den første pynt hænger og dingler i vinduet. Det er tid til juleblog, julepynt og julehygge, samt et let forhøjet forbrug af stearinlys og portvin.

Og julegaveindkøb. Gud bedre det. I butikkerne kan man nå hele følelsesskalaen igennem på ganske kort tid, afhængig af musikudvalget. Forleden blev jeg udsat for Händel (yay!), Maria Carey (yay?), Wham (yay…) og MC Einar, og SÅ tog jeg hjem og købte julegaver på nettet i stedet. Der er trods alt grænser for hvor store mængder kæk julepop jeg kan overleve, især i ædru tilstand.

Med indkøbene vel overstået (og portvin i glasset) bagte jeg småkager og spillede lidt. Det er vigtigt at være god ved sig selv i juletiden. Men ak, den første plade brændte på, thi jeg havde travlt med at blive snittet i strimler af Sister Friede. Det blev dog til en enkelt uforkullet plade af nogle ret gode svenske julesmåkager. De hedder drömmar, altså drømme, og gør lykke hos alle, jeg har tvunget til at smage på dem.

Dejen består af mel, sukker og vanilje, og så en blanding af smør og olie. Hjortetaksalt må der også til, det giver småkagerne deres luftige, skør-sprøde konsistens. Olien hjælper til. Faktisk er de så sprøde at det måske endda er lige i overkanten, men vi lever med det.

Drömmar er hurtige og nemme at røre sammen, og lige så hurtige og nemme at bage. De smager bedst, hvis de får lov at ligge i kagedåsen og slappe af natten over. Nybagte kan de godt være så sprøde og fedtede, at de hænger fast i fingrene og smuldrer på gulvtæppet. Så kan man ikke holde snitterne fra de spritnye småkager, er det en god ide at have en vådserviet i nærheden. Og måske en støvsuger – eller en labrador, hvis man har en sådan.

Det vigtigste at huske på, når man bager drömmar, er at hjortetaksalt stinker forfærdeligt når man bager med det. Det er normalt og det fordamper igen, men stik ej fjæset for tæt på ovnen, når du åbner den. Det svier i øjnene.

Og nu, opskrift:

Drömmar

Drömmar

Mængde: ca. 28 stk
Bagetid: 15-18 minutter v. 160 grader alm ovn

Ingredienser:
75 g blødt smør
250 gram sukker
Korn af 1 stang vanilje/2 tsk vaniljesukker
1 dl smagsneutral olie
1 tsk hjortetaksalt
250 gram hvedemel
1/8 tsk fint salt

Start med at tænde ovnen på 160 grader almindelig varme. Beklæd to bageplader med bagepapir og sæt til side.

Plop så smør, sukker og vanilje ned i en røreskål og rør det godt sammen til en ensartet masse. Det er nemmest med en stor dejskraber, for der er meget sukker og ikke ret meget smør. Det skal ikke piskes lyst og luftigt eller noget, bare moses sammen til det er ensartet. Snup så et piskeris og pisk olien i, igen kun til det er ensartet. Sigt mel, salt og hjortetaksalt sammen og rør det hele sammen til en fast dej. Det er nemmest at stikke fingrene i til sidst og samle det hele til en glat kugle dej. Dejen kan også røres på maskine, på laveste hastighed. Ingen piskning.

Nu skal dejen trilles til omtrent 28 valnøddestore kugler. Det er lidt mere end en spiseskefuld dej pr. småkage. Det nemmeste at dele dejen i to lige store stykker (brug en bagevægt), der hver trilles til en stang. Denne stang deles så i 14 mindre stykker, der hver trilles til en kugle. Sæt 14 dejkugler på hver bageplade. De vokser temmelig meget inde i ovnen, så hold god afstand mellem dem.

Sæt første plade i ovnen på midterste rille, og bag småkagerne til de akkurat begynder at tage farve i kanterne. Undlad at åbne ovnen undervejs. Dels fordi det kan få kagerne til at falde sammen, dels fordi hjortetaksalt stinker noget så frygteligt under bagning. Så bliv ikke nervøs når du tager kagerne ud og får et fjæs fuld af ammoniak. Det fordamper hastigt.

Bagetiden afhænger af størrelsen på kagerne, så tjek forsigtigt kagerne efter 15 minutter. Lad dem bage lidt længere hvis de ikke har fået lidt farve om fødderne. Tag dem så ud og stik næste plade i ovnen. Lad småkagerne køle af på en rist, før du smager på sagerne.

Kagerne kan holde et stykke tid i en kagedåse, mindst en uge og måske to. Hvis de da ikke bliver spist inden.

Hot Cross Buns

Hot Cross Buns

Under coronaepidemien blev jeg et rædsomt hjemmemenneske, og det er aldrig rigtig gået væk igen. Ud med rejsefeber, ind med sutsko og slumretæpper. De sidste par dage har jeg skiftevis hæklet på Fruit Garden og spillet Sekiro og sjældent har jeg da hygget mig så genoldigt. Måske burde jeg skifte bloggens titel ud. En Hjemmekages Dagbog. Det klinger godt.

Al den hjemmehygning betyder at der bliver bagt mere end sædvanligt. Påsketilbuddene på smør og æg hjælper også. Palmesøndag fik jeg klemt noget gærdej ind mellem hæklepinde og playstation, og bagte en omgang engelske påskeboller – Hot Cross Buns. Det er søde, fede, krydrede hvedeboller, ofte med korender eller rosiner, dekoreret med et kryds (kors). Oprindeligt blev korset ridset ind i toppen, men senere begyndte man at dekorere med en tyk “glasur” af mel og vand, der blev bagt med i ovnen. I moderne tider kan man finde Hot Cross Buns, der er blevet pyntet med en glasur af mælk og flormelis i stedet. Det er også dejligt.

Krydderierne var et eller flere af de typiske varme krydderier såsom kanel, kardemomme, allehånde og muskatblomme. Sådanne krydderier gør selvsagt dejen lidt mørk i det, og derfor kan man også finde opskrifter i bagerfagbøger fra slutningen af 1800-tallet, der specifikt angiver at der IKKE skal krydderier i dejen, thi det farver dejen og ser grimt ud og hvad vil kunderne ikke tænke? Lidt synd, for uden krydderier er det bare en rosinbolle.

Mine Hot Cross Buns er dog ikke rosinboller, for der er slet ikke rosiner i. Kun kardemomme, vanilje og reven citronskal. De er let søde og indeholder en god mængde smør, men ikke så meget at de bliver tunge. Og så er de penslet med sukkersirup efter bagningen, hvilket smager aldeles dejligt.

På toppen er der et kors af melglasur, og det er måske det eneste, der godt kan være lidt svært, hvis man ikke er vant til at bruge en sprøjtepose. Korset kan udelades, eller man kan ridse et med en kniv lige inden bollerne ryger i ovnen. Alternativt kan man, når bollerne er bagt og kølet helt af, røre en tyk glasur af mælk og flormelis og sprøjte kors på med det.

Bollerne smager bedst samme dag, men er glimrende at fryse ned, hvis man ikke kan nå at spise dem alle. Der er ikke noget som at spise en ureglementeret højtidsbolle længe efter helligdagene er overstået. Hvis man dog bare kunne smide opvasken i fryseren også, så ville det være helt perfekt.

Og nu, opskrift:

En enkelt krydsbolle

Hot Cross Buns

Mængde: 9 stk
Bagetid: ca 15 minutter ved 200 grader alm. varme

Dej:
2 dl mælk
25 gram sukker
1 æg
50 gram gær
400-450 gram hvedemel
100 gram blødt smør
1 tsk stødt kardemomme
1 tsk vaniljesukker
reven skal af 1/2 usprøjtet citron
1/8 tsk fint salt

Hæver til dobbelt str (30 min) og formes til 9 lige store boller, der efterhæver i form.

Melglasur:
25 gram hvedemel
ca 2,5 spsk koldt vand

Glaze
30 gram sukker
1,5 spsk kogende vand

Dejen brygges: Start med at lune mælken sammen med kardemomme, citronskal og vanilje. Det skal være fingerlunt. Hæld op i en røreskål eller ælteskål sammen med sukkeret og opløs gæren heri. Tilsæt smørret i store klumper og lad det hele stå og hygge sig en ti minutters tid så gæren kan komme lidt i gang. Det er en fordel ved fede gærdeje.

Tilsæt ægget og rør halvdelen af melet sammen med saltet. Ælt resten af melet i og ælt et par minutter til du har en fin og sammenhængende dej. Det kan gøres på røremaskine eller i hånden. Dejen skal være blød, men ikke klistret. Form dejen til en kugle og lad den hæve et lunt sted til dobbelt størrelse. Det tager ca. 30 minutter, måske lidt mere hvis dit køkken er til den kølige side.

Bollerne formes: Når dejen er hævet, tages den ud på et let meldrysset bord og deles i 9 lige store boller. En lille køkkenvægt med et stykke bagepapir kan være en god hjælp, hvis man gerne vil have dem sådan nogenlunde lige store. Hver bolle bør veje mellem 90 og 95 gram, afhængigt af hvor meget mel du fik høvlet i. Vej hele dejklumpen af og del med ni og glæd dig over endelig at have brugt folkeskolematematikken til noget fornuftigt.

Hvis bollerne skal bages i en form, skal den smøres. Portionen passer til en firkantet form på ca 22×22 cm, eller en bradepande i lignende størrelse. Min bradepande har kun plads til 6 boller, så jeg bagte tre frit stående på pladen ved siden af. Har du ingen bradepande, sættes bollerne blot på en bageplade beklædt med bagepapir.

Uanset metode, dækkes bollerne med et klæde og får lov at hæve til dobbelt størrelse. Det tager ca. 20 minutter, eller lidt længere hvis dit køkken er køligt. Imens varmes ovnen op til 200 grader alm. varme.

Højhellig pynt

Melglasur: Mens bollerne hæver, røres melglasuren. Melet kommes i en lille skål og vandet røres gradvist i, til du har en tyktflydende dej. Den skal være tyk nok til at holde faconen, når du sprøjter striber (test evt. på et stykke bagepapir), men samtidig tynd nok til at striberne flader en lille bitte smule ud. Kom dejen i en sprøjtepose.

Når bollerne er færdighævede, sprøjtes melglasuren på. En lang stribe hen over hver række boller, og så på tværs, så der ligger et kors på hver.

Bagning:Bollerne sættes straks i den varme ovn på midterste rille. De bages i 15 minutter ved 200 grader alm. varme til de er mørkt gyldne. Bages bollerne i en bageform, så skal de have ca. 20 minutter i stedet.

Glasering: Mens bollerne er i ovnen, røres sukker og kogende vand sammen i en lille skål til sukkeret er opløst.

Når bollerne er bagt mørkt gyldne, tages de ud af ovnen og sættes til afkøling på en rist. Har du bagt bollerne i form, skal de vendes ud af formen, ellers bliver de våde i bunden. Sukkervandet pensles straks på bollerne. Der skal bare et tyndt lag på, så de bliver skinnende blanke og smager lidt mere sødt og dejligt.

Lad bollerne køle af, og så er de klar til at blive spist. De er glimrende at fryse, og skal blot tøes op på køkkenbordet en time tid. Det er en god påskesnack.

***
Dette indlæg blev skribleret til tonerne af Wintersun – Time. Det er vist ved at være time til et nyt album fra den side, tænker jeg. Nu er det også kun fem år siden sidst.

24 December

Julemandens rensdyr i Rovaniemi. Åh så nuttet den er.

Så blev det sandeligen den 24. december og dermed tid til endelig at smække benene op og bruge 12 dage på at drikke portvin og spise småkager og se masser af ishockey. Nåja, og så er der vist noget med noget nytårsaften på et tidspunkt.

Tilbage er der kun at sige Glædelig Flæskefest og husk nu for guds skyld at kransekage kan bages i rigtig god tid. Så lad være med at lege Den Lille Konditor d. 30 december hvis du aldrig har prøvet det før. Det er en opskrift på tårer, og dem gemmer vi til første supermarkedsbesøg efter jul, når vi ser at smørret atter koster næsten 30 kr pakken.

Måske skulle man blive veganer, det virker efterhånden som den billigste løsning.

Rosenkål med honning og sennep

Ristet rosenkål. I sandhed ikke en køn ret

At kål hører julen til, er ingen overdrivelse. Det er slet og ret den skinpurlige sandhed. I Danmark er vi mest til rødkål og grønkål og af og til sågar hvidkål. Men i Engeland og Skotland, der sejlede en brig spiser man rosenkål til julemiddagen. Der er dog delte meninger om hvorvidt de små runde grønne dimser overhovedet er spiselige. Det hjælper nok heller ikke på sagen at man ofte vælger at koge dem.

Så er det alligevel bedre at riste dem i ovnen. Og når man så bagefter svøber dem i en sød-syrlig dressing, som f.eks en simpel blanding af honning og sennep, så begynder det at ligne noget. Man kan også bare vende dem i lidt balsamico, hvis man vil prøve noget andet. Syre og kål går altid godt sammen.

Det er måske en kende vovet at servere rosenkål til julemiddagen herhjemme – hvor skulle der også være plads til rosenkål på tallerkenen? Under sovsen? I think not. Men i juledagene så, der kan man bruge de her smækre små rosenkål som en slags kostforandring. Måske til at peppe lidt på resterne af flæskestegen og andebassen og som tilbehør til den sidste klat risalamande. Eller slet og ret i selskab med en lille kålpølse, der trods alt er som skabt til formålet. Det er i sandhed gode sager.

Det kan godt være lidt svært at finde ordentlige rosenkål i supermarkederne herhjemme. Det er tit nogle halvvisne ynkelige små stakler med store, grove blade. Køb dem ej, thi de smager ikke godt. Led efter pæne, grønne og faste små kålkugler, det er alfa og omega. Vil du have lidt mere faste rosenkål, eller har du bare ikke nerver til at tænde for den dyre ovn, så kan rosenkålene i stedet steges gyldne på en pande.

Og nu, opskrift:

Rosenkål med honning og sennep

Bagetid: ca 25 minutter ved 200 grader

Ingredienser:
500 gram rosenkål (urenset vægt)
1-2 spsk olie
Fint salt
1 spsk honning
1 spsk sennep, gerne dijon

Start med at tænde ovnen på 200 grader. Rør honning og sennep sammen i en skål og sæt til side.

Skær den lille stok af hver rosenkål og fjern de yderste grimme blade. Skær rosenkålene over på langs. Put alle de små halve fiduser i en skål og vend dem rundt med olien til de alle er dækket. Bred dem ud på en bageplade beklædt med bagepapir og drys lidt fint salt over. Bag rosenkålene midt i ovnen i ca. 25 minutter til de er brunede og akkurat møre, når du stikker i dem med en gaffel.

Tag rosenkålene ud og vip dem over i skålen med honning og sennep. Rør rundt og lad stå i fem minutter så de kan suge god smag. Server rosenkålen varm som tilbehør til noget andet mad, der ikke er kål. Det er særligt godt egnet til saltet og røget kød, pølser, eller måske en frikadelle.

Mørk chokoladefudge med appelsin

Mørk chokoladefudge med appelsin

Oh juletid, du nærmer dig, og der er stadig tid til at klemme et lille stykke konfekt ind i skemaet. Især sådan et nemt lille stykke som dagens appelsinchokoladefudge. Det smager virkelig godt og sådan nærmest elegant, og så er det mega nemt.

Medmindre det altså vælger at kikse, lige præcis når man laver den portion, der skal fotograferes til bloggen. Min falske chokoladefudge – der i virkeligheden er en ganache – skilte, fordi jeg rørte alt for meget rundt under opvarmningen, i stedet for at lade det hele smelte i fred nede i gryden. Men så kunne jeg endelig få afprøvet det gode råd om at røre lidt varm fløde i. Og dælme om det ikke virkede. Det skilte chokoladepjask samlede sig lige så fint til en glat og rar “fudge.” Sådan bliver man så klog når man mindst venter det.

Forhåbentlig bliver det ikke en vane.

Der skal kun bruges en halv dåse kondenseret mælk til opskriften, men den kan naturligvis fordobles. Så får du rigtig meget fudge! Alternativt kan du bruge den anden halvdel til at lave pebermyntefudge.

Og nu, opskrift:

Mørk chokoladefudge med appelsin

Mængde: ca 25 stk

Ingredienser:
225 gram mørk chokolade, ca 55-60%
200 gram kondenseret mælk
25 gram smør
Friskreven skal af 1 appelsin
Et stort nip fint salt

Start med at smøre en ca 18×18 cm firkantet form og læg en strimmel bagepapir i. Du kan også bruge en 20 cm rund springform, så får du bare lidt flere kantstykker.

Hak den mørk chokolade rimelig fint, så smelter den nemmere. Plop kondenseret mælk, smør og appelsinskal i en lille gryde, rør chokoladen i og tænd på lavt blus. Lad det hele smelte langsomt. Undlad at skrue højt op for varmen eller at røre for meget rundt, så kan det skille. Når grydens indhold er mere eller mindre smeltet, tages gryden af varmen. Rør langsomt rundt til det er en ensartet, sej masse, der straks hældes op i formen.

Hvis din fudge skiller: Det kan ske, hvis du rører for meget rundt og/eller den bliver for varm. Tag gryden af varmen. Hæld en spsk fløde i gryden og lad det hele stå så fløden kan blive lun. Rør så forsigtigt fløden ind i den grynede masse. Den skulle meget gerne samle sig og blive fin og blank og klar til at hælde i formen.

Lad din fudge køle af til stuetemperatur og sæt den så på køl et par timer. Når den er fin og fast er den klar til at blive skåret i mundrette bidder. Vend hele møjet ud på et skærebræt og fjern bagepapiret. Brug en stor kniv til først at skære fudgepladen i baner og dernæst i firkanter på ca 2×2 cm. Lad dem lufttørre en times tid, så skærefladerne ikke klistrer. Og så er din fudge klar! Den har godt af at stå til næste dag og trække, så appelsinsmagen for alvor kan træde frem. Kom den i en bøtte eller bare en pose. Den kan holde sig en uges tid ved stuetemperatur.

***
Dette indlæg blev skriblet til tonerne af Five Finger Death Punch – Falling To Hate. Perfekt at synge, når man vandrer og vandrer og vandrer rundt om juletræet med sin pynt.

Chokoladesnitter

Chokoladesnitter

I dag er det solhverv og det betyder at man skal vare sig for onde ånder og andre overnaturlige gespenster. De har ekstra gode kår i denne type overgangstider, og hvis man ikke passer på, ja så bliver man ganske enkelt bortført eller det, der er værre. Præcis hvordan man skal passe på, er altid lidt mere vagt beskrevet. Man kan prøve med stål i dørkarmen, det skulle efter sigende være meget effektivt. Medmindre man altså bor til leje og gerne vil have sit depositum tilbage, når man flytter. I så fald er det nok bedre bare at strø lidt salt på dørtærsklen. Eller hørfrø. Thi så må Fanden stoppe op og tælle dem alle sammen. Hvorfor? spørger du måske, men det melder historien ikke noget om. Måske kan han bare godt lide at tælle frø og saltkorn og andre små ting, og det skal vi ikke håne ham for.

Solhvervet er også en dag, hvor man helst ikke skal bage brød, for ellers kan det vende sig i ovnen. Derfor er det bedst at være på den sikre side og nøjes med at bage nogle småkager. Nogle nemme, nemme småkager. Faktisk er det lidt de samme småkager, som sirupssnitterne fra i går. Disse er blot med chokolade, og de er virkelig rare at spise mange af.

Opskriften her er nem at slå sammen med sirupssnitterne, thi ingredienserne er stort set ens. Du rører blot dobbelt mængde (200 gram) smør hvidt med dobbelt mængde (150 gram) sukker og så deler du massen i to lige store portioner på hver 175 gram. Den ene kan du røre til sirupssnitter, og den anden kan du tilsætte yderligere 15 gram sukker og dernæst røre til chokoladesnitter. Du kan sågar bruge den samme røreskål, hvis du blot laver sirupssnitterne først. Det er dælme smart, for så kan man lave dobbelt så mange slags småkager med halvt så megen opvask.

Og nu, opskrift:

Chokoladesnitter

Mængde: ca 25 stk
Bagetid: 10-12 minutter ved 175 grader alm. varme

Ingredienser:
100 g blødt smør
90 g sukker
120 g hvedemel
25 g kakaopulver
30 gram lys sirup
1 tsk bagepulver
Et nip fint salt

Et par spsk. sukker til drys

Start med at tænde ovnen på 175 grader alm. varme. Læg bagepapir på en bageplade.

Pisk smørret et par minutter med sukker, sirup, salt og vanilje til det er lyst og luftigt. Pisk kakaopulveret i.

Sigt mel og bagepulver sammen og arbejd det ind i smørret med en flad grydeske eller en dejskraber, ca. en tredjedel ad gangen. Ved sidste hold mel er det nemmest bare at stikke hånden i dejen og ælte den sammen til en glat, fast dejkugle.

Dejkuglen deles i to lige store stykker, der begge formes til en pølse og trykkes ud på bagepladen til en lang stang på ca 1/2 cm tykkelse. Drys et par spiseskefulde almindelige sukker ned langt midten af hver stang.

Bag straks stængerne midt i ovnen i 10-12 minutter til de er hævet op og er tørre på overfladen. Tag pladen ud og lad stængerne stå et halvt minuts tid. Skær dem så i skrå snitter med en kniv eller en dejskraber af metal. Kagerne er meget skrøbelige, når de er varme, så lad dem ligge på pladen en fem-ti minutters tid, før de flyttes over på en rist til afkøling. Det er muligt at de stadig hænger lidt sammen i bunden. I så fald skæres eller brækkes de blot fra hinanden, når de er kølet mere af og er blevet faste.

Når kagerne er helt kolde, pakkes de i en kagedåse, hvor de kan holde et par uger. De kan selvfølgelig spises straks de er kolde, men som med alt chokoladebagværk, smager de endnu bedre når de har fået lov at ligge natten over.

Sirupssnitter/kolakakor

Sirupssnitter/kolakakor

Nu er den der snart, julen. Det er tid til at kigge i kagedåserne for at tjekke, om de trænger til en genopfyldning. Eller måske en ekstra variant eller to. I så fald har jeg et godt forslag. Nemlig svenske sirapskakor, også kaldet kolakakor, fordi de smager af karamel (kola på svensk, forkortelse af kolakaramell, thi i gamle dage var der kolanød i karamellerne, åbenbart).

Disse yndige små sirupsplader falder ind under kategorien “nem, hurtig og velsmagende” og kan man overhovedet ønske sig mere, når det gælder sidste-øjebliks-julebagning? Dejen skal blot røres sammen, trykkes ud på pladen, bages, og skæres i snitter mens den er varm. Der skal ingen underlige ingredienser i og man skal ikke engang hakke nødder eller dele æg eller lade noget hvile i køleskabet. Med andre ord, perfekt.

Og nu, opskrift:

Sirupssnitter/kolakakor

Mængde: ca. 25
Bagetid: 10-12 minutter ved 175 grader alm varme

Ingredienser:
100 g smør
75 g sukker
30 gram lys sirup
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk Vaniljesukker
1/8 tsk fint salt

Pisk smørret med sukker, sirup, salt og vanilje til det er lyst og luftigt. Det tager vel et par minutter med en håndmikser.

Sigt mel og bagepulver sammen og arbejd det ind i smørret med en flad grydeske eller en dejskraber, ca. en tredjedel ad gangen. Ved sidste hold mel er det nemmest bare at stikke hånden i dejen og ælte den sammen til en glat, fast dejkugle.

Dejkuglen deles i to lige store stykker, der begge formes til en pølse og trykkes ud på bagepladen til en lang stang på ca 1/2 cm tykkelse. Måske en anelse tykkere. Der kan være to stænger på langs af en almindelig bageplade. Hvis du synes det lyder lidt kryptisk, så er der nogle billeder i min opskrift på brune pinner, hvor du kan se hvad jeg mener.

Bag straks stængerne midt i ovnen i 10-12 minutter til de er hævet op, tørre på overfladen og har fået en smule farve i kanterne. Tag pladen ud og lad stængerne stå et halvt minuts tid. Skær dem så i skrå snitter med en kniv eller en dejskraber af metal (det er nemmest, synes jeg). Kagerne er meget skrøbelige, når de er varme, så lad dem ligge på pladen en fem-ti minutters tid, før de flyttes over på en rist til afkøling. Det er muligt at de stadig hænger lidt sammen i bunden. I så fald skæres eller brækkes de blot fra hinanden, når de er kølet mere af og er blevet faste.

Når kagerne er helt kolde, pakkes de i en kagedåse, hvor de kan holde et par uger. Men de smager bedst de første par dage.

Chokoladesnegle med appelsin

Chokoladesnegle

Julesplatheden har indfundet sig. Der er virkelig gået portvin og slumretæpper i den herhjemme, og det selvom de 12 juledage først starter på søndag. Det er nok alt det kulde og mørke og sne. Der er ikke andet at gøre end at tøffe ud i køkkenet og bage en plade snegle. Og selv opskriften er doven – det er blot min chokoladekringle i snegleform. Genbrug. Vi kan lide det.

Med syltet appelsinskal i både dej og fyld er det dog alligevel et helt andet stykke bagværk. Et dejligt stykke bagværk, der sviner noget så forfærdeligt på køkkenbordet, når sneglene skal skæres ud. Til gengæld slipper man for alt bøvlet med at riste hasselnødder, for der skal slet ikke den slags i. Kun appelsinskal. Den kan man i øvrigt udskifte med friskreven appelsinskal, hvis man ikke lige har noget af det syltede på lager. Så kan man spise appelsinerne mens sneglene bager og samtidig undgå at få skørbug. Det er så smart, at det halve næsten kunne være nok. Lidt rom i fyldet ville sikkert heller ikke være dårligt, men det tænkte jeg ikke lige på, da jeg stod med hænderne i dejen. Måske næste gang.

Og nu, opskrift:

Chokoladesnegle med appelsin

Mængde: ca 10 snegle
Bagetid: 15-20 minutter ved 200 grader alm varme

Dej:
1 dl lun mælk
1/2 tsk vaniljesukker
1/2 tsk kardemomme
25 gram gær
25 gram sukker
100 gram meget blødt smør
1 æg str M
ca. 275 g hvedemel
25 gram finthakket syltet appelsinskal (eller friskreven af 1 appelsin)
1/2 tsk groft salt

Fyld:
75 gram hakket, mørk chokolade, 55-60%
40 ml piskefløde
40 gram smør
25 gram flormelis
1,5 spsk kakaopulver
Et nip fint salt
25 gram finthakket syltet appelsinskal (eller friskreven af 1 appelsin)

ca 1 dl flormelis til at sigte over

Fyld: Kom smør og fløde i en gryde, varm det langsomt op til smørret er halvsmeltet. Tag gryden af varmen, hæld chokoladen i og rør rundt til alt er smeltet. Tilsæt kakaopulver, flormelis, salt og appelsinskal og rør til en glat, ensartet masse. Skrab fyldet op i en lille skål, og lad det stivne ved stuetemperatur til det er smørbart, ca en time.

Dej: Varm mælk, syltet appelsinskal og kardemomme i en lille gryde til den er fingerlun. Tilsæt halvdelen af sukkeret og opløs gæren heri. Lad det stå ti minutter, så gæren kan få varmen. Tilsæt æg, resten af sukkeret, vaniljesukkeret, saltet og smørret i store klumper. Rør godt rundt. Hæld halvdelen af melet i, og rør endnu mere rundt til dejen begynder at samle sig.

Arbejd resten af melet ind i dejen et par håndfulde ad gangen til dejen bliver fast nok til at holde faconen, men stadig er klistret. Slå dejen godt sammen med bagsiden af en grydeske til den bliver pæn og blank at se på. Dæk så skålen godt til og lad dejen hæve til dobbelt størrelse.

Tag så den velhævede dej ud på et meldrysset bord og rul den ud til en firkant, der er ca 1/2 cm tyk. Bred chokoladefyldet ud på dejen og rul den sammen til en pølse. Skær ud i ca. 3 cm tykke snegle og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Hold ca 2 cm afstand mellem sneglene.

De kan også sættes i en smurt form. Jeg kunne klemme 8 styk ned i min 20 cm springform, så de to sidste måtte pænt stå på pladen ved siden af. Dæk sneglene til og lad dem hæve i ca. 20 minutter.

Imens varmes ovnen op til 200 grader almindelig varme. Når sneglene er hævet sættes de ind på midterste rille og bages 12-15 minutter for fritstående snegle og 20 minutter hvis de er i form. Når de tages ud af ovnen, får de lov at stå og dampe af et minuts tid, før der sigtes et pænt lag flormelis over.

Og så er der kun tilbage at spise dem, helst samme dag. Alternativt kan de fryses ned og blot tø op på køkkenbordet inden fortæring. Perfekt snack til juledagene.

Zebrastriber i midten

Hvid chokoladefudge med pebermynte

Hvid chokoladefudge

Hvis man nu ikke lige magter at brygge ægte fudge, med alt hvad dertil hører af kogende sukker, så kan man i stedet lave “forloren” fudge af chokolade og kondenseret mælk. Teknisk set er der vel tale om en slags meget sød ganache, lavet med kondenseret mælk i stedet for fløde. Det skal blot smeltes sammen med lidt smør ved lav varme, og dernæst stivne i en form, og så er der sådan set fudge. Det smager enormt godt, det er lynhurtigt at lave, og hvem kan ikke bruge nogen sådant i juledagene.

Dagens fudge er en version med hvid chokolade og pebermynte. Den er smækker og cremet og smager mildt af pebermynte. Jeg har bare brugt den der pebermyntearoma, man kan købe i alle supermarkeder. Opskriften kan selvfølgelig fordobles, så der bruges en hel dåse kondenseret mælk, men det giver selvklart virkelig meget fudge. Næsten et helt kilo! Ikke at man skal kimse af at eje et kilo fudge.

Og nu, opskrift:

Hvid chokoladefudge med pebermynte

Mængde: ca 25 stk

Ingredienser:
250 gram hakket, hvid chokolade
200 g kondenseret mælk (1/2 dåse)
1 tsk pebermyntearoma (Tørsleff eller Dr. Oetker)
25 gram smør
Et nip fint salt

Start med at smøre en ca 18×18 cm firkantet form og læg en strimmel bagepapir i. Du kan også bruge en 20 cm rund springform, så får du bare lidt flere kantstykker.

Kom alle ingredienser i en gryde og smelt ved lav varme. Undlad at skrue højt op for varmen eller at røre for meget rundt, så kan det skille. Når grydens indhold er halvsmeltet, rører du langsomt rundt til det er en ensartet, sej masse. Den hældes straks op i formen.

Hvis din fudge skiller: Tag gryden af varmen. Hæld en spsk fløde i gryden og lad det hele stå et par sekunder eller 15, så fløden kan blive lun. Rør så forsigtigt fløden ind i den grynede masse. Den skulle meget gerne samle sig og blive fin og blank og klar til at hælde i formen.

Lad fudgen køle af til stuetemperatur og sæt den så på køl i en 2-3 timers tid eller natten over. Tryk lidt på toppen af din afkølede plade fudge. Den skulle meget gerne føles fast og gennemkold, så er den klar til at blive skåret ud.

Vend pladen ud på et skærebræt og skær 2 cm brede stænger med en stor kniv. Kniven skal tørres af et par gange undervejs, for det kan godt klistre lidt. Skær så stængerne i kvadrater og så er der sådan set fudge. Lad stykkerne stå og lufttørre en times tid, så de ikke er klistrede på snitfladerne. Opbevar dem i en dåse eller sågar en pose ved stuetemperatur i en uges tid.

Pebermynten kan selvfølgelig udelades og eller erstattes med andre smagsgivere. Reven citronskal, f.eks, eller espressopulver.

Kaffefudge

Kaffefudge

Sig nærmer julen, og det er tydeligt at se her og der og alle vegne. Ikke mindst i butikkerne, hvor alt får byttemærke på, hvad enten man vil det eller ej. I forgårs valgte min elkedel at stå af, hvilket jeg synes er en kende røvhulsagtigt lige her op til jul. I stedet for at købe en ny på nettet og stå i meget lang kø på posthuset, valgte jeg at gå ned i byen og stå i meget lang kø i en butik. Før jeg vidste af det var min nye elkedel hurtigt og effektivt pakket ind til den yndigste julegave, og nu ved jeg ikke helt om jeg overhovedet må åbne den før juleaften. Jeg har skrevet “Til Sif fra Sif” på gavekortet, så må vi se hvad det bliver til.

Et andet sikkert tegn på at juleaften er lige om hjørnet, er at sødmælk og fløde er super billigt. Hvilket betyder at det er tid til at lave fudge. Hvis man altså kan lide den slags. Frostvejr er perfekt til sukkerkogning, så der er optimale betingelser lige nu.

Dagens opskrift er på kaffefudge. Egentlig havde jeg kaldt den koffeinfudge, men det lyder lidt for meget som noget, der er ulovligt at fremstille. Den er lidt mindre fed end min klassiske opskrift på fudge, thi jeg syntes det blev lidt for meget med kaffesmag og den fulde flødemængde, så at sige. Men ellers er fremgangsmåden den samme.

At koge fudge er en af de ting, der godt kan være lidt bøvlede, men det bliver nemmere, jo oftere man gør det. Læs den detaljerede fremgangsmåde med billeder i mit blogindlæg fra forrige år – opskriften nedenunder er lidt mere overfladisk – og vær omhyggelig med temperaturerne, så skal det nok lykkes.

Og nu, opskrift:

Fudge på fad

Kaffefudge

Mængde: ca 25 stykker

Ingredienser:
400 gram sukker
250 gram piskefløde
1 dl sødmælk
50 gram smør
20 gram glucose
1/4 tsk fint salt
2 spsk instant kaffepulver

Smør en lille firkantet form på ca. 18X18 cm og læg en strimmel bagepapir i. Sæt den til side.

Bland alle ingredienser i en gryde med høje sider. Jeg vil anbefale en 3,5 liters gryde for at undgå at den koger over. Det kan godt boble noget op i starten.

Varm grydens indhold op under konstant omrøring. Når det begynder at koge kraftigt, stoppes omrøringen. Et sukkertermometer stikkes i gryden (det må ikke røre grydens bund) og der skrues ned på middel varme. Lad sukkermassen koge langsomt, uden omrøring, til den når 114 grader. Det tager en 15-20 minutter.

Fjern så gryden fra varmen og lad den stå uberørt til sukkermassen er kølet af til 80 grader. Skrab så massen over i en skål, der står på et viskestykke (så den ikke skøjter rundt på bordet).

Snup en flad grydeske og begynd at røre i sukkermassen. Rør rundt og rundt og rundt til massen begynder at tykne og kun flyder langsomt sammen når grydeskeen trækkes igennem. Du vil også kunne mærke at den begynder at stivne i siderne og bunden, når du skraber med grydeskeen. Skrab så massen op i den klargjorte form, bred den ud så godt som du nu kan, og lad den køle helt af. Dæk den dernæst til og lad den stå og krystallisere færdig natten over.

Næste dag er det tid til at skære. Om du vil skære kanterne af eller ej, er en smagssag, men de er glimrende som smagsprøver. Brug en stor, skarp kniv til først at skære fudgen i ca 2 cm tykke baner. Tør kniven af efter hvert snit. Skær hver bane ud i kvadratiske stykker. Lad dem luftørre lidt, så de ikke klistrer på snitfladerne. Nu kan hvert stykke lægges i en lille papirform eller bare lægges i en bøtte som de er.

Fudge opbevares indpakket ved stuetemperatur og spises inden to uger.

Afskårne snack-kanter

Og husk at alle de fraskårne kanter tilhører kokken.