Archive | marts 2015

Påske i gamle dage: Palmesøndag

Det skete i de dage for små 1982 år siden, plus/minus et par år eller tyve, at Jesus gik sig en lang tur. En meget lang tur, og det var før man opfandt vandrestøvler med gore-tex og “ein ausgeglichenes Fußklima”, som der stod på hjemmesiden, da jeg bestilte nye vandresko fra Tyskland. Folk med for meget fritid har regnet sig frem til at Jesus vandrede ikke mindre end 35.000 kilometer i sin levetid. Det svarer til at gå hele vejen rundt om Jorden ved Ækvator, hvis man altså lige skipper det Indiske Ocean. Så kan man undre sig over hvorfor Jesus valgte at skippe det Indiske Ocean, når han nu kunne gå på vandet, men sådan er der jo så meget.

Jesus gik i alt fald til Jeriko, hvor han helbredte en blind mand og fortalte en masse historier som ingen forstod et ord af. Derefter drog han op på Oliebjerget ud for Jerusalem, og græd lidt over byens kommende hårde skæbne. Til sidst satte han sig på et ungt æsel og red til Jerusalem i triumf, som der står i Biblen. Han blev mødt af en jublende befolkning, der viftede med palmeblade og lovpriste Gud. Hosianna! råbte de, og det betyder “frels os”. Denne dag skulle siden hen kendes af folket som Palmesøndag, og den dag er præcis idag.

Påsken er den eneste kristne helligdag, der sådan for alvor er funderet i Biblen. Ja, det er selve grundlaget for hele den kristne tro, der fejres, alt det med at Jesus blev korsfæstet og dernæst genopstod fra sin grav. Men selvom en forespørgsel foretaget af Kristeligt Dagblad viser at 76% af de danske præster mener at påsken er langt vigtigere end julen, er den på ingen måde blevet julens pomp og pragt til dels. Det er der flere forklaringer på. At julen er placeret midt i den lange, mørke tid, er en af de mere oplagte årsager. Selv uden historien om Jesus, har man nok kunne trænge til en lysfest midt i al mørket. Gadebelysningen blev trods alt først for alvor indført i midten af 1800-tallet, og selv her var det kun i byerne. Det har været noget så umådeligt, grusomt mørkt i det ganske land om vinteren. Og vi ved da også at der i Norden er blevet fejret jul længe før kristendommens indtog, omend meget tyder på at festen lå i januar.
Overtroen forbundet med mørket, frygten for mørkets kræfter og bekymring for at solen aldrig skulle vende tilbage, lagt sammen med de mange festdage (12 lange juledage skulle man hvile) og det faktum at julen i gammel tid var starten på det nye år, har gjort den til genstand for meget mere opmærksomhed og festivitas.

Påsken, til gengæld, ligger lige midt i det spæde forår, med dertilhørende travlhed. Folk, der har læst bøgerne om Laura Ingalls Wilder, kan måske huske at mens julen er beskrevet i varme vendinger, så nævnes påske ikke med ét ord. Og det selvom påske er den vigtigste kristne højtid, og Ingalls-familien var meget troende. Men som der står et sted i en af bøgerne, så er foråret den travleste tid – der er ikke tid til at gå på visitter. Der skal pløjes og harves og grilles og trilles og hvad man nu laver på sådan en gård om foråret. Det er her man lægger fundamentet for at man overhovedet kan overleve den følgende vinter.
Man høster som man sår, som ordsproget siger, og det var sandt på en langt alvorligere måde dengang. I dag er det mest sådan noget med at skulle drikke kaffe uden mælk, hvis man er for doven til at gå i Netto. Sådan var det ikke før i tiden. Selvforsyning var hårdt arbejde, og langt hårdere end selvforsyning er i dag, og hvis høsten kiksede fordi man var for doven til at gøre tingene ordentligt om foråret, så havde man kun sig selv at takke, når man sultede om vinteren.

Med andre ord: Påske var ikke den store vilde hviletid, hvor man gik på visitter og holdt påskefrokost for familien og alt det andet pjank, det er nutiden tildels. Men det betyder ikke at man bare ignorerede påsken. Nej nej. For det første var det jo en stor kirkelig fest. Det kunne man ikke bare ignorere, ikke dengang. Det var slet ikke som idag, hvor kristendom er sådan noget man er til jul fordi det er hyggeligt. Dengang – og vi taler helt til starten af det 20. århundrede på nogle egne – var religion alvor. Ikke bare kristendommen, men også alle de gamle skikke. Religion og overtro var de eneste forklaringer man havde på tingenes gang. Hvorfor forsvinder solen om vinteren? Hvorfor vender lyset tilbage om foråret? Hvorfor slår høsten fejl? Hvorfor døde vores eneste malkeko? Og kan vi gøre noget for at forhindre at det sker igen? Ja! sagde folketroen. I skal bare sætte grød til nissen, undlade at pløje i juledagene, spise ni slags kål på skærtorsdag, tage varsler af enhver fugl, der vipper med røven og så ellers sørge for at arbejde hårdt. Ja! sagde præsten. I skal bare huske at bede til Gud, gå i kirke hver søndag, overholde fastedagene (før reformationen) og være nogle gode gudsfrygtige mennesker, og så ellers sørge for at arbejde hårdt.

Så folk gjorde begge dele. Også selvom præsterne godt kunne have været al den tåbelige overtro foruden (oh the irony).

Før reformationen kom til Danmark og fejede den katolske tro af banen, fastede man fra fastelavn til påske. Ordet fastelavn stammer fra middelaldertysk “vastelavent”, der betyder fasteaften. Det var starten på den ca. 40 dage lange faste, til minde om de 40 dage Jesus fastede i ørkenen. Katolikker verden over faster stadig, omend på en noget mere afslappet måde. Der er tradition for at tildække kors og hellige figurer i de katolske kirker i denne periode. Det kunne jeg ved selvsyn konstatere da jeg sidste år var i Prag under fasten og mødte adskillige kirkealtre dækket af store stykker lilla stof. Ikke så pænt på billeder, skulle jeg hilse og sige.

I gamle dage var fasten kødløs i samtlige 40 dage. Æg og mælk måtte man heller ikke indtage. Fisk, grønt, frugt, korn og nødder var tilladt. Hvis man havde den slags, altså. Mange bønder levede af byggrød og rugmelsgrød sidst på vinteren, også længe efter at katolicismen var blevet sparket ud af Danmark og fasten afskaffet. Sådan var det bare. Man kørte på de sidste lagre af vinterforrådet, koen gav næppe meget mælk, og hønsene var gået i æglægningsdavle. Forårshunger var en ægte trussel og maden måtte ikke slippe op. At den katolske faste ligger her, er næppe noget tilfælde. Så kan man da føle at der er en mening med galskaben – at spare på maden i en tid, hvor maden alligevel er meget knap.
I dag er der kun krav om at holde kødløs faste på fastens første dag, nemlig askeonsdag, på langfredag og på alle fredage derimellem. De overskydende dage er påskefasten sådan noget med ikke at spise chokolade og forsøge at lade være med at bande. Protestanter slipper helt for den slags. Tilbage i 1600-tallet var der dog stadig folk, der holdt fast i fasten, selvom reformationen længst var gennemført. Traditioner forgår ikke så let.

Efter den lange faste kommer påsken, og den falder sammen med forårets komme. De første grønne urter, de lyse dage. Hønsene begynder atter at lægge æg, fårene lemmer med små lam som resultat og det er ved gud ikke så mærkeligt at den kristne genopstandelsesfest falder sammen med selve naturens genopstandelse, begyndelsen på varmere dage, lyse nætter og nu er der ikke længe til de første asparges. Hurra for det, siger jeg bare.

Det er denne historiske påskefejring bloggen vil handle om den kommende uge. For der er masser af små traditioner, opskrifter og dejlig meget overtro forbundet med gamle dages påske, og nu har jeg endelig fået pakket alle flyttekasserne med bøger ud, så jeg kan faktatjekke noget af alt det ævl, jeg skriver her på bloggen.

Det skal nok blive godt.

I det mindste strejkede de ikke

Verdens første gotiske katedral ligger i Chartres

Jeg bilder mig selv ind, at jeg er god til det med offentlig transport i udlandet. Har trods alt en del øvelse efterhånden, og som erklæret kontrolfreak, er det en af de ting, jeg researcher til jeg drømmer om køreplaner og zonebilletter hver eneste nat. Især har jeg kørt Frankrig tyndt med futtog, og skulle nok mene at jeg er hardcore til at navigere det land efterhånden.

Paris er en nem by at navigere. Metrosystemet er simpelt (selv når de bygger om – det kunne DSB og Movia lære noget af), RER-togene er snappy-snappy at køre med, og hvis man lige ser bort fra det helvede, der er Les Halles (dø!), så er det generelt bare en fryd. Men når man skal forlade byen er det straks en anden sag. Så begynder det helvede, der er regional og intercity togtrafik.

I andre franske storbyer er det let som en plet. Bordeaux, Strasbourg, Toulouse, Dijon – no problemos. Jeg når altid at kværne et eller andet med chokolade og kede mig lidt før afgang. Men i Paris? Uanset hvor godt jeg planlægger, ender jeg altid med at spæne stresset op til toget og kaste mig ind ad dørene i et dramatisk rullefald to sekunder før afgang. Måske lærer jeg det en dag, men ærligt talt er jeg ikke videre optimistisk.

Min tur til Chartres var ingen undtagelse. Paris har 4 banegårde, fordi det ville være for nemt med en enkelt. Så først skal man lige være helt sikker på at man står på den rigtige banegård. Det er dog trods alt nemt nok, for det skifter ikke og står på billetten. Banegårdene er ikke forbundet, så de kan ikke bare lige flytte toget til en anden banegård fordi det er fredag udenfor myldretid.

Toget til Chartres afgår fra Gare Montparnasse. Den tilhørende metrostation hedder Montparnasse-Bienvenüe. Bienvenüe betyder “Velkommen”. Ha! I virkeligheden burde stationen hedde Montparnasse-Fuck-Dig, for den ligger ca tusind kilometer fra selve togstationen, så man skal haste igennem underjordiske tunneller mens man forbander at man kun satte 45 minutter af til at købe billet og finde perronen. Heldigvis har de installeret rullende fortove. 9 km i timen, kører de. Det er hurtigere end Kystbanen mellem KBH og Helsingør. Wroom!

Vel fremme ved billetautomaterne begynder næste udfordring – for hvem kører til Chartres? Her er det meget godt at vide at der essentielt set findes tre typer offentlig transport i Frankrig, med hver deres billetsystem. Lokaltrafik, regionaltrafik og intercity. Lokaltrafik er f.eks de lokale busser, metroen og sporvognene, der alle kører indenfor bygrænsen. Regionaltogene drives af SNCF, den franske ækvivalent af DSB, bare med mere strejke. Denne regionaltrafik opererer under navnet TER (i Paris hedder det dog Transilien), og kører indenfor regionerne. Hvis man f.eks vil køre mellem byerne i regionen Bourgogne, så snupper man en tur med “TER Bourgogne”. Skal man udenfor regionerne (eller hurtigt mellem to store byer i samme region), så tager man SNCF’s intercitytoge, Intercités. Hvis man er heldig, kører der et TGV. Det er dem, der kan køre rigtig hurtigt, hvilket godt kan være lidt scary, når man er vant til DSB. Så der er altså to typer af togbilletter at tage stilling til – skal man med TER eller med Intercités?

Screendump fra søgningen på SNCF.com

Det er nemt at finde ud af, for det står lige på hjemmesiden, når man laver en søgning på SNCF.com.

Disse to typer billetter sælges ikke altid i samme billetautomat – og afgangene annonceres heller ikke nødvendigvis på samme skærm – så det er meget godt lige at tjekke hvor man skal hen, så man ikke skal bruge tid på at spæne fra automat til automat, som jeg gjorde på Montparnasse fordi jeg troede at når det var regionaltog, så skulle jeg købe min billet i automaterne mærket “Transilien”, men Transilien er ikke ægte regionaltoge som i resten af Frankrig, nej de kører da ikke udenfor forstæderne, så i Paris skal man bruge de samme automater som til Intercités, hvilket man iøvrigt overhovedet ikke skal i f.eks Bourgogne og JEG KUNNE IKKE FINDE AUTOMATERNE! De er gule, så de er ret svære at overse, men, surprise, de stod da slet ikke på samme etage som alle de andre automater. Efter lidt hastigt improviseret tegnsprog og gebrokkent fransk med en informationsmedarbejder spænede jeg op på den rette etage for at købe min billet. Velkommen til Paris, der årligt invaderes af 32 millioner turister, men som stadig insisterer på at ansætte informationsmedarbejdere, der ikke kan engelsk.

Nå, men det lykkedes. Endelig stod jeg med den, den forjættede billet, der skulle føre mig til Chartres, denne sagnomspundne middelalderby med verdens allerførste gotiske katedral. Åh fryd. Og med hele 15 minutter til toget kørte skulle det være en smal sag. Normalt skal man altid stemple togbilletter i nogle irriterende små gule maskiner, men hvis man køber sin billet i sidste øjeblik, er de som regel stemplet på forhånd – så man sparer tid. Det er pænt af SNCF. Jeg kunne gå direkte til toget. Der var bare ét problem: Jeg kunne ikke finde sporene. De næste 5 minutter summede jeg rundt på etagen som en arrig hveps i panisk søgen efter de forbandede toge. Der var ingen skilte, ingen fransktalende informationsmedarbejdere, ingenting. Til sidst faldt jeg nærmest tilfældigt over et sæt rulletrapper, med det forjættede skilt, der skulle føre mig til det rette sted. Åh fryd. Jeg spænede op til toget, der selvfølgelig holdt heeeeelt nede i den modsatte ende af perronen, smed mig sidelæns ind af dørene lige inden fløjten lød og satte mig dernæst roligt og fattet på et sæde. Mig, turiststresset? Ha! På ingen måde.

Men lykken ventede i Chartres. Efter en lang togtur med rig mulighed for at sende utallige sms’er til kæresten med ordlyden “vi skal købe hus i [indsæt nuttet fransk by med gotisk kirke jeg lige var kørt forbi]” nåede jeg frem til banegård med engelsktalende kioskmedarbejder, lune pain au chocolat, solskinsvarmt forårsvejr og verdens allerførste gotiske katedral. Og ikke nok med det, da jeg havde brugt to timer på at spadsere rundt i den næsten mennesketomme kirke med kun lyden af mit kamera som selskab, og trådte ud i det franske solskin, blev jeg mødt af to store busfulde turister, komplet med guide, larm, kameraer og børn. De skulle ind i kirken. Jeg havde netop forladt kirken. Den før så tomme og fredelige kirke var minutter fra at blive forvandlet til et larmende inferno af mennesker. EFTER jeg var færdig med mit besøg.

Af og til har man bare lov til at være svineheldig. Det var lige før jeg købte en lottokupon. Men istedet brugte jeg de 40 kr på kage. Jeg vurderede at der var større chance for gevinst hos en fransk konditor end hos Danske Spil. Og jeg havde ret.

This entry was posted on 8. marts 2015, in Rejser.