Mørk chokoladefudge med appelsin

Mørk chokoladefudge med appelsin

Oh juletid, du nærmer dig, og der er stadig tid til at klemme et lille stykke konfekt ind i skemaet. Især sådan et nemt lille stykke som dagens appelsinchokoladefudge. Det smager virkelig godt og sådan nærmest elegant, og så er det mega nemt.

Medmindre det altså vælger at kikse, lige præcis når man laver den portion, der skal fotograferes til bloggen. Min falske chokoladefudge – der i virkeligheden er en ganache – skilte, fordi jeg rørte alt for meget rundt under opvarmningen, i stedet for at lade det hele smelte i fred nede i gryden. Men så kunne jeg endelig få afprøvet det gode råd om at røre lidt varm fløde i. Og dælme om det ikke virkede. Det skilte chokoladepjask samlede sig lige så fint til en glat og rar “fudge.” Sådan bliver man så klog når man mindst venter det.

Forhåbentlig bliver det ikke en vane.

Der skal kun bruges en halv dåse kondenseret mælk til opskriften, men den kan naturligvis fordobles. Så får du rigtig meget fudge! Alternativt kan du bruge den anden halvdel til at lave pebermyntefudge.

Og nu, opskrift:

Mørk chokoladefudge med appelsin

Mængde: ca 25 stk

Ingredienser:
225 gram mørk chokolade, ca 55-60%
200 gram kondenseret mælk
25 gram smør
Friskreven skal af 1 appelsin
Et stort nip fint salt

Start med at smøre en ca 18×18 cm firkantet form og læg en strimmel bagepapir i. Du kan også bruge en 20 cm rund springform, så får du bare lidt flere kantstykker.

Hak den mørk chokolade rimelig fint, så smelter den nemmere. Plop kondenseret mælk, smør og appelsinskal i en lille gryde, rør chokoladen i og tænd på lavt blus. Lad det hele smelte langsomt. Undlad at skrue højt op for varmen eller at røre for meget rundt, så kan det skille. Når grydens indhold er mere eller mindre smeltet, tages gryden af varmen. Rør langsomt rundt til det er en ensartet, sej masse, der straks hældes op i formen.

Hvis din fudge skiller: Det kan ske, hvis du rører for meget rundt og/eller den bliver for varm. Tag gryden af varmen. Hæld en spsk fløde i gryden og lad det hele stå så fløden kan blive lun. Rør så forsigtigt fløden ind i den grynede masse. Den skulle meget gerne samle sig og blive fin og blank og klar til at hælde i formen.

Lad din fudge køle af til stuetemperatur og sæt den så på køl et par timer. Når den er fin og fast er den klar til at blive skåret i mundrette bidder. Vend hele møjet ud på et skærebræt og fjern bagepapiret. Brug en stor kniv til først at skære fudgepladen i baner og dernæst i firkanter på ca 2×2 cm. Lad dem lufttørre en times tid, så skærefladerne ikke klistrer. Og så er din fudge klar! Den har godt af at stå til næste dag og trække, så appelsinsmagen for alvor kan træde frem. Kom den i en bøtte eller bare en pose. Den kan holde sig en uges tid ved stuetemperatur.

***
Dette indlæg blev skriblet til tonerne af Five Finger Death Punch – Falling To Hate. Perfekt at synge, når man vandrer og vandrer og vandrer rundt om juletræet med sin pynt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.