Archive | maj 2024

Fransk yoghurtkage

Fransk yoghurtkage

Yoghurtkage (gateau au yaourt) er et meget populært hjemmebag i Frankrig. Hyggelig og hverdagsagtig og enormt nem at bage. Opskriften er nem at huske. Først tømmer man 1 bæger yoghurt (125 ml). Så bruger man selvsamme bæger til afmåling af de resterende ingredienser. 2 bægre sukker, 3 bægre mel, 0,5-1 bæger olie og 3 æg. Og så noget bagepulver, natron og salt.

I Frankrig fylder de her små yoghurtbægre virkelig meget i supermarkederne. Herhjemme er vi knap så eventyrlystne, og generelt er jeg ikke glad for at bruge rummål til kagebagning. Derfor er opskriften angivet i gram. Du kan bruge yoghurt naturel, A38 eller tykmælk som du synes. Jeg bager ofte kagen med kærnemælk. Det er praktisk i disse sommertider, for så kan man brygge koldskål af resten. Brug kærnemælken fra Gram Slot (Rema1000), det er den eneste tyktflydende kærnemælk, det er lykkedes mig at finde i supermarkederne. Det gør en stor forskel, hvis man vil lave koldskål. Til bagning betyder det mindre, men altså. Jeg synes det er ok at insistere på at få ægte kærnemælk, og ikke det der tynde pjask.

Kagen er supernem og hurtig at røre sammen. Det våde skal blot røres sammen med det tørre, så man skal ikke engang piske noget luftigt. Den er saftig og ikke alt for sød. Perfekt til madpakken, skovturen, aftenkaffen eller sågar til søndagsmorgenmaden, hvis man ikke gider wienerbrød. Har man lyst, kan man stryge den med en tynd glasur af flormelis og citronsaft, men det er på ingen måde nødvendigt.

Og nu, opskrift:

Fransk yoghurtkage

Mængde: En 20 cm rund kage
Bagetid: ca 40 minutter v 175 grader

Ingredienser:
125 ml yoghurt, tykmælk eller kærnemælk
3 æg, str M
200 gram sukker
180 gram hvedemel
1 dl neutral olie
1 tsk bagepulver
1/4 tsk natron
1/8 tsk fint salt

Start med at tænde ovnen på 175 grader. Smør en 20 cm rund springform og læg en cirkel bagepapir i bunden. Sæt til side

Snup en skål eller et stort målebæger og pisk æggene let sammen heri – bare med en gaffel. Rør kærnemælk og olie i og sæt til side.

Sigt så mel, natron og bagepulver sammen i en stor røreskål. Tilsæt sukker og salt og rør rundt.

Rør æggeblandingen i melet med et stort piskeris. Undlad at piske dejen, men rør rundt til den er ensartet. Skift til en dejskraber og skrab skålens sider grundigt, så du er sikker på at der ikke gemmer sig mel i bunden. Skrab så dejen ned i bageformen.

Bag kagen midt i ovnen i ca. 40 minutter, til den er gylden og føles fast, når du trykker på midten (pas på, den er varm). Du kan også stikke i kagen med et træspyd eller en kniv. Der må ikke hænge dej ved.

Når kagen er færdig, tages den ud og får lov at stå fem minutter. Så løsnes den fra springformen og vendes ud på en rist. Lad den køle helt af. Og så er den klar til spis.

Kagen kan snildt bages dagen før, den skal bruges. Den holder sig frisk og god i to-tre dage og egner sig glimrende til frysning.