Archives

Kvædebrød, en lang historie

Kvædebrød

Kvædebrød er en smuk opfindelse. Det er kvæder, der koges til mos med sukker i hundrede år til alting skifter farve fra hvid til dyb rød og bliver så pektintykt, at det kan skæres i skiver efter afkøling. Frugtflæsk på speed, det er hvad det er. Alle marmeladers moder, og det er ganske vist, for selve ordet marmelade stammer fra portugisisk marmelo, der betyder kvæde.

Opskriften er over 2000 år gammel, måske ældre. Kvæder i honning blev af romerne brugt som et middel mod maveonde. Når de altså ikke bare blev spist for fornøjelsens skyld, vel at mærke. Man lagde ganske enkelt hele kvæder – enten rå eller kogte – i krukker med honning og forseglede dem. Så lå de der og blev gode og så kunne man snige en kvæde fra honningkrukken hvis man syntes livet var lidt hårdt fordi man lige havde brugt alle sine penge på et sommerhus i Pompeji. Og som så meget andet godt (og skidt) fra romerriget, spredte disse honningkvæder sig nordpå.

Det skete blandt andet via maurerne. I starten af 700-tallet blev store dele af den iberiske halvø (nuværende Spanien og Portugal) erobret af muslimske styrker og indlemmet i et større kalifat. De kaldte området for Al-Andalus. Men nu var det jo ikke just fordi at den iberiske halvø sådan havde været helt tom og til leje. Der var folk i forvejen, og de var ikke voldsomt begejstrede for invasionen. Det var de nordliggende lande heller ikke, så der blev kæmpet nogle kampe og flyttet nogle statsgrænser i ny og næ. Alligevel skulle der gå 700 år, før maurerne i 1492 endegyldigt blev båttet ud, og da havde de haft rigelig tid til at sætte et solidt præg på området. Blandt andet var byen Cordoba blevet centrum for universiteter og vidensdeling. Der blev tænkt store tanker indenfor matematik, filosofi, lægevidenskab, landbrug, arkitektur og meget mere.

Mest tydeligt for os i dag er nok de mange bygningsværker i både Spanien og Portugal. Der er ældgamle bymidter, kirker der startede deres liv som moskeer, for slet ikke at tale om den berømte borg Alhambra i Granada og slottet Castelo dos Mouros i Sintra. Der blev også efterladt noget madkultur, hvilket straks er langt mere interessant i disse tider, hvor man ikke kan rejse nogen steder hen uden at støde på en karantæne. Der findes blandt andet en spændende kogebog fra det 13. århundredes Al-Andalus, som jeg har lavet meget honningfyldt mad fra gennem årene. Her er der en opskrift på kvædebrød, der tillægges mavehelbredende egenskaber, præcis som hos romerne:

Kvædebrød, 13. årh.
Tag en ratl (ca et halvt kilo) kvæder, fjern kernerne og skær i små stykker. Knus dem godt til det bliver som hjernemasse (det står der altså). Kog med tre ratl honning, varmet op og skummet, til det bliver en tyk masse.
– En anonym andalusisk kogebog, 13. århundrede.

Den dag i dag er hjernemasse kvædebrød meget populært i Spanien, hvor det kaldes membrillo.

Kvæder i flok

Således vandrede kvædebrødet til Europa. I slutningen af 1400-tallet spredte det sig nordpå, til blandt andet Frankrig, England og Tyskland, hvor det hurtigt dannede mode blandt det bedste borgerskab. Det var eksotisk og dyrt, ja det var sågar et afrodisiak, og et sådan kan man jo altid bruge. Man serverede det efter måltiderne som en lille fordøjelsesfremmende snack. I løbet af 1500-tallet skiftede man honningen ud med sukker, som man var begyndt at dyrke derovre i Den Nye Verden. Man brugte også vin og rosenvand og krydderier, selvom man ikke ligefrem kan påstå at kvæden i sig selv mangler aroma.

Der er også en del opskrifter på at sylte kvæden uden at den bliver rød. Den hvide udgave fremstilles ved at koge kvæden kraftigt i sukkerlage. Så bliver den færdigkogt inden den når at karamellisere, og dermed skifter den ikke farve:

To preserve Quinces white or red, 1671
Take the Quinces, and coar them, and pare them, those that you will have white, put them into a pail of water two or three hours, then take as much Sugar as they weigh, put to it as much water as will make a Syrup to cover them, then boil your Syrup a little while, then put your Quinces in, and boil them as fast as you can, till they be tender and clear, then take them up, and boil the Syrup a little higher by it self, and being cold put them up. And if you will have them red, put them raw into Sugar, and boil them leisurely close covered till they be red and put them not into cold water.
– A Queens Delight: The Art of Preserving, Conserving and Candying. London, 1671.

Der står: Tag kvæderne og fjern kernehuset og skræl dem, dem du vil have hvide, put dem i en spand vand i to eller tre timer, tag da så meget sukker som kvædernes vægt, og tilsæt så meget vand, at det kan lave en sirup, der dækker dem, kog din sirup et lille stykke tid, put da kvæderne i, og kog dem så hurtigt du kan, til de er møre og klare, tag dem da op og kog siruppen lidt mere for sig selv og køl den af og put kvæderne i. Hvis du vil have dem røde, put dem da i rå i sukkeret og kog dem langsomt under låg til de er røde og put dem ikke i koldt vand.

“En meget herlig og konsterig Confect-Boog”, Oeconomia Nova, Det Kongelige Bibliotek.

Danmark kunne også være med. I den ret fantastiske bog “En liden artig Konst Bog” fra 1733, der igen er en del af et større værk om husholdning “Oecenomica Nova”, er der blandt andet et afsnit, der hedder “En meget herlig og konsterig Confect-Boog”. Den indeholder “adskillige slags kraftige Medicamenter, udi besværlige og farlige Tilstand saare nyttelig at bruge”. Den er, med andre ord, fyldt med hjemmelavet medicin. Vi bliver atter mindet om hvorledes meget slik og konfekt i sin tid opstod som lægemidler, og kvædebrødet fortsætter hermed sin funktion som helbredende snack:

Et Spanske Electuarium af Qvæder at berede, 1733
Tag 2 Pund got Sucker, clarere der udi reent Rosenvand, dernest tag smucke skønne Qvædæble, toe dem reene, og skreld dennem smuckt reene, skiær dem udi Stycker; ere de store, da skiær hvert udi 5 Stykerne, at de bliver lige store, skiær saa Kiærene og Steenene smukt rent der aff; tag siden af samme Stykker ogsaa 2 Pund, gik dem udi det klared Sucker, lad dem saa der udi siude, indtil de vorder smucke bløde, rør dem der effter vel omkring med en Træskee; sæt det saa paa en Kulild, og lad det saa smuckt opsiude, indtil saa lenge at Materien skallis fra Panden, saa haver det nock; Gik der siden udi et Kar som du veedst der til brugeligt er.
– En liden artig Konst Bog, København 1733

Hvis der er nogen, der har det lidt svært med 1700-tals dansk, så står der: Tag 2 pund sukker og klar det (kog det og skum det) i rent rosenvand, tag dernæst gode, pæne kvæder, vask dem og skræl dem, skær dem i stykker, er de store, skær dem da i 5 stykker, så de alle er lige store, skær så kernehuset fra; tag af disse også 2 pund, læg dem i det klarede sukker og lad dem koge deri til de er helt møre, rør godt rundt med en træske (så de bliver til mos); sæt dem på en svag ild og lad det koge så længe, at det slipper panden, så er det færdigt. Hæld det i en passende beholder.

“Electuarium” er en gammel betegnelse for lægemidler (her kvæder) blandet med honning, beregnet til at spise. En anden opskrift på kvædebrød fra samme bog bærer titlen “Sønderlig spanske latværge”, hvilket er det danske ord for samme ting. Altså blød eller flydende mad-medicin, i modsætning til f.eks pulver eller piller, som man også fremstillede. Og konfekt, der i dag er noget vi glæder os til at spise til jul, var dengang en betegnelse for syltede frugter, der blev brugt både som medicin og som dessert.

Kvædebrød blev også brugt som medicin

At kvædebrødet betragtes som en apotekervare, betyder også at det glimrer ved sit fravær i de almindelige danske 1700-tals kogebøger. Der er dog kvæder at finde, især som tærter og i syltet tilstand. I Marcus Looft’s kogebog fra 1766 er der en opskrift på syltede kvæder, altså hele stykker kvæde i sukkerlage. Der er også en opskrift på tørrede (kandiserede) kvæder, der holdes fint hvide ved at udskifte sukkeret mellem hvert opkog. Den opskrift starter iøvrigt meget poetisk med “man tager skiønne glatte Qvæder…”

Sidenhen gled kvæderne atter ud af de danske kogebøger, men de levede videre hos dem, der havde et træ i baghaven og dem, der var glade for ost. De er kommet lidt mere på mode i de senere år, men det er stadig ikke så nemt at finde dem, og sæsonen er kort. Men har man en særlig god grønthandler eller et velassorteret supermarked eller måske endda et torvemarked, så er det lige nu, at de kan købes. Og så kan man koge sit eget kvædebrød!

Min opskrift er lidt mere doven end de gængse, hvor man koger kvæderne, moser dem, og så bruger lang tid på at reducere mosen med sukker. Istedet koger jeg kvæderne møre i vand, pøser sukker på og lader dem simre ganske langsomt under et låg, pakket ind i et viskestykke. Man skal ikke engang røre i det, bare lige glo ned hver halve time for at sikre sig at det ikke er løbet hjemmefra. Efter to timer har man mørkerøde kvædestykker i en tyk kvædegelé, og så skal det bare blendes og hældes i form og stivne natten over og vupti. Spansk electuarium til alle mand.

Så her er verdens nemmeste opskrift på kvædebrød. Den er virkelig velegnet til hårde oste. Jeg kan spise megen manchego og gedegouda, hvis der er kvædebrød involveret. Konsistensen er fast nok til at man kan skære skiver, men samtidig blød nok, til at det smelter i munden.

Og nu, opskrift, med masser af billeder:

Kvædebrød og manchego.

Kvædebrød
400 gram renset kvæde (tre eller fire middelstore kvæder)
400 gram sukker
2 dl vand

Sådan gør du:
Kvæder har ofte pels på skrællen, så det skal lige af først. Skyl kvæderne og gnid pelsen af med fingrene. Tør dem i et viskestykke, det fjerner eventuel restepels.

Frugtkødet skæres af rundt om kernehuset.

Skær så kvæderne over – de er ret hårde. Jeg foretrækker at sætte dem på højkant og så skære siderne af i en firkant rundt om kernehuset. Det er nemmere end at forsøge at skære det ud af både. Kvædesiderne skæres så i mindre stykker. Der er så meget pektin i frugtkød og skræl, at det ikke er nødvendigt at gemme kernehusene, så dem smider du bare ud.

Vej de rensede kvæder af. Du har næppe præcis 400 gram – det er lige meget, du skal bare bruge samme vægt i sukker som i rensede kvæder og halvdelen af vægten i vand. Dvs hvis du har 500 gram kvæde, så er det 500 gram sukker og 2,5 dl vand. Hvis du har 350 gram kvæde, er det 350 gram sukker og 175 ml vand.

Læg kvædestykkerne lille gryde og hæld vandet på. Sæt gryden på komfuret, tænd for blusset og bring det hele i kog. Lad det simre under låg i 20 minutter. Det trækker pektinen ud af frugten, og den slags skal gøres inden man putter sukker i.

Kvæderne bliver bedst hvis man bruger et lyserødt viskestykke.

Hæld så sukkeret i og rør rundt. Skru op for varmen så det hele begynder at koge igen. Læg et viskestykke over gryden og læg låget på så det hele slutter tæt. Bind viskestykkets ender omkring låget, så de ikke hænger ned på kogepladen. Viskestykket gør det muligt at koge kvæderne i meget lang tid, så de bliver meget mørkerøde, uden at der sker synderligt stor fordampning fra gryden.

NB: Kvædedampen vil give viskestykket nogle smukke lysebrune pletter. De bliver først synlige når viskestykket tørrer og saften oxiderer, så måske kan det forhindres ved at skylle det straks efter brug. Jeg er for doven til den slags, så jeg ved det ikke. Brug kun viskestykker, du kan tåle at se ødelagt, eller gør som jeg, og brug et smart farvet et, man ikke kan se pletterne på.

Efter en times kogning er kvæderne blevet tydeligt røde.

Skru ned på laveste blus og lad kvæderne simre under viskestykkelåg i 2 timer, til de er dybt mørkerøde og ligger i en tyk, boblende sirup. Kig ned i gryden et par gange undervejs og læg mærke til hvordan kvæderne langsomt skifter farve.

Mens kvæderne koger, klargøres formen. Mængden her passer til et lille 15×15 cm ildfast fad. Du kan også bruge en foliebakke eller en lille kageform. Eller du kan bruge en større form, f.eks en 20 cm rund springform, så bliver kvædebrødet ikke helt så højt, men det betyder ikke noget for smagen. Uanset hvad, skal formen beklædes med bagepapir eller plastfolie, der smøres med et tyndt lag neutral olie.

Klar til stavblenderen.

Efter 2 timer tages låget af, og så er det tid til at få most nogen kvæder. Tag gryden af varmen. Stik så en stavblender direkte i gryden og blend det hele til en tyk, glat mos. Sørg for at der absolut nul klumper er tilbage i gryden. Du kan også hælde det hele over i en foodprocessor eller minihakker. En almindelig blender kan selvfølgelig også bruges, omend jeg kan forestille mig at man skal have en dygtig dejskraber, for at få det hele ud af den igen.

Kvædemosen er klar

Put så det hele tilbage i gryden og lad det koge under omrøring et minuts tid for lige at fjerne alt det luft, der blev blendet ind i massen og tjekke om den nu også er færdig (det vil den som regel være nu). Det skal boble langsomt, syde lidt når du skraber bunden og sætte sig tykt på grydeskeen, så er den helt rigtig.

Du kan teste om mosen er klar, ved at stikke grydeskeen ned i, hive den op igen og lade den stå et minut. Hvis du kan trække en ren streg igennem mosen, så er den færdig. Brug ikke fingeren til dette! Mosen er absurd varm. Nøjes med en teske eller lignende.

Nylavet og klar til en lur natten over.

Skrab så kvædemosen ned i den klargjorte form og lad den stivne utildækket til næste dag. Du kan, når den er kølet helt af, forsigtigt lægge et viskestykke over så der ikke kommer støv i mens den tørrer. Undlad at dække formen med plastfolie eller lignende, så kan det ikke tørre.

Dagen efter skulle du gerne stå med en fin og færdig fødevare. Tryk lidt på mosen. Den skal føles fast. Nu har du kvædebrød! Det kan holde sig tre måneder i køleskabet eller fryseren. Pak det ind i bagepapir og dernæst ned en bøtte og spis det før din nabo.

Hvis mosen mod forventning ikke er blevet skærefast, så fortvivl ikke. Den smager stadig godt. Fyld den på et skoldet glas istedet og sæt den i køleskabet. Så kan den bruges ligesom almindelig marmelade.

***

Dette indlæg er blevet skabt med Amorphis-numrene “Brother and Sister” og “The Bee” på spotify-repeat. Hør dem før din nabo.

Oatmeal raisin cookies

Oatmeal raisin cookies

Det er blevet efterår, og det i sådan en grad, at jeg havde blade i stuen i går. Jeg troede ellers at man slap for den slags, når man flyttede i en taglejlighed, men det viser sig bare at være et spørgsmål om at have træer, der er høje nok.

Der er heldigvis også andre, og bedre, konsekvenser af årstidernes skiften. Nu begynder den mørke tid, hvor det rent faktisk kan betale sig at tænde et stearinlys og man kan rulle sig ind i blødt vintertøj og have hjemmesko på (når man lige har fået købt nogen nye, de gamle er pist forsvundet) og drikke te uden at svede bagefter.

Og så kan man bage småkager! Bevares, det kan man også om sommeren, men kulde og mørke kalder på en anden slags småkager. Med krydderier og rosiner og havregryn. Også bedre kendt som oatmeal raisin cookies, for det er en amerikansk opskrift, og havregryn-rosin-småkager lyder bare ikke helt så godt. Faktisk lyder det mest som noget hippiegejl fra 70’erne. Men de små havreplader er noget ældre end det. De stammer fra slutningen af 1800-tallet, og ifølge kloge mennesker er de en videreudvikling af den skotske havrekage, bannock.

Historisk set har Skotland da også været Havrens Hjemland lige siden den helt tidlige middelalder. Romerne, der ikke anså havren for at være meget mere end en foderplante, tog de små bjælder med sig op nordpå, da de erobrede England kort efter Kristi fødsel. De nåede kun lige kortvarigt op og træde på Skotlands sydlige grænse før de smuttede igen, men havren blev. Den kunne dyrkes i det skotske højlands barske klima, hvor ingen andre kornsorter rigtig ville trives. Således blev den en basisfødevare.

Havregryn

Havren blev kværnet til groft mel og brugt til både det ene og det andet. Man æltede en dej af mel og vand og formede små tykke brød, der blev bagt direkte i gløderne. Man puttede også havren i den allestedsnærværende grød, der hang på ildstedet og boblede. Heri kunne man hælde diverse rødder og urter – og måske endda lidt saltet kød, hvis man havde det. Næste dag blev resterne genopvarmet og så startede man en ny omgang grød. Der var også steder i Skotland hvor man hældte restegrøden i forme, lod den stivne, og serverede den skiveskåret til morgenmad dagen efter.

I Danmark havde vi samme grødtradition, her brugte vi bare byg istedet. I det hele taget var denne grød, der hang og boblede i husets eneste gryde over husets eneste ildsted, et fast indslag i middelalderens husholdninger i hele Europa. Hvad den præcist bestod af, afhang i hvor man boede og hvor rig man var.

Da man i 16- og 1700-tallet begyndte at kolonisere Det Nye Land På Den Anden Side Af Havet, tog de skotske og hollandske immigranter deres kærlighed til havre med over Atlanten, længe før der var noget, der hed Amerikas Forenede Stater. Bjælderne blev stadig mest set som dyrefoder, så der var ikke rigtig andre, der hoppede med på den galej.

Ikke før i starten af 1900-tallet, altså. Der gik det lidt amok med den havre der. Quaker Oats – I ved, dem med Havrefras – købte nemlig patentet på havrevalsen. Det var både nyt og moderne. Havren blev rullet helt flad, og man dampede den også, så den holdt sig længere. Havregrynene var hermed opfundet. Før det havde man brugt kværnet eller knækket havre. De nye gryn kogte hurtigt, og så var der morgenmad på ingen tid. Quaker reklamerede heftigt for deres sunde, sunde gryn. Pakkerne med havregryn solgte enormt godt, og takket være den påtrykte opskrift på havregrød, blev det efterhånden en populær hverdagsspise.

De billige havregryn satte også deres præg på samtidens kogebøger. Her endte de i alle mulige slags opskrifter, fra farsbrød til pandekager og ikke mindst i småkager. Havregryn var billige og kunne erstatte en stor del af det dyre hvedemel. De passede også godt ind i tidens ånd, hvor man i stigende grad var optaget af sundhed, fibre, proteiner og vitaminer. Havregryn var supersunde, og det er de vel egentlig stadigvæk.

Der findes mange forskellige slags havregrynskager, men det er den bløde, krydrede oatmeal raisin cookie, der har vundet amerikanernes hjerter i særligt høj grad. Det er en af de mest populære småkager derovre. Og de er da også virkelig rare. Let sprøde udenpå, bløde inden i og krydret med kanel og ingefær. Jeg elsker bløde småkager. De vil også være glimrende som julesmåkager når den tid kommer. De kan holde sig ret længe i kagedåsen, hvis man da ikke æder dem straks.

Nemme at bage er de også. Dejen skal bare røres sammen, og så lige hvile sig en halv times tid i køleskabet. Til gengæld er det ikke så godt at lade den stå i flere timer. Havregryn suger væske som bare pokker, så generelt skal dej med havregryn ikke vente for længe, medmindre det eksplicit står i opskriften.

Og nu, opskrift:

Oatmeal raisin cookies i flok.

Oatmeal Raisin Cookies
Mængde: 15-20 stk
Bagetid: 12 minutter ved 180 grader almindelig varme

Ingredienser:
125 gram blødt smør
100 gram brun farin
50 gram hvidt sukker
1 æg
100 gram hvedemel
125 gram havregryn
1/2 tsk natron
1/4 tsk fint salt
1 tsk stødt kanel
1/2 tsk stødt ingefær
1 tsk vaniljesukker
100 gram rosiner

Start med at lægge rosinerne i blød i varmt vand i et kvarters tid. Det gør dem bløde og fugtige og forhindrer at de bliver hårde, når de bliver bagt. Det skal ikke være varmt vand fra hanen, men kogt vand der er kølet en smule af. Når rosinerne har suget fugt til sig, hældes vandet fra og de duppes forsigtigt tørre i et klæde. Så er de klar til brug.

NB: Fald ej for fristelsen til at lade rosinerne stå i blød natten over eller noget. Så bliver de alt for fugtige og vil ligge og smide væde og gøre småkagerne meget bløde efter bagning. 15 minutter i varmt vand er rigeligt.

Plop så det bløde smør i en stor skål sammen med de to slags sukker og pisk det lyst og luftigt. Pisk ægget i. Sigt hvedemel sammen med natron, salt, kanel, ingefær og vaniljesukker og rør det i smørret. Det bliver meget tykt, men stadig klistret.

Rør rosiner og havregryn i. Forhåbentlig har du brugt en stor skål, ellers får du havregryn ud over hele køkkenbordet nu, for dejen er ret tung. Du skulle nu gerne stå med en tyk, men klistret dej. Dæk den til og sæt den på køl i en halv time mens du varmer ovnen op til 180 grader.

Beklæd en bageplade med bagepapir, og form kugler af dejen. To spiseskefulde dej til en kugle. De skal være på størrelse med en bordtennisbold-ish. Jeg bruger sådan en kugleske til is, det er nemt. Tryk så kuglerne lidt flade med bagsiden af en teske, dyppet i vand. De flyder lidt ud og bliver dobbelt så brede, så hold god afstand mellem dem. Der er til to pladefulde i opskriften.

Bag straks småkagerne midt i ovnen i ca 12 minutter. De skal være smukt brune. Altså mere brune end de er inden bagning. Tag dem ud af ovnen og lad dem glide over på en rist til afkøling. De er meget bløde, når de er varme, så vær forsigtig.

Når de er helt kolde, er de faste, men bløde indeni og helt klar til skamløs frås eller fornuftig gemning i kagedåse, hvor de kan ligge i en uges tid.

Glædelig Jul!

Bjældeklang og rensdyrmås.

Så Blev Det Jul Igen I År
Mel: Septembers himmel er så blå

Så blev det jul igen i år
Med regn på vej og stræde
Men vejret, det slår ingen skår
I vores juleglæde!
For under træet ligger der
En masse julegaver
Og maden venter på bordet at
Få plads i vores maver

Så blev det jul igen i år
Med små kartofler brunet
De store kogte i skålen står
Og rødkålen, den er lunet
For grisen venter i sit fad
Jeg glæder mig til sovsen
Så megen dejlig julemad!
Og så en bid til vovsen…

Så blev det jul igen i år
Og jeg fik mandelgaven
En gris af lyserød marcipan
Den ligger godt i maven
Og julefreden sænker sig
Trods det at vejret bøvler
En rigtig glædelig jul til dig
Husk regntøj og gummistøvler

Pinnekjött med Kålrabistabbe

Pinnekjött, kogt og klar.

Lige om lidt er det jul, og jeg er klar. Huset er skuret, pynten hængt op, småkagerne bagt, gløggen brygget, grisen hentet og sølvtøjet pudset. Vi har slet ikke noget sølvtøj, så den del var hurtigt overstået. Tilbage er kun at spise brune kartofler i uanstændige mængder, med sovs på.

Sidste låge i Årets Julekalender rummer en vaskeægte norsk juleklassiker, som jeg ikke ville have spor imod at have på julebordet – nemlig pinnekjött. Pinnekjött er saltede og tørrede lammesider, der deles mellem hvert ribben inden kødet udvandes og dampkoges i ca. tusind år. Med andre ord, det er lammeudgaven af klipfisk. Man har kendt til pinnekjött på julebordet siden 1700-tallet, omend det sikkert har været brugt længe før.

Retten stammer fra det vestlige Norge, hvorfra den har bredt sig. Lidt over 1/3 af nordmænd spiser pinnekjött til jul. Ikke nødvendigvis kun pinnekjött dog. Ligesom herhjemme er der lidt overlap mellem de forskellige former for protein. Jeg er stadig ikke sikker på hvordan folk får plads til at lave både and og flæskesteg den samme aften. Når jeg først har fyldt vores ovn op med gris, så er der ikke engang plads til et kyllingelår, endsige en hel and. Det kan selvfølgelig være at de ikke beregner et helt kilo ribbensteg per person… ribbensteg er i sandhed godt, og jeg har ingen problemer med at spise rester i tre dage. Men så plejer jeg også at have fået nok for det næste lille års tid.

Ovnplads er intet problem med pinnekjött, for det skal laves i en gryde. I sandhed smart. Man kan endda koge kartoflerne i vandet, der ligger under kødet, og dermed slå to fluer med ét smæk.

Pinnekjött er ikke noget man sådan kan købe i supermarkedet. Medmindre man altså bor i Norge, hvor man i allerhøjeste grad kan købe det i supermarkedet op mod jul. Faktisk kan man nærmest ikke lade være, for de stabler det op på store paller så man skvatter over det hvor man end går. Min Bedre Halvdel – fra nu af kendt som Verdens Bedste Halvdel – hjemslæbte en pakke til mig fra det frosne nord, efter at have hørt mig sukke over at det kunne være sjovt at prøve at lave. Eftersom pinnekjött ikke skal stå på køl, så var det lige til at tage under armen. Til gengæld var jeg flink til at lave det mens jeg var alene hjemme, for tre timers dampning af lam, får (ha!) unægteligt hele hytten til at lugte lidt af uld. Det var et ret hyggeligt projekt, der resulterede i noget velsmagende lammekød, serveret helt klassisk med kålrabistappe, en mos af kålroe, som du kan finde en opskrift på nederst i blogindlægget.

Pinnekjött før udvanding

Sådan så mit pinnekjött ud inden det blev udvandet. Hvert lands julemenu har sine udfordringer. I Danmark kan sværen blive blød, i Sverige kan mandelkartoflerne eksplodere i gryden og i Finland kan man løbe tør for alkohol kaffe lige efter butikkerne har lukket (og juleskinken kan blive for salt). I Norge kan man glemme at udvande sit pinnekjött. Men det er der råd for, siger madskribenterne. Lunkent vand fremskynder udvandingen, siger de. Jeg valgte ikke at teste teorien og tog mig god tid. 30 timer skulle det have, og 30 timer fik det. Undervejs skiftede jeg vandet tre gange. Kødet stod i køleskabet i en stor gryde (er stadig imponeret over at jeg fik gjort plads til den), for selvom jeg læste flere steder at det blev bedst, hvis man udvandede ved stuetemperatur, så turde jeg simpelthen ikke have kød stående på køkkenbordet i over et døgn.

Udvandet pinnekjött

Efter udvanding ser det lidt fesent ud… men vi er slet ikke færdige endnu.

Birkepinde

Pinnekjött må ikke koges i vand, men skal dampes. Jeg ved ikke hvorfor, men måske er det noget med smagen. Jeg valgte ikke at udfordre traditionerne, og de påbyder at man damper kødet ovenpå birkepinde, og dem kan man selvfølgelig også købe, der hvor man henter sit pinnekjött. En almindelig damprist kan også bruges, og så er der dem, der damper kødet ovenpå et lag kartofler. Den klassiske julekartoffel i både Norge, Sverige og Finland er af typen mandelkartoffel. Den ligner en meget stor aspargeskartoffel, men er meget melet og vil gerne gå i stykker, bare man kigger forkert på den. Derfor skal den aldrig koges, men kun simres ganske sagte, med skræl på (!) og det er åbenbart ikke noget problem at lade dem simre i tre stive timer. Jeg har også en pose mandelkartofler i køleskabet, men de skal bruges juleaften og ikke til køddampning, så jeg nøjedes med birkepindene.

Pinnekjött i gryde

Så vand på birkepindene – men ikke så meget at pindene bliver dækket – og dernæst pinnekjött pænt pakket ned ovenpå. Så er det bare at lægge låg på, bringe vandet i kog, og dernæst skrue helt ned og lade det stå i tre timer. Når kødet løsner sig fra benet, er det færdigt og fiskes op af gryden. Så kan man spise det som det er, eller brune det i ovnen/give det stegeskorpe det på panden. Et helt klassisk tilbehør er kålrabistabbe. Det er kålroe, kogt og most som en kartoffelmos. Jeg foretrækker at bage min kålroe i ovnen, for så bliver den dejligt sød og ikke spor vandet. Det er et aldeles dejligt tilbehør, ikke kun til pinnekjött, men også til frikadeller, lam og grisebasse.

Og nu, opskrift:

Brun mad i flæng.

Kålrabistabbe
Mængde: 4 personer
Bagetid: ca 45 min ved 200 grader almindelig ovn

1 kg kålroe
Lidt olie
100 gram smør
2 dl piskefløde
Salt og peber
Citronsaft

Skræl kålroen og skær den i klodser på ca 2,5×2,5 cm. Vend dem i lidt olie i en stor skål og bred dem ud i et smurt ildfast fad. Sæt fadet i ovnen og bag til kålroen er helt og aldeles mør. Rør rundt et par gange undervejs. Læg evt. folie på halvvejs igennem, hvis stykkerne begynder at tage for meget farve.

Når kålroen er helt mør, tages den op i en gryde og smørret ploppes i. Kålroen blendes helt glat med en stavblender. Dernæst smages den til med fløde, salt og peber og en lille smule citronsaft. Hvor meget fløde, du vil have i, bestemmer du selv – der er også dem, der bruger lidt af kogevandet fra pinnekjöttet.

Varm mosen op under omrøring på komfuret og server straks. Så er det jul i Dannevang Norges Land.

Piparipullat – peberkagesnegle

Piparipullat

Forleden var jeg en tur i Helsinki for at kigge lidt på jul. Det pissede ned fra ankomst til afgang, så jeg brugte mest tid på at shoppe madvarer til vores egen jul – laplandskartofler, risengryn, diverse chokolade og lakrids… og en bunke Oreos med mint, den bedste Oreosmag i verden.

Dagens finske ord: Luomuporsaan, økologisk svinekød.

Brugte også tid på at kigge på juleskinkerne, finnernes udgave af Obligatorisk Stort Kødstykke Til Jul. Skinkerne er saltede, men ukogte, og de bages langsomt i ovnen – 12-14 timer for de store skinker! Jeg ville gerne have haft en med hjem og servere til jul, men vi har allerede bestilt alt for meget ribbensteg hos slagteren… måske næste år. Dem til højre, der koster dobbelt så meget, er økologiske.

Når jeg ikke gloede på mad, så drak jeg kaffe. Det er nok den absolut nemmeste måde at lave noget “ægte finsk” når man er i Finland. Andre valgmuligheder: Spise is i frostvejr (!), gå i sauna, se en hockeykamp eller tælle grantræer. Jeg holdt mig til kaffen og dertilhørende kage. Kanelsnegle er meget populære, men i juletiden kan man få noget endnu bedre: Piparipullat – peberkageboller. De fås både som snegle og som runde, krydrede boller med eller uden fyld i midten og en fin dejstjerne eller -blomst på toppen. Jeg var især begejstret for sneglene, så jeg lavede en omgang til bloggen da jeg kom hjem. Instant juleglæde i hele hytten.

Peberkagesneglene kan fryses, så de er klar til at blive lunet i ovnen i juledagene. Snup en piparipulla til morgenkaffen, så skal julen nok blive vellykket. Godt igang er halvt i mål, og alt det der. Dejen kan bruges til almindelige kanelsnegle også, eller til juleboller med kardemomme, reven appelsinskal og små chokoladestykker. Bagetiden er ca. den samme.

Det er vigtigt ikke at bage sneglene for mørke, for så bliver fyldet hårdt og sprødt istedet for blødt og rart.

Og nu, opskrift:

Piparipullat
Mængde: ca 20 stk
Bagetid: 15 minutter ved 200 grader almindelig ovn

Gærdej:
3 dl lun mælk
25 gram gær
100 gram sukker
1/2 tsk groft salt
450-500 gram hvedemel
50 gram smør

Fyld:
100 gram meget blødt smør
100 gram sukker
2 tsk kanel
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt nellike

Mælken varmes til den er fingerlun. Gæren røres ud i den lune mælk, efterfulgt af sukker, kardemomme og halvdelen af melet. Rør godt rundt. Tilsæt salt og resten af melet. Ælt dejen til den er blank og smidig. Tilsæt det bløde smør og ælt den blank og smidig igen. Form dejen til en kugle og lad den hæve tildækket et lunt sted en times tid.

Tag så dejen ud på et meldrysset bord og rul den ud til en kvadrat, ca 1/2 cm tyk. Fordel det meget bløde smør ud på dejen. Det er nemmest med en dejskraber. Bland sukkeret med krydderierne og drys det i et jævnt lag ud over smørret. Rul dejen sammen til en pølse og skær den i 3 cm. tykke snegle.

Læg sneglene på en bageplade og lad dem hæve tildækket en halv times tid, mens ovnen varmer op. Bag dem midt i ovnen ca 15 minutter, til de er gyldne og fine. Tag dem ud og lad dem køle af på en rist.

De smager bedst samme dag, men kan fryses med det samme de er kølet af. Sæt dem i en 180 grader varm ovn direkte fra frost til de er bløde og dufter, ca 10 minutter. Måske mindre. Hold øje!

Lanttulaatikko – finsk kålroefad

Lanttulaatikko – kålroefad.

Til det finske julebord hører der en gruppe af retter, der falder i kategorien “mos af ting, bagt i et fad.” Det er gamle retter, der har været spist i hele Norden, og finnerne har valgt at holde godt fast i dem. Et af de mest populære indslag er lanttulaatikko, kålroefad. Det er kålroe, der er kogt og most med smør, fløde, sirup og varme krydderier, tyknet med rasp og æg og bagt med endnu mere rasp på toppen til det dufter lidt af jul. Det smager ret godt.

Kålroe

Kålroe er sådan en fætter her. Den var meget almindelig i gamle dage, i dag skal man lede lidt efter den. Medmindre man er i et finsk supermarked, hvor den ligger i store stabler ved siden af gulerødder, græskar og søde kartofler. Der er lidt forvirring om navnet. Det hedder en kålroe, men i gamle dage kaldte man den også kålrabi. Man kan læse flere steder at kålrabi virkeligheden er glaskål. Det er ikke korrekt, men forvirringen skyldes sikkert at glaskål hedder kohlrabi på tysk. Madam Mangor, og andre 1800-tals kogebogsforfattere kalder den “Kaalrabi.” Hos Marcus Looft, i 1766, hedder den “Kaal-Rave eller Roe-Kaal.” Han skriver blandt andet om kålroen:

Fyldt Kaal-Rave eller Roe-Kaal, 1766
[…] Man kan og først koge den (kålroen) gandske mør, skiere den saa i Stykker, stuve den med Smør, revet Brød, Muskatenblomme og Oxekiød-Suppe, og saa give den hvorved man vil. Man kan og lave en Moes deraf, ligesom af Kaal, efter den 81. Regel, hvilket og er ret got.
– Marcus Looft: Koge- bage- og sylte-bog, København 1766

Regel (opskrift) nr 81, der er en hvidkålmos, dikterer at man gør mosen brun ved at brede den ud i et fad, drysse med revet brød, dække med tynde skiver smør og dernæst sætte gløder under og holde en ildskuffe over, så brødet ristes fint brunt. Det var før man fik bageovn i køkkenet, så man måtte sno sig som man bedst kunne. Ellers går kålroeopskrifterne mest ud på at koge dem og mose dem med noget smør, fløde og salt – præcis som kartoffelmos. Sådan spiser man dem i Norge til jul, men det kommer der mere om i et andet blogindlæg.

Svenskerne kunne også være med:

Rofmos, 1911
Rofvor eller kålrötter tvättas och kokas i så knappt vatten som möjligt, hvarefter de skalas och röttarna sönderstötas. et stycke smör uppfräses med en nypa hvetemjöl, och därtill slås moset, att under jämn omröring få uppkoka. Det spädes sedan med söt mjölk och kryddas med salt och hvitpeppar, hvarefter det är färdigt att anrättas. Om man vil hafva det prydligt kan man bestrycka moset med smält smör, beströ det med socker och rifvebröd och insätta det i ugn att få vakcker gulbrun farg.
Christina Lundberg: Kok-bok – Oumbärlig hjelpreda i hushållet, Stockholm 1911

Her koges roerne, moses med en opbagning af mel og smør, og til sidst tilsættes mælk, salt og peber. Man kan pensle mosen med smør, strø den med sukker og rasp og bage den gylden i ovnen, hvis man vil “have den pæn.”

Kålroer er så afgjort vintermad. De kan ligge hele vinteren og fise husleje af ude i roekulen. I grøntsagsskuffen kan man også have dem liggende længe. De bliver lidt bløde med tiden, men hvis de alligevel skal koges i smadder, gør det ikke så meget. Når man skræller den, lugter den lidt af radisse, men i kogt eller bagt tilstand bliver den mild og let sød. De små smager bedst, de store kan godt blive lidt bitre. Hvis man vil have sig en kålroe i Danmark, må man ud og kigge på torvemarkeder, hos Nemlig.com eller i Irma. Jeg har også med held fundet den i “dyre” supermarkeder, så hvis du har en Brugs, der er kendt for at have grøntsager ud over det sædvanlige, kan du være heldig at finde dem der.

Opskriften her er kun vejledende. Jeg vil selvfølgelig anbefale at man laver den som den står her, men den er nem at tilpasse de personlige smagsløg. Det vigtigste er selvfølgelig kålroemosen, smør, rasp, salt og peber. Resten kan hældes i efter smag og køkkenskab. Start med roemosen og smag dig så frem. Tilsæt ægget til allersidst, hvis du ikke vil stå og spise ting med rå æg.

Kålroemos kan godt gå hen og få en lidt fesen grågul farve – et godt tip er at koge en stor gulerod med, og mose den sammen med kålroen. Det smager også godt.

Og nu, opskrift:

Sprød skorpe, blød mos, masser af fløde.

Lanttulaatikko – finsk kålroefad
Mængde:
Bagetid: 1,5 time ved 175 grader almindelig ovn

1,2 kg kålroe (cirka – det er en stor eller to små)
100 g smør
2 dl rasp
140 gram sirup
2 dl fløde
1 tsk groft salt
1 tsk friskreven muskatnød
1 tsk stødt ingefær
Godt med friskkværnet sort peber
1 æg
1 dl rasp vendt med 2 spsk smeltet smør

Start med kålroen. Den kan godt være lidt hård at hakke i, men det kan lade sig gøre, hvis man tænker på den som en hård selleriknold.

Skyl den grundigt. Snup så en stor kniv og skær den i tykke skiver, med skræl og det hele. Smid top og bund langt væk.

Skær skrællen af skiverne og skær hver skive i store tern. De skal ikke være for små, så koger man smagen ud i vandet. 2,5 x 2,5 cm er passende.

Smid kålroen i en gryde letsaltet vand og kog dem helt og aldeles møre. Det tager 40-60 minutter. Du skal kunne stikke en gaffel i stykkerne uden at mærke modstand, ellers kommer der klumper i mosen.

Når stykkerne er kogt, hældes vandet fra og kålroen moses med stavblenderen eller en kartoffelmoser. Du kan også bruge en foodprocessor, eller stikke en elmikser ned i gryden og piske dem i smadder. Eller en gaffel, hvis du er helt analog, det tager bare lidt tid.

Når du har en fin roemos, røres resten af ingredienserne i til en jævn masse. Mosen bredes ud i et ildfast fad. Den skal stå et par centimeter under kanten, så brænder den ikke på i siderne. Dæk med rasp vendt i smeltet smør og smid hele molevitten i ovnen til det hele er brunt og brændt sprødt og gyldent.

Spises varm til julemad eller til ikke-julemad. Retten kan fryses uden rasp på toppen. Så skal den bare tøes op i køleskabet og dernæst dækkes med rasp inden den bages i ovnen. Det er nemt, hvis man får lyst til at sætte roemos på julebordet.

Tip: Opskriften kan halveres, så bruger man bare en æggeblomme istedet for ægget.

Köttbullar til jul (med flødesovs og tyttebærsylt)

Köttbullar med det hele

Svenskerne spiser köttbullar som danskerne spiser frikadeller – meget gerne meget, og meget gerne også til jul. Udover at være en del af julebuffeten, kan köttbullar serveres på flere måder. Klassikeren med gräddsås, potatismos och lingonsylt er svensk hverdagsmad, når det er bedst, og i sandhed noget, man burde lave lidt oftere. Og man kan jo meget passende starte lige præcis nu, med denne opskrift. Det smager åndssvagt godt, og det er altid sjovt at stå og ruske i panden, så de små kødklumper triller hid og did og bliver runde.

Eftersom vi har med juleköttbullar at gøre, så er de lidt mere fancy og krydrede end normalt. Der er mørk sirup i, og lidt allehånde, og så er de lavet med piskefløde. Man kan sagtens bruge mælk istedet, og udelade både sirup og allehånde. Men det ville næsten være synd, når det nu ER jul. Jeg foretrækker kogte kartofler fremfor kartoffelmos, for de kan håndtere markant mere sovs uden at gå i opløsning. Sovs er godt, meget sovs er meget godt. Desuden hader jeg at skrælle kartofler.

Köttbullarne kan fryses, og det samme kan sovsen. Kartoflerne kan ikke.

Og nu, opskrift:

Köttbullar

Köttbullar
Mængde: ca 50. stk

1 kg hakket kalv og flæsk (eller bare flæsk)
2 dl rasp
2 dl fløde
1/2 dl mælk
2 æg
2 løg
2 spsk mørk sirup
1 spsk groft salt
1 tsk stødt allehånde
1 spsk dijon sennep
1 tsk friskkværnet peber

Løget rives og steges gyldent i lidt smør. Det sættes til side til det er kølet helt af. Imens lægges rasp i blød en ti minutters tid i fløde og mælk. Det bliver ret tykt.

I en stor skål æltes kødet sejt med salt. Den udblødte rasp æltes grundigt i, og dernæst alle de andre ingredienser. Det hele røres til en ensartet fars, der får lov at trække en halv times tid på køl. Imens man man jo skrælle nogle kartofler eller noget, eller drikke kaffe, hvis man ligesom jeg, helst køber de der kartofler, der ikke skal skrælles.

Når köttbullarne skal steges, tages farsen ud og trilles til små bolde. Jeg laver mine så de er på størrelse med en lille blomme, ca 1,5 spsk fars.

Kødboldene steges pæne og brune i rigeligt smør på en stor pande. De kan godt ligge rimelig tæt. De skal ikke vendes, men panden rystes ofte, så de vender sig selv og bevarer den runde facon. De er færdige når de springer tilbage ved et let tryk med en spatel. Skær eventuelt en over, for at tjekke. Der er cirka tre stegepandefulde i den her portion, og jeg kan anbefale at stege i klaret smør, så der ikke ligger branket smør i panden efter første runde. De stegte köttbullar kan holdes varme i ovnen i et fad ved ca 175 grader mens resten steges færdige. Put lidt bagepapir eller folie over, så de ikke bliver tørre. De kan også bare lægges i et fad med en tallerken over, efterhånden som de bliver færdige.

Servér med kogte kartofler, tyttebærsyltetøj og flødesovs:

Flødesovs:
2 spsk stegefedt
1,5 spsk mel
1/2 liter kraftig kalvefond (blandet op fra flaske)
2 dl piskefløde
1/2 tsk sukker
Et par stænk Worchestershire sauce (kan udelades)
Salt og peber

Lav en opbagning af stegefedt og mel og spæd den op med kalvefond, lidt ad gangen. Pisk grundigt ved hver tilsætning. Når al kalvefonden er rørt i, får det lov at småkoge et par minutter under omrøring. Tilsæt så fløde, sukker og Worchestershire sauce og lad simrekoge til det er tykt og boblende. Smag til med salt og peber og måske lidt sojausauce, hvis du ikke har Worchestershire. Så er den klar.

Riskrem, Risalamande og Ris à la Malta.

Riskrem med rød sauce

Risalamande er den ultimative danske juledessert. 88% af de julefejrende danskere kører risenfløden ned d. 24 december, og 93% af dem spiser den med kirsebærsauce. Det er ret mange kirsebær, men det smager jo også godt, skidtet. I Norge og Sverige er de lidt mindre fastlåste i deres juledessert. Begge lande har deres egen version af risalamande, men der er den ikke helt så obligatorisk.

I Norge hedder retten riskrem, og her er det næsten halvdelen, der sætter den på bordet til jul. De spiser den med rød sauce, gerne lavet på hindbær eller jordbær. Svenskerne er også glade for risalamande, de kalder den for Ris à la Malta, og her er det helt klassisk at servere den med appelsin, omend de er lidt mere svævende i deres traditioner derovre, og også godt kan finde på at hælde rød sauce eller kirsebærsauce over.

Risalamande med kvædemarmelade

Hjemme hos mig er vi 100% på kirsebærsauce. Egentlig kan jeg langt bedre lide appelsin eller passionsfrugt på min risalamande, eller måske endda med svesker eller med kvædemarmelade. Men traditionen er så stærk, at det føles fuldstændig forkert at spise andet end kirsebær i julen. Og glem alt om at skifte desserten ud. Jeg ville føle mig snydt, selvom jeg teknisk set kunne spise risalamande på et hvilket som helst andet tidspunkt, og dermed stadig få min årlige ration. Og mere til, hvis jeg gad.

Traditioner er noget mærkeligt noget.

Du kan finde min opskrift på risalamande lige her, og så kan du jo selv vurdere hvad der skal ovenpå. Der er jo også alle julefrokosterne, og vi er nogen, der laver så meget risalamande at der er nok til morgenmaden d. 25 (og d. 26 og d. 27), og der er stadig de der 7% der ikke gider kirsebærsauce, så her er tre gode opskrifter på frugtsaucer til risalamanden. To røde, som de bruger dem i Norge, og en gang råmarinerede appelsiner til den svenske udgave.

Og Finland? De putter bare mandlen i risengrød, præcis som i de gode gamle dage.

Og nu, opskrifter:

Ris à la Malta

Jordbærsauce
Mængde: ca. en halv liter

500 gram jordbær (optøede fra frost)
1 dl vand
100 gram sukker
1 stang vanilje
1,5 spsk maizena + 3 spsk vand
Saften af 1/2 citron

Put jordbærrene i en gryde med vandet og vaniljestangen. Læg låg på og bring grydens indhold i kog. Skru ned og lad småkoge 10 minutter. Tag gryden af varmen og læg en sigte over en lille skål. Hæld grydens indhold igennem sigten. Brug en ske til at presse så meget jordbær som overhovedet muligt igennem. Hæld så den siede saft tilbage i gryden og tilsæt sukker. Bring i kog under omrøring. Rør maizena op i koldt vand og pisk det i saucen. Bliv ved med at piske til den koger igen og lad den så simre et par minutter. Rør rundt et par gange. Tag gryden af varmen og rør citronsaft i. Lad saucen køle helt af. Sæt den så på køl.

Brug saucen kold eller lun den i en gryde. Den skal ikke være glohed. Saucen kan holde et par dage på køl.

Hindbærsauce
Mængde: ca. en halv liter

500 gram hindbær (optøede fra frost)
1 dl vand
125 gram sukker
1 stang vanilje
1,5 spsk maizena
3 spsk vand
Saften af 1/2 citron

Laves præcis som jordbærsaucen. Bare med hindbær i stedet for jordbær – og lidt mere sukker.

Råsyltede appelsiner
Mængde: ca. en halv liter

5 store appelsiner
75 gram sukker
1 stang vanilje
1 spsk Grand Marnier (valgfrit)

Filetér appelsinerne: Skær toppen og bunden af hver appelsin og skær siderne af med en skarp kniv, så appelsinkødet bliver blottet. Lirk appelsinfileterne ud og put dem i en skål – gør det over skålen, så saften bliver opsamlet. Klem “skroget” af appelsinen så resten af saften kommer med.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Gnid dem ud i lidt af sukkeret. Hæld sukkeret og vaniljesukkeret over appelsinfileterne og rør rundt. Sæt på køl et par timer, gerne natten over. Sukkeret smelter og giver dig en bøtte dejlige råsyltede appelsinfiléter i en tynd appelsinsirup. Lige til at hælde over – den serveres kold.

Joulutorttu – finske julekager

Joulutorttu

For en måned siden var jeg i Tampere i det sydvestlige Finland for at se noget koncerthalløj med finske Amorphis (og svenske Soilwork og danske Møl, vi manglede bare et par nordmænd) og føle mig smågammel over at deres bedste album i år fejrer 25 års jubilæum. De så ældre ud end jeg huskede dem. Sådan voksne og alting. Betyder det at jeg også er blevet voksen?

Det er usandsynligt.

Både før og efter alt det finkulturelle (var også lige inde og se en hockeykamp), var der tid tilovers til at spise større mængder joulutorttu. Det er en finsk julekage, et lille møllehjul af det pureste butterdej, toppet med en solid klat sveskeblommemarmelade. Er man i Finland i november eller december, kan man forvente at skvatte over dem, hvor man end går. Supermarkedernes frysebokse er fulde af frossen butterdej, og blommemarmeladen står i høje stabler ved siden af, lige til at tage med hjem og lave sine egne. Jeg måtte dog nøjes med den færdigkøbte version, thi der var ingen ovn på hotellet. Men vel hjemme i Danmark bagte jeg mine egne, og det var ret nemt.

Det er især nemt, hvis man bruger min opskrift på nem hjemmerullet butterdej, for så får man en markant bedre smag, end hvis man bruger de frosne plader fra supermarkedet, der i den grad lider under mangel på ægte smør. Der er tilbud på smør i både Netto og Rema i denne uge, så det er bare med at få rullet lidt til fryseren.

Sveskemarmelade

Er man bosat i nærheden af Finland, kan man købe denne bøtte blommemarmelade, der meget passende har en joulutorttu på toppen. Men ellers må man lave sin egen. Det er bare en sveskekompot, så det kræver ingen bizarre ingredienser. Man kan også købe en variant, der er toppet med en halv af Fazers Grønne Kugler, en rund kugle af frugtflæsk med pæresmag. De kan købes året rundt, men sælges i særligt gigantiske æsker når julen rammer. Det smager ret godt, men ser virkelig mærkeligt ud.

Disse finske julekager smager helt afsindigt godt når de er nybagte. Dejen kan formes, fryses og så tøes op i køleskabet og toppes med marmelade lige inden bagning. På den måde kan man få friskbagt imponade-bagværk i juledagene uden alt rullearbejdet. Det er smart.

Toppet med en grøn pæregelé

Og nu, opskrift:

Joulutorttu
Mængde: 9 stk
Bagetid: 15 minutter ved 200 grader almindelig ovn

1 portion nem butterdej
200 gram svesker
2 dl vand
2 spsk sukker

Læg vand og svesker i en lille gryde. Bring vandet i kog og læg låg på. Skru ned og lad sveskerne simre til de er så møre, at du kan splatte dem ud med en gaffel. Ca 20 minutter, måske lidt mere.
Tag gryden af varmen og blend sveskerne med en stavblender. Rør sukkeret i og giv det hele et opkog. Lad sveskemosen køle helt af. Så er den klar til brug.

Rul butterdejen ud til en firkant ca 3 mm tyk. Skær kanterne til og skær butterdejen ud i 9 lige store kvadrater. Skær et snit i hvert hjørne, der går halvt ind til midten. Fold hver anden spids ind over midten, så du får et lille møllehjul.

Læg en god teskefuld marmelade på.

Joulutorttu

Bag midt i ovnen til de er gyldne, ca 15 minutter. Lad dem køle af og spis indenfor et par timer.

Blød honningkage

Honningkage med abrikosmarmelade

Tiden flyver, når man har det sjovt. Der er kun ti dage til juleaften! Det er nu, man skal til at tænke på, at købe de langtidsholdbare julevarer, for hvis man venter til d. 23, risikerer man at der er udsolgt. Og således holdt vi engang juleaften uden kirsebærsauce. Amen.

Til gengæld tror jeg aldrig, jeg har holdt jul uden honningkage. Da jeg var barn, havde jeg naturligvis en pakkekalender, hvorpå der af og til hang honningkagemænd (eller damer) fra bageren. Det må have gjort stort indtryk, for jeg kan stadig huske det. Alle de andre pakkegaver er forlængst gået i glemmebogen. Senere, da bageren lukkede og købehjerterne blev FOR fesne, blev det til hjemmebagte honningkagehjerter, eller honningsnitter med abrikosmarmelade. Honningkager hører julen til.

Hvis man er lidt træt af honningkager bagt med fordej, som man altid glemmer at røre sammen, så kan man med fordel blive her på kanalen. I dag skal det nemlig handle om den bløde honningkage, der kan spises i skiver med smør på eller lægges sammen med abrikosmarmelade – eller smørcreme. Eller begge dele, hvis man har lyst. Det er ikke en specielt sød kage, den er dygtigt krydret og får hele hytten til at dufte af jul. Præcis som det skal være.

Honningkage med smørcreme og abrikosmarmelade

Min honningkageopskrift giver to kager. Den kan godt halveres, men jeg synes lidt det bliver noget småtteri at stå og røre i. Opskrifterne på smørcreme og ganache rækker til begge kager. Alternativt kan man bage én stor rundt kage i en 25 cm springform, eller hælde dejen i en lille bradepande. Så skal man bare holde øje, for det kan ændre bagetiden.

Den fyldte kage har godt af at stå og trække til næste dag. Den skal ikke stå på køl, men blot være tildækket ved stuetemperatur. Du kan vente med at overtrække med ganache til kagen skal serveres. Den skal stå en time bagefter, så den kan stivne helt.

Og nu, opskrift:

En skive til kaffen

Blød Honningkage
Mængde: 2 rugsbrødforme á 2 liter
Bagetid: 40 minutter ved 160 grader

175 gram honning
25 gram smør
4 æg, delt
150 gram brun farin
1 spsk kanel
2 tsk nellike
1 tsk allehånde
250 gram hvedemel
2 tsk bagepulver
1/4 tsk natron
0,5 dl appelsinsaft (fra 1 appelsin)
Skallen af 1 appelsin
Lidt fint salt
1 spsk fintreven ingefær

1 portion smørcreme
1 portion chokoladeganache
2 dl abrikosmarmelade

Tænd ovnen på 160 grader. Smør to rugbrødsforme og beklæd dem med en lang strimmel bagepapir. Det gør det lettere at vende kagerne ud.

Smelt honningen i en lille gryde ved svag varme. Tag gryden af varmen. Rør smørret i, rør rundt til det er smeltet. Sæt til side.

Del æggene i hvider og blommer. Hæld blommerne i en skål med brun farin og salt og pisk det lyst og luftigt. Pisk honning/smør blandingen i og pisk det hele grundigt igennem. Pisk den revne ingefær og den revne appelsin skal i.

Sigt hvedemelet sammen med krydderierne, bagepulver og natron. Rør det i dejen sammen med appelsinsaft.

Pisk æggehviderne til stift skum og vend dem forsigtigt i dejen. Fyld dejen i de smurte rugbrødsforme – du kan også bruge en enkelt 25 cm rund springform – og bag midt i ovnen i ca. 40 minutter, måske lidt længere, hvis du bager én stor kage. Kagerne er færdige, når de føles svampede og elastiske ved et let tryk med fingeren på midten af kagen. Tag kagerne ud og vend dem ud af formen. Lad dem køle af på en rist. De kan bruges med det samme de er kølet af, eller pakkes godt ind og stå og trække smag til dagen efter.

Når kagen skal lægges sammen, flækkes den i tre bunde med en skarp brødkniv. De er rimeligt nemme at dele. Bundene smøres med fyldet, hvadenten det er abrikosmarmelade, smørcreme, eller begge dele. Den øverste bund skal ikke smøres.

Lad kagen trække nogle timer ved stuetemperatur, gerne natten over. Den bliver kun bedre efter et døgns tid. Sæt den så på en bagerist med bagepapir under og hæld forsigtigt den flydende ganache over. Det overskydende vil løbe ned på bagepapiret, og det er smart. Drys kagen med krymmel. Lad det hele stå og sætte sig en times tid til ganachen er stivnet helt. Så er kagen klar til servering! kan holde sig et par dage ved stuetemperatur.

Smørcreme:
200 gram blødt smør
300 gram flormelis
Saft og skal af 1 stor appelsin
Korn af 1/2 stang vanilje

Rør smørret blødt med appelsinskal og vaniljekorn. Stik en elmikser i skålen og rør det luftigt. Tilsæt halvdelen af flormelisen og pisk grundigt. Hæld appelsinsaft i sammen med resten af flormelisen og pisk til du har en luftig smørcreme. Smag på den og tilsæt evt. mere flormelis eller appelsinsaft efter smag. Smørcremen kan holde et par dage på køl. Der er nok til begge kager.

Ganache
300 gram mørk chokolade, ca 60%
300 ml piskefløde

Hak chokoladen og læg den i en skål. Put fløden i en gryde og varm den op til kogepunktet. Så snart fløden koger, hældes den over chokoladen. Lad det hele stå i fem minutter. Snup så et piskeris og begynd at røre – ikke piske – forsigtigt rundt i midten af skålen. Ganachen vil samle sig i midten og blive tyk, mørk og blank. Bliv ved med at røre forsigtigt rundt i gradvist større cirkler til ganachen er ensartet. Den skal bruges straks. Der er nok til begge kager.