Chokoladesnegle med appelsin

Chokoladesnegle

Julesplatheden har indfundet sig. Der er virkelig gået portvin og slumretæpper i den herhjemme, og det selvom de 12 juledage først starter på søndag. Det er nok alt det kulde og mørke og sne. Der er ikke andet at gøre end at tøffe ud i køkkenet og bage en plade snegle. Og selv opskriften er doven – det er blot min chokoladekringle i snegleform. Genbrug. Vi kan lide det.

Med syltet appelsinskal i både dej og fyld er det dog alligevel et helt andet stykke bagværk. Et dejligt stykke bagværk, der sviner noget så forfærdeligt på køkkenbordet, når sneglene skal skæres ud. Til gengæld slipper man for alt bøvlet med at riste hasselnødder, for der skal slet ikke den slags i. Kun appelsinskal. Den kan man i øvrigt udskifte med friskreven appelsinskal, hvis man ikke lige har noget af det syltede på lager. Så kan man spise appelsinerne mens sneglene bager og samtidig undgå at få skørbug. Det er så smart, at det halve næsten kunne være nok. Lidt rom i fyldet ville sikkert heller ikke være dårligt, men det tænkte jeg ikke lige på, da jeg stod med hænderne i dejen. Måske næste gang.

Og nu, opskrift:

Chokoladesnegle med appelsin

Mængde: ca 10 snegle
Bagetid: 15-20 minutter ved 200 grader alm varme

Dej:
1 dl lun mælk
1/2 tsk vaniljesukker
1/2 tsk kardemomme
25 gram gær
25 gram sukker
100 gram meget blødt smør
1 æg str M
ca. 275 g hvedemel
25 gram finthakket syltet appelsinskal (eller friskreven af 1 appelsin)
1/2 tsk groft salt

Fyld:
75 gram hakket, mørk chokolade, 55-60%
40 ml piskefløde
40 gram smør
25 gram flormelis
1,5 spsk kakaopulver
Et nip fint salt
25 gram finthakket syltet appelsinskal (eller friskreven af 1 appelsin)

ca 1 dl flormelis til at sigte over

Fyld: Kom smør og fløde i en gryde, varm det langsomt op til smørret er halvsmeltet. Tag gryden af varmen, hæld chokoladen i og rør rundt til alt er smeltet. Tilsæt kakaopulver, flormelis, salt og appelsinskal og rør til en glat, ensartet masse. Skrab fyldet op i en lille skål, og lad det stivne ved stuetemperatur til det er smørbart, ca en time.

Dej: Varm mælk, syltet appelsinskal og kardemomme i en lille gryde til den er fingerlun. Tilsæt halvdelen af sukkeret og opløs gæren heri. Lad det stå ti minutter, så gæren kan få varmen. Tilsæt æg, resten af sukkeret, vaniljesukkeret, saltet og smørret i store klumper. Rør godt rundt. Hæld halvdelen af melet i, og rør endnu mere rundt til dejen begynder at samle sig.

Arbejd resten af melet ind i dejen et par håndfulde ad gangen til dejen bliver fast nok til at holde faconen, men stadig er klistret. Slå dejen godt sammen med bagsiden af en grydeske til den bliver pæn og blank at se på. Dæk så skålen godt til og lad dejen hæve til dobbelt størrelse.

Tag så den velhævede dej ud på et meldrysset bord og rul den ud til en firkant, der er ca 1/2 cm tyk. Bred chokoladefyldet ud på dejen og rul den sammen til en pølse. Skær ud i ca. 3 cm tykke snegle og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Hold ca 2 cm afstand mellem sneglene.

De kan også sættes i en smurt form. Jeg kunne klemme 8 styk ned i min 20 cm springform, så de to sidste måtte pænt stå på pladen ved siden af. Dæk sneglene til og lad dem hæve i ca. 20 minutter.

Imens varmes ovnen op til 200 grader almindelig varme. Når sneglene er hævet sættes de ind på midterste rille og bages 12-15 minutter for fritstående snegle og 20 minutter hvis de er i form. Når de tages ud af ovnen, får de lov at stå og dampe af et minuts tid, før der sigtes et pænt lag flormelis over.

Og så er der kun tilbage at spise dem, helst samme dag. Alternativt kan de fryses ned og blot tø op på køkkenbordet inden fortæring. Perfekt snack til juledagene.

Zebrastriber i midten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.