Små mørdejskranse dyppet i sukker
At bage efter gamle kogebøger kan give nogle temmelig blandede resultater. Dels er kvaliteten af kogebøgerne meget svingende (præcis som i dag), og dels kan opskrifterne være lige lovligt nærige med smørret og alt for gavmilde med melet. Dertil kommer trykfejl, forkerte mængder eller opskrifter, der slet og ret aldrig er blevet testet, men bare nogen, der er blevet indsamlet fra andre kogebøger og nabokonens mosters tante i Randers. For slet ikke at tale om de meget vage anvisninger, såsom “tilsæt mel til passende konsistens,” eller “for 12 øre ingefær” eller halve opskrifter, der kuns består af en ingrediensliste, og så kan man passende selv gætte sig til resten.
Det er også helt normalt aldrig at skrive noget som helst om hvordan møjet skal bages. Man er ligesom gået ud fra at folk havde en eller anden form for idé om, hvordan man laver mad. Det var før just-eat og færdigretter på frost, så man havde ikke rigtig noget valg.
Dagens småkage er ingen undtagelse, men heldigvis havde jeg selv gættet at den skulle bages i ovnen. Rå dej er lidt kikset på julebordet. Opskriften stammer fra en af mine yndlingskogebøger, Laura Adelers Kogebog for by og land. Den er fra 1907, og jeg har lavet mange gode ting fra den. Her i blandt disse små mørdejskranse, der er dyppet i æggehvide og sukker. De skulle havde været på bloggen sidste år, men nu kommer den her i stedet. Den originale opskrift lyder som følger:
Prins Christians Kranse, 1907
1/2 Pd Mel, 38 Kvint Smør, 12 Kvint Sukker og 1 Æggeblomme røres sammen, rulles i Strimler og formes i smaa Kranse, som dyppes i Æggehvide og stødt Melis.
– Laura Adeler: Kogebog for by og land, København 1907
Jeg går ud fra at Prins Christian er Christian d. 10, thi det var ham, der var prins på dette tidspunkt. Hvorfor det lige er hans kranse, melder historien ikke noget om, men eftersom han var en kæmpe klaphat, så er det kun rimeligt at vi spiser dem selv. Kombinationen af æggehvide og sukker giver en dejlig overflade på de små kransefiduser, og jeg kan varmt anbefale dem. De er meget hyggelige at stå og trille mens nogen synger om at det begynder at ligne jul uanset hvor man går hen.
Og nu, opskrift:
Prins Christians Kranse
Mængde: ca 40 stk
Bagetid: 12 minutter ved 180 grader
Ingredienser:
250 g mel
190 g blødt smør
60 g flormelis
1 æg, delt i blomme og hvide
3 spsk sukker til drys
Mel og flormelis sigtes sammen i en skål. Det bløde smør smuldres ud i melet så godt det nu kan lade sig gøre. Jeg bruger en gaffel til at mose det ud. Når det hele ligner mel med små klumper smør i, tilsættes æggeblommen og det hele æltes sammen til en smidig, ensartet dej.
Dejen formes til en kugle, der klappes ud til en plade ca. på tykkelse med en finger. Den pakkes ind og lægges på køl en halv time, så den bliver lidt nemmere at arbejde med. Du kan også lade den ligge til næste dag, men så skal den lige tages ud en 20 mins tid inden brug, så den kan blive lidt blødere.
Dejen deles i 40 omtrent lige store stykker, der hver trilles til en blyantstynd pølse på en 10-12 cm (afhængigt af hvor store kranse man ønsker sig).
3 spsk sukker hældes op i en lille, flad skål eller tallerken. Æggehviden hældes op i et lille bæger og piskes let med en gaffel til den begynder at skumme. Det gør den lettere at pensle med.
Alle de yndige små kranse pensles nu grundigt med æggehviden, hvorefter de forsigtigt dyppes i sukkeret og lægges på en bageplade beklædt med bagepapir. Opskriften rækker til to fulde bageplader, og de kan snildt stå og vente på køkkenbordet, mens første plade bager.
Kagerne bages midt i ovnen i 10-12 min til de begynder at blive gyldne om fødderne. Lad dem køle helt af på en ris, før de pakkes i kagedåse eller spises pronto.