Trifli er en vaskeægte gammeldags dessert. Den består af en eller anden form for kage dyppet i alkohol eller frugtsaft, lag i lag med kompot, creme og flødeskum – nærmest en blanding af lagkage og tiramisu. I Danmark har vi været særligt glade for at bruge makroner, men i England – trifliens højborg – bruger de sukkerbrød. Det giver en lidt mere bastant bund end makroner og det kan varmt anbefales.
Dagens opskrift er med blommer og sød sherry (købes i Kvickly eller Rema). Den er bikset sammen med mine hjemmebagte ladyfingers, men jeg har også lavet trifli med helt almindelig rouladebund, samt med den uglaserede bund fra Silviakaka.
Normalt lægges trifli sammen i en trifliskål med høje sider og flad bund. Den slags er næppe ret almindeligt herhjemme, og jeg synes de er frygteligt grimme, så jeg bruger en helt almindelig lille fromageskål, der kan rumme ca en liter. Du kan også bruge fire portionsglas såsom vandglas eller Weck glas, der kan indeholde ca 2,5 dl. Det er vigtigt ikke at bruge for stor en skål, for så bliver lagene af kage, creme og flødeskum meget flade, og det gør triflien temmelig vanskelig at samle. Det går også ud over smagen. Så har du ikke en lille fromageskål, er det bedst at bruge små glas og lave portionsstørrelser.
Hvad blommerne angår, så kan du bruge de fleste modne, danske blommer, så længe de er saftige. Jeg har haft fingrene i nogle stykker, der var decideret tørre at bide i, og så duer det ikke. Kan du finde sorterne “Opal” eller “Jubileum”, så vil jeg til enhver tid anbefale dem. Der er mange andre gode sorter, men disse to kan som regel findes i større supermarkeder i løbet af blommesæsonen.
Og nu, opskrift:
Blommetrifli
Mængde: 4 personer
Ingredienser:
10-12 ladyfingers (halv portion)
1,5 dl piskefløde til servering
Blommekompot:
300 gram modne blommer, renset vægt (ca. 4 store blommer)
2 tsk citronsaft
75 gram sukker
1/2 stang vanilje
2 spsk sød sherry
Creme:
2 æggeblommer
1 dl piskefløde
1 dl sødmælk
25 gram sukker
1 tsk maizena
1/2 stang vanilje
Creme: Put mælk og fløde i en lille gryde sammen med den flækkede vaniljestang. Varm op til det begynder at ryge. Tag gryden af varmen, læg låg på og lad det trække i 20 minutter.
Imens piskes æggeblommer, maizena og sukker let sammen i en skål. Når mælken har trukket, skal æggeblommerne tempereres. Hæld langsomt halvdelen af den varme mælk i æggeblommerne under konstant piskning. Skrab så blandingen tilbage i gryden. Brug en dejskraber, så du får alt sukkeret med. Varm cremen op under konstant omrøring – ikke kraftig piskning – til den tykner og begynder at boble. Tag den så af varmen og hæld den gennem en sigte ned i en skål. Lad cremen køle af til stuetemperatur. Rør rundt et par gange undervejs, så den ikke trækker skind. Sæt den så på køl, til den skal bruges.
Blommekompot: Blommerne halveres og stenen fjernes. Hver halvdel skæres i seks dele og stykkerne kommes i en lille gryde med vanilje, sukker og citronsaft. Bring i kog og skru ned for varmen. Lad det simre under låg i fem minutter, til blommerne er møre, men ikke kogt ud. De skulle meget gerne have smidt en masse væske. Er det ikke tilfældet, så kom et par spiseskefulde kogende vand i og giv det et minuts tid mere. Sæt en sigte over en skål og hæld hele molevitten gennem, så saften kan løbe fra og blommerne bliver i sigten.
Præcis hvor meget saft, blommerne smider, kan variere en smule. Jeg har som regel 1,5 dl, og det skal reduceres til 75 ml. Så hæld saften tilbage i gryden og bring i kog. Lad den koge uden låg, så den kan reducere til en tyk sirup. Det tager en 5-7 minutter. Rør sherry i og så er den færdig.
Smider dine blommer kun lidt saft, så er det ikke nødvendigt at reducere. Smider de ekstremt lidt saft, så tilsæt lidt vand eller ekstra sherry, til du har 75 ml. Og skulle du ende med en omgang tyk blommegrød, i stedet for kogte blommestykker i saft, så drop sigten og brug grøden som den er. Giv den eventuelt et par minutters kogetid mere, hvis den er meget vandet. I stedet for at røre sherry i grøden, kan du dryppe den direkte på kagerne, når triflien skal samles.
Blommerne kan bruges varme eller kolde. Laver du dem på forhånd, skal de på køl, til triflien skal samles.
Triflien samles. Snup en serveringsskål, der kan rumme omtrent en liter – eller fire portionsglas á 2,5 dl – og dæk bunden og lidt ad siderne med halvdelen af dine ladyfingers. Dryp halvdelen af den varme sirup over. Kagerne vil hurtigt blive bløde og nemme at trykke forsigtigt i facon, så de dækker bunden ordentligt. Hæld de kogte blommer over og dæk med de resterende ladyfingers. Dryp med det sidste sirup. Dæk til og sæt triflien på køl til den er helt kold.
Når triflien er kold, bredes cremen ud over blommerne og den sættes tilbage på køl for at stå og trække natten over (eller fra morgen til aften).
Lige inden servering piskes 1,5 dl fløde til blødt skum og bredes ud over. Pynt med hakkede nødder eller reven chokolade eller ingenting og husk at tjekke ID inden du serverer alkohol for familien.
Triflien smager bedst dagen efter den er lagt sammen, men rester kan godt holde sig endnu en dag.