Historien om brownies

Brownies

Så blev det endelig den 1. december. Første søndag i advent er det også, og som om det ikke var nok, så fejrer julekalenderen sin 10 års fødselsdag i år.

*konfetti*

Vi fejrer det med lidt (u)nyttig viden om kagen bag første kalenderlåge, nemlig den liden brownie. En chokolademættet konfektkage med blødt og cremet indre og en tynd, sprød top. Brownien kan spores tilbage til omkring år 1900. Præcis hvem, hvad og hvornår, står hen i det uvisse. Det tidligste brug af ordet “brownie” kan man finde i The Boston Cooking-School Cook Book, i udgaven fra 1896. Her bruges der dog melasse i stedet for chokolade, og det giver unægteligt en noget anden slags kage. At finde chokoladebrowniens ophav er straks lidt mere indviklet.

En af de mere udbredte historier går på, at kagen blev udviklet i anledning af Chicago World’s Fair i 1893. Det skete på forespørgsel af Bertha Palmer, der (sammen med sin husbond) ejede Palmer House Hotel. Hun bad hotellets konditor bikse noget transportabelt sødt og småt sammen til hotellets World’s Fair-besøgende damers madpakke. Om mændene også måtte få brownies med på madpakken melder historien ikke noget om. Resultatet var en brownie, dækket med valnødder og penslet med abrikosmarmelade. Opskriften kan du finde lige her. Om det var den første og mest originale brownie, er svært at sige. Der findes ingen dateret opskrift eller samtidige kilder, der kan bekræfte det. Men brownien er velsmagende, og fin med sit låg af valnødder.

Den, så vidt vides, tidligste trykte opskrift på chokoladebrownie kaldes “Bangor Brownies” og optræder i The Service Club Cook Book fra 1904. Det er tilsyneladende her, historien den uheldige husmoder, der glemte at putte bagepulver i sin chokoladekage, og dermed endte med at bage den første brownie, stammer fra. Jeg har læst flere artikler, der påstår at denne kvinde var ingen ringere end Maine-fødte Mildred Brown Schrumpf, husholdningslærerinde, økonoma og berømmet madskribent gennem et langt liv. Men altså. Hun blev født i 1903, et år før opskriften udkom på tryk. Jeg ved godt at spædbørn kan være fremmelige og sådan, men det er nok lige at stramme den en anelse.

Når hendes navn kædes sammen med den omtalte brownie, er det sandsynligvis fordi hun gennem hele sit liv insisterede på at brownien blev opfundet i Bangor, Maine. Og muligvis er der kød på historien. Jeg mener, tidligste trykte opskrift og alt det der. Men hvem ved – ønsker man sig en hobby, der giver klare svar på alle spørgsmål, så er historie et virkelig dårligt valg. I morgen er der måske nogen, der rydder op i deres oldemors kælder og finder en hidtil ukendt bog fra 1887, der indeholder en opskrift på Glyngørebrownies. Med sild. Den slags er sket før. Dog ikke i Glyngøre.

Palmer House Brownie

Men selvom det er svært med sikkerhed at sige hvem, der opfandt brownien, så er det straks noget nemmere at pege på hvem, der var med til at gøre den elsket og alment udbredt. Det var Fannie Farmer, forfatter og forstander på The Boston Cooking-School. Hun stod bag den meget populære Boston Cooking-School Cook Book – den, med de der melassebrownies, jeg nævnte øverst i blogindlægget her. Udgaven fra 1906 fik en ægte chokoladebrownie, måske inspireret af Bangor Brownies? Hvem ved. Opskriften lyder som følger:

Brownies, 1906
1 cup sugar, ¼ cup melted butter, 1 egg, unbeaten, 2 squares (60 gram) Baker’s chocolate, melted, ¾ teaspoon vanilla, ½ cup flour, ½ cup walnut meats, cut in pieces
– Mix ingredients in order given. Line a seven-inch square pan with paraffine paper. Spread mixture evenly in pan and bake in a slow oven. As soon as taken from oven turn from pan, remove paper, and cut cake in strips, using a sharp knife. If these directions are not followed paper will cling to cake, and it will be impossible to cut it in shapely pieces.
– The Boston Cooking-School Cook Book, Fannie Farmer, Boston 1906.

Den dag i dag bages der stadig Fannie Farmer Brownies rundt om i USA, thi bogen er udkommet i adskillige oplag helt op til vore dage. Den er lidt vanskelig at bage herhjemme, for der bruges usødet chokolade. Efter sigende skulle man kunne erstatte de to “squares baking chocolate” med 90 gram 70% chokolade og så fjerne 2 spsk sukker fra opskriften. Hvis nogen altså skulle have lyst til at prøve. Jeg har ikke selv testet det. Opskriften passer til en 20 cm springform.

Der er udgivet mange forskellige brownieopskrifter i de sidste 120 (!) år. I dag bruges der gerne flere æg – æg var noget man sparede på dengang – men kombinationen af smeltet smør, chokolade (eller kakao), sukker og ganske lidt mel lever i bedste velgående den dag i dag. Et tidløst koncept.

Brownies er enkle at bage, men det kan godt kræve lidt øvelse, at få dem helt rigtige. Det er mest bagetiden, der kan kikse. Man skal ramme stadiet mellem flydende dej og færdigbagt, og det er lidt anderledes end når man bager almindelig chokoladekage. En brownie er færdig, når man stikker en lille cocktailpind i midten, og der sidder fugtige krummer fast, når man trækker den op igen. Er pinden dækket af flydende dej, skal den have længere tid. Er der slet ingen dej på pinden, så har brownien fået for længe. Det er ikke sikkert den er ødelagt, men det er værd at notere sig bagetiden, så man kan hive den ud lidt tidligere næste gang. Ovne bager forskelligt, og bageforme fordeler varmen forskelligt, så det er svært at angive helt præcist, hvor længe den skal have.

Størrelsen på formen er også vigtig. Ændrer man størrelsen, så ændrer man også bagetiden, og ændrer man størrelsen FOR meget, så kan det være vanskeligt overhovedet at bage den korrekt. Opskriften her passer til en 20×20 cm bradepande af metal. Min er bare sådan en billig en fra Wilton, jeg har købt i en eller anden dansk webshop. Du kan google “20×20 cm bradepande,” så kommer der lidt forskelligt op. Har du ingen firkantet metalform – glas- og keramikfade duer ikke – så kan du i stedet bruge en 22 cm rund springform.

Du kan bruge en hvilken som helst 60% chokolade, du kan lide. Jeg bruger Callebaut 811, men ellers har Rema1000 en aldeles glimrende 60% plade stående. Valnødderne er både traditionelle og aldeles valgfri. Tilsætter du nødder, forlænger det bagetiden en smule.

Og nu, opskrift:

Brownie

Mængde: en 20×20 cm firkantet bradepande
Bagetid: 40-45 minutter ved 160 grader alm ovnvarme

Ingredienser:
125 gram mørk chokolade, 60%
125 gram smør
250 gram sukker
3 æg
50 gram hvedemel
1/4 tsk fint salt
75 gram grofthakkede valnødder (kan udelades)

Start med at tænde ovnen på 160 grader almindelig varme. Smør en 20×20 cm bradepande og læg bagepapir i bunden og op ad siderne.

Put smør og chokolade i en kasserolle og lad det smelte langsomt ved svag varme. Rør lidt rundt undervejs. Du kan også bruge et vandbad, hvis du er nervøs for at det brænder på. Rør sukkeret i chokoladeblandingen og lad det stå og køle af et kvarters minutters tid.

Pisk æggene let sammen i en skål og rør dem i chokoladeblandingen. Det gøres lettest med et stort piskeris. Dejen skulle gerne blive sej og elastisk. Sigt mel, salt og vaniljesukker sammen og rør det i. Rør kun til melet akkurat er opsuget. Bruger du valnødder, vendes de i dejen nu.

Skrab dejen ned i den klargjorte form, og bag så brownien midt i ovnen på en rist – ikke på en bageplade – til den er puffet op og lige akkurat har sat sig. Det tager ca. 40 minutter. Bruger du valnødder, skal den muligvis have 5 minutter mere. Pas på den ikke får for meget – når du stikker en lille cocktailpind i midten af kagen, skal der hænge lidt krummer fast på den. Recipe For Perfection har en glimrende blogpost med billeder, hvor du kan se, hvad jeg mener.

Når brownien er færdig, tages den ud af ovnen. Det er ret vigtigt, thi ellers brænder den på og ingen gider høre på brandalarmer ligesom dengang jeg kom til at give en bolle 9 minutter i mikrobølgeovnen og hele lejligheden stank af lejrbål i en uge.

Lad brownien køle helt af i formen, og sæt den så i køleskabet natten over. Det er vigtigt for konsistensen, at den får lov til at stå og sætte sig. Næste dag er der kun tilbage at skære brownien i bidder. Det gøres nemmest direkte fra køleskabet. Lad stykkerne få stuetemperatur inden servering, så smager de bedst.

Brownies kan holde sig et par dage i en bøtte på køkkenbordet, eller en uges tid i køleskabet. De kan også fryses.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.