Det skete i de dage sådan omkring 2. verdenskrig, at havre blev temmelig populært at skovle i bagværk i stedet for nødder. Og eftersom det smagte aldeles rimeligt, så holdt man aldrig rigtig op igen.
Dagens julesmåkage er en af disse falske nøddekager. Nemlig havreflarn. Jeg har fisket disse havreplader op af barndomsjulens kagedåser med største fornøjelse. Som voksen er fornøjelsen endnu større, thi nu er det mig, der bestemmer hvor mange jeg må spise. Det er i sandhed kun størrelsen på min vinterfrakke, der sætter grænsen.
De er tynde og sprøde og nemme – og billige! Hvis man altså lige ser bort fra at man skal tænde ovnen for at bage dem. Det kan hurtigt blive kostbart i disse tider. Jeg kan anbefale at man bager flere slags småkager i rap, så man ikke skal varme bæstet op oftere end højest nødvendigt. Det har også den fordel at man så har mange småkager på én gang, hvilket må siges at være helt i julens ånd.
Og nu, opskrift:
Havregrynsflarn
Mængde: ca. 36 stk
Bagetid: 10-12 min v. 175 grader almindelig ovn
Ingredienser:
100 gram smør
125 gram finvalsede havregryn
1 æg str M
125 gram sukker
1 spsk hvedemel
1 tsk bagepulver
1/2 tsk vaniljesukker
1/8 tsk fint salt
Fintreven skal af 1 økologisk appelsin (kan udelades)
Start med at tænde ovnen på 175 grader alm. varme. Beklæd to bageplader med bagepapir og sæt dem til side. Bland melet med bagepulveret og sæt til side.
Smelt så smørret i en lille gryde. Tag gryden af varmen og rør havregrynene i. Lad stå og trække en ti minutters tid mens ovnen varmer op.
Pisk så ægget med sukker og vaniljesukker til det er lyst og luftigt. Det går ret hurtigt, et par minutter med en håndmikser. Kom havregrynene i æggesnapsen sammen med mel/bagepulver-blandingen og vend det stille og roligt rundt med en grydeske til en luftig og let flydende dej.
Sæt teskefulde af dejen på en af bagepladerne med god afstand imellem. De flyder meget ud. Der kan være 12 småkager på en plade.
Bag straks kagerne midt i ovnen. Det tager en 10-12 minutter, måske lidt mindre. Det afhænger af ovnen. Hold øje med dem undervejs. Først puffer de gevaldigt op, så begynder de at boble og falde sammen og blive helt flade. Først derefter begynder de at tage farve. Kagerne er færdige når de er brune i kanten og lyst gyldne i midten.
Tag småkagerne ud og lad dem stå på den varme plade mens du skovler 12 nye småkager op på den anden plade og sætter den i ovnen.
De nybagte kager kan ikke tages af bagepapiret før de er kølet lidt af, thi de er meget bløde når de er varme og falder totalt fra hinanden hvis man flytter dem for tidligt. Så vent et par minutter, før du løfter dem af papiret med en paletkniv. Når kagerne er blevet kolde, skulle de meget gerne været helt sprøde.
Der er til 3 pladefulde dej, i alt 36 småkager. De gemmes i en tætsluttende kagedåse hvor de gerne skulle kunne holde sig i to uger. Hvis man ikke spiser dem inden.
Småkagerne kan pensles på undersiden med et tyndt lag mørk chokolade og lægges sammen to og to. Det smager aldeles acceptabelt og kan varmt anbefales.
***
Dette indlæg blev skriblet til tonerne af Grava – Appian Way. Det er fucking fabulejse metal. Tungt og mørkt og dybt depressivt – præcis som jeg kan lide det.