Whipped shortbread

Whipped Shortbread

Oh at være en varm småkage på en kold decembermorgen. Da ville jeg næppe fryse sådan om fusserne trods hjemmesko. Mit køkken har ingen radiator, men der er en ovn, og det hjælper lidt på istapperne at bage en plade småkager.

Dagens julesmåkage er whipped shortbread. Opskriften fik jeg af en amerikansk veninde for over 15 år siden, og siden har jeg trofast glemt at bage dem til jul hvert eneste år. Sådan som man nu engang gør. Men nu er de her på bloggen, så kan det være jeg husker det fremover. De ligger i alt fald i kagedåsen nu.

Jeg ved ikke om der sådan findes et dansk navn. Jeg har, i kogebøger fra midten af 1900-tallet, fundet opskrifter på småkager kaldet strassburgere, der minder om whipped shortbread. Altså bortset fra at der er æggeblommer i, og det er der ikke i de her fiduser. Der er kun absurde mængder smør og så lidt sukker, mel og maizena til at holde sammen på sagerne.

Resultatet er en aldeles fnuglet småkage, der smelter i munden på en sandet måde. Det lyder mærkeligt, men det smager pragtfuldt og bør være et fast indslag på ethvert julesmåkagebord.

To ting er vigtige, når man bager whipped shortbread. Dejen skal piskes ret længe, så den bliver meget luftig og porøs. Og så skal den være kold, når den bages, thi ellers splatter den ud på bagepladen. Heldigvis er det ikke noget der kræver særlige evner, bare omhyggelighed og tålmodighed.

Og nu, opskrift:

Whipped Shortbread

Mængde: ca 25 stk (afhængigt af størrelse)
Bagetid: 12-13 min v. 150 grader alm. varme

Ingredienser:
175 gram blødt smør
50 gram flormelis
150 gram hvedemel
50 gram maizena

Start med at ploppe smørret i en skål og pisk det et minuts tid så det er lyst og luftigt. Sigt flormelis ned i smørret og pisk videre i ca. 5 minutter til blandingen er meget porøs og nærmest minder om stift flødeskum. Det er vigtigt at piske de fulde fem minutter, thi det er her, småkagen får sin fine smelter-i-munden-konsistens.

Sigt mel og majsstivelse og bland det godt sammen. Vend det i smørret og rør forsigtigt rundt til der ikke længere er noget synligt mel. Stik så elmikseren ned i dejen igen og pisk den igennem ganske kort og så er den sådan set klar til at komme tildækket på køl, hvor den skal stå en times tid og blive fast nok til at man kan trille kugler – men ikke så fast at den bliver stenhård. Skulle du “glemme” dejen i køleskabet natten over, så tag den ud en 20 mins tid inden brug.

Brug en teske til at skovle dejen op og tril kugler der er ca 2,5 cm i diameter. Ikke fordi du skal stå og måle dem, det er mere så du kan glo på en lineal og få en ide om hvor store de sådan omtrent skal være. Det skulle gerne passe med to teskefulde dej per kugle.

Alle kuglerne lægges på en bageplade beklædt med bagepapir. De bliver ikke specielt meget større under bagningen, men hold alligevel et par centimeters afstand. Med en gaffel trykkes kuglerne let flade på toppen, så de får et fint gaffelmønster. Det er vigtigt at dejen stadig er kold når den bages, så hvis du har nølet med trilningen kan du med fordel stikke de gaffeltrykkede kugler i køleskabet en 20 minutters tid.

Bag de kolde fiduser midt i ovnen i ca 13 minutter ved 150 grader. De må ikke tage farve, men skal være tørre på overfladen. Stol på småkagen! Den ser ubagt ud, men det er den slet ikke. Kagerne er meget bløde og porøse når de er varme, så lad dem køle lidt af på bagepladen før du forsigtigt løfter dem over på en rist med en paletkniv, så de kan køle helt af.

Stop de kolde småkager i en kagedåse, hvor de kan holde sig en uges tid før de bliver fesne. Eller spis dem med det samme – så er de alt andet lige bedst.

***
Dette indlæg blev skriblet til tonerne af LLNN – Scion. Perfekt at have i ørerne hvis man skal handle ind lørdag formiddag i december, gud bedre det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.