Ottende dag i Paris var:

Un Dimanche à Paris – Tartelette Citron

– Kage til morgenmad – igen. Wahoo. Denne gang fra Un Dimanche à Paris, en vældig strømlinet og fancy tartelette citron. Eller, som vi kender den herhjemme, en lemon meringue pie. Perfekt, det var hvad den var. Syrlig creme, sød marengs, smukt håndværk og jeg er vild med de små gule dippedutter af citron, der ligger i marengsen. Citrontærte med marengs på toppen er noget nær den fuldendte dessert, hvis du spørger mig.
Jeg har ladet mig fortælle, at jeg er kommet til at give det indtryk, at rigtig mange af kagerne har været noget værre bras, og jeg kan godt forstå det – jeg har brokket mig en del. Men jeg kan forsikre om at der er blevet indtaget mange superlækre kager, det er bare ikke alle, der er vist her. Kagerne får deres helt eget indlæg i løbet af et par dage.

– Sidste dag. Wæh! Men jeg glædede mig til at komme hjem til kæresten. Det var noget andet da vi var i New York sammen. Der skulle jeg bæres ud i flyet. Ingen var enige med mig i at vi da bare skulle købe en penthouselejlighed og blive boende :-( snart skal jeg til Seattle. Så må vi se om det lykkes mig at hage mig fast derovre. Sætte et anker i Space Needle eller noget. Måske gå undercover som hipsterbarista. Hvordan ser en kvindelig hipster ud?

Chokolade fra Alain Ducasse.

– Chokolade fra Alain Ducasse. Jeg har spist mig igennem et lille udvalg fra både Patrick Roger og Jean Paul Hevin, nogle vældig berømmede chokoladeguruer, men det bedste fyldte chokolade er og bliver Alain Ducasse’s pralinés à l’ancienne. Det er fyldte chokolader med forskellige slags nøddefyld, og det er så fucking godt at jeg længes efter hver parisertur, når æsken er spist. Næste gang køber jeg den helt store.

Det er lidt et miljøsvineri…

– Fancy poser. Der er en del af konditorierne hernede, der pakker kagerne ned i poser, der mest af alt minder om dem, man får i modebutikker. De der tykke, flotte gaveæskeagtige poser, der har snorehank og kan stå selv. Dem fik jeg samlet en hel del af i løbet af ugen. Jeg valgte dog at undlade at tage dem med hjem.

– Kuffert-tetris. Det krævede lidt snilde at få pakket kufferten. Der skulle være plads til et par franske kaffeskåle. Jeg elsker at drikke kaffe af skåle. Det gjorde vi også i Danmark i gamle dage. Bønderne gjorde i alt fald.

Louvre

– En sidste tur rundt i byen. Det er ikke helt så trist at tage hjem, når man ved med sikkerhed at man kommer tilbage igen.

Farvel, Paris. Du var dejlig som altid. Nu vil jeg tage hjem til Danmark og bage fastelavnsboller.

Syvende dag i Paris var:

Fleurs de Thé, Pain de Sucre

– Kage til morgenmad. Woh! Det var den jeg gemte fra Pain de Sucre. Fleurs de Thé hedder den, og består af en tærtebund, lidt syltet appelsin og lys earl grey ganache, indkapslet i verdens bedste luftige dyne af earl grey mousse. Omend nogen skal have slag for at pynte en kage med teblade. De små fuckere er svære at pille af.

– Langsom. Jeg er ved at være lidt splatten af at gå så meget og se så meget og spise så meget kage. Jeg har spist kager, jeg ikke engang har vist på bloggen endnu. Når jeg kommer hjem, laver jeg en kavalkade over kager og konditorier, komplet med anbefalinger og advarsler. Der var et par stykker jeg ikke nåede denne gang, men Paris har en stående plads på listen over fremtidige rejsemål, så det bliver næste gang.

– Printemps. Et stormagasin, jeg nær aldrig var sluppet levende ud fra. I guder for et cirkus. Og jeg kunne ikke finde udgangen! Dørene fungerer ikke normalt i Paris for tiden. De er jo i højeste terrorberedskab, og derfor er både ind og udgange til stormagasiner, museer osv begrænsede og bevogtede. Man skal vise tasken når man går ind, og nogle af udgangene er spærret af. Jeg ville have besøgt et konditori, der ligger et sted derinde, men det lykkedes aldrig at finde det. Istedet tog jeg ned til Pierre Hermé. Ha.

Pierre Hermé – Ispahan

– Ispahan! Pierre Hermés signaturkage. Han udviklede kræet for mange år siden, og beholdt den stædigt i sin kagemontre, selvom den ikke solgte specielt godt. Men lige pludselig, bom, så blev den populær, og det er med rette. Det er en brilliant kage. To store macarons med litchi, rosenflødecreme og friske hindbær. Det er denne kage, en del af de andre store konditorer har lavet deres egen version af. Jeg har vist et par stykker af dem i løbet af ugen, men Ispahan er og bliver min favorit.

Pierre Hermé – Croissant Ispahan

– En croissant. Sjovt nok den første, jeg spiser hernede. Da jeg stod og skulle betale for min Ispahan, sagde den rare dame, at de også havde en croissant, der hed Ispahan. Det var en ordentlig bamse af en croissant, glaseret med rosenglasur og drysset med frysetørret hindbær i så store mængder, at det faktisk havde en funktion (jeg hader ellers de der små gnallinger, der bare ligger og glor, f.eks på en hindbærsnitte). Indeni var der en slags mandelmasse med rose, hindbær og litchi. Det var ret godt.
Pierre Hermé kan godt lide at tage et koncept, som her er rose, litchi og hindbær, og så bare lave ALT muligt med den smagsprofil. Lige nu kan du f.eks få selve kagen. Du kan også få: En Ispahan croissant, en skærekage, en sorbet, en vaffel, müsli, marmelade, frugtflæsk, te, karameller, fransk nougat og en bog. Sidste november kørte han et flip med signatursmagen Satine, det var flødeost, appelsin og passionsfrugt. Den bryder jeg mig dog ikke så meget om. Det smagte mest af passionsfrugtsyoghurt, og det kan jeg få billigere i supermarkedet. En typisk kage fra Pierre Hermé koster 56 kroner, så det er absolut ikke gratis på nogen måde. Croissanten fik jeg dog for kun 15 kr, hvilket iøvrigt stadig er en ret høj pris at betale for en fransk smørcroissant.

Knogle fra Sankt Et-Eller-Andet

– Notre-Dame. Igen. Den store Pariserkatedral. Notre-Dame har et “skattekammer”, hvor de viser alle de grotesk dyre og meget hellige ting, der er blevet brugt i kirken op gennem historien. Vi taler bispestave og nadverkalke og ciboria (fancy brødkasser til oblaterne) og krucifikser i guld, sølv og ædelstene. Og mens jeg godt kan værdsætte håndværket bag sådan noget guldfikkumdik, så synes jeg i bedste fald at det er kedeligt og i værste fald at det er tudegrimt. Det er også derfor jeg aldrig gider se kronjuvelerne, når jeg er på Rosenborg. Snork!

MEN! Det, der alligevel fik drevet mig ind i skattekammeret var tanken om relikvieskrinene. Dem var jeg sikker på, at de havde nogen af. Relikvier er en af de mest bizarre katolske skikke. Det er knoglestumper fra helgener, som opbevares i smukt dekorerede skrin eller i lige så smukt dekorerede rammer. Nogle relikvieskrin har knogler fra adskillige helgener, og der er ingen garanti for at de er ægte. Man mener at relikvier beskytter og måske endda frembringer mirakler. Enhver katolsk kirke med respekt for sig selv, har knoglestumper begravet i hvert eneste alter, og de kan have MANGE altre i sådan en kirke. Stephansdom i Wien har 18 + sidekapellerne. Vi kender skikken fra længe før kristendommen (selvfølgelig, fristes man til at sige), men katolicismens relikviedyrkelse er virkelig noget for sig. Det er ikke bare en skik, man havde i gamle dage – den er der endnu og den er aktiv. Sankt Dørmåtte (Thérèse af Lisieux) turnerer f.eks hele verden i sit relikvieskrin. Og selvfølgelig skuffede Notre-Dame ikke. Der var knoglestumper overalt. Det var fantastisk.

Notre-Dame de Paris, detalje.

– Smukke detaljer i et af de små kapeller. Det er ting som disse, der gør at jeg elsker gotiske kirker. Og prøv bare at tænke på mængden af arbejde. Vi ser kirken som en prægtig helhed, men de her fine detaljer, udhugget i sten, repræsenterer hver især et stort arbejde for den enkelte stenhugger. Og der er masser af dem. Hver enkelt søjle med snirklet hat, hver enkelt krølle ved foden, i alle hjørner, i loftet og på væggene, hver er de et stykke arbejde i sig selv, skåret eller hugget i hånden. Og så kommer interiøret… for slet ikke at tale om bygningen i sig selv, der må siges at være en ægte videnskabelig triumf fra Nordeuropas middelalder.

Sankt Denis, Notre-Dame de Paris

– Sankt Denis. Ikke kirken, men helgenen. Han var biskop i Paris i det 3. århundrede, kristen martyr, skytshelgen for Paris, og hans hovedløse statue kan (blandt andet) ses i Notre-Dames skatkammer.

Pierre Hermé macarons – Jardin Pamplemousse, Montobello og Mogador

– Macarons. Dem har jeg heller ikke fået spist nogen af. Og af en eller anden årsag har jeg aldrig smagt macarons fra Pierre Hermé. Det var ellers ham (og Laduree) der gjorde de små svin så populære. Men nu skulle det være, så jeg købte tre forskellige.  Øverst en Jardin Pamplemousse med grapefrugt, nellike og muskatnød. Nam bam! I midten en Montebello med pistacie og hindbær – den var mærkelig. Nederst en Mogador med mælkechokolade og passionsfrugt. Brilliant!

– Sidste hele dag i Paris. Boohoo. Hvem skal nu lave lækker, overdådig kage til mig? Skal jeg henvises til slatne hindbærsnitter og tåbelige forsøg på fransk konditorkunst? Livet er i sandhed uretfærdigt. Men jeg kunne jo også spise noget rigtig mad.

Måske.

Sjette dag i Paris var:

Jacques Saly – Amor

– Louvre. Det var søndag, og jeg trængte til at svælge i talentfulde kunstnere og håndværkeres arbejde fra længst svundne tider.

– Trutmunds-selfies. Ikke mine, bevar mig vel, men andres. Jeg ved godt at det er harmløst og på ingen måde rager mig, men når jeg ser dem stå der foran en fancy statue og så lige stikke andenæbbet ud og holde telefonen op, så får jeg en umådelig lyst til at gå hen og trykke læberne ind i fjæset på dem igen. Engang sad jeg i et fly og dimsede, da personen i sædet foran mig pludselig hev kameraet frem og begyndte at tage selfies (med trutmund) – på et fly! I luften! Med sædet som baggrund! Det var ikke engang et sejt fly, som A380’eren eller måske Dreamlineren, eller min favorit, Boeing 747. Det var en lille knaldpotte på vej til Prag. Jeg nåede knap at drikke min kaffe før vi var landet igen. Jeg forstod det ikke, men det er heller ikke alt i verden, jeg skal forstå. Måske havde hun lige fået en ny kæreste, der ikke kunne leve uden synet af hendes fremskudte læber. Mwah!

– Sarkofagsabotage. Her stod man foran en smuk, sort ægyptisk sarkofag, 3000 år gammel. Ind kommer en lalleglad turist, mand i 30’erne, og begynder at stå og ruske i den. Der stod en voksen mand og hev og flåede i en ægyptisk sarkofag! Jeg skulle lige til at skælde ud, da hans kæreste sendte ham jordens ondeste øjne og så stoppede han. Hvem fanden gør sådan noget? Altså udover 3-årige børn, der ikke er blevet opdraget? Tøffede han lige over og tegnede overskæg på en Vermeer bagefter eller hvad? Sådan en spade. Ægte harm, det var det jeg var.

Se mig. Vrinsk vrinsk!

– En selvfed pony. Men den havde også selveste Solkongen på ryggen.

Og så siger de at museer er kedelige!

– En arrig hjelm og et ganske ængsteligt skjold.

Martin Desjardins – Captifs

– En af mange, mange tusinde statuer med slaver og/eller krigsfanger. De var overalt. Statuer, vægmalerier, loftsdekorationer, you name it. I dette tilfælde er det 4 figurer, der repræsenterer 4 lande, som Frankrig tævede i en eller anden krig. Mon ikke det helt generelt er et eller andet storslået herskersyndrom, der ligger til grund for de mange stakler afbilledet i 16- og 1700 tallets kunst? Kunsteriske fremstillinger var en vigtig del af kongens propagandamaskine. Lidt ligesom Facebook er det for almindelige mennesker i dag – man fabrikerer det billede, man ønsker omverden skal se. Da Marie-Antoinette faldt i unåde hos det franske folk, forsøgte man for eksempel at reparere på sagerne ved at lade hende afbilde som en beskeden og kærlig moderfigur. Det virkede så ikke, men hey, det var forsøget værd.

Jeg ved ikke hvorfor den ene ligger ned, men katte er jo notorisk dovne, så måske er det meningen.

– Ægyptiske kattemumier. Kattes ulidelige selvfedme stammer fra det faktum, at de blev dyrket som guder i det gamle Ægyptien. De små svin. Altså kattene.

Der var sale, hvor jeg kiggede mere på lofterne end på kunsten.

– Pænhed i loftet. Louvre er et gammelt slot, og nogle steder er de gamle rum blev restaureret og fremstår i al deres royale glansbilledehed.

Pain de Sucre – Tarte Framboise-Pistache

– Kage. Duh. Jeg prøvede et nyt konditori, Pain de Sucre. Det lå lige på vejen hjem fra Louvre, altså hvis man tog en omvej. En Tarte Framboise-Pistache blev det til. Essentielt set en pistaciemazarin med frisk hindbær på toppen. Det kunne have været godt, hvis ikke den stakkels tærte havde været så groteskt overbagt, at den var tør og uspiselig. Jeg åd hindbærrene og kylede resten ud. Boo. Der var en kage mere, men den skulle agere morgenmad dagen efter.

Kage til morgenmad er noget man skal unde sig selv en gang i mellem. Det er sundt for sjælen.

Femte dag i Paris var:

Ikke La Defense, men Hôtel des Invalides. Jeg glemte at tage billeder i La Defense fordi jeg er en idiot.

– Supermarkedsshopping i La Defense, et erhvervsdistrikt i udkanten af Paris. Da jeg første gang besøgte La Defense i 1995, var det på en bustur til tonerne af noget virkelig outreret Jean Michel Jarre musik. Det var så absolut noget af det mærkeligste jeg i mit dengang 14-årige liv havde set, og jeg havde endda været i Sverige to gange. Gensynet var lidt skuffende. Jeg så langt sejere højhuse i New York i sommers. Åh New York. Men man skal være et skarn om man sidder i Paris og ønsker sig til New York. Det er jo ikke 1850’erne det her, og de tider hvor man kunne drage mod Den Nye Verden med lyserøde drømme om at finde lykken i dette storslåede, uudforskede land er længst forbi (suk). I stedet måtte jeg udforske Auchan.

– Auchan. Et to etagers supermarked. Mad forneden, resten af Bilka foroven. En hel, lang kølemontre kun med yoghurt. Jeg elsker franske supermarkeder. Jeg købte ikke så meget, for jeg havde planer om at slæbe kage med hjem på hotellet, så jeg kunne holde en hurtig frokost med dessert, inden jeg atter begav mig ud i den parisiske lørdag. Men det blev til nogle små tørrede pølser, som visse personer hjemme i Danmark venter tålmodigt på at jeg slæber med hjem. Og et gaffel-kniv-ske-sæt i en skrigende blå farve.

Sadaharu Aoki – Zen

– Kage. Fornemmer nogen et tema for turen her? Jeg æder kage hver eneste dag, her i Paris. Det er så sjældent at jeg får mulighed for at svælge i virkelig dygtige konditorers håndværk. Her er Paris bare leveringsdygtig som ingen andre byer, jeg har været i. Til gengæld er de forholdsvis skodderen til chokolade. Det betyder dog ikke at alt, man køber er guld, heller ikke selvom man holder sig til de store navne. På denne femte dag gik turen f.eks til Sadahari Aoki, en japansk konditor, der laver både helt brilliante og helt forfærdelige ting. Ovenstående kage hørte til sidstnævnte. Den bestod af hvid chokoladecreme, sort sesamcreme, sesambisquit, grøn te dacquoise og en lille grøn te macaron på toppen. Det kunne have været så godt, men det var alt, alt for sødt. Det sorte sesamlag var gummiagtigt, hvilket gjorde det til en virkelig ubehagelig oplevelse at spise den. Og så hed den endda Zen. Jeg blev sgutte ret zen af den.

Sadaharu Aoki – Tarte Caramel Salé

– Mere kage. Efter at have kylet Zen i skraldespanden på en afslappet og mindful facon, trak jeg en ny kage op ad æsken. Tarte Caramel Salé, en tærte med et lag saltet karamel og en mælkechokolademousse på toppen. Her må man sige at alle komponenter var velsmagende og veludførte. Problemet var bare, at når man satte dem sammen til en kage, så blev det så hvinende sødt, at det var umuligt at spise den. Endnu en kage i skraldespanden. Jeg havde en tredje kage i æsken, men jeg turde næsten ikke spise den. Skuffet gemte jeg den væk til senere og daffede ud i verden igen.

En beskeden lille sarkofag til Napoleon Bonaparte. Jeg har læst at der er SYV kister indeni.

– Hôtel des Invalides, hvor Musée de l’Armée (militærmuseet) og Dôme des Invalides ligger. Sidstnævnte er Napoleon Bonapartes gravkirke. Eller rettere, gravkapel, for bygningen er en seperat del af en større kirke, oprindelig ment som den kongelige del, seperat fra soldaternes. Senere blev Napoleon så begravet derinde, og der blev lukket helt af mellem de to afdelinger af kirken. Nu ligger der masser af militærpersonligheder begravet, men ingen så pompøst som kejser Napoleon. Hans grav ligger i en enormt stor åben krypt i en gigantisk sarkofag.

Museet var… forvirrende. Og kedeligt. Det kunne jeg muligvis have sagt mig selv. Selvom jeg elsker historie og kan begejstres af sære detaljer, såsom valget af farvepigmenter til illuminerede manuskripter i 1110-tallets Irland eller udviklingen af konceptet “kikkert”, så er der en ting, der aldrig har fanget min interesse nærmest uanset kontekst, og det er alle de krige, man har strøet ud over verdenshistorien. Jeg synes bare ikke det er spændende. Våben, snork. Efter 5 dage i Paris har man set rigeligt militær med store fede våben, så jeg havde allerede fået stillet min ikke-eksisterende trang til mænd i uniformer skulle jeg nok lige hilse og sige. Det er iøvrigt en mærkelig oplevelse at – grundet de til tider ekstremt snævre fortove – være nødt til at gå så tæt på, at de lige må rykke deres våben til side, så jeg kan komme forbi. Jeg kan ikke lide våben. Men med tanke på terrorangrebene er det forståeligt at de er der.

Så et decideret militærmuseum – det var en fejlkalkulation fra min side. My bad. Men jeg kunne lide at bygningerne oprindeligt blev opført helt tilbage i 1676 som et hospital og plejehjem for veteraner. Hvis man insisterer på at sende folk i krig, så skal man også passe godt på dem, når de kommer hjem igen.

Sadaharu Aoki – Symphonie

– Mere kage. Den sidste fra Sadaharu Aoki lå og ventede derhjemme, så jeg slog korsets tegn for mig og stak gaflen i. Og hvilken fryd det var! Englene sang i mine øren. Mellem to store velbagte makroner og en krans af friske hindbær lå den blødeste Earl Grey creme brulée omsluttet af violflødecreme. Arh men for helvede det var godt. Symphonie, hedder kagen, og hvis du er i Paris, skal du købe den. Jeg overvejer om jeg kan nå en mere, inden jeg skal hjem.

Fjerde dag i Paris var:

Tusmørketårnet.

– At starte dagen ultra langsomt med at sidde længe og fedte på Starbucks. Kaffe i den ene hånd og notesbog i den anden hånd, hvori jeg kunne nedskrible de mange geniale tanker, jeg altid får, når jeg har meget tid alene til at tænke.

– At lede efter rue Montorgueil, kun for at opdage at det var den nuttede lille gågade, jeg var vandret forbi for tre gader siden.

Baba chantilly fra Stohrer,

– At finde rue Montorgueil og målet: Stohrer. Det ældste patisserie i Paris. Stohrer hamselv var polsk import. Der skete nemlig det, i 1723, at den franske konge, 15 årige Louis XV, var noget så grusomt ugift og så blev han syg! Katastrofe. En ugift konge, der døde uden at levere en arving, det kunne man ikke have. Altså, han overlevee ganske vist, men man kunne jo aldrig vide hvor længe (han endte med at blive 64 år gammel). Derfor, efter meget politisk parlamenteren, snupsede man i 1725 den polske prinsesse Marie og fik hende gift med kongen og gjort med rogn, så hun kunne producere en arving. Og det gjorde hun da også, problemet var bare at arvingen døde, før han blev konge, så det blev Maries barnebarn, der fik æren. Det var så ham, der senere havde et møde med guillotinen og blev et hoved kortere.
Men tilbage i 1725 fik Marie sin faders hofkonditor med sig til Frankrig. Stohrer. I 1730 åbnede han sin egen biks, og her opfandt han sågar den så skønherlige kage, baba au rhum, som jeg også skrev lidt om i går. Denne baba au rhum måtte jeg naturligvis smage, og den var i sandhed en fornøjelse. Ja, hvis man lige ser bort fra den centimeter sukkerlage, der lå og sejlede rundt i bunden. Det måtte jeg lige hælde fra.

Paris-Brest fra Stohrer. Den ligner lidt et næb.

– Paris-Brest. Denne så traditionelle kage af vandbakkelsesdej med hasselnøddecreme, ja den har de hos Stohrer gjort ganske utraditionel. Istedet for at være formet som en ring, som den burde være, er den lavet om til en eclair! Sikke noget omvendt noget. Men den slags er jeg en sucker for, så jeg købte den. Desværre var hasselnøddecremen alt for tung og tør. Det var næsten som at spise peanutbutter, altså bare med hasselnødder istedet. Så det var ikke noget hit.

Jeg tænker, derfor er jeg… en kage.

– Musée Rodin. Det er ham med skulpturerne. Ham, der lavede “Tænkeren”. Den første udgave er på Musée Rodin, og her måtte jeg mønstre megen tålmodighed. Det viste sig nemlig at der var andre end mig, der ville fotografere denne nøgne, tænkende mand. Utroligt hvad man skal finde sig i.

– Eiffeltårnet! Endelig. Det krævede viljestyrke at forblive udendøre længe nok til at placere mig på Champ de Mars ved skumringstid. Her kunne jeg observere et lysende Eiffeltårn mod en himmel, der blev mørkere og mørkere og en aften, der blev koldere og koldere, mens jeg ventede på at klokken skulle blive 18, og det første lysshow kunne begynde.

Blink blink!

– Høreskader. Da klokken endelig slog 18 og Eiffeltårnet begyndte at blinke lystigt, var der nogen, der ikke lige havde fået læst om den del i turistguiden. Det valgte hun så at delagtiggøre omverden i, på meget skingert “oh my god”-amerikansk, og mit øre var desværre lige i nærheden. Men det var smukt, Blinketårnet, også selvom det var så koldt at mine fingre til sidst var for frosne til at trykke på knapperne på kameraet.

– Søvngængeri. Turen hjem foregik kun halvt bevidst, så træt var jeg. På en eller anden måde lykkedes det mig at handle lidt aftensmad og vågne nok op til at spise den.

Og så kunne jeg jo lige se næste blinkesession fra hotelværelset. Jeg bliver nok aldrig helt træt af det.

Tredje dag i Paris var:

Vådt, men godt. Statuerne “Videnskab” og “Kunst” foran rådhuset i Paris.

– At vågne til regn, regn og atter regn på en dag, jeg havde planlagt at bruge på at gå temmelig langt. Jeg daffede ind i den lokale Monoprix, købte en paraply og vupti, tørvejr. I sandhed en magisk paraply.

– At gå på salon du thé hos La Patisserie des Reves og fråse i varm te og en chausson aux pommes, en smækker butterdejshalvcirkel med fyld af æblekompot. Åh så godt det var.

Hôtel de Ville, Paris.

– At beundre Hôtel de Ville (rådhuset) og de mange statuer. Her kan man tale om en bygning, der har været centrum for en del konflikter og oprør. Rådhuset blev besat flere gange og brændt næsten helt ned af revolutionære oprørere i januar 1871.
Det 19. århundrede var temmelig turbulent for Frankrig, der jo ellers lige havde brugt sidste del af det 18. på at lave Den Franske Revolution. Men de var ikke færdige med at være sure, og da slet ikke i Paris. Julirevolutionen i 1830, Junioprøret i 1832, Februarrevolutionen i 1848 og så Pariserkommunen i 1871. Efter at have kvast det sidste oprør noget så eftertrykkeligt, blev regeringen enig med sig selv om at Paris vist ikke var voksen nok til at have eget bystyre, så mellem 1871 og 1977 havde byen ingen borgmester – den blev styret af regeringen i stedet. Så kunne de vel lære det.

Altid fotogen er hun, Notre-Dame de Paris.

– Notre-Dame. Intet besøg i Paris uden at klappe på Notre-Dame, den lækre lille murstenshaps.

– At dreje om et hjørne i 2. arrondissement og blive mødt af en række yderst velklædte kvinder, der solgte noget, jeg på ingen måde var interesseret i at købe.

Men yndig var hun jo.

– Sankt Thérèse af Lisieux, den mest infantile og irriterende af alle katolske helgener. Hun er umådeligt populær, især i Frankrig (fordi hun var fransk), så der er statuer af hende overalt i kirkerne. Hendes mål i livet var at have så meget tilfælles med en dørmåtte som overhovedet muligt. Næ, så hellere Jeanne D’Arc.

– Kage. Denne gang fra Carl Marletti, en af mine absolutte favoritter når det gælder fransk konditorkunst.

Baba au rhum fra Carl Marletti.

– Først en baba au rhum. En lille gærkage, gennemvædet af sukkerlage med orangeblomstvand og rom, toppet med lidt kagecreme og en stor roset af flødeskum. I pipetten var der mere rom. Arh men det var SÅ godt. Jeg elsker baba au rhum.

Marie Antoinette fra Carl Marletti

– Dernæst en Marie Antoinette. To store macarons med rosenflødecreme, hindbærcoulis og friske hindbær imellem. Det var også godt. Rose og hindbær, i sandhed en awesome kombination. Den var dog lidt til den tørre side. Mere creme havde været bon.

– Til sidst et løfte til mig selv om at næste dag, SÅ skulle jeg ned og se Eiffeltårnet blinke på Champ de Mars. Og om det lykkedes, det kan du læse i morgen.

Anden dag i Paris var:

Damen på toppen hedder Marianne og er symbolet på den franske republik – Frihedsgudinden.

– At blive mindet om det faktum at Paris blev udsat for terror hele to gange sidste år. Statuen på Place de la Republique var ét stort mindesmærke med lys og tegninger og blomster og flag og digte og, well, politisk propaganda og grafitti.

– At gå en lang tur forbi nogle af de mere turistede steder som Concordepladsen, Jardin des Tuileries og Louvre med endestation ved Eiffeltårnet. På mine tidligere pariserture har jeg været all about museer og kirker og stort set ikke brugt tid på bare at gå rundt og glo. Så det gør jeg denne gang. Mine ben er blevet ca. 7 cm kortere indtil videre.

– Også den dag, jeg endte med at gå 20 kilometer og på ny sætte pris på mine Meindl vandresko, der efterlader mig 100% vabelfri uanset hvor langt jeg finder på at vade afsted.

Det var nogle sure måger, der ikke ville fotograferes.

– Måger. Jeg elsker måger. Det er de sejeste fugle i verden. Disse parisermåger sad og klattede på bassinkanten i Jardin des Tuileries, en gammel royal park, der blev grundlagt helt tilbage i 1564. Der fulgte også et slot med, men det røg i den franske revolution sammen med hovedet på Louis d. 16 og hans kageglade dronning. Og det var synd, for det var et pænt slot, men franskmændene blev ved med at invadere det under de mange efterdønninger af revolutionen, så til sidst rev de lortet ned, for man kunne ikke blive ved med at gå og lappe på det. Heldigvis lod de Louvre stå.

Vig bort fra de skarpe hove! Og hvis man kigger under maven på dyret, kan man tydeligt se at det er en hingst.

– En arrig pony foran Musee d’Orsay. Jeg undlod at gå ind, for det er sådan et museum hvor de har impressionisme, og den slags gider jeg ikke se på. Klatmaleri. På den anden side har de også en masse meget smukke skulpturer i klassisk stil – I ved, dem, der rent faktisk ligner det, de skal forestille. Så måske skulle man alligevel…

Mur végetal hedder den grønne facade, og den ligger på Quai Branly lige ved siden af Eiffeltårnet.

– Huse med haver på siden. Sådan skal vores facade også se ud!

O Eiffeltårn, O Eiffeltårn, du virker noget vakkelvorn…på den anden side har det stået der siden 1889, så det er nok rimelig stabilt.

– Eiffeltårnsbeundring. Mand, det var rart endelig at være nået frem. Tårnet var sidste stop og jeg havde gået de fleste af mine 20 kilometer på dette tidspunkt. Hvis jeg havde haft ret mange flere kræfter i mine små ben, så kunne jeg have købt mig en billet og være tøffet op i tårnet. Der var stort set ikke nogen kø. Men jeg nøjedes med at at tage billeder.

Eiffeltårnet set nedefra. Ingen fotografer fik hold i nakken under tilblivelsen af dette billede.

– At tage billeder nedefra. Det krævede en del småbitte skridt at placere sig helt korrekt, så man stod direkte i midten, men jeg tror det lykkedes. Så kunne jeg atter forundres over hvor utroligt pæn sådan en stor bunke jern kan være. Man kan mene hvad man vil om Eiffeltårnet, men det er og bliver en utrolig bedrift, der krævede stor ingeniørkunst at bygge. Ligesom de gotiske katedraler.

Men de VAR altså pæne.

– At købe eclairs fra L’Eclairs du Génie. De var meget smukke og meget dyre og smagte meget ringe. Så lærte man det. Bleh.

– Atter at slutte dagen med at se Eiffeltårnet blinke. I sandhed en formildende omstændighed i en by, der har så meget lysforurening, at jeg ikke kan se en eneste stjerne på nattehimlen.

Klokketårnet befinder sig kun lige over 10 meter fra mit vindue. Det er awesome. Jeg elsker kirkeklokker.

Første dag i Paris var:

– At stå op klokken 3.30 fordi en eller anden idiot (mig) havde booket det tidlige morgenfly. Jeg var i lufthavnen så tidligt, at Starbucks ikke engang var åben endnu, men så gik jeg bare på Baresso. Ha. Og sov i flyet.

– At ankomme til stamhotellet og få yndlingsværelset – hjørneværelset på 7. sal med udsigt til Eiffeltårn og klokketårn. Woh!

– At starte med kage. Kage er vigtigt.

Infiniment Café fra Pierre Hermé.

– Først en Infiniment Café fra Pierre Hermé. Jeg var eneste kunde i butikken, og da jeg trådte ind ad døren blev jeg mødt af 5 ekspedienter, der i kor sang “bonjour madame!”. Så kan man tale om at føle sig akavet. Jeg kan bedst lide at være sådan lidt anonym-agtig, især når jeg rejser alene. Men jeg fik da bonjour’et og bestilt og betalt og takket nej til den obligatoriske smagsprøve på chokolade. Når det gælder Pierre Hermé’s kager er det som regel enten vildt fantastisk eller helt ude i hampen. Denne runde dimmerlade var helt fantastisk. Vi taler sprød tærtebund belagt med en kaffevædet kiks, et tyndt lag kaffeganache og en ordentlig dyne af kaffemousse. Så. Effing. Godt. Jeg overvejer at erstatte min obligatoriske morgen-cafe au lait med denne kage. Hver morgen. Det bliver muligvis et problem når jeg rejser hjem til Danmark igen, men flytransporten er jo trods alt opfundet.

Religieuse Rose Framboise.

– Dernæst en Religieuse Rose Framboise fra Laduree. Jeg elsker kombinationen af rose og hindbær når det gælder kage. Laduree plejede at være et rigtig godt sted at købe sig noget godt gedigent konditorhåndværk, men jeg synes de er begyndt at falde lidt af på den… og det gælder også betjeningen. Men den var nu meget god. Efter at have brækket (!) den ulideligt tykke fondantglasur af den stakkels uskyldige vandbakkelse, kunne jeg (med fedtede fingre) fortære de bløde masser af rosenflødecreme og friske hindbær. Nom!

Den famøse og berømmede glaskuppel i Galeries Lafayette.

– At lægge hårdt ud med ikke-shopping i Galeries Lafayette, hvor der står personale og hilser, hver gang man træder af rulletrappen. Her drak jeg kaffe med udsigt til denne fabuløse kuppel. Åh så pæn den var. Dernæst en smutter ned i deres gourmetafdeling – en slags Magasin Mad&Vin på coke. Det var altsammen vældig fint og vældig dyrt og jeg købte ikke noget af det. En tur ud til La Grande Epicerie blev det også til, og her købte jeg rent faktisk noget – et brød. Woh. Til sidst daffede jeg i Monoprix og købte noget rigtig mad. Det er så koldt, at jeg kan have en lille sort køletaske stående ude på den franske altan. Jyde-køleskabet, som jeg kalder det. Det er smart, når man bor på hotel uden køleskab. Men kun om vinteren.

– At have taget metroen rundt hele dagen og så alligevel kunne afløse på gps’en at man havde gået 10 kilometer! Jeg gik hastigt kold, men ikke før jeg havde ligget på sengen og set Eiffeltårnet glimte og blinke sig gennem sit lysshow.

At være i Paris er luksus.