Archives

Julesennep med portvin

dec8

Julesennep, en dejlig tradition

Jeg har rørt årets julesennep – well, jeg rørte den faktisk i sidste uge, men sådan er der så meget. Til gengæld fik jeg aldrig taget nogen billeder, så det er genbrug fra sidste års middelaldersennep. De ligner alligevel øllebrød på glas, begge to.

Årets udgave er også inspireret af den rare middelalder, omend både portvin og allehånde er en tilsnigelse, hvis man skal være sådan helt autentisk – men altså. Det smager for godt til at man gider gå op i den slags.

Senneppen hører til i den lidt stærke ende. Det er trods alt sennep. Den vil dog blive mildere, jo længere tid, den står. Jeg brugte en blanding af to typer sennepspulver, Bähncke og Colman’s. Begge kan fås i større supermarkeder. Bähnke giver en stærkere, grovere sennep end Colmans, og således kan man selv blande eller nøjes med kun at bruge den ene. Jeg bruger som regel halvt af hver.

Portvinen behøver ikke at være fancy, men hvis man alligevel skal ud og åbne en flaske, så kan man lige så godt købe noget ordentligt. Kvickly og Brugsen har Burmesters 10 års Tawny på hylderne i december. Den koster omkring 160 kroner for en flaske, og eftersom det er min personlige yndlingsportvin, så kan jeg varmt anbefale den. Rema1000 har en aldeles glimrende Kopke 10 års tawny i halvflaske til omkring 80 kroner. Jeg har dog lidt for ofte været ude for at komme hjem med en brun og acetonesmagende portvin, så jeg er holdt op med at købe den.

Er man ikke til portvin, kan den erstattes med lidt hvidvin. Man kan også bruge vand, hvis man ikke vil have alkohol i.

Og nu, opskrift:

Julesennep med portvin

Mængde: ca. 2 dl sennep

Ingredienser:
60 gram sennepspulver (jeg brugte halv gul, halv brun sennep)
40 gram honning
4 spsk æbleeddike eller hvidvinseddike
1/4 tsk stødt allehånde
1/4 tsk stødt hvid peber
2 tsk fint salt
2 spsk tawny portvin

Fremgangsmåden er helt enkel: Kom honningen i en gryde og smelt den ved lav varme. Tilsæt alle de andre ingredienser og rør grundigt rundt med et piskeris, til der ingen klumper er. Det er meget tyndt, men det er meningen. Varm så grydens indhold langsomt op under omrøring. Det skal lige akkurat op at koge. Lad det syde et halvt minuts tid og tag så gryden af varmen. Hæld den varme sennep på glas og luk til.

Nu skal senneppen stå og trække et par dage. Den vil blive temmelig stiv, det er lige som det skal være. Du har nu et glas “sennepskoncentrat”, der kan holde nogle måneder på køl.

Når senneppen skal bruges, skal den røres op med vand til en blød og smørbar konsistens. Perfekt til at smøre på sylte eller dyppe en bette kålpølse i. Du kan nøjes med at røre den sennep, du skal bruge, eller du kan røre hele molevitten op med det samme. Det forringer holdbarheden lidt, men det er trods alt en lille portion, så det betyder næppe det store.

Hjemmelavet julesennep anno middelalder

dec5

Julesennep anno 1300

Sennep hører julen til og har gjort det siden Ruder Konge var knægt. Når julens saltmadsfad med sylte og rullepølse og diverse kom på bordet, så var der sennep til. Når den kogte juleskinke skulle fortæres, så var der sennep til. Og når sjællænderne spiste klipfisk og risengrød, så var der sennep til. Altså til klipfisken.

Sennep, som vi kender den i dag, stammer sandsynligvis fra det gamle romerrige, og herfra spredte den sig nordpå i den tidlige middelalder. Sådan som det skete for så mange andre kulinariske påfund. I sin enkleste form består sennep af malede sennepsfrø rørt op med vand, såkaldt vandsennep. Det er dog en sennep med ganske kort holdbarhed, thi smagen og styrken fiser hurtigt ud. Derfor røres sennep som regel med en god sjat eddike, så den kan modne og udvikle smag og holde sig stærk og spændstig i mange måneder. Det er heller ikke unormalt at varme senneppen op under tilberedningen – det giver et rundere og mildere resultat.

Hvis man graver lidt i middelalderens og renæssancens manuskripter, kan man finde adskillige opskrifter på sennep fra rundt om i Europa. En dansk 1600-tals opskrift (af tysk oprindelse) lyder således:

En god Sennep, 1648
Tag Sennep toe den reen / giff den Qværnen / oc der iblant noge steegte Mandel / mal dem smaa med hver anden / oc giør den til med Vin / oc driff den igiennem et Linklæde. Vile du haffve den sød / saa giff Sucker eller Honning der udi. Denne Sennep kand du bruge til Steeg / kolde Oxefødder / Svinehoffveder / ect.
– En artig og meget nyttig kogebog, 1648

Der står: Tag sennep og vask den ren, mal den fint sammen med nogle ristede mandler og rør den op med vin og pres den gennem et klæde. Vil du have den sød, så rør sukker eller honning i. Denne sennep kan du bruge til steg, kolde oksefødder og svinehoveder.

Her bruges der vin i stedet for eddike, og der blandes mandler i sennepsfrøene. Andre europæiske opskrifter ynder at blande brødkrumme i og søde med rosiner. Man kan også finde eksempler, hvor senneppen røres op med kødsuppe. Men kombinationen af sennepsmel, honning og eddike er en gammel klassiker, der optræder hyppigt:

Lumbard Mustard, ca 1390
Take Mustard seed and waishe it & drye it in an ovene, grynde it drye. Sarse it thurgh a sarse. Clarifie hony with wyne & vyneg & stere it wel togedr and make it thikke ynowgh; & whan thou wilt spende therof make it thynne with wyne.
– The Forme of Cury, England ca. 1390

Der står: Tag sennepsfrø og skyl dem og tør dem i en ovn, mal dem. Sigt dem gennem en sigte. Varm honning op med vin og eddike og rør det hele godt sammen og gør det tykt nok. Og når du vil bruge det, rør det op med vin.

To slags sennepsmel

Krydderier var der også masser af. Kanel optræder hyppigt, og det samme gør ingefær, nelliker, muskatnød og -blomme samt peber. Et gammelt dansk manuskript opskrift indeholder to opskrifter, der er identiske, bortset fra krydderierne. Her bruges der kanel og anis:

Sennep, ca 1300
Mal aftær sinup oc lat til thrithi deld hunugh oc tyndæ deld aniz oc slikæ tu kaniæl oc mal hænnæ mæth goth ædikæ oc lat .i. læghæl. Thæt ær got thre manæth.
– Harpestræng Codex K, Danmark ca 1300.

Der står: Mal sennep og tilsæt en tredjedel honning og en tiendedel anis og det dobbelte af kanel og mal det med eddike og put det i en beholder. Det er godt i tre måneder.

Det er denne opskrift jeg har brygget sammen til dagens blogpost. Dog med nogle lidt andre krydderier, thi jeg hader anis. Derfor har jeg valgt nogle klassiske sennepskrydderier fra middelalderen, nemlig kanel, ingefær og en smule nellike. Det er en stærk sennep, markant stærkere end almindelig stærk sennep fra supermarkedet. Honningen giver en sødlig undertone, og man kan godt tilsætte mere, end der står i opskriften, hvis man skulle have lyst. Krydderierne giver smag og dybde, men de kan udelades.

Selvom sennep teknisk set kan spises med det samme – især varianten uden krydderier – så har den rigtig godt af at stå og modne en uges tid eller to. Det gør underværker for smagen. Så hvis du rører den i dag, burde der være en glimrende middelaldersennep til julens kolde flæskerester, for slet ikke at tale om sylten. Det er god timing.

Jeg nævner to specifikke typer sennepsmel nede i opskriften (Bähncke og Colman’s) fordi de kan købes i ethvert større dansk supermarked og dermed er dejligt nemt tilgængelige. Du kan naturligvis bruge andre mærker sennepsmel, hvis du har dem på lager. Gult sennepsmel er mildest.

Og nu, opskrift.

Senneppen kan også laves uden krydderier. Til venstre Colman og til højre Bähncke.

Julesennep anno 1300

Mængde: Ca 2 dl

Ingredienser:
80 gram sennepsmel
4 spsk (80 gram) honning
6 spsk æble- eller vineddike
2 tsk fint salt
2 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt kanel
1/4 tsk nellike

Bähncke sennepsmel giver en stærkere og grovere sennep end Colman’s Mustard. Vælg selv eller brug halvt af hvert. Begge fås i almindelige supermarkeder som Brugsen og Føtex.

Kom honningen i en skål. Rør ca. halvdelen af sennepsmelet i sammen med salt. Bruger du krydderier, er det også nu, de skal i. Rør godt rundt med en ske eller lignende. Det skal ikke piskes. Tilsæt eddike og resten af sennepsmelet og rør til en ensartet, tyk masse. Er den meget, meget tyk, så rør lidt mere eddike i.

Du kan, hvis du vil, tilsætte 1-2 spsk koldt vand og så varme senneppen igennem i en lille gryde. Den skal blot lige op og nå kogepunktet. Det fjerner meget af bitterheden og gør senneppen (lidt) mildere og rundere. Det kan godt anbefales, især hvis du har brugt krydderier. Jeg gør det selv.

Hæld den nyrørte sennep på glas og lad den trække i køleskabet et par dage. Rør grundigt rundt og smag på sagerne. Tilsæt mere salt hvis du synes det mangler, og mere honning hvis du gerne vi have den sødere.

Senneppen har godt af at trække en uges tid eller to, før du bruger af den. Den kan spises som den er, men den er ret kraftig. Jeg synes, den bliver bedst, hvis den røres op til passende cremet konsistens med lidt hvidvin eller koldt vand. Du kan endda bruge fløde, men så skal den naturligvis bruges med det samme. Husk at smage til, måske vil den gerne have lidt ekstra salt eller eddike, når den er rørt op. Og så er det jul.

Senneppen kan holde sig et par måneder på køl.

***
Dette indlæg blev skriblet til tonerne af In This Moment – The In-Between. Ekstremt julet julemusik.

Peberrodssauce anno 1888

dec16

Oksekød i peberrod, med ureglementeret dild

“En Sauce, der ikke er tilstrækkelig kogt, er ufordøjelig, og som Følge deraf skadelig for Sundheden.”

Sådan skriver Fru Nimb i sin kogebog fra 1888. På dette tidspunkt var man begyndt at interessere sig meget for sundhed og fordøjelse. Især var man påpasselig med at koge grøntsager til de var grundigt aflivet, så de ikke skulle tynge i maven. Jeg har en kogebog fra 1900, der angiver kogetiden på et blomkål til TRE TIMER. Så er det blomkål da også forlængst i Nangiala. Jeg må dog hellere nævne at Fru Nimb ikke anbefaler at man skamkoger noget som helst. Hendes grøntsagsopskrifter indeholder ingen tidsangivelser, men bruger udelukkende udtrykket “mørt”. Samtidig anbefaler hun dampkogning af grøntsager, hvilket er en aldeles glimrende tilberedningsmåde. Fru Nimb var en klog dame og hendes kogebog er fremragende.

Det har i mange og lange tider været helt almindeligt at koge suppe på et stykke kød, for dernæst at servere suppen med suppeboller og bagefter give kødet som selvstændig ret. Med denne skik fulgte det evige problem: Den bedste suppe giver samtidig det dårligste suppekød, så hvad skal man lægge vægt på? Putter man kødet i koldt vand og koger op, giver det en god suppe, men et dårligt kød. Putter man kødet i kogende vand, bliver det bedre, men suppen bliver lidt fesen. Og jo længere man koger kødet, jo mere smag afgiver det til suppen, men jo mere kedeligt bliver kødet i sig selv. Det er nok derfor, man har haft for vane at servere suppekød i skarpe saucer, såsom peberrodssauce og karrysauce – eller simpelthen nedstuve kødet i en smækker fed sovs og hælde det i tarteletter, som vi kender det fra høns i asparges.

Løsningen er, ifølge fru Nimb, at koge nogle tarveligere stykker kød med. For eksempel hals, skank og bov. Måske ikke lige stykker man ville kalde tarvelige i dag. Men det er rigtig nok at en bov ikke smager af en dyt efter tre timer i suppegryden. Så kogte man suppen på disse nederen udskæringer og “taffelstykket” – som hun kalder spisekødet – blev først puttet i gryden senere. Dette stykke kød skulle gerne være “halestykket,” altså cuvetten, der iøvrigt er et aldeles glimrende stykke suppekød.

(Nu jeg tænker over det, burde alt det her, nok have stået i indlægget om oksekødssuppen, men bedre sent end aldrig.)

Dette taffelstykke blev så serveret efter suppen, druknet i en eller anden sauce. Til oksekød er peberrodssauce vel nok det mest klassiske tilbehør. Og sådan en sauce kan da også pifte selv det mest stendøde suppekød op. Traditionelt set er det en opbagt sauce med lidt eddike og sukker og masser af revet peberrod. Saucen kan laves på fond eller mælk, men jeg synes det bliver bedst med fond. Eller rettere, med noget af oksekødssuppen. Det smager ligesom af mere, og den slags har fru Nimb naturligvis også en opskrift på:

Peberrod-Sauce, 1888
3 Pægle Bouillon-Sauce røres over Ilden, indtil den koger. Heri kommes 15 Kvint reven Peberrod, lidt Sukker, lidt Eddike, lidt Salt og 12 Kvint blancherede Korender.
– Fru Nimbs Kogebog, København, 1888.

Når man så bladrer lidt tilbage i bogen for at finde opskriften på denne “Bouillon-Sauce”, så ser man hvad damen mener med at saucer skal koges tilstrækkeligt:

Bouillon-Sauce, 1888
I 1/2 Pund kogende Smør eller Fedt bages saa meget Mel, som det vil optage i sig. Jævningen fortyndes enten med Consommé eller med Bouillon, indtil den er en jævn Sauce. Den stilles over svag Ild, og man lder den koge langsomt i 1 à 2 Timer. Derved stiger alt Fedt og Skum op paa Overfladen. Dette skiummes fuldstændig af. Saucen passeres gjennem en Sigte. Man maa af og til røre i Saucen, indtil den er kold, for at den ikke skal trække Skind. Der tilsættes Saucen Salt efter egen Smag.
– Fru Nimbs Kogebog, København, 1888.

Jeg tror aldrig i mit liv at jeg har kogt en opbagt sauce i to timer. Det skulle da lige være dengang jeg glemte den på komfuret, men der brændte den også noget så grundigt på. Her får den slags sauce ikke et sekund mere end 15 minutter. Men det kunne da være man skulle prøve en dag, og se om det vitterligt bliver bedre.

Jeg laver opbagt sauce på øjemål. Det er lige dele smør og mel (i vægt – altså f.eks 50 gram smør til 50 gram mel) der bages af og spædes op med væske til rette konsistens. Det duer ikke så godt til en madblog, så jeg har for en gangs skyld målt af. For jeres skyld. Som tommelfingerregel kan 50 gram mel trække en 6-7 deciliter væske, men det afhænger selvfølgelig også af hvor tyk sauce man ønsker. Peberroden – der ikke må koge! – tilsættes efter gryden er taget af varmen og doseres efter smag. Husk at saucen bliver stærkere, når den køler af på tallerkenen.

I det hele taget skal opbagt sauce smages til. Lad være med at kigge blindt på opskriften. Smag på sagerne og juster med salt, sukker og eddike til det smager som det skal. Brug mere eller mindre væske efter ønske, og bliver saucen for tynd kan den enten koge i firs år for at reducere, eller den kan jævnes med en smule maizena rørt op i lidt koldt vand.

Og nu, opskrift:

Oksekød i peberrod

Peberrodssauce til suppekød

Mængde: 1/2 liter

Ingredienser:
30 gram smør
30 gram hvedemel
1/2 liter oksekødssuppe eller anden kødfond
ca. 1 spsk eddike
1 tsk sukker
Salt
Et par spiseskefulde friskreven peberrod, eller efter smag

Smelt smørret i en gryde og lad det bruse af. Rør melet i og lad det bage et halvt minuts tid under konstant omrøring. Brug et piskeris, så kommer der ikke klumper i saucen. Et fladt piskeris er praktisk at bruge her. Tilsæt så lidt af suppen, cirka en suppeslevfuld og rør godt rundt. Det bliver til en meget tyk pasta. Når det begynder at syde igen, røres der mere suppe i, og sådan fortsættes der, til du har en halvtyk, glat sauce. Hvis du ikke har brugt al suppen, så vent med at hælde den i. Det er nemmere at fortynde saucen end at tykne den bagefter.

Lad saucen simre i et kvarters tid. Rør rundt af og til, så den ikke sætter sig i bunden. Spæd evt op med lidt mere suppe, hvis den virker meget tyk, den skal ikke hænge i skeen som en anden budding.

Smag til med eddike, salt og sukker. Saucen skal ikke være sur af eddike, den skal bare friskes lidt op. Når det smager som du synes det skal, så tag gryden af varmen og rør den revne peberrod i. Smag på det og tilsæt eventuelt mere. Men ikke så meget at øjnene løber, man skulle gerne kunne smage resten af maden også.

Server saucen til det kogte suppekød, der er skåret i tynde skiver og varmet i lidt af suppen. Det smager godt med kogte kartofler samt et par hele porrer og gulerødder, der har simret akkurat møre i suppe eller letsaltet vand.

Og så måske lige en dyne af hakket dild.

***
Dette indlæg blev skriblet til tonerne af Katatonia – My Twin. Igen i dag. Og sikkert også i morgen.

Tranebærsauce

dec8

Tranebær, klar til kogning

At spise syrlig frugt til fedt og/eller mildt kød er en tradition, der er så gammel som måltidet selv. Hvad enten det er æblerne i juleanden, ribsgeléen til farsbrødet eller rysteribs til revelsben, så er sagen klar: Det smager totalt godt. Syre kan virkelig skrue et måltid op til næste niveau, hvilket er en af grundene til at jeg kommer citronsaft i nærmest alt. Et skvæt i tarteletfyldet, suppen, gryderetten eller kødsovsen (efter endt kogning!) gør alting meget bedre, og det er i sandhed sandt.

I dag står der en af disse syrlige frugtklassikere på menuen, nemlig tranebærsauce. Et klassisk amerikansk juletilbehør, og så er det så frygteligt pænt og rødt og gennemsigtigt. Tranebærrene har været en del af amerikansk madkultur længe før der overhovedet var tale om en sådan. De indfødte amerikanere brugte naturligvis bærret, og der gik ikke længe før de første pilgrimme gjorde det samme. I starten var det mest i tærter og sådan, men i 1800-tallet begyndte man at koge tranebærsauce.

Efter sigende skulle traditionen være blevet slæbt med til USA af skandinaviske emigranter, dengang i 1800-tallet, da folk strømmede til Den Nye Verden ombord på mere eller mindre lødige skibe. Det ville også give god mening, for tranebær minder utrolig meget om de i Sverige så populære tyttebær, så det ville være oplagt at give dem samme behandling. De to bær er da også i nær familie. I “Fullständigaste Svensk-Amerikansk Kokbok,” en tosproget kogebog udgivet af svenske immigranter i Chicago, er der en opskrift på tranebærsovs:

Friske tranebær

Cranberry sås, 1897
Bortrensa alla sämre bär och tvätta resten väl. Skålla dem i två minuter; skumma under tiden eller sila seden. För hvarje pound bär tag 3/4 pound socker i en half pint vatten och stufva sakte. Rör icke om, men skaka pannan, om det är fara at bli vidbrändt. Kokas fran 5 till 7 minuter; häll upp i ett djupt fat och låt det kallna.
– Fullständigaste Svensk-Amerikansk Kokbok, Chicago 1897

Der står: Sortér dårlige bær fra og skyl resten grundigt. Læg bærrene i kogende vand i to minutter, hæld gennem en sigte. For hvert pund bær tag 3/4 pund sukker i en half pint vand og lad simre. Rør ikke i gryden, men ryst den, hvis der er fare for at det brænder på. Lad koge i 5-7 minutter, hæld op i en skål og lad køle af.

I dag koges tranebærsaucen gerne på appelsinsaft (eller købes på dåse!), og det er da også en sådan udgave jeg giver opskriften på i dag. Jeg brugte clementinsaft, for jeg havde ingen appelsiner. Det virker også glimrende. Saucen – der vel egentlig er en kompot – går fint til både and og gås og flæsk og medister og frikadeller, ovenpå koldt, kogt kød, på sylte og på hvidskimmelost. Friske tranebær fås i de fleste supermarkeder. De er importeret fra USA, så det er ikke den mest miljøvenlige ret i verden. Men til jul går det jo nok.

Og nu, opskrift:

Tranebærsauce er svær at fotografere

Tranebærsauce

Mængde: ca. 1/4 liter

Ingredienser:
250 gram tranebær
100 gram sukker
1 dl clementin- eller appelsinsaft

Skyl tranebærrene og plop dem i en lille gryde. Hæld clementinsaft og sukker over og rør grundigt rundt. Tænd for middel blus.

Lad så det hele boble til tranebærrene begynder at springe. Det siger sjove lyde nede i gryden, så man er ikke rigtig i tvivl. Lad det så simre et minuts tid under forsigtig omrøring, og så er det sådanset færdigt. Du bestemmer selv hvor mange hele bær du vil have. En grundig omrøring gør kål på de fleste af dem. Jeg foretrækker dem sådan nogenlunde kogt ud, så det ligner marmelade.

Hæld saucen på glas og lad den køle af. Nu kan den holde en uges tid på køl. Perfekt til julemad, ovenpå sylte eller til frikadeller, farsbrød eller andet godt.

***
Dette indlæg blev brygget til tonerne af Møl – Jord. Hele albummet, for jeg sad i et tog og forsøgte ikke at lave tastefjel hver gang vognen gyngede.

Köttbullar til jul (med flødesovs og tyttebærsylt)

dec17

Köttbullar med det hele

Svenskerne spiser köttbullar som danskerne spiser frikadeller – meget gerne meget, og meget gerne også til jul. Udover at være en del af julebuffeten, kan köttbullar serveres på flere måder. Klassikeren med gräddsås, potatismos och lingonsylt er svensk hverdagsmad, når det er bedst, og i sandhed noget, man burde lave lidt oftere. Og man kan jo meget passende starte lige præcis nu, med denne opskrift. Det smager åndssvagt godt, og det er altid sjovt at stå og ruske i panden, så de små kødklumper triller hid og did og bliver runde.

Eftersom vi har med juleköttbullar at gøre, så er de lidt mere fancy og krydrede end normalt. Der er mørk sirup i, og lidt allehånde, og så er de lavet med piskefløde. Man kan sagtens bruge mælk istedet, og udelade både sirup og allehånde. Men det ville næsten være synd, når det nu ER jul. Jeg foretrækker kogte kartofler fremfor kartoffelmos, for de kan håndtere markant mere sovs uden at gå i opløsning. Sovs er godt, meget sovs er meget godt. Desuden hader jeg at skrælle kartofler.

Köttbullarne kan fryses, og det samme kan sovsen. Kartoflerne kan ikke.

Og nu, opskrift: (opskriften er redigeret d 21/12-2021, da der tydeligvis var nogle mængdefejl i ingredienslisten. Beklager eventuel ulejlighed!)

Köttbullar

Köttbullar
Mængde: ca 25 stk

500 kg hakket kalv og flæsk (eller bare flæsk)
1/2 dl rasp
1/2 dl fløde
1 dl mælk
1 æg
1 gult løg
1 spsk mørk sirup
1,5 tsk groft salt
1/2 tsk stødt allehånde
2 tsk dijon sennep
1 tsk friskkværnet peber

Løget rives og steges gyldent i lidt smør. Det sættes til side til det er kølet helt af. Imens lægges rasp i blød en ti minutters tid i fløde og mælk. Det bliver ret tykt, rør rundt af og til, så det ikke stivner i én klump.

I en stor skål æltes kødet sejt med salt. Den udblødte rasp æltes grundigt i, og dernæst alle de andre ingredienser. Det hele røres til en ensartet fars, der får lov at trække en halv times tid på køl. Imens man man jo skrælle nogle kartofler eller noget, eller drikke kaffe, hvis man ligesom jeg, helst køber de der kartofler, der ikke skal skrælles.

Når köttbullarne skal steges, tages farsen ud og trilles til små bolde. Jeg laver mine så de er på størrelse med en lille blomme, ca 1,5 spsk fars.

Kødboldene steges pæne og brune i rigeligt smør på en stor pande. De kan godt ligge rimelig tæt. De skal ikke vendes, men panden rystes ofte, så de vender sig selv og bevarer den runde facon. De er færdige når de springer tilbage ved et let tryk med en spatel. Skær eventuelt en over, for at tjekke. Der er cirka tre stegepandefulde i den her portion, og jeg kan anbefale at stege i klaret smør, så der ikke ligger branket smør i panden efter første runde. De stegte köttbullar kan holdes varme i ovnen i et fad ved ca 175 grader mens resten steges færdige. Put lidt bagepapir eller folie over, så de ikke bliver tørre. De kan også bare lægges i et fad med en tallerken over, efterhånden som de bliver færdige.

Servér med kogte kartofler, tyttebærsyltetøj og flødesovs:

Flødesovs:
2 spsk stegefedt
30 gram hvedemel
1/2 liter kraftig kalvefond (blandet op fra flaske)
1 dl piskefløde
1/2 tsk sukker
Et par stænk Worchestershire sauce (kan udelades)
Salt og peber

Hæld stegefedtet af panden op i en lille skål. Er der ikke 2 spsk, så spæd op med smør. Kog så panden af med lidt af kalvefonden og sæt til side.

Lav en opbagning af stegefedt og mel og spæd den op med pandeafkog og kalvefond, lidt ad gangen. Pisk grundigt ved hver tilsætning. Når sovsen har passende tykkelse (det er ikke sikkert at du skal bruge al fonden) får det lov at småkoge et par minutter under omrøring. Tilsæt så fløde, sukker og Worchestershire sauce og lad simrekoge til det er tykt og boblende. Smag til med salt og peber og måske lidt sojausauce, hvis du ikke har Worchestershire. Så er den klar.

Riskrem, Risalamande og Ris à la Malta.

dec16

Riskrem med rød sauce

Risalamande er den ultimative danske juledessert. 88% af de julefejrende danskere kører risenfløden ned d. 24 december, og 93% af dem spiser den med kirsebærsauce. Det er ret mange kirsebær, men det smager jo også godt, skidtet. I Norge og Sverige er de lidt mindre fastlåste i deres juledessert. Begge lande har deres egen version af risalamande, men der er den ikke helt så obligatorisk.

I Norge hedder retten riskrem, og her er det næsten halvdelen, der sætter den på bordet til jul. De spiser den med rød sauce, gerne lavet på hindbær eller jordbær. Svenskerne er også glade for risalamande, de kalder den for Ris à la Malta, og her er det helt klassisk at servere den med appelsin, omend de er lidt mere svævende i deres traditioner derovre, og også godt kan finde på at hælde rød sauce eller kirsebærsauce over.

Risalamande med kvædemarmelade

Hjemme hos mig er vi 100% på kirsebærsauce. Egentlig kan jeg langt bedre lide appelsin eller passionsfrugt på min risalamande, eller måske endda med svesker eller med kvædemarmelade. Men traditionen er så stærk, at det føles fuldstændig forkert at spise andet end kirsebær i julen. Og glem alt om at skifte desserten ud. Jeg ville føle mig snydt, selvom jeg teknisk set kunne spise risalamande på et hvilket som helst andet tidspunkt, og dermed stadig få min årlige ration. Og mere til, hvis jeg gad.

Traditioner er noget mærkeligt noget.

Du kan finde min opskrift på risalamande lige her, og så kan du jo selv vurdere hvad der skal ovenpå. Der er jo også alle julefrokosterne, og vi er nogen, der laver så meget risalamande at der er nok til morgenmaden d. 25 (og d. 26 og d. 27), og der er stadig de der 7% der ikke gider kirsebærsauce, så her er tre gode opskrifter på frugtsaucer til risalamanden. To røde, som de bruger dem i Norge, og en gang råmarinerede appelsiner til den svenske udgave.

Og Finland? De putter bare mandlen i risengrød, præcis som i de gode gamle dage.

Og nu, opskrifter:

Ris à la Malta

Jordbærsauce
Mængde: ca. en halv liter

500 gram jordbær (optøede fra frost)
1 dl vand
100 gram sukker
1 stang vanilje
1,5 spsk maizena + 3 spsk vand
Saften af 1/2 citron

Put jordbærrene i en gryde med vandet og vaniljestangen. Læg låg på og bring grydens indhold i kog. Skru ned og lad småkoge 10 minutter. Tag gryden af varmen og læg en sigte over en lille skål. Hæld grydens indhold igennem sigten. Brug en ske til at presse så meget jordbær som overhovedet muligt igennem. Hæld så den siede saft tilbage i gryden og tilsæt sukker. Bring i kog under omrøring. Rør maizena op i koldt vand og pisk det i saucen. Bliv ved med at piske til den koger igen og lad den så simre et par minutter. Rør rundt et par gange. Tag gryden af varmen og rør citronsaft i. Lad saucen køle helt af. Sæt den så på køl.

Brug saucen kold eller lun den i en gryde. Den skal ikke være glohed. Saucen kan holde et par dage på køl.

Hindbærsauce
Mængde: ca. en halv liter

500 gram hindbær (optøede fra frost)
1 dl vand
125 gram sukker
1 stang vanilje
1,5 spsk maizena
3 spsk vand
Saften af 1/2 citron

Laves præcis som jordbærsaucen. Bare med hindbær i stedet for jordbær – og lidt mere sukker.

Råsyltede appelsiner
Mængde: ca. en halv liter

5 store appelsiner
75 gram sukker
1 stang vanilje
1 spsk Grand Marnier (valgfrit)

Filetér appelsinerne: Skær toppen og bunden af hver appelsin og skær siderne af med en skarp kniv, så appelsinkødet bliver blottet. Lirk appelsinfileterne ud og put dem i en skål – gør det over skålen, så saften bliver opsamlet. Klem “skroget” af appelsinen så resten af saften kommer med.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Gnid dem ud i lidt af sukkeret. Hæld sukkeret og vaniljesukkeret over appelsinfileterne og rør rundt. Sæt på køl et par timer, gerne natten over. Sukkeret smelter og giver dig en bøtte dejlige råsyltede appelsinfiléter i en tynd appelsinsirup. Lige til at hælde over – den serveres kold.

Klipfisk til jul

dec1

Klipfisk med det hele

Nu er den søde juletid startet, og dermed også årets juleblog. I år er temaet Nordisk Jul. Klassiske juleretter fra Danmark, Norge, Sverige og Finland, både moderne mad og historiske opskrifter. Håber I kan lide sild og kålroer.

Først skal det dog handle om klipfisk, der i gamle dage var en helt almindelig julespise. Klipfisk er tørret, saltet torsk, ikke at forveksle med tørret, usaltet torsk, der bare hedder tørfisk. Tørfisk kan udblødes i lud og så bliver det til lutefisk. Hvis du ser det, så gå den anden vej. Det smager frygteligt, og er helt almindeligt ved juletid i visse dele af Norge og Sverige, hvor de ellers normalt er så flinke. Jeg er ikke stødt på lutefisk i Finland, men man ved selvfølgelig aldrig hvad de kan finde på at gemme oppe mellem birketræer og blåbærbuske.

Det kan måske virke lidt sært, at klipfisk skulle være fin mad, men det har sine rødder i selvforsyningsøkonomien. Alt, man ikke selv kunne fremstille, skulle købes for penge – penge, man fik ind, ved at sælge sine landbrugsvarer. Gæs, for eksempel, er et klassisk juleeksempel. Man solgte gæssene til byboernes julebord, og spiste så andesteg selv. Hvis man havde ænder. Fik man penge nok ind, kunne man købe lidt af de fine varer hos købmanden. Ris, sukker, krydderier og den slags var købevarer. Det samme var klipfisk, og derfor var klipfisk festmad og har været det i alt fald siden middelalderen. Da grødrisene kom til, røg de på julemenuen af samme årsag. Det var hovedsageligt øst for Storebælt, at menuen stod på fisk.

Klipfisk inden udblødning

Klipfisk var også fin mad i byerne. Man importerede fra Norge og Island, og, som der står i en 1700-tals kogebog, kunne man spise den kogt med “en jevn Smør-Soes med smaaehakkede Charlotter; eller Roer efter Reglen 99; eller Sennep og Smør; eller brunt Smør med Løg; eller smeltet Smør med hakket Persille, og et Par haardkogte og smaaehakkede Eg strøet derovre.” (Koge Bage og Sylte-Bog, 1766). De omtalte roer er botfelske roer, der brunes ved at stege dem længe i brunet smør, hælde sky på og koge det godt ind til roerne er glaserede. I øvrigt en helt almindelig opskrift i pøblens kogebøger fra sidste halvdel af 1800-tallet, hvor man også valgte at tilsætte puddersukker. Lidt som brunede kartofler.

I slutningen af 1800-tallet var torsk dog ikke længere helt så fint. Det var efterhånden blevet ret billigt. Man var blevet dygtig til at transportere levende fisk ind til havnene og videre ind på torvemarkederne, hvor man så kunne hente sig en frisk torsk istedet for nespressoudgaven. Klipfisk blev billig mad, omend stadig dyrere end fersk torsk. Det var dog ikke alle, der var klar til at overgive sig til komfurjulemiddagen med steg og rødkål. Især på Sydsjælland holdt man fast i den traditionelle klipfiskemiddag med risengrød til forret. Risengrød og klipfisk – prøv det til jul! Din familie vil elske dig.

Eller sætte dig ud til storskrald.

Til denne sydsjællandske julefisk hørte det helt klassiske tilbehør: Sennepssauce, kogte kartofler, hårdkogte æg og smeltet smør. Som regel blev måltidet afsluttet med kaffe og klejner. Det var overraskende almindeligt, det med kaffe og klejner. Jeg har fundet det i julemenuer fra hele det ganske danske land. Uanset om det var fisk eller flæsk, risengrød eller risalamande, så var der kaffe og klejner bagefter. Måske ikke så underligt, for kaffe var super populært, og det samme var klejnen. Ligesom i dag.

En komplet guide til klipfiskemiddag kan vi selvfølgelig finde i Frk. Jensens Kogebog. I udgaven fra 1909 lyder opskriften således:

Klipfisk, 1909
Klipfisk er saltet og tørret Torsk. Den skæres itu og lægges 1 Døgn i Blød i lunkent Vand med ubetydeligt Natron i. Er den meget salt, kan Vandet skiftes nogle Gange. Forinden Fisken koges, skrabes det graa Skind godt, og Finnerne afskæres, hvorefter den sættes over Ilden i koldt Vand og maa koge en god halv Time, samt skummes godt. Den anrettes paa Fad med Skindsiden opad, garneret med overskaarne, haardkogte Æg og pyntet med Persille. Hertil spises smeltet Smør og Sennep-Sauce samt kogte Kartofler. Æggene kunne ogsaa hakkes og serveres særskilt til Fisken.
– Kristine Marie Jensen: Frk Jensens Kogebog, København, 1909

En opskrift på sennepssauce får vi naturligvis også:

Sennep-Sauce til Fisk, 1909
En Skive Smør smeltes, og heri bages 1 Spiseskefuld Mel, som fortyndes med Fiskesuppen. Vandsennep røres deri, naar den koger. Sennep-Sauce bliver mildere, naar den opspædes med Mælk. Samtidig med Sennep-Sauce serveres smeltet Smør.
– Kristine Marie Jensen: Frk Jensens Kogebog, København, 1909

Vandsennep er fiskesennepspulver rørt op i vand, og det kan man købe nede i supermarkedet. Altså pulveret. Vandet følger ikke med. Det er straks værre med klipfisken, for den er gået så meget af mode i Danmark at man ikke kan købe den hos købmanden mere. Ikke mindst fordi de fleste købmænd forlængst er lukket. Så klipfisk må siges at være en specialvare. Man kan købe det i webshops og sikkert også i visse specialbutikker. Min Bedre Halvdel arbejder i Norge, så han hjembragte en pakke til mig (hurra!). Man kan også få det hos meget velassorterede fiskehandlere. Jeg så det i Torvehallerne forleden.

Og hvordan smager klipfisk så? Det smager af let saltet torsk. I alt fald hvis man køber en ordentlig kvalitet. Konsistensen er mere fast end fersk fisk. Jeg var absolut fan, omend det historiske aspekt nok bidrog markant til begejstringen. Tilbehøret er aldeles fantastisk, især sovsen, der laves med fiskens kogelage. Med nem adgang til fersk torsk, virker det dog en kende overflødigt at bruge klipfisk – især når det er så dyrt. Så du kan roligt lave klipfiskemiddagen med fersk torsk, omend jeg nok stadig ville vare mig for at servere det juleaften. Måske til nytår? Det kunne jeg så afgjort godt finde på.

Og nu, opskrift:

Klipfisk med klipfisk

Klipfiskemiddag
Mængde: 2-3 personer

Klipfisk
1 pakke klipfisk, 400 gram + 3 liter vand
1,5 liter vand (til kogning)
1 spsk eddike
2 laurbærblade
1 tsk peberkorn

Sennepssauce
2 spsk smør
2 spsk mel
2 dl kogelage fra fisken
2 dl mælk
1,5 spsk fiskesennep (eller groft sennepspulver)
1/2 tsk sukker
Salt
Citronsaft

Tilbehør
Kogte kartofler
Hårdkogte æg

Start med at udvande klipfisken. En 400 grams pakke skal ligge i 3 liter koldt vand i 24-30 timer. Start med at skylle de tørrede fiskestykker grundigt. Hvis det ikke allerede er gjort, så skær fisken i portionsstykker med en skarp brødkniv. Ellers vil de være grumt salte i midten. Læg dem så i det kolde vand og sæt det hele i køleskabet. Skift vandet 3 gange undervejs. Hvis fisken er meget svær at file i, så vent med at skære til den er delvist udblødt. Hiv fisken op af vandet og skyl stykkerne igen. Så er de klar til brug, og skal iøvrigt bruges med det samme.

Æggene – et helt til hver hvis der skal være fest – lægges i kogende vand og koger i 10 minutter. Så er de hårdkogte. Lad dem køle af mens du forbereder resten.

Fisken tages den ud af køleskabet. Udblødningsvandet kasseres og fiskestykkerne skylles og lægges til side. Hæld ca 1,5 liter vand i en stor gryde sammen med eddike, laurbærblad og peberkorn. Læg låg på og bring vandet i kog. Tag gryden af varmen og læg fiskestykkerne i. Sæt tilbage på blusset og kog op uden låg.

(Sæt kartoflerne over samtidig med fisken, så kommer det til at passe med at de er klar, når saucen er lavet.)

Så snart vandet koger tages gryden af varmen og fisken trækker under låg i 10-15 minutter. Fisk straks stykkerne op og hold dem varme mens du laver saucen.

Sauce: Smelt smørret i en lille kasserolle. Tilsæt mel og rist det i smørret et minuts tid. Spæd op med kogelagen, lidt af gangen. Rør kraftigt rundt med et piskeris mellem hver tilsætning, så du undgår klumper. Hæld så mælken i, lidt ad gangen, under fortsat piskning til du har en tyk, boblende sauce.

Tilsæt så sukker og fiskesennep. Du kan enten bruge færdiglavet grov fiskesennep, eller du kan tage 1,5 spsk groft fiskesennepspulver, røre det op i 1,5 spiseskefuld koldt vand og lad det stå et kvarters tid og trække. Put en teskefuld sennep i ad gangen og smag undervejs. Du bestemmer selv, hvor stærkt du vil have det. Klipfisk kan godt trække en stærk sauce, og jeg elsker stærk sennep, så jeg hældte det hele i.

Smag saucen til med salt. Når du er tilfreds tages gryden af varmes og lidt citronsaft røres i. Så er den klar. Server med risengrød til forret og klejner til aftenkaffen – så er det ægte autentisk gammeldags julemiddag.

Server fisken med de kogte kartofler, hårdkogte æg, smeltet smør og sennepssauce.

Sigt kogelagen og sæt den på køl. Den kan bruges til mere dejlig sennepssauce til at hælde over æg eller kogte kartofler, hvis du – ligesom jeg – er vild med sovs og kartofler uden tilbehør.

Jul i Den Gamle Kogebog: Brun sovs med tilbehør

dec5

Den brune sovs

Tænd bål og hejs flag, i dag er en glædens dag, thi jeg har bestilt ribbenstegene til juleaften. Tre kilo af den fedeste flæsk. Det får vi altid hjemme hos Madam Sif, for ribbensteg (med ben på) er det ultimative stykke gris og giver den absolut bedste sovs. Og sovsen er den vigtigste julemad af dem alle, eller i alt fald på højde med de hvide og brunede kartofler, for de hører ligesom sammen. Kødet er (næsten) bare fyldstof, der tager vigtig plads i mavesækken. Plads, jeg kunne have brugt på sovs.

Gris har altid rangeret højt på listen over danskernes foretrukne julemad. Selv de fattigste kunne holde grise, for grise kunne selv rende rundt i skov og krat og naboens have og rode i jord og finde føde, i modsætning til de mere foderkrævende okser. Når det blev koldt og man teknisk set skulle til at fodre på trynedyrene, så gav man dem istedet en enkeltbillet til Nangijala. Bum, gris til jul. Før brændekomfuret blev populært i slutningen af 1800-tallet var det saltmadsfadet med skinker, pølse, sylte og kogeflæsk, den stod på. Og klipfisk, gud bedre det. Jeg smagte engang klipfisk på et norsk julebord, og det er ikke en tradition, vi bør genindføre. Til gengæld er jeg vild med den norske stinkefisk, rakfisken, en fermenteret ørred, der spises rå til jul. Det er nærmest som en god ost. Lavet af fisk.

Flæskesteg og ribbensteg vandt hurtigt indpas over klipfisk og kogt skinke, da det blev muligt at stege dem i egen ovn. Sammen med medisterpølse er især flæskestegen og ribbenstegen en hyppig gæst i de fortællinger om julemad på landet i 1800-tallet jeg har pløjet igennem på det seneste. Flæskestegen var angiveligt det vi idag kalder skinkesteg og ikke kamsteg, og det er da også et bedre stykke kød, hvis du spørger mig. Omend ikke helt så godt som ribbenstegen. Den sprøde svær er ret unik for den danske svinesteg, det er ikke noget, der bruges ret mange andre steder i verden. En tidlig opskrift på steg med hele moletjavsen lyder som følger:

Ribbensteg, den bedste gris.

Svineſteg, 1878
Man vaſker den godt, ſkjærer fine Ridſer ind i Sværen, og indgnider den godt med Salt, hvorpaa den ſættes ind i en godt ophedet Ovn. Den taaler at ſtege længere end Kalvekjødet. Som Sauce til Stegen bruger man at udrøre en Meljevning, ſom da atter udrøres i det Fedt, ſom Stegen har afgivet, og derſom der ikke er tilſtrækkeligt, ſaa tager man lidt kogende Vand til Hjælp, ſsamt blander den med lidt Salt og Soya. Som Gemyſe til Svinesteg anvender man i ALmindelighed rød Surkaal eller Rødbeder.
– Fuldstændig og besparende kogebog, 1878.

Sprøde svær, sovs og rødkål. Så er det jul. Man serverede kartofler til, også af den brune slags. Det var nemlig på dette tidspunkt, at den “klassiske danske julemad” begyndte at tage form. Man må sige at vi har holdt krampagtigt fast lige siden. Stegene var markant større dengang, hvilket man kan se i denne opskrift af Frk. Jensen, der må siges at indkapsle selve essensen af den danske julemiddag:

Flæskesteg, 1909
En Flæskesteg paa 10 à 12 Pund maa stege omtrent 4 Timer. Skinken er det stykke af Svinet, som i Regelen anvendes til en større Steg, men i mindre Husholdninger steges dog ofte Boven. […] Med en skarp Kniv ridses Skinken enten i Striber paa tværs eller i Terminger, men ikke for dybt ned i Flæsket. Skinken vadskes i koldt Vand, og Sværen gnides derefter godt med lidt Salt for at blive rigtig sprød. Stegen lægges i Bradepanden, som sættes ind i en god varm Ovn, og først efter nogle Minutters forløb hældes kogende Vand ved den tillige med Salt. […] Mange bruge at komme et Par Laurbærblade, nogle hele Peberkorn samt enkelte Nelliker ved Stegen, men det beror paa Smagen. 1/2 Time før Stegen er færdig, sis Skyen til Dels fra, Fedtet skummes af, og noget af det kan benyttes til at bage Melet i til Saucen, som opspædes med Skyen og derefter maa koge godt. Den tillaves med Salt og gives mere Farve med Kulør, saafremt det er nødvendigt.
– Frk Jensens Kogebog, København 1909.

Frk. Jensen angiver at stegen kan spises med pillede kartofler, forskellige slags kål og surt og selvfølgelig skysaucen. Ribbenstege kan man også finde opskrifter på. Der anvises ofte at de behandles præcis som flæske- eller skinkestegen, blot med en anden stegetid. Der gives også opskrifter på fyldt ribbensteg, hvor den brækkes over på midten, fyldes med æbler og svesker og snøres sammen som en anden rullesteg med ben.

Det lyder jo ikke så ringe endda, men jeg tror jeg holder mig til den klassiske. Sovsegrisen. Jeg langtidssteger altid min ribbensteg. Den får ca. 3 timer i alt, lidt afhængig af hvornår sværene begynder at true med at brænde på. Den første time er ved lav temperatur med folie over. Det damper sværen, og så bliver den altid så dejligt sprød på den luftige måde. Bagefter fjerner jeg folien og skruer op for varmen, så alting kan få farve og sprødhed og levere sky til en god sovs. Det er den sovs, jeg nu vil give opskriften på, og fordi det alt andet lige også kræver en ribbensteg, ja så følger den også med.

Det kan godt betale sig at punge ud for en ordentlig ribbensteg med ben på hos en god slagter, i alt fald til jul. Kød af høj kvalitet er bare nemmere at få til at lykkedes, og det gælder også de sprøde svær. Vi yndede at købe hos Kødsnedkeren i Vejby, men så holdt de op med at levere og de ligger virkelig langt væk når man ikke har kørekort, men besøg dem hvis du har muligheden – det er smukt kød. Nu er det Slagter Lund, der står for skud, for de er også gode og har afhentning i Torvehallerne. Win! Du har måske også en slagter med et godt ry i din umiddelbare nærhed, og så er det med at få bestilt julesulet i en fart.
Ellers kan man finde noget godt i køledisken i supermarkedet. Antonius og venner plejer at have god gris. Tryk lidt på ribbenstegen – den skal være fladagtig og føles blød. Hvis den er høj og helt hård består den nærmest kun af fedt, og det er der ikke meget spas ved.

Eftersom det vigtigste ved svinestegningen er at producere en god sovs, er det vigtigt at spæde op med kogende vand i løbet af stegningen. Det skal blive brunt og lækkert nede i bradepanden, men det må ikke blive sort, så hæld en smule på her og der. Lad være med at skrue op for varmen før væden er hældt fra til sidst.

Jeg tilsætter ikke fond eller hvad man nu kan læse om, af den simple grund at jeg ikke kan lide det. Det er kun stegeskyen der duer, og måske lidt kartoffelvand ovenpå. En ribbensteg på 1,5 kg giver ca. 1/2 liter sovs, så man kan med fordel stege en enkelt eller to i løbet af december og gemme stegeskyen i fryseren. Hvis man vil have meget sovs, altså, og det vil de fleste vel. Hvis du ikke har problemer med sovs, der er spædet op med en god, kraftig svinefond, så er det selvfølgelig det nemmeste at bruge en sådan. Køb den hos en god slagter, eller lav den selv – der er masser af opskrifter på internettet, blandt andet fra Brødrene Price.

Tilføjet 17/12-20: Jeg har senere opdaget at den reducerede kogelage fra sylte, altså hoved og skank, der indeholder godt med knogler, er formidabel til at spæde skysauce op med. Så jeg har hermed ændret mening. Fond er godt, men den skal være kraftig og fuld af gelatine. Så fremover vil jeg koge et par svineskanke så sovsen kan være rigelig.

Hvad kulør angår, så bestemmer man det helt selv. Stegeskyen giver allerede en god farve, så det må være et spørgsmål om smag. I gamle dage så man ned på folk, der brugte kulør, thi de kom ikke fra velassorterede hjem, hvor man havde den Ægte Brune Suppe at bage op på. Folk har alle dage været tåbelige. Så brug endelig lidt flaske, hvis du vil. Det er ikke mere snyd end at spise en lyserød marcipangris eller frugtflæsk fra pose. Jeg ville bruge kulør, hvis jeg rent faktisk huskede at købe det, men jeg står altid der juleaften med færdig sovs og tænker “hov…”
Nu står det på indkøbslisten, så måske lykkes det i år. Men sovsen er nu også meget pæn uden. Den kan også få en lille skefuld af det brankede sukker fra de brunede kartofler.

Til sidst skal det siges at jeg, selvom jeg altid gør mit bedste for at gennemarbejde opskrifterne og rette fejl før jeg trykker “udgiv”, aldrig anbefaler at man prøver nye opskrifter af selve juleaften. Især ikke hvis man er kødstegningsjomfru. Prøvekør steg-stegningen i god tid, og server den i lunede briocheboller med rødkål og sennep eller måske coleslaw. Eller skær den kolde steg i skiver, rist gylden på panden og spis til kålsalat. Sovsen kan fryses, og så har man ekstra til juleaften. Hurra!

Og nu: Opskrift.

Sovs med tilbehør.

Ribbensteg
Mængde: 4 personer + rester til dagen efter

1,5 kg ribbensteg
1/2 liter vand
Groft salt
8 hele nelliker
6 laurbærblade

Tag grisebassen og gå sværene efter med en skarp kniv. De skal være ridset helt ud til kanten og næsten ned til kødet med ca. 1/2 cm mellemrum. Gnid så lidt groft salt ned mellem hver svær. Brug lidt tid på at gøre det ordentligt, for det er sådan sværen bliver sprød. Stik nelliker og laurbær i sværen. Eller lad være, krydderierne er helt valgfrie.

Tænd for ovnen på 150 grader, ikke varmluft. Hæld en halv liter vand i en bradepande, der har god plads til grisen. Det skal stå ca 1 cm højt. Læg grisen i panden og dæk af med folie (sølvpapir). Giv grisebassen 1,5 time under folieteltet.

Fjern så folien og skru op på 180 grader varmluft. Giv dyret en times tid mere, og husk at spæde op med kogende vand et par gange undervejs, så der hele tiden er et godt bunddække. Der vil ret hurtigt danne sig en mørkere rand langs fadets kant – vandet skal op og nå den kant hele tiden. Det er den kommende sovs, der ligger dernede, så det er bare med at holde vandstanden ved lige. Ellers brænder skyen på.

Når tiden er gået, tages fadet ud af ovnen og grisen lægges på et spækbræt. Laurbærblade og nelliker fjernes efter bedste beskub. Skyen hældes af fadet og gennem en sigte over i en gennemsigtig skål eller et bæger. Den beskidte bradepande skal også bruges til sovs, så hæld en deciliter kogende vand i den og sæt den til side sammen med skyen.

Eftersom grisen steges med rigeligt vand, er sværen næppe blevet sprød endnu. Hvis den er, så hurra! Så lader du bare dyret stå på de 180 grader og hygge sig et kvarters tid mens du laver sovsen. Ellers skrues ovnen op på 225 grader varmluft og grisen sættes på bagepapir direkte på bagepladen – en ren bageplade – eller en bagerist og får 10-15 minutter til sværene er poppede og sprøde. Hvis stegen er meget skæv, kan det være en fordel lige at bruge noget sammenkrøllet sølvpapir under så den står lige, ellers bruner sværene ujævnt. Husk at holde grundigt øje, for sværen brænder nemt på. Når grisen er sprød, tages den ud og lægges til hvile på spækbrættet mens sovsen får den sidste finpudsning:

Skysovs af svinesteg
Mængde: ca. en halv liter

ca 1/2 liter Stegesky fra svinesteg
2 spsk smør
2 spsk mel
Et lille skvæt fløde (valgfrit)
Salt og peber
1 tsk citronsaft
Kulør (meget valgfrit)

Start med at snuppe bradepanden, som du lige har hældt en deciliter kogende vand i. Snup et fladt piskeris eller en spatel og skrab alle de små brændte bidder op af bunden og ned fra kanten. Hvis noget er meget sort, skal det ikke med. Skrab, skrab og skrab til du har fået det meste med. Hæld så vandet gennem en sigte op til stegeskyen. Lad det stå to minutter. Skum fedtet af stegeskyen så godt du kan. Hvis der ikke lige er helt en halv liter, gør det ikke noget. Så er det bare fordi der er fordampet for meget inde i ovnen. Lad være med at spæde op, det er bedre bare at hælde ekstra vand eller kartoffelkogevand i til sidst.

Og så er det sovsetid. Hvis du følger denne anvisning vil den ej klumpe. Snup en gryde og lad smørret smelte og brune lidt ved jævn varme. Et minuts tid. Rør melet ud i smørret med et piskeris og giv det lov at stå og svitse lidt under omrøring til det er lysebrunt. Pisk så stegeskyen i, lidt ad gangen. Det bliver en meget tyk dej de første par gange der hældes væde i. Det skal op og syde, før der hældes mere væde på. Gentag til du har brugt al stegeskyen og står med en jævn og tyk sovs, der bobler lystigt i gryden. Lad den koge igennem mindst fem minutter under jævnlig omrøring.

Hvis sovsen er meget tyk, kan du spæde op med lidt kogevand fra kartoflerne, eller bare almindeligt vand. Hvis den er for tynd, må der en smørbolle i. Rør to tsk hvedemel ud i to tsk blødt smør og pisk halvdelen i den kogende sovs. Lad det koge et par minutter. Gentag med resten, om nødvendigt. Husk at sovsen tykner, når den bliver køligere.

Til slut smages sovsen til. Brug lidt tid på det, for det skal gøres ordentligt. Det er ikke sikkert, at salt er nødvendigt, for stegen har allerede afgivet en del. Smag på det og tilsæt lidt ad gangen. Giv sovsen et skud peber, men ikke for meget, og måske lidt fløde, heller ikke for meget. Et par spiseskefulde, max. Tag sovsen af varmen og rør citronsaft i, og måske en lille smule brun farin eller ribsgele, til at runde sovsen af. Til allersidst dryppes lidt kulør i. Ikke for meget! Det farver som en sindssyg. Hvis den skal stå lidt før servering, får den bare lov at hvile i gryden. Lige inden den skal bruges, sættes den tilbage på blusset og varmes igennem mens den røres med et piskeris, så evt. skind opløses igen.
Så er den klar til at blive hældt i skåle eller sovsebåde og glædelig jul.

Mandelmælk fra Middelalderen

okt18

Mandelmælk

Hvis man er sådan en, der synes det er lidt sjovt med middelaldermad, så har man brug for en opskrift på mandelmælk. Der er lidt forskellige måder at lave det på, men i sin essens er det et udtræk af knuste mandler. Om man vil smutte mandlerne først afhænger af hvor fin og hvid mælken skal være. Det er også frivilligt om man vil sigte mælken gennem et klæde eller bare blende mandlerne til fint pulver. Sidstnævnte løsning giver en mere tyk og grynet mandelmælk.

Nedenstående opskrift er på tyk mandelmælk. Vil man have den tyndere, kan der efterfølgende røres ekstra kogende vand i. Brug den i alle opskrifter, der kræver mandelmælk.

Middelalderlig mandelmælk:
Mængde: 2,5 dl

50 gram smuttede, finthakkede mandler
2,5 dl kogende vand

Hæld vandet over mandlerne og lad det trække fem minutter. Blend det hele sønder og sammen til en glat, tyk væske og så er den klar til brug.

Mandlerne kan også sigtes fra gennem et fint klæde og bruges til bagning.