Notre-Dame de Paris, detalje.

Okay, indrømmet – Paris var ikke den første by, der poppede op på min indre lystavle, da jeg skulle udvælge de bedste begynderbyer for den ensomme vandringsmand, M/K. Det er en stor og travl by, der kræver lidt forberedelse, hvis man skal have det bedste ud af den. Men det var også en af de første byer, jeg besøgte alene, helt uden at mestre andet fransk end “bonjour” og “s’il vous plaît”. Jeg havde selvfølgelig den fordel, at det ikke var mit første besøg i byen, men 15 år er lang tid, og der var store områder af byen, jeg aldrig havde set. Med andre ord: jeg var totalt klar til eventyr i storby, jeg ikke kunne huske så meget af.

For en person med mine interesser (historie, kirker, middelalder, KAGE) er Paris nærmest den ultimative pakke. Alligevel har jeg sådan et mærkeligt had/kærlighedsforhold til byen. Det er verdens mest besøgte by – alligevel bliver der ikke sagt ét ord på engelsk, når metroen pludselig går i stå og lyset går, dybt nede under jorden. Det er verdens mest besøgte by, og ingen i informationen på Gare Montparnasse kan tale et ord engelsk. Det er verdens mest besøgte by, og store dele af Louvre er udelukkende skiltet på fransk. Jeg har mere end én gang været ude for sikkerhedspersonale i lufthavnen, der knap kan føre en samtale på engelsk, når min BH bipper i metaldetektoren. Seriøst, i lufthavnen? Og så alle de forbandede lufthavnsstrejker. HVORFOR, FRANKRIG?!

Ahem.

Marie Antoinette fra Carl Marletti

Nå, men jeg ender altid med at tage tilbage efter et års boycut fordi, well, det er Paris og jeg savner Notre Dame og kagerne fra Carl Marletti. Og fordi den menige franskmand som regel er flink og rar og fordi ikke-offentligt ansatte godt ved at en lille smule engelsk er en god ide, hvis man gerne vil tjene penge på turister. Det er sjældent et problem at klare sig med engelsk, man skal bare huske den Gyldne Regel:

Husk at sige “bonjour”, når du træder ind i en forretning og får øjenkontakt med en ansat. Hvis det er et stormagasin eller et museum, så er det ved kassen eller i billetlugen, der skal siges bonjour. Det er nærmest sådan en grundpille i det franske samfund, og hvis man glemmer det, så kan man godt regne med at få sig en dårlig oplevelse, eller i det mindste en sur ekspedient, der lader som om hun ikke forstår hvad man siger.
Jeg har fået lært mig en (meget lille) bid fransk, hvilket har gjort tingene nemmere – især fordi det altid er mig, der bliver spurgt om vej, når jeg er i Frankrig. Jeg må se meget hjemmevant ud. I virkeligheden er det bare fordi jeg går rundt i kronisk fransk sukkerkoma, og så ser man altid afslappet og upåvirket ud.

Ikke så meget varme i januar.

Selvom franskmænd har ry for at være nogle sure snobber, så er det nok det land, hvor jeg er blevet modtaget med mest varme. Jeg har fået sveskeforedrag på børnehavefransk (så jeg kunne følge med) af entusiastisk sveskesælgerdame. Jeg har fået små fransklektioner af butiksejere og museumspersonale og tjenere, så jeg kunne bestille to kugler is og købe en billet og bede om et glas vin. Jeg er blevet guidet gennem billetautomaten i den parisiske metro af nogle unge fyre, der mest af alt lignede nogen, der skræmte gamle damer i fritiden. Indrømmet, frekvensen af den type oplevelser er større i franske byer, der ikke er Paris, men sådan er det med storbyer.
Jeg har selvfølgelig også mødt idioterne, der opfører sig som det er en personlig fornærmelse at jeg lige vælger at handle i deres butik, men den type har jeg mødt de fleste steder. Pånær i Bergen og Beijing.

Hvis du planlægger en tur til Paris og googler lidt rundt, vil du sikkert støde på en masse råd omkring påklædning. De går altid ud på at man skal klæde sig som en franskmand, ellers så *gisp* kan folk se at man er en turist! ÅH NEJ EN TURIST. Det er som regel noget med at man skal gå i sort, gå med halstørklæde, aldrig gå i jeans og aldrig gå i tennissko. Lad være med at stresse over det. Gå i dit almindelige tøj, du skal ikke assimileres. Jeg går i vandresko, fordi jeg godt kan lide mine fødder, og himlen er endnu ikke faldet ned i hovedet på mig. Til gengæld er der nogle fordele ved ikke at se alt for turistet ud, men det har mere noget med lommetyve at gøre. I så fald er det smart at droppe joggingsættet, de hvide tennissko og mavebæltet. Ikke at det er en beklædning jeg ofte ser danskere i…

I det hele taget er Paris en destination, der inspirerer mangen en drøm og er katalysator for en hel del frankofilt hysteri. Man kunne nok tåle at tage en slap-af-pille og bare nyde turen.

Blink blink!

Men hvad skal man så lave, nede i Byernes By? Du kan:

– se alle de oplagte turistattraktioner. For det første er der masser af smukke kirker. Saint-Germain-des-Pres, Saint Sulpice, Madeleine, Saint-Denis (ligger ikke i centrum), og en hel masse andre. Notre Dame, den kæmpestore katedral, er meget, meget smuk og meget gratis at komme ind i. Og meget overrendt. Tag derind tidligt, kl 8 om morgenen. Så er der mest roligt.
Eiffeltårnet er også ret imponerende, omend det er noget overvurderet at betale for at komme op i det. Bare kig på det. Efter solnedgang er der lysshow hver time, det er ret fedt. Louvre og Tuilerierne, den fine have der hører til. Der kan man spadsere sig en tur. Gå en tur langs Les Grand Boulevards og glo på stormagasinerne. Det er især Boulevard Hausmann, der er god for shoppelysten. I det hele taget kan man gå sig nogle fede ture, især i 5. og 6. arrondissement.

– spise dig fed i kage. Man skal spise kage i Paris, for de har nogle afsindigt dygtige konditorer. Tjek mit blogindlæg om De Bedste Kager i Paris for tips. Og ellers køb det, der ser godt ud.
Smørbagte croissanter koster ingen penge, og de kan endda købes i supermarkederne, hvis der er en afdeling med frisk brød. Tjek ingredienslisten for beurre (smør) og hold dig fra dem, hvor der står huiles végétales (vegetabilsk fedtstof).

– gå på museum. Der ligger guld og venter. Sæt en dag af til Louvre, og lad være med at bruge hovedindgangen. Gå igennem det underjordiske indkøbscenter Carrousel du Louvre – der er direkte adgang fra metrostationen “Palais Royal – Musée du Louvre”, hvor linje 1 og 7 kører fra. Ellers er der en indgang på rue de Rivoli. Køb din billet i automaten og gå amok i malerier, skulpturer, sarkofager og meget andet godt. Kvaliteten er generelt høj på Louvre, højere end på mange andre store kunstmuseer. Den ægyptiske samling er ret sej, men Mona Lisa er lidt overvurderet. Du kan forlade museet og komme tilbage senere samme dag, hvis du trænger til lidt frisk luft.
Musée National du Moyen Âge (middelaldermuseet) er også et besøg værd, hvis man kan lide middelalder. Musée d’Orsay er meget berømt og fuld af (adr) impressionisme. Og ellers er det bare at google. Udvalget er stort.

– gå ned i katakomberne. Gys for alle pengene! Bunker af knogler. Ikke for de sarte.

– Tag ud til Versailles. Haverne er lidt kedelige, men selve slottet er awesome. Book en tur i kongens private fløj, den er ikke åben for turister og dermed heller ikke så crowded.

– Spis ost og baguettes og crepes til du segner.

– Brug tid på bare at gå rundt og glo. Vær spontan og ungdommelig. Tag billeder af alle broerne over Seinen. Eller af alle duerne, det kan man nok få noget tid til at gå med. Spis macarons på Madeleinekirkens trapper, tæl rytterstatuer (der er mange), gå på salon du thé, skriv pralende updates på facebook, gå på Naturhistorisk Museum og gys over den konserverede kyklop-kat og de mange montrer med dyreindvolde i Galerie de Paléontologie et d’Anatomie comparée. Spis mange croissanter. Gå meget bagefter.

Og alt muligt andet. Google er din ven, og Paris er nok en af de byer, der findes allermest online materiale om. Der er nok at lave og nok at finde ud af.

Praktiske links:

Paris by Train – guide til alt, der handler om offentlig transport i Paris. Der er endda en guide til billetautomaterne.

Paris Forum, Tripadvisor – et forum til folk, der går alt for meget op i Paris.

Parisinfo – det franske turistråds officielle hjemmeside med bl.a. en aldeles glimrende liste over museer.

Parisermåger

Og med disse vise ord, vil jeg afslutte denne alt for lange artikel med et par praktiske tips, jeg gerne ville have kendt til, de første par gange jeg var afsted:

Sifs godeste Parisertips:

– rejs udenfor turistsæsonen. Paris er ikke sjov om sommeren. Det er dyrt, varmt, det er proppet, der er bunkevis af lommetyve og køer overalt. Rejs i oktober-april. November til februar er den absolutte lavsæson (juleugen og nytårsaften undtaget). April er en meget smuk måned, hvor ting er sprunget ud og grønne, og ikke helt så proppet som sommeren.

– hvis du lander i Charles de Gaulle lufthavnen kan du tage RER B ind til centrum. Alle togene på perronen kører til Paris, men hvis der står KARI eller KALI på skærmen ud for toget, er det lyntoget. Og det kan anbefales at man hopper på, for det stopper ikke i alle forstæderne nord for Paris. Husk at holde øje med din taske.

NB: Husk at gemme billetten, for når man kører i RER-togene, samt på visse ruter af Transilien togene, skal man bruge den for at komme ud igen. Skulle du stå i den situation at din billet ikke virker, når du vil forlade perronen, så er der to muligheder: Gå hen til informationsvinduet, der som regel er på større stationer, og sig at din billet ikke virker. De vil som regel bytte den eller åbne gaten for dig. Er der ingen infostand (eller er den lukket) så gå ej i panik. Som regel er der en “Aide Aux Voyageurs” knap ved gaten, som man kan trykke på og håbe at nogen taler engelsk. Alternativt kan du tage toget til en anden station, og håbe at du har bedre held med en bemandet infostand der. Og i yderste konsekvens kan du være nødsaget til at hoppe over gaten. Desperate situationer, og alt det der. Bare vær forberedt på at det kan koste en bøde.
Hele det her tåbelige RER system kombineret med nul engelsk information er en af de virkelig svage punkter i det parisiske maskineri. Jeg hader RER togene.
Man skal ikke bruge billet for at komme ud af metroen, det er kun RER og Transilien.

– Har du en stor kuffert, så tag en taxa. Metroen er et helvede, når man har stor kuffert, for der er kun trapper de fleste steder.
Følg skiltene til den officielle taxakø, ignorer mændene inde i ankomsthallen, der gerne vil have dig med i deres ulovlige pirattaxa. Skriv hotellets adresse ned på en seddel og giv den til chaufføren. Så skal han nok fræse dig ind til byen. Bliv ikke nervøs hvis han bander og svovler på fransk hele vejen ind, det er lidt en livsstil at være kronisk sur over at der er andre på vejene.

– Bosæt dig så centralt du har råd til. Jeg bor altid på dette her hotel, Hotel Paris France, som er helt og aldeles basic uden så meget som en elkedel. Men det ligger godt, personalet er venlige, og priserne er rigtig gode for Paris. Det er rigtig rart bare at kunne gå ud af døren og slentre ned ad gaden i retning af de pæne ting, uden at skulle med Metro, hvis man ikke lige gider det den dag. Den er ellers nem at bruge, metroen, og kan spare mange kræfter. Tjek hvilket metrostop, der ligger tættest på dit hotel. Så kan du nemt komme hjem hvis fusserne begynder at strejke.

– Tag gode sko på. Man kan nemt rakke 15-20 km op når man går rundt i Paris, og det er bare så totalt nederen at få vabler. Jeg går altid i Meindl. ALTID. Også herhjemme. Også når jeg skal i teateret eller lignende. Jeg får aldrig nogensinde vabler i dem. Edit: Da mine sidste Meindl blev slidt op købte jeg et par Skechers Relaxed Fit med memory foam. Det er som at gå på en sky og de er noget smartere end vandreskoene.

– Pas på dumme lommetyve. De kan godt være et problem, nede i Paris. Det bedste værn er at gøre livet besværligt for dem. Hav dit pas i en inderlomme eller lad det blive på hotellet (i en aflåst kuffert eller lign) hvis du ikke skal bruge det den dag. Bær en lukket skuldertaske (lynlås+flap med velcro eller spænde), tag kun de kontanter du skal bruge, og hav et ekstra kreditkort liggende på hotellet. Lad ikke mobilen ligge i jakkelommen. Og husk at nyde ferien alligevel. Der er masser af historier på nettet omkring de gængse svindelnumre. Du kan google dem hvis du vil, men pas på ikke at skabe grobund for paranoia. De ligger ikke på lur for at rulle dig, det øjeblik du træder ud på gaden. Brug din sunde fornuft, og sørg for at have en Plan B til hvis uheldet alligevel er ude. Rejseforsikring, ja tak.

– Hold fast i din metrobillet til din rejse er slut og du har forladt stationen. Det koster €50 at blive snuppet uden billet, og de tjekker også folk, der er stået af toget. Så behold den.

– Undgå pariserselvsving. Det er en by, ikke en eventyrbog. Nyd turen, og husk at franskmænd også spiser på McDonalds.

Wroom!

Zürich, dag 4 var:

– hjemtur, denne gang noget mere tøvende end normalt. Det er længe siden jeg har nydt et sted så meget. Zürich, det kan anbefales, også som solodestination. Det er nemt at finde rundt, der er styr på tingene, den offentlige transport er aldeles brilliant og gennemført, vandet i kanalen er klart (wtf? Det har jeg aldrig set før). Eneste ulempe er at det er dyrt. Og når jeg siger dyrt, så mener jeg samme priser som hjemme i Danmark. Man er jo, som bosat i et af verdens dyreste lande, vant til at frydes over billigheden, når man rejser udenlands. Især i Tyskland. Det er smukt.

– en sidste tur på tagterassen med dertilhørende fly. Det er ved at være den tid på året, hvor vejret bliver dårligt og besøgsterasserne lukker. Så det var årets sidste flyfototur. Jeg må nøjes med Københavns Lufthavn de næste par måneder – men det er nu heller ikke så dårligt.

Næste tur går til New York om nogle uger (blogning kan forekomme), men først har jeg lige et tema, der skal skrives færdigt. Og bagefter er det ved at være tid til at tænke på den årlige julekalender. Hvor blev året af?

Zürich, dag 3 var:

Zürich og vand og huse

– well, Zürich. Søndag var flyfri dag. Det står endda vistnok i Biblen. “Og på den syvende dag tog Herren ej billeder af fly, thi hverken kamera eller fly var opfunden.” Så jeg tog ind til Zürich for at beskue den gamle bydel. Man kunne vel nok også trænge, efter alle de moderne flyvemaskiner.

– sporvognstur. Der er flere måder at komme ind til Zürich ude fra den dersens lufthavn. Den hurtigste er futtoget. 12 minutter tager det. Men jeg havde spottet at der kørte en sporvogn. Hele vejen fra lufthavnen og ind til hovedbanegården i Zürich. Jeg skulle da med sporvogn! 40 minutter tager det, og så får man en fin lille sightseeing ud af det også.

Landesmuseum i Zürich.

– Nationalmuseet, også bedre kendt som Landesmuseum. De lokker med at det ligger i et slot, og det gør det også. Et lillebitte slot. Desværre er der ikke ret meget originalt interiør at skue, og det eneste rigtig gamle var lukket af. Men der var en spændende udstilling om reformationen. Det var ikke blide sager, man udsatte folk for efter den reformation. Jeg er ikke sikker på at jeg synes man bør fejre den, når den lige om snart til næste år har 500 års jubilæum. Men det kan jeg skrive mere om til den tid.

Skeptisk måge.

– en måge, der trippede nervøst når mit kamera klikkede.

Violin er mit yndlingsinstrument. Well, lige efter obo og orgel og fagot.

– avanceret gademusikant. Han filede løs på sin violin med megen talent, men ikke nok med det, han startede hvert nummer med at spille på den som en guitar. Det optog han så, og brugte som baggrundsmusik til violinstrygningen. Arh men jeg var så imponade at jeg var nødt til at tømme min møntpung ned i violinkassen.

Grossmünster. Mængden af imponade var ganske lille.

– katedralskuffelse. Tænk, jeg tror aldrig jeg har set en (gammel) domkirke, der var så kedelig. Tør som en kiks. Man måtte ikke fotografere indenfor, og for en gangs skyld var jeg forholdsvis ligeglad.

Heldigvis var resten af Gamle Zürich både smuk og nuttet. Næste gang skal jeg afsætte noget tid til at drage ud i naturen også.

Ikke romere, men skakspillere.

– kæmpeskak på Lindenhof, toppen af en temmelig stejl bakke midt i den gamle bydel, hvor der boede nogle romere dengang i Romertiden, da Schweiz var en del af det Store Romerske Rige.

– chokolade. Der er et eller andet over schweizisk mælkechokolade, og jeg sørgede for at sample flere varianter.

Man skal aldrig gå ned på chokolade.

Zürich, dag 2 var:

En Edelweiss Airbus A340 bliver gjort klar i hoved og mås. Den skal til Rhodos.

– mere lufthavn. Jeg bor på hotel i lufthavnen, fordi jeg som udgangspunkt er hernede for at kigge på fly. Det er en fin lufthavn, med styr på tingene og masser af skilte. En klar modsætning til Frankfurt (hvor jeg spottede fly for en lille måned siden), der nok kunne trænge til nogle ekstra pegepinde. Schweizisk effektivitet – jeg kan lide det. Måske skal man prøve at flyve Swiss næste gang man skal til USA.

Mit yndige navn

– korrekt stavet navn på Starbucks. Ekspedienten sagde ikke engang “hva?” Det er en stigende trend, måske er Sif ved at blive et modenavn? Jeg har stavet det på både fransk (eees, yyy, efff’e), tysk (ez, iih, eff) og engelsk (ess, ai, eff). På et tidspunkt gik jeg under navnet “Sam”, men da jeg også havde måtte stave det et par gange (!!) gav jeg op og besluttede at leve med “Syf” og “Seph”.
Jeg købte en pumpkin spice latte, hvilket tilsyneladende er gået hen og blevet et symbol på tåbelige blondine-mennesker, der ikke ved hvad kaffe er. Af samme årsag føler jeg mig af og til en smule pinligt berørt over at bestille dem. Jeg har lyst til at vise dem et billede af espressomaskinen derhjemme. Se, jeg kan godt lide rigtig kaffe. Godtnok kun med rigelig mælk, men stadig!

Det er Gruntz øverst til venstre.

– verdens mest nuttede sparegris. Jeg indrømmer at jeg købte den. Jeg har døbt den Øf Gruntz.

Rejsen Til Amerika

– FLERE FLY. Hvis man er i Zürich Airport, kan man komme op og vade rundt på taget af to af terminalerne. Terminal B har åbent hver dag, mens Terminal E, der ligger lidt væk, kun er åben i weekenden og om onsdagen (og har lukket november-april). Der er både legeplads og toiletter og en lille café, og det er meget populært at tage herud og glo, hvad enten man er sådan en flyspotter eller bare skal have en hyggelig lørdag med familien. Man kan se hele lufthavnsområdet og glo på flyene når de taxier ud eller letter. Det er i sandhed spas, og det koster 5 franc at komme ind.

Denne dingenot er det første rutefly af typen Bombardier CS100 – det er en helt ny flytype, og det er pt. kun Swiss, der har den.

Hvis man vil ud til Terminal E, skal man med en lille shuttle bus fra Terminal B. Det er gratis, for man har jo allerede betalt indgang. Man går hen til billetlugen og beder om en gratis billet til shuttlebussen. Så går man ti skridt rundt om hjørnet, hvorefter man prompte afleverer den igen. Jeg er ikke helt sikker på hvad det skal gøre godt for, men måske er det noget med at tælle hvor mange, der bruger bussen.

Dikkerdikkerdik!

Det er i alt fald noget sjovere at stå ude på Terminal E, for der er markant færre mennesker, og man har frit udsyn til kortbanen, hvor alle de små fly letter. De små, tykke fly. De er så nuttede, er de.

Mmm hindbær. Jeg elsker hindbær.

– kage. Hvis en by har et berømt konditori, så er det absolut obligatorisk at prøve det (medmindre det er La Glace, så kan I bare springe over). Sprüngli er lidt af en institution her i Schweiz – well, der er i alt fald mange butikker, så det går jeg ud fra at de er. Jeg købte pligtskyldigt en kage. En Himbeerrahm-Pâtisserie, hvilket er betyder “Hindbærflødekage” på en besynderlig blanding af tysk og fransk. Man er vel i Schweiz. Den var iøvrigt aldeles glimrende, men jeg måtte sgu også bløde 9 Franc for den. Det er 61 kroner… så er den vist også betalt. Men Schweiz er bare hamrende dyr.

Godt brød er lykken.

– Fletbrød. Butterzopf er en rigtig klassiker. Det pureste hvide hvedefletbrød af sød og fed gærdej. Det smager afsindigt godt, og man kan få det overalt, enten som store brød eller som små brød. Jeg købte et stort.

Man skal aldrig gå ned på brød.

Zürich, dag 1 var:

HB-ION fra Swiss. Et artigt fly.

– at stå op kl 4.45 og tage i lufthavnen, hvor dette yndige fly holdt og ventede på mig. Og lidt på de andre passagerer. Men mest på mig.

Det var også en med Red Bull og vodka

– morskab fra morgenstunden. Første spottede jeg dette aldeles anvendelige kit i lufthavnen. Dernæst købte jeg noget mousse, af den slags man putter i håret. “Den er god, den der,” sagde den pilskaldede ekspedient. “Jeg bruger den hver dag.”

Airbus A380 er verdens største passagerfly. Halen alene er 14 meter høj!

– fly. Og masser af dem. Jeg er hernede for at fotografere store, tykke fly.

Avro RJ100 har en lillebitte hale.

Og små tykke fly.

Edelweiss er en alpeblomst, der er mere sjælden end køn. Men det er også et flyselskab.

Og fly med blomster på halen.

Birchermüsli. NAM NAM!

– birchermüsli. Jeg ELSKER birchermüsli. Den helt klassiske version er havregryn udblødt i æblejuice natten over og dernæst blandet op med friskreven æble og mælk. Som regel får man dog en lidt mere luksuriøs udgave hvor der er forskellige slags gryn, lidt nødder og rosiner – ja en reel müsli er det vel egentlig – og frisk frugt, rørt op i yoghurt. Det. Smager. Så. Godt. Man kan få det overalt. Selv Starbucks har det.

– træthed. Det er i sandhed hårdt at være en globetrottende verdensfarer. I seng, det er hvad jeg skal.

For jeg skal tidligt op og spise birchermüsli.

Ikke Lübeck, men Notre Dame i Paris.

I 1995, da jeg kuns var en sprød 14 årig, pakkede min mor et par kufferter og slæbte os stakkels forsvarsløse børn med til Paris. Dengang var det meget almindeligt at man tog bussen. Afsted fredag eftermiddag og bum, 18 timer senere stod man foran hotellet. Totalt smart.

Jeg var instant Pariserfan. Vi vadede byen tynd og skosålerne tyndere og besøgte Versailles og EuroDisney og La Defense. Det var hedebølge og vi var nødt til at købe nogle shorts til mig, fordi jeg normalt kun ville gå i lange bukser, og derfor ikke havde taget andet med. Teenagere!

Udover at indpode mig med en temmelig vedholdende begejstring for Byernes By, så var turen også startskuddet til et liv fyldt med ægte begejstring for at se nye steder. Jeg kan nemlig tydeligt huske at jeg en af dagene tænkte: det er jo nemt, det her. Jeg har totalt meget styr på Paris. Når jeg bliver stor, vil jeg rejse hele tiden.

Og det er jeg naturligvis glad for den dag i dag, for det er virkelig noget man kan bruge når man skriver blogindlæg eller erindringer. Det giver ligesom en snert af skæbne, som med Mozart, der komponerede symfonier allerede inde i sin mors mave ved at sparke hende taktfast i blæren. It was meant to be.

Lübeck i solnedgang

Men selvom skæbnens gudinde på klar og tydelig vis havde prikket på min skulder, skulle der alligevel gå 15 år før jeg endelig tog alene afsted. Rejsefeberen havde forlængst sat sig kronisk, så jeg havde en del udlandsrejser under bæltet, men ingen soloture. At jeg endelig tog springet skyldtes mest manglen på venner, der også gerne ville bruge alle deres penge på rejser istedet for “børn, bil og bolig” og lignende kedelige voksenting. Den slags har aldrig har interesseret mig. Jeg ville ud og se mere af verden. Der var kun én løsning: at tage alene afsted. Så jeg bookede en tur til Lübeck i Tyskland, så jeg kunne kigge på middelalder.

Som tidligere skrevet er jeg ikke et modigt menneske overhovedet. Jeg var ved at dø aftenen før afgang. Hvis det ikke var fordi Klidmoster Kattepasser havde været der som moralsk støtte, var jeg måske ikke engang kommet afsted om morgenen. Men da jeg først sad i toget mod Tyskland blev jeg noget roligere. At tage et tog, det kunne jeg da finde ud af. Og jeg overlevede totalt meget. Jeg havde fire rare, middelalderfyldte dage i marcipanbyen, hvor den gennemsnitlige turist enten er japaner eller pensionist. Og selvom jeg havde forbigående stunder, hvor jeg brugte uforholdsvis meget energi på at være bange for at blive overfaldet (i Lübeck…!), og hvor jeg sov en hel eftermiddag væk fordi det tærede på energien med alle de nye ting, så står turen tilbage som en awesome oplevelse. Jeg gik lange ture med mit kamera. Jeg var på museer og så på gamle ting. Jeg besøgte kirker og købte alt for meget marcipan hos Niederegger. Jeg var endda på café to gange i vanvittige anfald af overmod. Den ene gang talte jeg med en pensionist om at bordene var meget tunge at flytte.

Med andre ord: Det var en god ide, og det var kun begyndelsen.

I 2014 gentog jeg succesen og havde en noget mere afslappet tur til Marcipanbyen, og i mine øjne er det den absolut perfekte begynderby, især for dem, der måske ikke er helt sikre på om de overhovedet kan lide at rejse alene. For mig, der elsker historie og middelalder og marcipan, er den ganske særligt perfekt, så derfor vil jeg naturligvis anbefale den til alle i hele verden.

Düvekenstraße og de berømte gotiske huse.

Lübeck er:

– nem at komme til. Der går direkte tog fra København H. Man kan også tage fra Århus eller Fredericia, men så skal man som regel skifte tog et par gange. Ikke fordi det er svært, men man skal i alt fald ikke pakke 40 kg kuffert. Lübecks hovedbanegård ligger i gangafstand fra Holstentor, der er indgangen til den gamle bydel. Med andre ord: Ingen grund til at løbe rundt efter taxa eller bus hvis man har bosat sig tæt på Holstentor, hvilket man sandsynligvis har.

– lille og nem at finde rundt i. Den interessante del af Lübeck ligger på en lillebitte ø. Med andre ord: så længe man ikke går over en bro, skal man virkelig være en spade for at fare uigenkaldeligt vild.

– hurtigt set. To eller tre overnatninger er nok til en god smagsprøve.

– et oplagt sted at tage på kanalrundfart. For mig, der ELSKER at sejle, er det ret optimalt.

– sikker, i alt fald inde i centrum. Lommetyve og sultne duer er den største trussel, og så kan man også blive lænset noget så grundigt for sine penge inde i Niedereggers marcipanbutik, i alt fald hvis man som jeg er til falds for den slags.

– fyldt med små grønne pletter, gamle kirker, gamle huse, museer, butikker og cafeer. Der er et strøg med noget shopping til dem, der kan lide den slags, og masser af brosten. Heldigvis ikke af den toppede slags.

– meget smuk i oktober, når bladene bliver røde. Og meget fyldt i sommerferiens højsæson, samt i december, hvor det berømte julemarked finder sted.

– en by, der er nem at slippe væk fra igen. Togbilletter er noget helt andet end de ufleksible flybilletter, der ofte er røvdyre at købe i allersidste øjeblik. Hvis du hader Lübeck, kan du bare gå op på stationen (eller ind på bahn.de) og købe en billet hjem. Bum.

Jeg kan anbefale følgende pæne ting til øjet: Marienkirche, Lübecker Dom, Holstentor og museet indeni (masser af trapper!). Jeg kan anbefale at gå en tur langs floden (der meget passende hedder Trave, hø hø) og kigge på de gamle huse. Lübeck er en gammel Hanseby, et europæisk handelscentrum. Meget rig og magtfuld i middelalderen. En kanalrundfart bør man også tage, man kan stå på ved Holstentor og få sig en dejlig lang tur hele vejen rundt. Jeg tror jeg gav €12 for sådan en herlighed.

Knas fra Niederegger

Og Niederegger, et marcipankonditori, må man absolut se. Marcipan er så afgjort en del af Lübecks identitet. De påstår af og til at marcipanen blev opfundet i Lübeck – det er lyv, men en sjov historie. Læs den her: Marcipanens Historie.
I Niederegger sælger de alt med marcipan. Også kaffe med marcipansmag. Køb det ej! Deres små marcipanbrød med forskellige smag er som regel et indkøb værd. Især dem med sprut. Udvalget af marcipanfigurer er awesome – auberginer og citroner og kastanier og grise og æbler og alt muligt mærkeligt. Jeg kommer altid hjem med mere marcipan end jeg egentlig burde, men det smager jo glimrende, skidtet.

Jeg ville også gerne anbefale St. Annen Museum, der er proppet til randen med middelalderlig kirkekunst og ligger i et gammelt kloster. Kræs for kendere, siger jeg bare. Smuk bygning. Smuk udstilling. Desværre er opsynspersonalet ikke særligt venlige hvis man kommer til at overtræde en af de usynlige regler, de ikke lige gad skilte med. Såsom at det er verboten at skrive en sms derinde (?), og man skal så absolut lægge sin taske i garderoben (fair nok, men så sig det dog fra starten. Eller sæt et skilt på døren). På den anden side er det selvfølgelig en ganske særlig oplevelse at nogen brøler JUNGE FRAU!! gentagne gange efter en, når man er tre måneder fra at fylde 34… man må tage hvad man kan få. Men når man ellers anser sig selv for at være noget af en velopdragen museumsveteran, der bare gerne vil gå i fred og nyde de ormædte Madonnastatuer, er det en bizar oplevelse pludselig at blive behandlet som et uartigt skolebarn. Både i 2010 og i 2014. Altså! Det kunne de nok tåle at arbejde lidt på. De får i alt fald ikke flere af mine penge.

Ellers har jeg kun gode oplevelser med museumspersonalet dernede, især i Holstentor og Marienkirche. Mit tyske egner sig mest til at læse, og ikke så meget til at tale, men det gik fint med engelsk.

Så Lübeck – min absolutte anbefaling som Den Bedste Begynderby. Den største fare er at du keder dig halvt ihjel, men hvis du kan forestille dig stille gåture i smuk middelalderby og langs kanalen og måske en bid marcipan, så er du allerede godt på vej til en god ferie. Og hvis du tager toget fra København er der indlagt en færgetur fra Rødby. Det er nok værd at tage med.

Der kommer flere byanbefalinger, også til dem, der måske ikke lige gider pensio-middelalderferie, men først skal jeg et smut til Zürich og kigge på fly og kirker. Hvem ved, måske er det også en god begynderby. Det finder jeg ud af i weekenden. I mellemtiden er her nogle gode links, når du skal planlægge din Lübeckertur:

Praktisk planlægningsdims til Lübeckerfarende personager:

Køb dine togbilletter på Bahn.de. Vælg dansk eller engelsk. Eller tysk, hvis du kan læse den slags. Vær forberedt på at toget kan være en time forsinket, når du skal hjem til Danmark igen. Det kommer helt fra Berlin. Tre ud af tre ture (den ene fra Berlin) havde denne forsinkelse. Så indlæg en tidsbuffer, hvis du skal nå hjem i seng i god tid.

Søg efter hoteller på hotels.com eller booking.com – husk at tjekke hotellets egen hjemmeside også, det kan være billigere, og små hoteller vil helst have at man booker direkte.

Brug Google Maps, Wikitravel, Lonely Planet og Tripadvisor til at finde seværdigheder, supermarkeder, museer og hvad du ellers mangler. Der er rigeligt af alle tre ting. Og sikkert også af det du ellers mangler. Der er også mange ænder, hvis du mangler det.

Seattle, dag 4 var:

Barnes & Noble, Bellevue.

– Bellevue, den fine forstad på den anden side af Lake Washington. En halv time i bus, så er man fremme. Her er skyskrabere, nåletræer og huse til så mange penge, at man knap turde kigge på dem. For en gangs skyld var det også næsten solskin (Seattle er regnvejrsbyen), og jeg vandrede i bogfyldte haller hos Barnes and Noble. Alt var godt.

En hel gang fyldt med slik, forklædt som morgenmad.

– Quality Food Center. Supermarkedsshopping er altså virkelig det mest awesome, og QFC vinder helt klart prisen for bedste biks. Deres grøntafdeling er crazy stor og velforsynet (og grøntafdelinger er generelt ikke noget, der fylder så meget i supermarkederne herovre), og der var en “Natural&Organic” afdeling, hvor alt var økologisk eller lod som om det var sundt. Jeg købte Poptarts. De var ikke økologiske.

Så. Meget. Morgenmad!

– Morgenmadshylderne i QFC. Mængden af kornbaseret spises-med-mælk-på morgenmad er en evig kilde til fryd for simple personer som mig. Så kan det hjemlige sortiment af guldkorn, cornflakes, poppet korn og müsli godt gå hjem og lægge sig. I dette lillebitte udsnit af den økologiske hylde, kan vi f.eks se bønneflager (hvide bønner, linser og kikærter) der spises med mælk som om det var cornflakes! Jeg ville ønske jeg havde købt nogen, bare for at se om der er mening med galskaben.
Der er sprøde majskugler i to farver (gul og lilla), der er flager og kugler af hvede, quinoa, majs, hørfrø, ris og amaranth, der er fuldkornsudgaver af de gængse typer børnemorgenmad med navne såsom Chocolate Koala Crisp og Cinnamon Jungle Munch, der er Polar Puffs og Comet Crispies – eller hvad med Snackimals? Små knasende puffede dyr, morgenmadsversionen af en populær småkage til børn. Lidt ligesom hvis Karen Wolf begyndte at lave morgenmad og kaldte det Franske Vafler. Men hey, det er øko. Og bare for en god ordens skyld, hvis Karen Wolf begyndte at lave Franske Vafler, The Breakfast Version, så ville jeg totalt meget købe en pakke.

Puget Sound med bjerge i baggrunden.

– Bjerge. Det klare vejr gjorde det endelig muligt at se flødeskumstoppene ovre på den anden side af vandet. Når man ikke er vant til sneklædte bjerge, så kommet det let til at virke som en uvirkelig kulisse. Men de er ægte nok, sne und alles.

Pariserhjul for alle pengene.

– Pariserhjul! Seattlehjul? Der var ingen kø, så et par runder i dødsfælden var et must. Fra toppen af hjulet var der en enestående udsigt til Mount Rainier, det absolut mest berømte bjerg på egnen, kun lettere dækket af skyer. Jeg fik kun ganske få hjerteanfald af højdeskræk på den første tur op til toppen, derefter var det smooth sailing hele vejen rundt og rundt og rundt igen.

– Chipotle. Tex-mex fastfood – og overraskende godt. De udmærkede sig særligt ved at have online bestilling, så man bare kunne valse ind på det aftalte tidspunkt, betale og få sin helt egen pose udleveret. Der er få ting i livet så godt som guacamole lavet på frisk avocado.

Det skulle da lige være en kop kaffe tidligt om morgenen.

Dag 3 i Seattle var:

Kampfly på rad og række

Museum of Flight.

Mit fly det har tre haler, tre haler har mit fly.

Fantastiske, gennemførte, flyspækkede Museum of Flight.

Wroom wroom! Caproni Ca 20 er klar til ikke at flyve nogen steder.

Der var gamle fly, som f.eks dette Caproni Ca 20 fra 1914. Blot 8,24 meter langt, med et vingespænd på 7,8 og selvom det mest af alt ligner en papmachémodel, kan det flyve 165 km i timen i fem kilometers højde! Et smukt lille manøvredygtigt krigsfly, der aldrig blev sat i produktion, fordi den italienske regering hellere ville have bombefly end skydefly. Min historiske interesse overgik for en kort stund min afsky for våben.

Og det var heldigt, for der var virkelig mange krigsfly.

Royal Aircraft Factory S.E.5a

Der var firkantede fly, som denne S.E.5a fra Royal Aircraft Factory fra 1917 – dette er dog kuns en replika, men jeg er vild med den firkantede næse. Efter sigende var dette britiske fly så godt designet, at selv amerikanerne måtte indrømme at det, trods udseendet, ikke bare var en traktor med vinger.

Warhawk

Der var scary fly, som denne Curtiss P-40N, også bedre kendt som Warhawk. Amerikanerne brugte flyene under angrebet på Pearl Harbor i 1941, og så kan man måske forestille sig hvad de små japanske flag under cockpittet betyder. Hint: det er krigsversionen af et hak i sengestolpen.

Fly, fly og flere fly.

Der var krigsfly og passagerfly og vandfly og postfly og dronefly og pedaldrevne fly og små fly og store fly og fly i mellemstørrelsen.

Goodyear FG-1D Corsair

Der var så mange af dem at jeg til sidst blev helt rundtosset og måtte ind på cafeen og indtage en sandwich opkaldt efter ovenstående skyfræser, Corsair. Goodyear FG-1D Corsair, med foldevinger og kæmpe propel, bygget i 1945 og designet til at stå på et hangarskib og fylde ganske lidt. Lige præcis dette fly blev fisket op af Lake Washington i 1983, efter at have ligget der siden 1950.

Fantastisk fly. Dårlig sandwich.

Boeing 377 Stratocruiser. Kilde: San Diego Air and Space Museum Archive

Andre highlights inkluderede stor udstilling om flyets historie – det var her jeg fik øjnene op for den umådeligt grimme og helt fantastiske Boeing 377 Stratocruiser, samt dens ligeså grimme kusine, fragtflyet Guppy. Der var et gammelt Air Force One (en Boeing 707 fra 1958, der var præsidentens helt eget flyvende kontor), der var en Concorde og der var en kopi af en af NASA’s rumfærger og en model af Hubble teleskopet, som jeg nok kunne tænke mig at pille på. Der var så mange ting, at mit kamera til sidst løb tør for batteri.

Efter mange timer, var der kun tilbage at tage bussen “hjem” til downtown Seattle, med flade fødder og et brændende ønske om at eje sin helt egen Boeing 747. Mon den kan stå på parkeringspladsen derhjemme?

Seattle, dag 2 var:

Valentine’s Day. Der var hjerter overalt. Hjerter og dårlig chokolade.

Let brugt latte.

Cafe Fonté var en undtagelse. Ikke et hjerte at se. Kun dejlig kaffe og luksusmorgenmad så langt øjet rakte.

Egentlig hørte der et pocheret æg til retten, men det blev skiftet ud med bacon.

Der var pork belly med pastinakpuré og en bacon, der smagte som om at der burde have været tre gange så meget på tallerkenen. Der var omelet med indisk krydret svinehak og sød kartoffelmos og surdejstoast og hashbrowns, og der var eggs benedict med ægte hollandaise. Det var smukt og godt.

Og så direkte op i Macy’s og prøve tøj. For hvis man ikke kan passe sit nye tøj med vommen fuld af god mad, så kan man aldrig bruge det i livets bedste stunder.
At købe tøj i Macy’s er en fornøjelse, når man hænger og dingler oppe i toppen af de “normale” størrelser, men stadig rent faktisk har en talje. Derhjemme kan jeg til nød købe en formløs sæk, men i USA kan jeg få designerkluns og fine kjoler og vælge og vrage, fremfor at tage til takke med den mindst grimme klud i H&M.
Kort sagt, det er ikke de danske tøjbutikker, der får glæde af mine surt opsparede skillinger, og sådan har det efterhånden været i mange år.

Hylder fyldt med bageting. Jeg havde lyst til at prøve det hele. Selv pandekagepulveret med spiret korn. Måske endda især det.

– Whole Foods. Hvis man kombinerer USA’s færdigmadskultur med helsekostbevægelsen, så får man et supermarked fuld af outreret færdigmad. Og selvfølgelig også masser af råvarer og en glimrende grøntafdeling, omend der er overvægt af udskåret, skyllet og færdigpakket grønt. Hvis man er veganer, mælkeallergiker eller har cøliaki, så vil man muligvis dåne af fryd over udvalget. Og hvis man er kødspiser, vil man lige læse etiketterne ekstra grundigt, så man ikke får købt sig en tofupølse eller en råvegansk chokolademousse istedet for den ægte vare – som de selvfølgelig også har. Det er både et helt fantastisk og helt forfærdeligt supermarked.

43 kr for 62 gram dehydreret kål.

Der var kålchips og broccolichips.

Kokosbacon? Baconkokos? Grisenødder?

Og der var kokoschips med baconsmag. Et koncept, jeg aldrig kommer til at forstå.

Brunt sukker, hvidt sukker, groft sukker, fint sukker, sukker af dadler og palmer og rør. Ikke en roe i sigte.

Men også masser af forskelligt sukker, som jeg nok kunne tænke mig at prøve at bage noget med. Kokospalmesukker, sucanat (uraffineret rørsukker), flormelis, rørsukker, turbinadosukker, dadelsukker, muscovadosukker og sukkerknalder! Og hylder med alle mulige mærkelige slags mel, med og uden gluten. Og krymmel med naturlige farvestoffer og en fantastisk flødeis med kaffe, hjembragt i en stor, lilla køletaske med “Whole Foods” trykt på siden.

Og så er den lilla!

Den glæder jeg mig til at bruge derhjemme. Så tror jeg nok lige at de andre kunder i Føtex kan se hvor berejst og økologisk og sofistikeret jeg er, selvom min kurv er fuld af Pepsi Max og kopnudler.

Dag 1 i Seattle var:

– At stå op kl 2.45 og være næsten vågen og klar til at hoppe på KLMs pyjamas-fly kl 6.00 til Amsterdam, hvorfra Delta ville sørge for at jeg nåede helskindet frem til Seattle.

Nogen havde bygget et snefly.

– Sne. Sne overalt. En kombination af glat føre og fly, der skulle af-ises på vej ud til startbanen, forsinkede os med en hel time.

Hvis de lavede sådan en kop i porcelæn, ville jeg købe den.

– Blå sandwiches og møllekaffe at fordrive tiden med. KLM er dedikerede til Hollandsk kultur. Engang fik jeg chokolade, fordi jeg fløj på kongens fødselsdag.
Heldigvis var der god tid til flyskiftet i Amsterdam. Jeg kunne mageligt placere min mås i flysædet efter at have forsikret tre forskellige Deltamedarbejdere om at jeg kun fløj med egen bagage, eget elektronisk udstyr og at ingen havde holdt tasken for mig på noget tidspunkt.

– En 9 1/2 timer lang flyvetur med Delta. Det var en glimrende tur, sædet var behageligt, og der var god benplads, selvom billetterne var så billige, at de måske kunne have været sluppet afsted med bare at binde mig fast til vingen. På inflight entertainment systemet kunne man se 3 afsnit af Bones sæson 10, hvilket jeg straks sørgede for at få gjort. Bagefter så jeg Midnight in Paris.

Vegetarlasagne med dims

– Den bedste flymad, jeg har fået på economy class. Ikke at der skulle så meget til, men sidste gang (Finnair) kunne jeg på ingen måde klemme maden ned.

En udmærket latte

– Ventekaffe inden der kunne tjekkes ind i ferielejligheden. Seattle er åbenbart stedet, hvor alle kaffebarer fødes. De er overalt. Og hvilken passende drik, når man har været vågen i 20 timer og samtidig skal forsøge at justere sit indre ur til at sengetiden falder 9 timer senere end i Danmark. Valget faldt på Caffe Ladro af den ene grund, at der var plads. Men det viste sig at være en ganske glimrende kaffe, og man kunne få hampemælk i. Jeg fik ikke hampemælk i.

Seattle er en progressiv by. Her er klistermærket på en Starbucks

– Spraglede klistermærker på nogle af butikkernes døre – mest kaffebarer. Safe Space er et samarbejde mellem Seattles politi og butikker og skoler, der skal være med til at stoppe vold med homo/biseksuelle, transkønnede og generelt bare folk, der falder udenfor heteronormen. Det er rart at se noget åben støtte til den regnbuefarvede del af befolkningen. Go Seattle! Amerikas Forenede Stater består af mere end bare evolutionsbenægtere, abortmodstandere og homofober. Det kunne de lære noget af i Mariager.

Tilsyneladende gælder den som morgenmad.

– Min første poptart. En cherry poptart. Det er en slags virkelig dårlig hindbærsnitte uden hindbær, men med kirsebær, der varmes i brødristeren, hvorefter det stadig er en virkelig dårlig hindbær kirsebærsnitte, nu bare varm. Jeg er særligt fascineret af glasuren, der overhovedet ikke smelter i brødristeren? Hvad er den lavet af, og skulle jeg mon købe varianten med chokolade og skumfidus?

– Jetlag. Dette blogindlæg er skrevet midt om natten. Send mere kaffe. Jeg skal bruge energi, hvis jeg skal nå at besøge alle bagerierne og kaffebarerne på min liste.