Seattle, dag 2 var:
Valentine’s Day. Der var hjerter overalt. Hjerter og dårlig chokolade.

Let brugt latte.
Cafe Fonté var en undtagelse. Ikke et hjerte at se. Kun dejlig kaffe og luksusmorgenmad så langt øjet rakte.

Egentlig hørte der et pocheret æg til retten, men det blev skiftet ud med bacon.
Der var pork belly med pastinakpuré og en bacon, der smagte som om at der burde have været tre gange så meget på tallerkenen. Der var omelet med indisk krydret svinehak og sød kartoffelmos og surdejstoast og hashbrowns, og der var eggs benedict med ægte hollandaise. Det var smukt og godt.
Og så direkte op i Macy’s og prøve tøj. For hvis man ikke kan passe sit nye tøj med vommen fuld af god mad, så kan man aldrig bruge det i livets bedste stunder.
At købe tøj i Macy’s er en fornøjelse, når man hænger og dingler oppe i toppen af de “normale” størrelser, men stadig rent faktisk har en talje. Derhjemme kan jeg til nød købe en formløs sæk, men i USA kan jeg få designerkluns og fine kjoler og vælge og vrage, fremfor at tage til takke med den mindst grimme klud i H&M.
Kort sagt, det er ikke de danske tøjbutikker, der får glæde af mine surt opsparede skillinger, og sådan har det efterhånden været i mange år.

Hylder fyldt med bageting. Jeg havde lyst til at prøve det hele. Selv pandekagepulveret med spiret korn. Måske endda især det.
– Whole Foods. Hvis man kombinerer USA’s færdigmadskultur med helsekostbevægelsen, så får man et supermarked fuld af outreret færdigmad. Og selvfølgelig også masser af råvarer og en glimrende grøntafdeling, omend der er overvægt af udskåret, skyllet og færdigpakket grønt. Hvis man er veganer, mælkeallergiker eller har cøliaki, så vil man muligvis dåne af fryd over udvalget. Og hvis man er kødspiser, vil man lige læse etiketterne ekstra grundigt, så man ikke får købt sig en tofupølse eller en råvegansk chokolademousse istedet for den ægte vare – som de selvfølgelig også har. Det er både et helt fantastisk og helt forfærdeligt supermarked.

43 kr for 62 gram dehydreret kål.
Der var kålchips og broccolichips.

Kokosbacon? Baconkokos? Grisenødder?
Og der var kokoschips med baconsmag. Et koncept, jeg aldrig kommer til at forstå.

Brunt sukker, hvidt sukker, groft sukker, fint sukker, sukker af dadler og palmer og rør. Ikke en roe i sigte.
Men også masser af forskelligt sukker, som jeg nok kunne tænke mig at prøve at bage noget med. Kokospalmesukker, sucanat (uraffineret rørsukker), flormelis, rørsukker, turbinadosukker, dadelsukker, muscovadosukker og sukkerknalder! Og hylder med alle mulige mærkelige slags mel, med og uden gluten. Og krymmel med naturlige farvestoffer og en fantastisk flødeis med kaffe, hjembragt i en stor, lilla køletaske med “Whole Foods” trykt på siden.

Og så er den lilla!
Den glæder jeg mig til at bruge derhjemme. Så tror jeg nok lige at de andre kunder i Føtex kan se hvor berejst og økologisk og sofistikeret jeg er, selvom min kurv er fuld af Pepsi Max og kopnudler.