En af Finnairs labre larver, en topmoderne Airbus A350

Jeg skal hermed bekendtgøre en kortvarig pausefisk i juleblogningen. Der er sket det at jeg for et par dage siden satte mig ind i et fly i Københavns Lufthavn og forlod det igen i Helsinkis Lufthavn og et par timer senere satte mig ind i et markant større fly og pludselig var jeg i Tokyo.

Mount Fuji til morgenmad

Tokyo, hvor morgenmaden har udsigt til Tokyo Tower og Mount Fuji. I alt fald morgenmaden fra mit hotel.

Caretta Winter Illumination 2018

Tokyo, hvor man tager lysforurening meget seriøst.

Kit Kat butik på Tokyo Station.

Tokyo, hvor KitKat er en fuldgyldig gave og souvenir og fås i en million forskellige smage, de fleste af dem ganske uspiselige. Og dyre! Denne gang købte jeg jordbær/pistacie, jordbær/ahornsirup og smør (!). Man kan også få dem med banansmag, og de står øverst på indkøbslisten.

Grøn te på Tonkatsu Suzuki.

Tokyo, hvor den grønne te gerne er gratis og med fri opfyldning på de traditionelle restauranter – her en tonkatsu-restaurant, hvor man serverer pankopaneret gris. I sandhed et smukt koncept.

Gadepynt i Shibuya

Tokyo, hvor fortovene kan være festlige.

Kapibara-san, en nuttet kapivar, der er glad for at bære ting på hovedet.

Tokyo, hvor man reelt kan dø af nuttetheds-overload.

Reklamer!

Tokyo, hvor bygningerne samtidig fungerer som reklamesøjler. Nogle steder er der lyd på.

Ostelatte hos Excelsior Coffee, Shibuya.

Tokyo, hvor en “fromage tea latte” rent faktisk ER en the-latte med ost på toppen. Så har man da prøvet det med.

Candy-A-Go-Go, Harakuju

Tokyo, hvor personaleuniformerne kan være en smule alternative. Måske en idé til Magasin Mad&Vin? Og ja, jeg købte enhjørningeslikket på reklamen i baggrunden.

Ginza

Tokyo, hvor man ynder at spærre hele gader af fra tid til anden, så folket kan spadsere på kørebanen. Det føles luksuriøst at gå og brede sig midt på gaden mens bilerne pænt må køre en anden vej.

Takeshita Street i Harakuju

Tokyo, hvor man på den anden side også kan opleve at gå som sild i en tønde…

Crepe fra Cafe Crepe Laforet Harakuju – med flødeskum, jordbær og banan

… men hvor man også kan stoppe sig med læssede crepes…

Eclairs fra ZakuZaku. Almindelig creme til venstre, jordbær til højre.

… og fyldte eclairs med krokant! Frokosten blev efterfølgende droppet…

Ikke sildesalat, men sushisalat.

… men det gjorde aftensmaden ikke. Hotelmiddag med sushisalat og sashimi fra Daimarus gourmetafdeling.

Sashimi og blendet tun.

Så kan man lige holde til det.

Sainte-Cécile – domkirken i Albi.

Okay, måske ikke alle katedralers moder – så gammel er den slet ikke, men i løbet af de sidste 7 år er det lykkedes domkirken i Albi at opnå nærmest mytisk status i mit hoved. Ikke mindst fordi de første par forsøg på at komme ned og se den gik i vasken af forskellige årsager.

I maj i år lykkedes det endelig. Intet kunne stoppe mig denne gang – ikke engang fransk sporarbejde, der begrænsede de tilgængelige afgangstider en hel del. Jeg stod op kl 6 i to graders frost og tog toget en times køretur østpå, fra Toulouse til Albi, mens temperaturen langsomt klatrede op til 25 grader. Der er ikke noget som sydfransk forsommer. Man fryser om morgenen og får hedeslag til frokost.

Det er nogle store fødder.

Sainte-Cécile ligner mere et fort end en kirke. En tur rundt om ydersiden minder temmelig meget om en vandretur ved foden af en stærkt befæstet borgmur. Et naturligt resultat af nogle af de evindelige hvem-er-kristen-på-den-rigtige-måde-opgør, man havde i middelalderen. Den katolske kirke vandt (igen), og så byggede de en god solid befæstet kirke med 2 1/2 meter tykke mure (!) og en ligeså fed mur rundt om de tilhørende kirkelige sidebygninger. De forkerte kristne blev brændt på bålet, for sådan yndede man nu engang ofte at bortskaffe den slags afvigere. Det sender også et stærkere signal end hængning, må man sige.

Det Sidste Tårn

I midten af 1800-tallet besluttede man at gøre hele møjet syv meter højere – fra 33 til 40 meter – for at skjule en ny tagkonstruktion, der skulle lukke det oprindelige tag inde. Det viste sig nemlig at taget lækkede, og den slags er aldrig særlig smart. Derfor er kirken hul mellem taget og loftet. Historien melder dog ikke noget om, hvorvidt man valgte at indrette et tørreloft i dette hulrum. Det kunne ellers have været smart.

Oprindeligt valgte man i samme omgang at udstyre hver enkelt stræbepille (de høje vægtfordelende støttesøjler) med et fint lille tårn på toppen. Det var indbyggerne i Albi dog ikke meget for, og efter megen næverysten og mumlen i krogene endte det hele med at tårnene blev pillet ned igen og kun et enkelt stod tilbage, lige på måsen af kirken. Der står det den dag idag og ser underligt malplaceret ud. Måske skulle de havet lade dem sidde – det ville have peppet kirken en hel del op.

Man skal stå stille, når man kigger op, ellers snubler man så nemt.

Når man træder ind i kirken, bliver man dog i rigt mål kompenseret for den blege facade. “Farverig” er ét ord, man kunne bruge til at beskrive indmaden. “Voldsom” er et andet. Nogen ville måske begive sig ud i mindre høflige udtryk såsom “vulgær,” men uanset ordvalg er det svært at komme udenom at den er ganske imponerende. Hver en flade er dækket af malerier, skulpturer og gotiske stenhuggerier.

Snedigt brug af dagslys.

Der er gratis adgang til kirkeskibet (den vestlige halvdel, der hvor man sidder når man er til gudstjeneste), men skal man ind og se højkoret, så må man have et par euro op af lommen. Jeg mener det kostede €5, så det var ikke så galt. Her kan man blandt andet se denne statue, snedigt placeret direkte under et vindue, så dagslyset samles til guddommelige stråler, der oplyser Maria hin Jomfruelige og den Liden Jesus.

Nordvendte vinduer over indgangen til højkoret

Og selvfølgelig selve højkoret, der er rigt udsmykket og meget svært at fotografere.

Dommedag på middelaldersk

En af de mere berømte udsmykninger er denne lille tegneserie om Dommedag, malet på to fede søjler, der står direkte under orglet. Her kan man beskue hvorledes man vil ende sine dage, hvis man spiser for meget kage og glemmer at skrifte. Billedet ovenover er kun et lille udsnit af denne fresko. Jeg brugte lidt tid på at stå og fundere over hvordan man mon har kunnet forlige kirkens overdådighed med den åbenlyse fordømmelse af grådighed og begær, der bliver fordømt lige dér, på vestvæggen i deres egen svinedyre katedral.

Pænhed overalt.

Det skinner muligvis igennem at jeg havde det lidt blandet med Sainte-Cécile. Der er slet ingen tvivl om at der er en meget, meget smuk kirke. Kvaliteten af håndværket er enestående hele vejen igennem. Den slår andre berømte katedraler med flere kilometer. Men den har ingen sjæl. Jeg fik ikke den der sædvanlige “aaah” følelse, jeg ellers gerne fyldes med, når jeg træder ind i gamle kirker. Følelsen af at træde tilbage i tiden, at være i et rum, der rent faktisk bliver brugt af mennesker. Sainte-Cécile blev bygget som et fort og en magtdemonstration af kirkens top, og det bærer den præg af. Den er kold og uinspirerende.

Med andre ord, det var lidt af et antiklimaks. Sådan kan det gå. Jeg fortryder intet.

Efter 7 dage i Chania bestod jeg af lige dele honning, olivenolie, ost og turkish delight. Sådan føltes det i alt fald. Og efter mange lyksalige måltider føler jeg at det er min pligt, som uselvisk EU-borger, at informere om hvor og hvad der er godt at få.

Restaurant Arismari, Chania.

Arismari
Akti Kountourioti 55
Chania 731 31

Arismari ligger i den vestlige og knap så travle ende af den ellers noget turistede havnefront. De serverer lokal mad, og det gør de aldeles glimrende. Vi spiste der to gange, så en del af menukortet blev afprøvet. Jeg spiste blandt andet grillede sardiner, braiseret lammeskank, risotto lavet på noget, der hedder “trahanas” (en fermenteret blanding af hvede og mælk eller yoghurt), græsk salat og til dessert fåremælksis og min nye favorit: sfakianopita. Det er en slags tyndt fladbrød med fyld af Mizithra (en lokal friskost), stegt på panden og overhældt med honning. Så. Mega. Godt. Hvis du ser den, så spis den. Den kaldes som regel sfakian pita eller sfakian pie på de engelske menuer.
Alt var godt. Pånær kaffen. Drik ikke kaffen.

Well of the Turk, Chania.

The Well of the Turk
Sarpaki 1
Chania 731 00

Chania var under osmannisk herredømme i et par hundrede år, noget man stadig kan se spor efter i den lokale cuisine. Men hvis det ikke er nok at stoppe sig med loukoumia (turkish delight), så kan man også gå på tyrkisk restaurant, og denne her kom med varme anbefalinger. Den var noget kringlet at finde, ikke mindst fordi den på hjemmesiden angivne adresse ikke findes på Google Maps. Brug den, jeg har skrevet ovenover istedet. Gult hus, blå stole, så ved du at du er fremme.
Kortet er ikke så stort, og alt hvad vi fik, var lækkert. Vi kunne høre på gruppen af danskere bag os, at det samme gjaldt for dem. Især nogle filodejsruller med kylling var ganske fantastisk, og min vegetariske hovedret af arabisk fladbrød med ost, spinat, safran, mandler og rosiner førte mig tilbage til mine mellemøstlige middelalderkogebøger. Baklava med is fuldendte måltidet, og der var bonuspoint for de nuttede katte, der ynder at tigge ved de udendørs borde.

Delish, Chania

Delish
Tsouderon 32
Chania 731 32

Det tætteste vi kom på et stamsted den uge vi var i Chania. Til sidst blev vi genkendt, men det hjalp sikkert også at vi heppede på det samme hold som deres chauffør, da de viste Euroleague Basket på TV’et.
Delish er en ægte gyrosbiks. Gyros er lidt det samme som kebab, kød i lag på et stort spyd der står og drejer rundt. Forskellen er krydringen, og så det faktum at man hernede bruger svinekød. Der er også kyllingegyros, spidstegt kød, grillede grøntsager, salater og andet “fastfood”. Jeg blev stor fan af deres kyllingespyd, der blev serveret med fritter, fladbrød og yoghurt. Min Bedre Halvdel indtog et par omgange gyros, ligeledes parkeret på et lag fritter, fladbrød og yoghurt.
Stedet er hyggeligt og afslappet og maden er aldeles fantastisk. Vi gav €14-16 for to omgange hovedret med sodavand til.

Bougatsa Chanion, Chania

Bougatsa Chanion
Apokoronou 37
Chania 741 00

Den lokale udgave af bougatsa er tilsyneladende nærmest blevet kult. Sprød filodej med fyldt af varm, letsaltet friskost med sukker (og kanel) på toppen. Hvordan kan man leve uden? Jeg er i alt fald fan. Så vidt jeg forstod det er der to forskellige steder, der sælger denne type bougatsa. De ligger næsten lige ved siden af hinanden, og nogen foretrækker den ene mens andre foretrækker den anden. Jeg fik kun spist på den ene, så det er den, jeg kan anbefale. Konceptet er ret enkelt. Man køber et stykke (eller flere) bougatsa, enten til at spise på stedet eller til at tage med hjem. Et stykke til at spise her koster €3, mens tage-hjem-prisen er efter vægt. Når man har bestilt, bliver den fine bougatsa hakket i mindre stykker og serveret med en gaffel og et glas vand. Man kan så selv drysse med sukker og kanel efter lyst. Hvis man taler græsk, kan man sikkert også bede damen gøre det. Hun kunne ikke engelsk, men venligt fingersprog var vejen frem. Man kan også købe kaffe og andre drikkevarer.
Skulle man få lyst til at prøve den anden café – Bougatsa Iordanis – så ligger den på samme vej, bare i nummer 24 istedet. Begge skulle være fremragende, så det er bare med at komme igang.

Coffee Lab, Chania

Coffee Lab
Κυδωνίας (Kidonias) 65
Chania 731 35

Kaffe må man have. Det lykkedes at opstøve en vaskeægte kaffebar med det ligefremme navn Coffee Lab. Sådan en hvor de håndpolerer bønnerne og vejer kaffen og har eget mikroristeri. Her blev der indtaget adskillige mængder næsten-perfekt cappucino og lige så meget næsten-perfekt espresso (intet er helt perfekt, men vi var tæt på her). Stedet er meget lille og meget hyggeligt og jeg kan anbefale en cappucino på deres brasilianske bønne. Kaffen er rimelig billigt – omkring €2,5 for en cappucino, latte eller dobbelt espresso. Betjeningen er god, og de taler glimrende engelsk.

Starbucks
Zampeliou 2
Chania 731 31

Denne aldeles ugræske og meget amerikanske kaffekæde skal nævnes fordi den ligger fantastisk nede ved havnen, sjældent havde kø, kodefrit kundetoilet, og kronisk ledige pladser i de bløde sofaer under halvtaget udendøre. Jeg skal ikke sige om den er lige så tom i højsæsonen, men den var glimrende når man trængte til en rolig pause et uproppet sted i en god sofa med en bette latte i hånden.

Det venetianske fyrtårn i Chania

Nede på havnen i Chania, Kreta, ligger der et fyrtårn. Det er bygget af venetianerne, som dengang ikke hed italienere, thi Venedig var en republik, der bestod af Venedig samt nogle store klatter land omkring Adriaterhavet. I starten af 1200-tallet valgte de at udvide matriklen med øen Kreta – selvfølgelig inklusive Chania, der dermed kom til at hedde Canea og være under venetiansk herredømme i intet mindre end 400 år. Det hele fik en ende i 1645, da osmannerne kom og smed dem ud. Sådan kan det gå.

I løbet af de 400 år fik venetianerne bygget sig en imponerende havnefront, der senere skulle vise sig at være gavnlig for turismen samt de lokale sælgere af selfiestænger og køleskabsmagneter med oliven på.

Havnen og bymuren (og fyrtårnet) i Chania

Både havnefronten og fyrtårnet står der endnu, sammen med en høj og meget venetiansk bymur. Det hele fremtræder dog i en noget restaureret udgave. Der har været en del krige, og den slags er sjældent blidt ved de ydre forsvarsværker. I dag er det et glimrende sted af spadsere sig en tur, især hvis det er meget varmt, for det kan godt finde på at blæse ganske kraftigt.

Høje bølger (og fyrtårnet) i Chania.

Der kommer høje bølger og skumsprøjt, og det er fantastisk at stå oppe på muren og beskue de vilde vover.

Genoldige skumsprøjt (ved siden af fyrtårnet) i Chania.

Men pludselig er man nødt til at gå ned i læ og tørre saltvandet af sit kamera.

Heste og vogne (og et fyrtårn i nærheden) i Chania.

Bagefter, når man har opnået en moderigtig, vindblæst saltvandsfrisure, kan man gå ned og kigge på de fine små heste spændt for fine små vogne. De fleste ser ud som om de bliver godt behandlet, og for €20 kan man køre som en konge gennem den gamle bydel.

Undlad at køre med heste, der hviler på forbenene (bagbenene er ok, som den hvide hest på billedet så fint demonstrerer), har slidmærker under seletøjet, tjavset pels, meget synlige hofteben eller som generelt ser utilpasse ud.

Lystfisker (der har udsigt til fyrtårnet) på havnen i Chania.

Man kan også fange sig sin helt egen sardin.

Havnen (uden fyrtårnet) i Chania.

Til sidst kan man sætte sig på en af de mange restauranter og få noget i skrutten.

Som det så ofte gør sig gældende i turistcentrum, kan det være en udfordring at finde noget godt, men hvis man bevæger sig ud på den vestlige side, i den ende hvor indsejlingen og fyrtårnet befinder sig, kan jeg anbefale restauranten Arismari. God betjening og masser af lokal mad. Jeg blev især begejstret for desserten sfakianopita, en slags fladbrød med indbagt friskost, serveret overhældt med honning. Det er en kretensisk specialitet, og hvis du ser den, så spis den! Jeg har tænkt mig at lave en, når jeg kommer hjem.

London har mange fly

En af de finere detaljer ved London – udover den lette adgang til god Earl Grey te, samt de rige muligheder for at æde sig halv fordærvet i clotted cream – er de mange lufthavne, der befinder sig i nærheden. London Heathrow er verdens 3. travleste lufthavn (og et helvede at skifte fly i, gør det ej!), Gatwick ligger heller ikke på den lade side, og den lillebitte London City ligger lige midt i det hele. Det betyder at ethvert besøg i London uværgeligt fører til hold i nakken og forstuvede ankler, fordi nogen kigger op, hver gang de hører et fly. På dette billede ser vi en Avro RJ85 fra CityJet (EI-RJX), min absolutte yndlingsflytype.

Nåja, og statuen står ved Buckingham Palace.

Zürich. En sikker by.

Skriblerier om sikkerhed og lommetyve kan være lidt af en balancegang. Det er vigtigt at være informeret og tage sine forholdsregler, men samtidig er det noget af det mest paranoia-inducerende man kan læse. Pludselig er man overbevist om at tyvebander og svindlere ligger på lur bag hvert gadehjørne, klar til at tackle enhver nyankommen turist. Og sådan er virkeligheden naturligvis ikke. Langt de fleste rejser rundt uden andre problemer end besværet med at finde en ordentlig kop kaffe.

Men mange kommer også hjem en pung, mobiltelefon eller et pas fattigere og en sur erfaring rigere. Der er selvfølgelig ingen 100% sikker metode, men med nogle simple forholdsregler kan man begrænse risikoen for at blive bestjålet. Og man kan sørge for at skaden ikke bliver så stor, skulle uheldet alligevel være ude. Jeg har min egen lille sikkerhedsrutine, og måske kan du blive inspireret.

Jeg rejser mest i Europa, så det er rimelig low-key. Skal du til meget eksotiske destinationer, kan der være flere/andre forholdsregler, og så er google din bedste ven. Og nu, tips:

– Begræns den mulige skade.

Jeg fordeler altid mine værdier, så jeg ikke er helt på røven hvis min pung (eller hele tasken) skulle “forsvinde”. Jeg medbringer forskellige betalingskort til forskellige konti. Hvis det ene bliver neglet fra min taske, så har jeg backup enten i en aflåst kuffert, en lukket inderlomme eller et pengebælte under tøjet. Det samme gælder kontanter. Jeg har kun få kontanter på mig. I det hele taget sørger jeg for at det ikke vil være en kæmpe katastrofe, hvis jeg skulle få stjålet min taske. Den indeholder kun mit lommekamera (som kan erstattes), indkøbsnet, snacks og en pung med få kontanter og et enkelt kort. Mobiltelefonen kan jeg også finde på at putte derned. Den vil det være megarøv at miste, men ikke decideret katastrofalt. Jeg har backup af alt “i skyen”.

– Brug en egnet taske.

Jeg foretrækker en skuldertaske, der bæres på skrå over brystet – ikke hængende fra én skulder – og som kan lukkes med lynlås, og som måske endda også har en flap, der lukkes med velcro eller spænder. I taskens indre er der små lommer med egen lynlås, hvor der kan ligge en pung og evt. en mobiltelefon. Den skal også helst være letvægts, for det kan være tungt at gå rundt med sådan en hængende i timevis hver dag. Jeg er altid på udkig efter Den Perfekte Rejseskuldertaske. Den må ikke være flashy, den skal være pæn og anvendelig, gerne mørk farve. Og den skal kunne bruges til hverdag herhjemme også. Jeg har tidligere brugt en Kipling skuldertaske, de har altid så dejligt mange lommer, og er helt normale og populære hverdagstasker.
Jeg har også været glad for min PacSafe Citysafe CS100, der kan låses. Det er en dejlig diskret taske, der ikke skriger “turist!” som den slags “sikkerhedstasker” ellers godt kan gøre, og den vejer ingenting. Nu bruger jeg dog bare en almindelig skuldertaske med flap, lynlås og indre, lukkede lommer. Men “tyverisikret” eller ej, jeg putter stadig ikke uerstattelige værdier i tasken.

Hvis jeg rejser med de store spejlreflekskameraer (Nikon D750 og D500) med dertilhørende objektiver – for eksempel hvis jeg skal fotografere fly, det er efterhånden sjældent jeg har DSLR med på almindelig byferie – så bruger jeg min Lowepro Protactic 350. Det er en fantastisk kamerataske, kort nok til min korte undermåler af en ryg, polstrede skulderstropper og hoftebælte – og bedst af alt: åbningen vender ind mod ryggen. Det er smart. Jeg kan også finde på at bruge den som rejserygsæk uden kamera, fordi den er fast og ikke kan “bules”.

– Se normal ud.

Måske en udfordring for nogen, undertegnede ikke undtaget, men der er mening med galskaben. Hvis du har været ude at rejse, eller måske bare taget dig en gåtur i centrum af en større dansk by i turistsæsonen, så har du måske lagt mærke til folk iført Turistuniformen. Ekstremt afslappet eller ekstremt praktisk outfit. Ikke at der er noget galt med det, men man er et åbenlyst mål for lange fingre, når man ligner en turist, og det vil man måske gerne undvære. Så jeg går i mit almindelige tøj, altså det i den pænere ende. Ligesom herhjemme. I nogle storbyer er det kotyme at være temmelig chic, og så kan jeg godt finde på at sætte håret lidt pænere end normalt, men ellers er det vigtigste at man virker selvsikker.

Jeg er blevet ret god til det. Måske FOR god, for jeg bliver ofte stoppet på gaden af folk, der spørger om vej. Den var helt gal i Bruxelles, så jeg anså mig selv som værende grundigt integreret. I mit almindelige tøj.

– Beskyt dit pas.

Det fleste ting kan erstattes igen, men der er én ting jeg er super duper hysterisk med: Mit pas. Det er den eneste danske legitimation, der er gyldig i udlandet. Intet pas = ingen rejse. Og jeg har ikke lyst til at bruge tre dage på den danske ambassade for at erstatte et stjålet pas, når jeg kunne være ude og gramse på en eller anden gotisk kirke.

Så derfor: Jeg beskytter mit pas som var det Den Hellige Gral. Jeg lader det ikke ligge i en taske, yderlomme eller rygsæk. I nogle lande kan man efterlade det på hotellet i en aflåst kuffert eller et pengeskab, i andre lande er det lovpligtigt at have det på sig hele tiden. Jeg bruger lidt forskellige metoder, alt efter årstid og land. En lukket inderlomme i en lukket jakke er en god ide. Skal jeg på cafe, så sætter jeg mig på jakken og forsøger at undlade at fise alt for meget på mit stakkels pas. Pengebælte/pengekat under tøjet duer også, men kan være lidt ukomfortabelt i det lange løb. Det kan dog godt svare sig hvis man har hænderne fulde af kuffert eller befinder sig i en af lommetyvenes højborge (Barcelona, Rom, ect).
Og er jeg nødt til at have det i min taske, så er det i en lomme, der er et helvede et åbne. F.eks har jeg en taske, hvor flappen kan lynes op til et rum, der går ned langs bagsiden af tasken. Der kan passet snildt ligge, og så har jeg hele tiden en let hånd på tasken.
Man kan få mange snedige hemmelige lommer og gemmesteder. Prøv at google “anti-theft travel gear”, så skal du bare se hvor mange penge man kan tjene på folks paranoia. Det er endda muligt at købe en lille pung, der kan klipses på BH’en… måske skulle jeg designe noget travel gear! Der er tydeligvis et marked.

Hvis jeg er dygtig og husker det, så har jeg også to pasfoto med. Dem skal man bruge for at få et nødpas, hvis nu uheldet alligevel er ude, og så slipper jeg da for at løbe rundt efter en fotoautomat i udlandet.

– Tag en slapper

Jeg har slæbt mig selv rundt i Europa, USA, Japan, Hong Kong og endda Kina (hvor man ALTID ligner en turist), og den eneste gang, jeg har fået stjålet noget, var i Prag i 1995, da jeg lod min rygsæk stå pivåben mens jeg kiggede væk. Du er formentlig markant klogere end jeg var som 14-årig. Jeg har opdaget et par forsøg. En hånd i min lomme i den parisiske metro og en håndtaske, der pludselig var blevet åbnet efter en gåtur gennem en tyk menneskemængde. Men fordi jeg havde taget mine forholdsregler, var der ikke noget at stjæle.

Lommetyve er ikke farlige, de er bare skideirriterende. De går efter de lette ofre. Dem, der hænger deres jakke på stolen med pungen i lommen og lægger deres mobiltelefon på bordet i caféen og har en taske, der ikke kan lukkes og lægger pungen i baglommen. Lad være med at være sådan en, fordel dine værdier, gem dit pas, og nyd så ferien.

Grand-Place i solnedgang

Egentlig havde jeg store planer om daglig blogning fra mine tre overnatninger i Bruxelles, men jeg har ikke lavet så meget andet end at æde, æde lidt mere, glo på gotiske kirker (oh himmel), æde, glo på gamle huse, æde og til sidst spiste jeg også lige en belgisk vaffel.

Hver dag ville bare have været en menu og et billede af en eller anden gammel bygning.

Bruxelles er måske mest en by man forbinder med EU og støv, men hvis man lige gider sætte sig på et fly og tage derned vil man se at det er et ganske uberettiget rygte. Det er en af mine absolutte favoritbyer. En blanding mellem gamle dages storprægtighed som rig handelsby, royalt hovedsæde og nutidens knap så prægtige status med faldefærdige gamle bygninger side om side med velbevarede 1700-tals barokvidundere og store brede boulevarder og et kongeslot, hvor der ikke bor nogen og helt almindelige beboelseskvarterer.

Det er centrum, der er noget ved, og Bruxelles er en by, der nemt kan klares til fods – medmindre man vil ud og se EU kvarteret og Atomium, men det vil jeg ikke, så den eneste form for offentlig transport, jeg har benyttet mig af i Bruxelles, er toget ud til lufthavnen. Resten klarede futskoene.

Belgien er, som nogen måske ved, et tosproget land. Eller det vil sige, det er delt i Flandern og Wallonien og i Flandern taler man hollandsk og i Vallonien taler man fransk. De to delstater har notorisk svært ved at blive enige om noget som helst, og derfor var Belgien efter valget i 2010 hele 589 dage om rent faktisk at få dannet sig en regering.
Bruxelles er en tosproget by, selvom den ligger i Flandern. I praksis er det fransk, man taler, men al skiltning er både på fransk og hollandsk. Det skal man dog ikke bekymre sig så meget om, for langt de fleste taler aldeles glimrende engelsk, helt uden at brokke sig over det.

En kælder under den daværende hovedbygning, den ældste del af Coudenberg, ca år 1200.

Byen sejler i middelalder- og renæssancehistorie, men ikke på den nuttede eller romantiske måde som man ser det i Brugge eller Gent. Man skal grave lidt. F.eks. helt ned under jorden, hvor man kan vandre i ruinerne af et gammelt middelalderslot. Coudenberg. Det blev jævnet med jorden i 1700-tallet og det nye royale kompleks blev bygget ovenpå dele af det. Her kan man vandre som en anden viktoriansk eventyrer, i underjordiske udgravninger. Meget af det er gammel kælder, eftersom man brugte bygningernes gamle fundament til at bygge ovenpå igen. For eksempel er der virkelig mange latrinhuller. Man kan også gå på et stykke gammel gade fra middelalderen, Rue Isabelle. Den ligger dernede under jorden, med brosten og hele molevitten. Så fab altså.

Coudenberg. Gulvet er de grå sten til højre.

Men en af de ting, der begejstrede mig allermest, var dette gulv. Det er gulvet fra den gamle festsal. Det kollapsede direkte ned i køkkenet nedenunder, og så byggede man da bare det nye hus ovenpå murstensbunkerne. Lige der følte jeg lidt at jeg stod midt i vraget af Titanic, the Castle Edition. En af de ting, jeg elsker ved gamle huse (og gammelt dims generelt), er tanken om de mennesker, der har brugt tid på at bygge, skære og snitte og hugge og forme og polere og male og støbe. Og de mennesker, der efterfølgende har gået, sovet, lavet mad, knaldet stuepigen, lagt planer og levet livet i disse huse. I arkæologiske udgravninger er det så meget stærkere, fordi der ikke er nogen, der har haft mulighed for at lægge deres egen historie ovenpå i mellemtiden. Ingen har gået på gulvene eller sat nye ruder i eller skiftet taget, fordi teglstenene blæste af. Og sidst man så dette gulv, blev det brugt til at beværte gæster i 1700-tallet. Det er ikke engang blevet nænsomt restaureret. Et direkte link til fortiden.

Jeg faldt lidt i staver over hvor awesome det var.

Coudenberg
Place des Palais 7
1000 Bruxelles

Entré: €7

Det er samme indgang som til Musée Belvue, og man kan købe en kombi billet, hvis man vil se begge dele.

Grand-Place/Grote Markt i solnedgang og juleglans.

Der er selvfølgelig også de noget mere åbenlyse tegn på tidligere tiders pomp og pragt. Grand-Place er nok den mest berømte. Lidt ligesom det altid er Nyhavn, der bliver brugt som tillokkende (og lettere vildledende) Københavnerturistbrochurebillede, så er det Grand-Place, der er det absolut store tilløbsstykke i Bruxelles. Ikke at det er så mærkeligt, for den er virkelig smuk. Det store sengotiske rådhus alene, er nok til at gøre mig blød i mine små ben, og resten af pladsen er omkranset af nogle meget berømte og smukke barokbygninger, opført i 1700-tallet af de forskellige håndværkerlav i byen. De var tydeligvis meget rige.

Cathédrale des Sts Michel et Gudule

Katedralen må man heller ikke glemme. Den er ganske brilliant og meget meget gotisk. Præcis som jeg kan lide dem. Der bimles med ægte kirkeklokker, og hver hele time lyder der skøn musik, efterfulgt af timeslag. Det skal man unde sig selv at høre, og det kan endog være svært at undgå, for katedralen ligger på en bakketop og larmer ud over den ganske bydel.

Notre-Dame du Sablon

Place du Grand Sablon er en anden, og velsmagende, del af byen. Her ligger en prægtig gotisk kirke, Notre-Dame du Sablon, en af mine personlige favoritter hvad den slags angår. Den er ikke så stor, men dengang i middelalderen blev den bygget og ejet af nogle rige mennesker fra byens bueskyttelav, så den er ganske overdådig. Der knytter sig en legende til kirken, der omhandler en kvinde, en båd og Jomfru Maria. Derfor er der overalt i kirken figurer og billeder af armbrøster, samt en båd med Maria, kvinden og hendes mand. Dem kan man få meget tid til at gå med at finde.

Udover kirken ligger her også en smuk samling af det bedste belgiske chokolade der findes at få. De mest kendte er Pierre Marcolini, Frederic Blondeel, Neuhaus, Godiva, Leonidas og Wittamer, plus et fransk indslag i form af Patrick Roger. Personligt er jeg stor fan af Marcolini og Blondeel, og synes de andre laver noget dødssyg chokolade, men skulle du befinde dig i nærheden, kan jeg kun anbefale at du selv smager og finder ud af hvad du synes om istedet for at lytte til hvad andre skriver. Meget belgisk fyldt chokolade er tungt og fyldigt, og der er jeg nok mere til den mere elegante stil hos de to favoritter. Prøv Marcolinis fyldte hjerter eller pralinés. Han laver også kager, men de får deres eget indlæg. I weekenden er Sablonpladsen vært for et antikmarked, og det kan godt være farligt hvis man er til den slags. Heldigvis var der ingen bøger.

Og ellers er det bare at vandre. Der er smukke kirker, der er en shoppinggade, der er grønne pletter og fine pladser, og det ligger sådan lidt spredt rundt omkring i bymidten.
Byen lider noget under problemfyldte forstæder. I forbindelse med de sidste par års terrorangreb i Frankrig, er bydelen Molenbeek flere gange dukket op som værende hjemsted for mangen en terrorspire, og Bruxelles har som bekendt også selv været udsat for et angreb i marts i år. Derfor vil man se bevæbnet militær og politi rundt omkring i byen. Det skal man ikke lade sig skræmme af, for de er der for at passe på os almindelige dødelige. Selve bymidten føles rar og sikker at være i. Der er en del tiggere og lommetyve, så pas på værdierne. Ligesom alle andre steder.

Der er også et kongeslot – det ligger lige ved indgangen til Coudenberg – og det gamle fiskemarked ved Place Sainte-Catherine og den smukke barokke Begijnhofkerk og den store Avenue Louise, hvor de dyre butikker ligger. Der er også en kæmpe synagoge, men det er som om den er permanent viklet ind i stilladser. Måske bliver de rent faktisk færdige med at restaurere den en dag – jeg glæder mig til at se hvordan den egentlig ser ud.

Alt i alt er Bruxelles et hit, og jeg vil endda kalde den nem for solorejsende individer. Men det er også en god by at dimse rundt med kæresten eller ægtefællen eller vennerne. Sommer, vinter, juletid. Belgien er altid nice. Og folk er helt utroligt venlige.

Og så laver de god øl.

Bruxelles, kort og praktisk:

–SAS og Brussels flyver til Bruxelles Lufthavn (BRU) dagligt, og er generelt begge to dygtige til at lande i den rigtige lufthavn og alting. Der kører et direkte tog mellem lufthavnen og Bruxelles Centralstation flere gange i timen og det koster lige omkring €10, så hut jeg visker. Lufthavnen er hyggelig og med mange siddepladser, så snart man kommer ud i fingeren med alle gates. Det er en LANG finger med mange gates, og jeg brugte muligvis alt for meget tid på at køre frem og tilbage på de rullende fortove i den aftentomme lufthavn. Det var fab. Butikkerne er afsindigt dyre, så lad være med at satse på gaveshopping derude. Køb tingene i Bruxelles. Jeg har set ting, der i supermarkeder koster €3, gå for €9 i lufthavnen.

Man kan også flyve med Ryanair, omend det nok mest er for folk, der ikke er medlem af en dansk fagforening eller SF. Ryanair flyver til Charleroi, en lufthavn der ligger noget længere væk, så transporten er markant længere, og også dyrere. Der er ikke direkte tog til Charleroi. Jeg har ikke prøvet, så jeg ved ikke hvor snappy det er.

– Engelsk tales flittigt, men ellers er Bruxelles fransktalende, så det kan man også give sig i kast med, hvis man er god til det.

– Jeg anbefaler at være snedig og bosætte sig ved bymidten eller Sablonpladsen. Bruxelles er i høj grad en vandre-by, og det er rart at kunne vandre direkte ud i al pænheden. EU-kvarteret er også medvirkende til at der er stor hotelkapacitet. Det betyder man kan score sig nogle billige ferielejligheder, overraskende nok, i sommerferien. Og når EU med jævne mellemrum flytter forretningen til Strasbourg, kan man også få sig nogle gode hotelpriser.

– Fritter må man have. Spis fritter fra en bod, hvor der dufter sådan lidt af oksekødssuppe. Det betyder at de koger fritterne i oksetælle, og det giver nogle afsindigt gode kartoffelpinde. Der er ikke så mange, der bruger det længere (tak for ingenting, sundhedsrøvhuller), men brug din næse, og ellers så spørg, hvis du vil prøve ægte muhkofritter. Google kan også hjælpe. Sauce cocktail er min favoritdyppelse.

– Man kan købe belgiske vafler overalt, ofte totalt overlæssede med flødeskum, chokoladesauce, frugt og is. Man kan også få dem kuns med sukker. Gaufres de Liège er de tunge, gærhævede vafler, mens gaufres de Bruxelles er lette og luftige. Hvad man bedst kan lide, må man selv finde ud af. Og Bruxelles er et glimrende sted at prøve.

– Chokolade er en ting. Som skrevet er Pierre Marcolini min favorit. Prøv hans hjerter eller pralinés. Det er så man græder lidt af glæde. Frederic Blondeel er også et lille geni, og man skal gå ind og spise isdessert på hans salon du thé. Der serveres varm chokolade på hardcore manér: Uden anden tilsat sukker, end den, der er i chokoladen. Det er intens kost. Lidt for stærk til mig.

Skulle man ønske at se andre dele af Belgien, så er Bruxelles aldeles glimrende forbundet med alle de store byer. Antwerpen, Brugge og Gent er alle byer, der står på min liste.

Måske næste gang…

Bryggen, bakker og både i Bergen.

“De er så flinke allesammen,” sagde jeg til Min Bedre Halvdel, da jeg ringede hjem fra Bergen. “I lufthavnsbussen, på hotellet, i kaffebaren, på museerne… ikke så meget i Rema1000, men jeg tror det var fordi at han var teenager og lidt for cool til at smile.”

Og det skulle han jo også bare have lov til. Teenagere møder generelt for lidt forståelse. Jeg kan tydeligt huske hvordan min hjerne føltes som blendet røræg, og hvor rart det var når jeg alligevel blev taget alvorligt, som det kloge, stabile og helstøbte menneske jeg (host) var i den alder.

Nå, men det er stadig det, der står tilbage som det stærkeste indtryk efter min tur til Bergen. Altså venligheden. Det var som om byen bare hvilede i sig selv, trods horder af turister. Jeg skal nok lige love for at kineserne har opdaget Norge. Men det hjælper måske at turist-Bergen stort set er lukket fra september til maj, så de får sig en god, lang og vinterpause.

Hollendergaten, en af de mange småbitte gader med træhuse.

Bergen er en lille, hyggelig by, klemt inde mellem syv fjelde, og i middelalderen var den en stor og vigtig handelsby under Hanseforbundet. Hanseforbundet var en sammenslutning mellem adskillige europæiske handelsbyer, centreret omkring Lübeck (som jeg også anbefaler varmt at besøge). Hanseforbundet havde så meget magt, at de kunne diktere særdeles fordelagtige vilkår for sig selv. Skattefordele, monopoler – kort sagt blev de svinerige. I Bergen var det handel med tørfisk, der bragte rigdom og velstand til byen, og den gamle havnefront ligger der stadig til fri beskuelse og befamling af enhver turist, der måtte slå vejen forbi.

Bergen har en lang og glorværdig historie som hovedstad (idag er det Oslo) og kongeby, og selv i vikingetiden, før Norge fik rigtige byer, lå Harald Hårfager og hans efterkommere og gassede den i kongsgården Alrekstad. Eller Alrekstaðir, som det hed dengang. Læg det sammen med byens status som handelsby, det faktum at der er utallige gode vandreruter i de omgivende fjelde, og så har du essensen af Bergens turisme: Middelalder, fisk og ømme fødder. Eneste ulempe er priserne – Norge er dyr som bare fanden, og på visse områder endda dyrere end Danmark. Og så regner det meget. 200 dage om året, var det vist. Fans af Storbritannien og Irland kan godt begynde at glæde sig.

Jeg kan mærke at jeg virkelig sælger Bergen godt. Tørret fisk, regn og dyr cola. Lad os købe en billet med det vuns!

Fiskesuppen er tyk og heftig i Bergen – sørg for at have rigelige drikkevarer til.

Bergen er en god begynderby fordi:

– Du kan flyve direkte med SAS eller Norwegian, og lufthavnen er så lille, at den er nem at overskue for flyjomfruer M/K. Lufthavnsbussen er en behagelig oplevelse, og den stopper flere steder i centrum, som regel ved et af de store hoteller samt hovedbanegården. Der er WiFi, alting siges både på norsk og på engelsk, billetten kan købes og betales hjemmefra via en app, og bare aktiveres på din mobiltelefon lige inden du stiger ombord. Totalt nemt.

– Det er en meget sikker by. Det er længe lyst om sommeren, og du kan futte rundt sent om aftenen uden problemer, i alt fald inde i centrum.

– Norsk er nemt at læse. Du vil, som dansker, kunne læse og forstå stort set alle skilte og menuer. Du kan tale dansk, i alt fald når du bestiller kaffe og kage eller køber noget i butikkerne eller går på museum. Bare vær forberedt på at få en længere smøre retur på klingende norsk. Engelsk er også alment udbredt, så det kan du bruge istedet.

– Byen er kompakt og kan klares til fods. Der er mange små fine gader at udforske, og mange spændende museer at se.

– Folk er venlige. Har jeg nævnt at folk er venlige? Det er fantastisk.

Gamle Bergen – ej for gangbesværede.

Jeg kan anbefale følgende sunde og rekreative aktiviteter:

– En gåtur på Bryggen. De gamle havnehuse fra da byen var en stor og rig handelsby. Det er vældig nuttet, og så kan man købe alt muligt håndværk i de små butikker, der ligger inde i de snævre mellemgange. Ikke noget plastiklort fra Kina her, det er ægte håndværk meget af det. Og dyrt…

– Gamle Bergen. Et friluftsmuseum i udkanten af Bergen. Der kører bus direkte derud, iøvrigt en ganske pæn tur. Her er gamle huse med gamle ting og endda skuespillere klædt i gammeldags tøj. Sidstnævnte er jeg ikke så begejstret for, jeg vil bare gerne gå i fred og kigge på husene uden at skulle forholde mig til Maren Med Sjalet, der insisterer på at knævre i mit øre. Men det er vistnok ret populært hos almindelige mennesker, så jeg lever med det. Ofte ved de alt muligt spændende om Livet I Gamle Dage, og så kan man lære nye ting og det skal man ikke kimse af.

– Spedalskhedsmuseet (Lepramuseet). Man skal være lidt snedig, for det har ikke åbent så mange dage om ugen (og kun om sommeren), men det er besøget værd. Det ligger i et gammelt hospital, hvor spedalske tilbragte deres liv mere eller mindre værdigt på nogle bittesmå værelser. Det er grumt, det er tragisk, men stadig fint fortalt, uden at blive svælgende i elendighed. Omend jeg løb hastigt forbi amputationssavene.

– Bymuseet i Bergen. Det er ikke ét museum, men en samling af flere. Man betaler fuld pris på første museum (100 NOK i 2016), og derefter får man halv pris på de andre, hvis man viser billetten ved indgangen. Og det skal man gøre, for de fleste af museerne er ikke prisen værd ellers. Spedalskhedsmuseet hører ind under her, og Gamle Bergen.
Udover de to førnævnte kan jeg varmt anbefale Bryggens Museum, der handler om middelalder og udgravninger og spændende ting. Man kan også se Håkonshallen og Rosenkrantztårnet, men ærligt talt er det spild af tid. Det er bare tomme gamle bygninger, set på 10 minutter og absolut blottet for historieformidling.

– Det Hanseatiske Museum og Schøtstuene. To museer, og man kan kun købe en kombibillet, så man kan ligeså godt se begge dele. Og det bør man også. Det Hanseatiske Museum ligger i en ældgammel pindebrændebygning og er indrettet som dengang de tyske torskehandlere boede i det og var rige. Schøtstuene er deres “forsamlingshus”, hvor de mødtes og havde fællesspisning og alt muligt.

– Fløyen og Fløibanen. Fløyen er et af de syv fjelde, og det, der er lettest at komme til. Man går nemlig direkte fra Skansen – en bydel nede ved havnen – og enten følger man en sti op langs “bjerget” eller også tager man kabelbanen, Fløibanen. Jeg valgte at tage kabelbanen op til toppen, hvor der er udsigtspunkt og restaurant og legepladser og sådan (lidt ligesom Himmelbjerget), og så følge den anlagte vandrerute ned igen. En umådeligt smuk tur, hvor man kommer igennem et stykke decideret troldeskov med kampsten og kæmpegraner.
Det er omkring 5 km gåtur, for ruten er anlagt som hårnålesving, hvilket giver en rimelig blid stigning. At dømme efter den lettere anstrengte vejrtrækning på de opadvandrende, er det dog stadig en god gang motion, hvis man ikke er i god form. Turen ned var dog ren svir, så det kan man roligt gøre. Det tog ca. halvanden time i mageligt tempo, inklusive fotostop undervejs.

– Byen helt generelt. Bergen er ikke just en actionpræget storby, men den er smuk og spændende at gå rundt i.

Det Hanseatiske Museum, klart et besøg værd.

Så hvis du ikke er bange for at flyve selv (hvilket du ikke bør være, det er mega nemt), vil jeg absolut anbefale Bergen. Især hvis du er til low key ferie, historie, gamle huse og lufttørret torsk. Den største ulempe er helt klart priserne, det er lige tanden dyrere end Danmark på visse områder, især hvad maden angår. Jeg endte med at bruge omkring 2000 kr over fire dage på mad (supermarkedsmad, cafeer og lign billighed), kaffe, kage (!), museum, myseost (til mor) og den slags fikkumdims. Det er noget højere end samme udskejelser ville have kostet i f.eks Paris, men sådan er det med Norge.
Det er iøvrigt helt normalt at hotellerne serverer et let aftensmåltid, så hvis du gerne vil holde styr på pengene, kan jeg anbefale at booke et sådan. Jeg boede på Hotel Oleana og var godt tilfreds med det.

Jeg var afsted i juli, hvilket må siges at være højsæson. Alligevel var byen ikke rigtig overrendt før det blev lørdag og krydstogtskibene lagde til. Eftersom en del museer og kirker enten er helt lukkede eller har begrænset åbningstid udenfor sæsonen, kan det bedst betale sig at tage afsted i juni, juli eller august. Det er ellers stik imod min normale vane med aldrig at tage på ferie i sæsonen. Men i Bergen kan det godt betale sig. Vejret holdt sig på omkring de 19 grader, så en let jakke var nødvendig.

Bergen er stort set lukket om søndagen, så det er en god dag at tage på vandreture i fjeldene. Og ellers er det bare at hoppe ombord på flyvemaskinen, pakke det store kreditkort og de fornuftige sko og afsted til Bergen. Husk at spise skillingsboller (en slags kanelsnegle) og skoleboller (boller med creme og kokosglasur). Hver dag.

God fornøjelse!

Flyv til Norge ombord på en norsk flyvemaskine.

Gode links til din Bergentur:

Visit Bergen – den officielle turisthjemmeside, god til at få sig et overblik over sagerne.

SAS og Norwegian – i skrivende stund de eneste, der flyver direkte fra København til Bergen. Jeg fløj med SAS og var godt tilfreds med deres indsats. Flyet fløj den rigtige vej og landede i den korrekte lufthavn, både ud og hjem. Alle var glade.
Så vidt jeg kan se er det kun muligt at flyve direkte til Bergen fra København, så jyderne må tage den lange vej over broen eller flyve til KBH fra en af de jyske lufthavne. Da jeg boede i Århus tog jeg toget kl 4 om morgenen for at nå et fly klokken 10 fra Københavns Lufthavn. Hvad man ikke gør for at komme ud at rejse!

Oslobåden (KBH)/Stena Line (Frederikshavn) og Bergensbanen – Hvis du føler dig meget eventyrlysten, kan du flyve eller sejle til Oslo og tage toget nordpå. Det skulle være en vældig smuk tur, som jeg selv pønser på at tage til næste sommer.

Flybussen – planlæg din tur og køb din billet online. Print den ud eller gem den på din mobil. Alternativt kan du downloade appen. Så kan du have din billet klar til aktivering så snart du lander.

Appen Skyss billet + ruteplanlæggeren: En velfungerende app til de lokale busser. Køb billetten i appen ved hjælp af et kreditkort og den indbyggede ruteplanlægger. Det er smart, men kræver selvfølgelig adgang til data i udlandet.

Afgangshallen i Frankfurt Lufthavn.

Egentlig ville jeg have skrevet nogle blogindlæg om hvorfor man godt kan rejse alene selvom man har en kæreste og anbefalet Bergen og Tallin, men jeg står i kuffert til knæene fordi jeg skal flyve til New York i morgen megatidligt. Så, tænkte jeg, hvorfor ikke skrive lidt om Kunsten At Pakke?

Jeg elsker at pakke, men lider af både dårlig hukommelse og mild paranoia. En forholdsvis uheldig kombination, hvor man kan bruge meget tid på at forsøge at huske om man bør være bange for at have glemt noget. I mange år holdt jeg mig til devisen “pas, penge og plybillet” – havde jeg det, så kunne det da aldrig gå helt galt. Men det endte altid med at jeg stressede når jeg skulle ud af døren og dobbelttjekkede fire gange om jeg havde husket mit pas og en oplader til mobilen, hvorpå både boarding pass, hotelreservation og min hjerne lå. Og om jeg havde husket selve mobilen og hukommelseskortet i kameraet og så videre. Det var tåbeligt

Til sidst lavede jeg et system – en Universal Huskeliste. Det er en fil på min telefon, en liste over alle de ting, jeg som regel har brug for. Eftersom listen er i et notesprogram, kan jeg tilgå den både på tablet, computer og telefon, og den opdaterer sig selv alle tre steder, når jeg ændrer i den. I takt med at jeg pakker tingene ned, krydser jeg af på listen. Så kan jeg se om jeg har husket alt. Jeg deler den hermed med alle, der falder over dette blogindlæg.

Indchecket bagage, er den man overlader til Den Rare Dame M/K i lufthavnen, der efterfølgende pakker den ned i lastrummet på flyet. Håndbagage er den taske/lille kuffert, man må have med ind i kabinen:

Håndbagage:

Diverse:
Pas (også i EU)
Flybillet/boarding pass
Hotelreservation
Mobil + oplader
Alm høretlf
Støjdæmpende høretelefoner + oplader
Lille powerbank
Tablet m læsestof
1 sæt skiftetøj, til hvis kufferten bliver forsinket
Snacks, hvis der ikke er servering på flyet
Evt. kamera + tilbehør
Evt. laptop + oplader
Lille indkøbsnet

1 liters posen med flydende dims:
Mascara
Eyeliner
Lille fugtighedscreme
Læbepomade
Kontaktlinser + ekstra
Ipren x 2 (husk at tjekke om det er tilladt at medbringe Ipren på din destination)
Benadryl x 2 (tjek også her)

Indchecket bagage:

Tøj:
Kjoler
Cardigan
Undertøj
Strømpebukser efter årstiden
Strømper
Nattøj

Toilettaske:
Browliner
Pudder + børste
Primer
Deo
Stor fugtighedscreme
Hårbørste
Tandbørste + pasta
Negleklipper
Tandtråd
Elastikker + hårnåle
Shampoo
Pincet
Adaptere hvis rejsen går til land, med mærkelige stikkontakter

Listen er skrevet med henblik på flyrejser, men jeg bruger den også hvis jeg en sjælden gang skal med toget istedet. Som regel er håndbagagen en rygsæk, men af og til er det en kuffert – mest hvis jeg ved, at jeg skal med taxa til og fra lufthavnen, for så skal jeg ikke slæbe på dem selv.

Til venstre min indtjekningskuffert og til højre min håndbagagekuffert. Forrest min bette Pacsafe skuldertaske.

Godt at huske:

– Brug en kuffert eller rygsæk, der passer i størrelsen, og som du kan bære selv, hvis det bliver nødvendigt. Jeg bruger som regel en kuffert i håndbagagestørrelse (55 cm), men en tur til Frankrig foregår altid med en stor kuffert, for der slæber jeg alt muligt mad med hjem igen. Samme gælder oversøiske rejser.

– Pak i god tid, hvis du kan. Jeg starter to dage før, med at sørge for at alt mit yndlingstøj er rent. Senest aftenen før afgang pakker jeg så selve kufferten. Jeg starter med tøjet. Derefter pakker jeg håndbagagen og alt, jeg ikke skal bruge inden afgang. F.eks pas, kamera og høretelefoner og printede kopier af hotelreservationer og flybilletter. Min toilettaske pakker jeg helt færdig, og så slæber jeg den bare med ud på badeværelset om morgenen på afrejsedagen så jeg kan pudse mine fjer grundigt og samtidig ikke skal bekymre mig om at pakke tingene i sidste øjeblik.
Det sidste, der ryger i tasken, er opladere, mobil og min tablet.

– Hvis du er typen, der bruger BH, så køb en god sportsBH til rejsebrug, eller brug en BH med bøjler af plastik. Metalbøjlerne kan få sikkerhedskontrollens metaldetektor til at bippe, og så skal man ekstratjekkes, hvilket er en kende belastende, når det sker for 47. gang.

– Pak elektronisk udstyr i din håndbagage, sørg for at det er ladet helt op – sikkerhedspersonalet kan kræve at du tænder det, for at bevise at det er en fungerende dims og ikke noget, der kan sige bang. Det er især på rejser til USA, at det kan forekomme.

– Bærbare computere (og som regel også iPads) skal scannes separat, når du går igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen, så husk at putte dem et sted, hvor du nemt kan tage dem op. Ting som kameraer og mobiler kan du bare lade blive i tasken. Der er altid skilte i sikkerhedskontrollen, hvor der står, hvad de vil have op af tasken – det kan variere fra lufthavn til lufthavn, især hvad store kameraer angår. Hvis du er i tvivl, så spørg personalet.
Skal du rejse hjem fra en amerikansk lufthavn, kan du lige så godt opgive at finde ud af noget, før du står ved scanneren. De nægter at skilte med noget som helst, så man må bare lade sig hundse med af TSA-medarbejderne. Som regel vil de kun have laptops og væsker separat, og skoene skal altid af.

– Der er grænser for hvor meget væske, man må have med i håndbagagen. Væske inkluderer også creme, shampoo og den slags. Hver væskebeholder må ikke være større end 100 ml, og det hele skal kunne klemmes ned i en 1-liters pose, der kan lukkes. Så den store bøtte creme skal i den indcheckede bagage. Sørg for at posen er nem at hive op, så den kan blive scannet separat.

– Pak håndbagagen med henblik på at kunne klare dig en dags tid eller to, hvis den indcheckede bagage ikke når frem sammen med dig. Det er heldigvis kun sket en enkelt gang for mig, da jeg skulle til New York og havde en meget snæver forbindelse i London. LØB! sagde de, da jeg trådte ud af flyet fra KBH. Så det gjorde jeg. Spænede gennem hele Terminal 5, gennem sikkerhedskontrollen, og kastede mig sidelæns ind i flyet. Der sad jeg så en halv time, mens de boardede færdig. Gah!
Kufferten havde til gengæld markant mindre travlt og nåede først det næste fly. På den positive side betalte rejseforsikringen for et rent sæt tøj, så jeg havde noget at iklæde mig til kufferten blev leveret på hotellet næste dag. Så lærte man at pakke ekstra tøj.

– HUSK REJSEFORSIKRING! Ikke kun til tøjet, men også (og især) hvis du bliver syg under rejsen. Det kan være noget så grumt dyrt, at blive syg i udlandet, også i EU-lande. Min rejseforsikring gælder i hele verden, og det var jeg glad for, da jeg spankulerede rundt på Den Kinesiske Mur, der ikke lige har en sikkerhedsafspærring. Heldigvis snublede jeg ikke.

– Man kan købe flybilletter, der ikke inkluderer indchecket bagage. Så kan man kun have en bette kuffert med i kabinen (tjek max størrelse hos dit flyselskab). Som regel er det mellem 8 og 12 kg, alt efter hvem du flyver med. Fordelene er, udover at det er den billigste billet, at du har alle dine ting på dig konstant og ikke skal stå og vente ved bagageudleveringen. Ulemperne er, at det begrænser din totale bagagemængde til omkring 10 kg, hvilket kan være en udfordring, hvis man ikke er minimalistisk anlagt. Eller hvis man har meget kameraudstyr med. Og ikke mindst begrænser det mængden af væsker, du må tage med om bord. Det er nok det mest irriterende, især for folk som jeg, der godt kan lide at købe ting som marmelade og sprut med hjem fra Det Store Udland, og som altid har dobbelt så meget med hjem, som jeg har med ud.
Mest i form af slik og chokolade og sære tørvarer fra de lokale supermarkeder.

– Pak så let som muligt. Jeg ser mange, der har pakket hele garderoben inklusive skohylden, og slæber tonstunge kufferter rundt i verden til stor irritation for alle, der risikerer at blive pløjet ned af det rullende helvede.
Heldigvis findes der kloge mennesker, for hvem det er en hel livsstil kun at have håndbagage med. Google “Carry-on only” eller “traveling light” og få masser af gode tips og tricks, der kan afhjælpe eller modvirke Kronisk Overpakningssyndrom. Det er også brugbar viden, selvom man benytter sig af indchecket bagage. Som regel er det noget med kun at pakke tøj, der matcher, ikke at pakke fyrre par sko, og så videre. Selv går jeg udelukkende i kjole, så jeg har det nemt. En kjole per dag, bum.

Og således kan man bruge mange ord på Kunsten At Pakke, forhåbentlig uden at have overkompliceret det alt for meget. Fingerkryds.