I disse strenge tider, er det en velsignelse at være vokset op i et hjem med grød. I alt fald hvis det betyder at man elsker grød, thi i så fald har man adgang til nem og billig aftensmad. Eller morgenmad, hvis man har den slags energi om morgenen. Et par grøddage om ugen kan file mangen en krone af madbudgettet, og således kan man sørge for at der, elpriser og inflation til trods, stadig er råd til fredagssnoller. I alt fald så længe man ikke køber skumbananer. Hvorfor er de steget til næsten 30 kr? Det er for hulen bare sukker med banansmag.

Men altså. Jeg har allerede skrevet i længder og mængder om risengrød, byggrød, boghvedegrød og øllebrød. De er alle gode og forholdsvis billige grødtyper at smide på spisebordet.

I dag skal det dog handle om den liden havregrød, og den har alligevel nogle år på bagen. Som altid, når det gælder madhistorie, er det svært at vide sådan helt præcis hvad der skete. Havrens vandring gennem historien er ingen undtagelse, men ved at grave i både jord og gamle bøger, kan man komme med et kvalificeret bud.

Havre startede sandsynligvis sit landbrugs-liv i de centrale og sydlige europæiske egne for omkring 3000 år siden. Først som irriterende ukrudtsplante, men senere også som dyrefoder. I Danmark er der også fundet spor af havre på jernalderens spiseseddel. Byg var dog den foretrukne kornsort. Da Tollundmanden døde for 2400 år siden, var det med maven fuld af byggrød.

Længere sydpå, i det, der i dag er Tyskland, var bjælderne tilsyneladende noget mere populære. 2000 år gamle romerske skriblerier beskylder de germanske barbarer for at spise “dyrefoder” i form af havregrød. Romerne mente ikke at havre var egnet til menneskeføde, men de kunne til nød stoppe det i gabet på deres heste. Og således bragte de havren med sig til de britiske øer, hvor skotterne tog så godt imod den, at den valgte at blive. Ikke at den havde noget valg, thi havre har ingen fødder, kun bjælder, og kan kun vanskeligt gå sydpå ved egen kraft.

Det var dog ikke noget stort problem, for havren trivedes rigtig godt oppe i det kolde, nordiske klima. Havremarker omtales i skriftlige kilder fra 700-tallets England. I Skotland og Wales, hvor det altid regner, blev den en meget vigtig fødevare. Hollænderne var vistnok også ret glade for de små bjælder. Men ellers virker det som om at havre blev dyrket til foder og halm, og kun var noget man spiste, hvis man vitterligt ikke havde andet.

I Danmark har vi dyrket havre siden jernalderen, men det er ikke mange bjælder, der optræder på andre spisesedler end hestenes. Vi spiste hellere byg og rug. Det ændrede sig dog i starten af 1900-tallet. Ovre på den anden side af Atlanten, nærmere betegnet i USA, gik Quaker Oats nemlig hen og købte sig et patent på den nymodens havrevalse. Denne valse dampede de afskallede havrekerner, rullede dem totalt flade og tørrede dem. Dermed var havregrynene opfundet, og de blev en succes. De var billige, næringsrige, de kunne holde længe og de kogte lynhurtigt til grød. Blot fem minutter tog det. Til sammenligning kunne man snildt en time eller to på at koge en gang grød af gammeldags knækkede eller hele bygkerner.

Grynene blev markedsført massivt som morgenmad til børn, hvilket faldt i god jord hos en befolkning, der i stigende grad begyndte at gå op i “sund kost” og ernæring og den slags. Danmark var ingen undtagelse. Ifølge Carla Meyers husholdningsbog “Nutidsmad og Husførelse” fra 1936 er havregryn noget af det mest formidable i verden og “fortjener derfor stor Anvendelse – helst Daglig – i Kosten”. Således måtte børnene pænt i gang med at spise deres havregrød.

Havregrød – kogt på vand – optræder naturligvis også i Carla Meyers bog, i afsnittet om Daglig Middagsmad. Som med de fleste af opskrifterne i kogebogen, er der tre udgaver: Billig, middel og dyr kost. Forskellen er hovedsageligt mængden. En billig opskrift til tre personer lyder på 250 gram havregryn og 1,5 liter vand. Det er en solid portion, må man sige. Til sammenligning brugte man blot 150 gram gryn til 1 liter vand på den dyre kost. Det var også kun her, at man fik smør, i alt fald hvis man fulgte opskriften. Ellers stod den på margarine. Sukkerdrysset hørte til i alle tre kategorier, men der bruges mere sukker i den billige. Grøden blev efterfølgende serveret med sødmælk til.

At koge havregrød er stadig billigt, og nemt. Opskriften lyder på 1 del havregryn og 2 dele mælk eller vand – mere væske, hvis man vil have blødere grød. Det vigtigste er vel nok at man husker at komme salt i efter kogning. Usaltet grød er en tam omgang. Og så synes jeg at man skal flotte sig og koge grøden på mælk, thi da undgår man nemmere at grøden får den frygtelige tapetklister-konsistens, der nok er grundlag for manget et barnetraume. Grøden bliver mere cremet og fyldig og mætter på en god måde. Jeg koger heller ikke min grød i mere end et minut eller to. Jo længere grøden koges, jo mere klistret synes jeg den bliver. Og eftersom havregryn kan spises rå, er der ingen fare forbundet ved kun at koge dem i kort tid.

Hvad grynene angår, så findes der to slags havregryn: grovvalsede og finvalsede. De indeholder præcis den samme mængde fibre og vitaminer og så videre. Forskellen er kuns at finvalsede gryn er mindre og dermed koger de hurtigere ud. Så hvis man ønsker sig en grød med struktur, kan man med fordel vælge grovvalsede. Hvis man ikke tåler alt for meget tyggen i havre, er det de finvalsede, der er vejen frem. Personligt er jeg på Team Finvals.

Tilbage er kun at prøve sig lidt frem. Målene i opskriften nedenunder er vejledende. Jeg kan godt lide min grød lidt fast i det. Vil man have tyndere grød – eller ønsker man en mere udkogt grød, der skal koge i længere tid – er det blot at tilføje mere væske.

Og nu, opskrift:

Havregrød

Mængde: 1 person

1 dl havregryn
2 dl mælk (eller vand)
1 nip fint salt

Kom mælk og havregryn i en lille gryde og tænd på middel blus. Varm op under omrøring. Når grøden koger, skrues der lidt ned for blusset. Lad koge under omrøring et minut eller to. Tilsæt evt. mere væske, hvis du synes den bliver for tyk. Tag gryden af varmen og rør saltet i. Smag på grøden og kom evt. lidt mere salt i.

Læg låg på gryden og lad grøden trække et minut. Den bliver tykkere mens den står. Rør rundt igen og hæld evt en spsk ekstra mælk i, hvis den er blevet for fast. Og så er den klar til at blive spist med det samme.

Ting at komme på:
Sukkerdrys er en klassiker, og gerne med en klat smør i midten. Grød mætter generelt bedre og føles bedre i maven, hvis den serveres med lidt fedtstof. Synes jeg, i alt fald.

Æblemos er også altid godt, især i æblesæsonen. Det kan stå klar i køleskabet, lige til at skovle over. I det hele taget er frugt godt på havregrød. Føler man sig meget vinterramt, kan man hakke lidt mørk chokolade og røre i, og man skal heller ikke kimse af en gang ahornsirup. Eller peanut butter og brun farin. Man kan også skære et æble i små tern og koge med fra starten. Så er kanelsukker godt at drysse over.

Er man lidt mere eventyrlysten, kan man også erstatte noget af væsken med græskarmos og så tilsætte lidt varme krydderier. I Finland har jeg sågar fået havregrød kogt med revne gulerødder, og det smagte aldeles glimrende.