Chokoladesnitter

Chokoladesnitter

I dag er det solhverv og det betyder at man skal vare sig for onde ånder og andre overnaturlige gespenster. De har ekstra gode kår i denne type overgangstider, og hvis man ikke passer på, ja så bliver man ganske enkelt bortført eller det, der er værre. Præcis hvordan man skal passe på, er altid lidt mere vagt beskrevet. Man kan prøve med stål i dørkarmen, det skulle efter sigende være meget effektivt. Medmindre man altså bor til leje og gerne vil have sit depositum tilbage, når man flytter. I så fald er det nok bedre bare at strø lidt salt på dørtærsklen. Eller hørfrø. Thi så må Fanden stoppe op og tælle dem alle sammen. Hvorfor? spørger du måske, men det melder historien ikke noget om. Måske kan han bare godt lide at tælle frø og saltkorn og andre små ting, og det skal vi ikke håne ham for.

Solhvervet er også en dag, hvor man helst ikke skal bage brød, for ellers kan det vende sig i ovnen. Derfor er det bedst at være på den sikre side og nøjes med at bage nogle småkager. Nogle nemme, nemme småkager. Faktisk er det lidt de samme småkager, som sirupssnitterne fra i går. Disse er blot med chokolade, og de er virkelig rare at spise mange af.

Opskriften her er nem at slå sammen med sirupssnitterne, thi ingredienserne er stort set ens. Du rører blot dobbelt mængde (200 gram) smør hvidt med dobbelt mængde (150 gram) sukker og så deler du massen i to lige store portioner på hver 175 gram. Den ene kan du røre til sirupssnitter, og den anden kan du tilsætte yderligere 15 gram sukker og dernæst røre til chokoladesnitter. Du kan sågar bruge den samme røreskål, hvis du blot laver sirupssnitterne først. Det er dælme smart, for så kan man lave dobbelt så mange slags småkager med halvt så megen opvask.

Og nu, opskrift:

Chokoladesnitter

Mængde: ca 25 stk
Bagetid: 10-12 minutter ved 175 grader alm. varme

Ingredienser:
100 g blødt smør
90 g sukker
120 g hvedemel
25 g kakaopulver
30 gram lys sirup
1 tsk bagepulver
Et nip fint salt

Et par spsk. sukker til drys

Start med at tænde ovnen på 175 grader alm. varme. Læg bagepapir på en bageplade.

Pisk smørret et par minutter med sukker, sirup, salt og vanilje til det er lyst og luftigt. Pisk kakaopulveret i.

Sigt mel og bagepulver sammen og arbejd det ind i smørret med en flad grydeske eller en dejskraber, ca. en tredjedel ad gangen. Ved sidste hold mel er det nemmest bare at stikke hånden i dejen og ælte den sammen til en glat, fast dejkugle.

Dejkuglen deles i to lige store stykker, der begge formes til en pølse og trykkes ud på bagepladen til en lang stang på ca 1/2 cm tykkelse. Drys et par spiseskefulde almindelige sukker ned langt midten af hver stang.

Bag straks stængerne midt i ovnen i 10-12 minutter til de er hævet op og er tørre på overfladen. Tag pladen ud og lad stængerne stå et halvt minuts tid. Skær dem så i skrå snitter med en kniv eller en dejskraber af metal. Kagerne er meget skrøbelige, når de er varme, så lad dem ligge på pladen en fem-ti minutters tid, før de flyttes over på en rist til afkøling. Det er muligt at de stadig hænger lidt sammen i bunden. I så fald skæres eller brækkes de blot fra hinanden, når de er kølet mere af og er blevet faste.

Når kagerne er helt kolde, pakkes de i en kagedåse, hvor de kan holde et par uger. De kan selvfølgelig spises straks de er kolde, men som med alt chokoladebagværk, smager de endnu bedre når de har fået lov at ligge natten over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.