Nu er den der snart, julen. Det er tid til at kigge i kagedåserne for at tjekke, om de trænger til en genopfyldning. Eller måske en ekstra variant eller to. I så fald har jeg et godt forslag. Nemlig svenske sirapskakor, også kaldet kolakakor, fordi de smager af karamel (kola på svensk, forkortelse af kolakaramell, thi i gamle dage var der kolanød i karamellerne, åbenbart).
Disse yndige små sirupsplader falder ind under kategorien “nem, hurtig og velsmagende” og kan man overhovedet ønske sig mere, når det gælder sidste-øjebliks-julebagning? Dejen skal blot røres sammen, trykkes ud på pladen, bages, og skæres i snitter mens den er varm. Der skal ingen underlige ingredienser i og man skal ikke engang hakke nødder eller dele æg eller lade noget hvile i køleskabet. Med andre ord, perfekt.
Og nu, opskrift:
Sirupssnitter/kolakakor
Mængde: ca. 25
Bagetid: 10-12 minutter ved 175 grader alm varme
Ingredienser:
100 g smør
75 g sukker
30 gram lys sirup
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk Vaniljesukker
1/8 tsk fint salt
Pisk smørret med sukker, sirup, salt og vanilje til det er lyst og luftigt. Det tager vel et par minutter med en håndmikser.
Sigt mel og bagepulver sammen og arbejd det ind i smørret med en flad grydeske eller en dejskraber, ca. en tredjedel ad gangen. Ved sidste hold mel er det nemmest bare at stikke hånden i dejen og ælte den sammen til en glat, fast dejkugle.
Dejkuglen deles i to lige store stykker, der begge formes til en pølse og trykkes ud på bagepladen til en lang stang på ca 1/2 cm tykkelse. Måske en anelse tykkere. Der kan være to stænger på langs af en almindelig bageplade. Hvis du synes det lyder lidt kryptisk, så er der nogle billeder i min opskrift på brune pinner, hvor du kan se hvad jeg mener.
Bag straks stængerne midt i ovnen i 10-12 minutter til de er hævet op, tørre på overfladen og har fået en smule farve i kanterne. Tag pladen ud og lad stængerne stå et halvt minuts tid. Skær dem så i skrå snitter med en kniv eller en dejskraber af metal (det er nemmest, synes jeg). Kagerne er meget skrøbelige, når de er varme, så lad dem ligge på pladen en fem-ti minutters tid, før de flyttes over på en rist til afkøling. Det er muligt at de stadig hænger lidt sammen i bunden. I så fald skæres eller brækkes de blot fra hinanden, når de er kølet mere af og er blevet faste.
Når kagerne er helt kolde, pakkes de i en kagedåse, hvor de kan holde et par uger. Men de smager bedst de første par dage.
Det med kola og og svenskere, for +15 år siden stod jeg på en McD bag en svensk familie, der skulle have McFlurry, faderen fik karamel (bolchie på svensk), chokolade (hørt som kola) og jordbær (hørt som blåbær), da han bad om cola, tænkte jeg at det nok bare var en svensk ting (jeg har set amerikanske børn spise honning til deres pomefrits). Først da min mor nævnte det med karamel og kola, brød jegsammen