Coconut Cream Pie – Kokostærte

Coconut Cream Pie

Der er ikke så forfærdelig meget nyt at sige om coconut cream pie. Man kender cremetærter – tærter bagt med en creme af mælk og/eller smør, æg, sukker og måske lidt stivelse – i alt fald tilbage fra middelalderen. Udgaven med kokosnød er vældigt populær i USA, og det har den været siden starten af 1800-tallet.

Det mest interessante ved coconut cream pie, er hvor absurd godt den smager. Som hvis en kokosmakron blev gift med en kagecreme og de byggede et hus af sprød og flaget tærtedej som de pyntede med flødeskum. Magien opstår ved at man rister kokosmelet let gyldent inden man lader det trække i varm sødmælk. Så koger man en fed creme med kokos-sødmælken, og så klemmer man lige saften af en enkelt lime ned i til sidst. Man kan ikke smage limesaften direkte – det er trods alt kun en spiseskefuld – men den frisker cremen gevaldigt op på en meget diskret måde.

Konsistens er vigtig i cremetærter. Cremen bages ikke, så den skal være sat nok til at give en smule modstand og fylde i munden. Ellers føler man bare man spiser blød kagecreme og det bliver hurtigt mærkeligt. Derfor er der to blade husblas i denne tærte. Lige akkurat nok til at sætte den og stadig bevare den smørbare konsistens. Den skal serveres kold fra køleskabet med bunker af flødeskum, og så er der fest blandt kokos-elskere.

På billedet er tærten bagt i en deep dish pie pan, og du kan klikke lige her, for at se, hvordan man bruger en sådan. Den kan også bages i en almindelig 25 cm rund tærteform, og måske vil det endda være bedre, især hvis man gerne vil have mere bund i forhold til laget af creme.

Og nu, opskrift:

Coconut Cream Pie

Coconut Cream Pie

Mængde: En 25 cm alm. tærteform eller en 22 cm dyb tærteform

Creme:
100 gram kokosmel
1/2 liter sødmælk
1/4 liter piskefløde
4 æggeblommer
150 gram sukker
30 gram hvedemel
1/4 tsk groft salt
Saften af 1 lime (ca en spsk)
2 blade husblas

Til servering:
Flødeskum af 3 dl piskefløde

Inden du går igang med cremen, skal du have fremstillet dig en tærtebund og bage den helt færdig, uden fyldet, i en 25 cm almindelig tærteform, eller en 22 cm dyb tærteform. Du kan enten bruge 3-2-1 tærtebund eller sød mørdej.

Når den er bagt og sat til afkøling, er det tid til at lave cremen. Start med at sætte de to blade husblas i blød i rigeligt koldt vand. Pres saften af limefrugten. Sæt begge dele til side mens du laver kokoscremen:

Rist kokosmelet på en varm pande til det begynder at blive gyldent og dufter af kokosmakron. Hæld det nyristede kokosmel op i en gryde. Hæld så mælken over, og varm op til det begynder at ryge. Hiv gryden af varmen, læg låg på, og lad det trække i et kvarters tid, så kokosmelet kan blive helt blødt og få mælken til at smage dejligt af ristet kokos.

Imens piskes æggeblommer og sukker let sammen i en skål. Rør hvedemelet i sammen med salt og et par spiseskefulde af fløden. Rør rundt til det er frit for klumper. Rør så resten af fløden i og rør grundigt rundt til det hele er godt blandet sammen. Pisk denne blanding i gryden til den varme mælk. Skrab skålen godt, så der ikke ligger sukker tilbage i bunden.

Sæt så gryden over varmen og varm op ved middel varme under konstant omrøring til cremen begynder at koge. Lad den koge et minuts tid mens du hele tiden rører rundt. Tag så gryden af varmen. Fisk de to blade husblas op af det kolde vand og smelt dem direkte i den varme creme. Rør limesaften i. Hæld straks den varme creme op i den færdigbagte tærtebund og lad den køle af til stuetemperatur. Dæk så tærten til, og sæt den på køl natten over, eller mindst 6 timer.

Tærten serveres kold fra køleskabet med en solid bunke flødeskum bredt ud over. Pynt med ristede kokosflager, det ser snazzy ud. Tærten kan holde sig et par dage i køleskabet, men det er bedst at spise den dagen efter den er lavet.

***
Dette indlæg blev skabt til tonerne af Gaerea – Absent og Conspiranoia. Fordi vi alle kan bruge at få sat lidt musik til vores essentielle dødsangst af og til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.