At fore en deep dish pie pan med tærtedej

Chocolate Cream Pie i deep dish version.

En deep dish pie pan er en smuk opfindelse. Det er en amerikansk type tærteform, der er 3,5-5 cm dyb, med skrå sider og som regel også en flad kant foroven, til at trykke dejen fast på. Den gør det muligt at bage en tærte med rigtig meget fyld, men den gør det også muligt at blive en kende hysterisk. Dejen vil nemlig rigtig gerne dratte ned ad de skrå sider, uanset hvor meget man end prikker og nedkøler og blindbager. Det er der heldigvis råd for, så her er en lille guide udi kunsten at bruge en deep dish pie pan!

Start med at eje en deep dish pie pan på omtrent 22 centimeter. De kan være lidt tricky at finde herhjemme, men kan blandt andet fås hos Kunst og Køkkentøj.

Min egen form er denne her, fra USA Pan. Jeg har også hørt meget godt om Pyrex Pie Plate i glas. Undlad at købe keramiske tærteforme, de gør det rigtig svært at bage en ordentlig sprød tærte.

Alternativt kan du købe runde folieforme i Brugsen. De har højt kant og passer nogenlunde i størrelsen. De kan være gode, hvis du bare vil prøve en enkelt tærte i ny og næ, og ikke vil købe en tærtepande hjem fra udlandet.

Og nu til sagen:

God plads rundt om

Du skal bruge en klump 3-2-1 tærtedej. Jeg bruger 2/3 af en portion lavet med 300 gram mel. Rul den ud, så der er mindst 5 cm. dej hele vejen rundt om tærten, når du vender den på hovedet.

Det lille flade spøgelse

Løft så forsigtigt dejen ned i den meget velsmurte tærteform. Dejen er nem at løfte, så længe den er kold. Er den blevet blød, så skal den på køl 20 minutter (læg den på et stort skærebræt eller lignende) før du prøver igen.

Tærtedejen trykkes godt ned i bunden. Start i den ene side, og løft dejen ned i formen – ikke strække den. Sørg for at den er helt nede i hjørnet mellem bund og sider. Fortsæt så hele vejen rundt med at løfte dejen og hjælpe den godt ned i formen. Til sidst presses den forsigtigt mod formens sider.

Trim dejen, så der hænger cirka en fingerbreddes dej ud over kanten. Sæt formen på køl i 20 minutter så dejen lige kan hvile, inden kanten skal fikses.

Dobbelt kant.

Så skal kanten foldes ind under sig selv, så den ligger dobbelt og følger kanten sådan nogenlunde. Nu kan du sådan set bare trykke den flad med en gaffel og sætte den på køl i mindst 30 minutter inden bagningen.

Bølgekant

Eller du kan lave den klassiske bølgekant! Det gøres ved at bruge to fingre til at trykke dejen rundt om en tredje. Hold din pegefinger mod tærtens yderste kant. Brug så din anden hånds tommel- og pegefinger til at forme dejen rundt om fingeren. Vær ikke bange for at trykke til – men der må selvfølgelig ikke gå hul på dejen.

Klar til varme.

Nu er den fin og klar til bagning, men først skal den lige på køl i mindst 30 minutter.

Blindbagning:
Jeg bager tærtebunden her ved 160 grader varmluft. Det tager længere tid end normal blindbagning, men den holder faconen bedre, og bruner mere jævnt.

Dæk den kolde tærtebund med bagepapir og fyld godt op med tørrede bønner eller lignende. Bag bunden i 20 minutter i nederste halvdel af ovnen. Fjern bagepapiret og bag videre i 10 minutter for delvis blindbagning eller 20 minutter hvis den skal bage helt færdig.

***
Dette indlæg blev skabt til tonerne af Amorphis – Message In The Amber. Fordi den er fantastisk at synge med på. Prøv det selv! Der er noget beroligende ved at stå og snerrebrøle ned i en tærtedej.