Dag 3 i Seattle var:
Museum of Flight.
Fantastiske, gennemførte, flyspækkede Museum of Flight.
Der var gamle fly, som f.eks dette Caproni Ca 20 fra 1914. Blot 8,24 meter langt, med et vingespænd på 7,8 og selvom det mest af alt ligner en papmachémodel, kan det flyve 165 km i timen i fem kilometers højde! Et smukt lille manøvredygtigt krigsfly, der aldrig blev sat i produktion, fordi den italienske regering hellere ville have bombefly end skydefly. Min historiske interesse overgik for en kort stund min afsky for våben.
Og det var heldigt, for der var virkelig mange krigsfly.
Der var firkantede fly, som denne S.E.5a fra Royal Aircraft Factory fra 1917 – dette er dog kuns en replika, men jeg er vild med den firkantede næse. Efter sigende var dette britiske fly så godt designet, at selv amerikanerne måtte indrømme at det, trods udseendet, ikke bare var en traktor med vinger.
Der var scary fly, som denne Curtiss P-40N, også bedre kendt som Warhawk. Amerikanerne brugte flyene under angrebet på Pearl Harbor i 1941, og så kan man måske forestille sig hvad de små japanske flag under cockpittet betyder. Hint: det er krigsversionen af et hak i sengestolpen.
Der var krigsfly og passagerfly og vandfly og postfly og dronefly og pedaldrevne fly og små fly og store fly og fly i mellemstørrelsen.
Der var så mange af dem at jeg til sidst blev helt rundtosset og måtte ind på cafeen og indtage en sandwich opkaldt efter ovenstående skyfræser, Corsair. Goodyear FG-1D Corsair, med foldevinger og kæmpe propel, bygget i 1945 og designet til at stå på et hangarskib og fylde ganske lidt. Lige præcis dette fly blev fisket op af Lake Washington i 1983, efter at have ligget der siden 1950.
Fantastisk fly. Dårlig sandwich.
Andre highlights inkluderede stor udstilling om flyets historie – det var her jeg fik øjnene op for den umådeligt grimme og helt fantastiske Boeing 377 Stratocruiser, samt dens ligeså grimme kusine, fragtflyet Guppy. Der var et gammelt Air Force One (en Boeing 707 fra 1958, der var præsidentens helt eget flyvende kontor), der var en Concorde og der var en kopi af en af NASA’s rumfærger og en model af Hubble teleskopet, som jeg nok kunne tænke mig at pille på. Der var så mange ting, at mit kamera til sidst løb tør for batteri.
Efter mange timer, var der kun tilbage at tage bussen “hjem” til downtown Seattle, med flade fødder og et brændende ønske om at eje sin helt egen Boeing 747. Mon den kan stå på parkeringspladsen derhjemme?