At rejse alene: Men er det ikke farligt? (nej)

Place de la République er forvandlet til et mindesmærke over ofrene for angrebene i Paris.

Place de la République er forvandlet til et mindesmærke over ofrene for angrebene i Paris.

Sikkerhed er, naturligt nok, et spørgsmål, der ligger kommende verdensfarere meget på sinde. Filtreret gennem såkaldte lødige medier, kan verden virke som et decideret skræmmende sted.
Et af de mere ekstreme eksempler tilhører ikke overraskende amerikanske Fox News, der i kølvandet på Charlie Hebdo fik erklæret store dele af Paris for shariazoner, hvilket nok lige kom som noget af en overraskelse for de fleste. Især dem i Paris.
Fox News trak efterfølgende artiklen tilbage, og det var nok klogt, for skriftlige beviser på lav IQ skal man altid sørge for at destruere.

Hvilket strengt taget betyder at jeg burde slette min blog i en hulens fart. Det er jeg heldigvis slet ikke klog nok til.

Men altså. Generaliseringer og misforståelser trives. For at tage et klassisk eksempel, så har amerikanerne mange sære forestillinger om Europa. En dag kunne jeg f.eks. læse at europæere ikke går i shorts. Det var nyt for mig.
Europæerne, på den anden side, har lige så mange sære ideer om USA. Som regel noget med meget fastfood og kæmpe våben.
Den ene tror at den anden er mere farlig end den ene (vi ved selvfølgelig alle at Europa ER sikrest, ahem). Og sådan går det i ring.
I virkeligheden er verden knap så farlig som man skulle tro. Omvendt må man som forvænt sødmælksdansker, der bor i en af verdens meget sikre, kedelige og korruptionsfattige lande, ikke glemme at være lidt streetsmart og undersøge de lokale nuancer af kløgtig adfærd. Der er byer, hvor man ikke bør gå alt for meget i fodboldtøj, hvis der er kamp på stadion, og der er byer, hvor man skal lime sine penge fast til inderlommen, fordi lommetyvene er mange og har mad skillz. Der er byer, hvor man ikke bør praje en taxa på gaden og byer, hvor man ikke skal flashe sit nye Apple Watch. Sidstnævnte tæller blandt andet Vesterbro i København, hvor hipsterne enten vil spytte på det eller stjæle det.
Og så er der byer, hvor den største fare er at man falder i søvn midt på gågaden fordi der ikke sker en dyt. Man må finde sine personlige grænser, og starte der.

Beijing, en af de dejligste byer, jeg har sat mine flade andeplader i.

Beijing, en af de dejligste byer, jeg har sat mine flade andeplader i.

Når jeg overvejer at besøge en ny by, så er det første jeg gør, altid at tjekke rubrikken “Stay Safe” på Wikitravel.org. Der kan man som regel få et kort overblik over situationen og se om der er noget, der springer meget i øjnene. Særlige advarsler, bydele man skal holde sig fra, ting, man ikke skal gøre.

Bagefter tjekker jeg sider som Tripadvisor – de har nogle glimrende fora – rejseblogs, og ikke mindst Lonely Planet. Deres rejseguides er fantastiske, især hvis man skal besøge Et Land Langt Væk. Deres guide til Beijing gjorde meget for at berolige mig, da jeg havde seriøse nerver over et kommende ophold. For hvad skulle jeg forvente? Kunne jeg overhovedet finde ud af at være i Kina? Ville jeg dø af sult og fare vild og aldrig finde hjem igen? Men sikkerheden var jeg aldrig bekymret for, og det var det afgørende for mig. Jeg besøger generelt ikke lande, hvor rejsebøgerne skriver ting om høj risiko for væbnet røveri, farlige områder i centrum, udbredt korruption (der kan ramme turister) eller lignende skønherligheder. Det passer ligesom ikke ind i min indre risikoprofil, og det uanset om jeg rejser alene eller ej.

Paris er majet majet smuk om foråret.

Paris er majet majet smuk om foråret.

Ukendte steder vil som regel virke lidt mere farlige i folks hoveder, end områder, de har besøgt før. Især hvis det er meget langt væk hjemmefra, måske på et andet kontinent eller med en anderledes kultur. Frankrig er et godt eksempel. Det er verdens mest besøgte land, men de sidste to års terrorangreb har haft konsekvenser for turismen. Det er især rige personager fra Asien, USA og Golfstaterne, der bliver væk. Det betyder at man kan score sig nogle gode priser på luksushoteller lige nu, hvis det skulle have interesse. Pøblen rejser stadig til Paris, så de billige hoteller er som de plejer.

På Tripadvisors Paris-forum er der jævnligt spørgsmål om sikkerheden, især fra bekymrede amerikanere, og sjovt nok også mange fra Singapore, der aldrig har været i landet før. De får gerne et par nedladende svar, men jeg kan faktisk godt forstå dem. For hvordan skal de kunne vurdere sikkerhedssituationen i et land, de ikke kender? Når sensationalistiske medier udråber Paris til en by med shariazoner og optøjer i gaderne, så kan jeg godt forstå at man siger fuck det og tager til Italien istedet. Også selvom det er ganske ukorrekt.

Og så er der folk som mig, der tænker BILLIG FERIE! og straks booker en tur derned. Frankrig er nok det land, jeg har besøgt mest, og derfor var det ikke sådan rigtig grænseoverskridende at besøge Paris i undtagelsestilstand. Det var præcis som Paris plejer at være, bare med færre turister, en del synligt militær og taskeinspicerende vagter ved indgangene til alle stormagasiner og museer. Jeg kender byen og ved hvordan jeg kan komme hjem i en hulens fart, hvis det usandsynlige skulle ske og himlen falder ned.
I mine øjne er den største risiko ved Frankrig deres evindelige effing irriterende trang til at strejke så snart det er den forkerte kaffe, der bliver serveret i kantinen. Air France og flyvelederne og togpersonalet er de værste. Nogle af fagforeningerne er så røde og revolutionære at de får 3F til at ligne Liberal Alliances Ungdom, og de er ikke bange for at bruge dem. Så man skal altid booke et hotel, der kan afbestilles i tilfælde af at man rammer direkte ind i en flystrejke. Det er heldigvis endnu ikke sket for mig, men de har haft 14 flyvelederstrejker i 2016 alene, så det er værd at have med i baghovedet.

Omvendt ville jeg nok betakke mig, hvis det for eksempel var Rom, der pludselig blev udsat for sådan en byge af voldsomme angreb. Altså terroristangreb, ikke flyvelederstrejkerne. Hvorfor? Rom er en god og sikker by, med millionvis af turister hvert år, der som regel overlever og tager tilbage igen. Men jeg har aldrig besøgt Italien og kender ikke landet overhovedet. Jeg har ingen personlige erfaringer at trække på, jeg kender ikke det sande billede, og jeg ved ikke hvad jeg skal forvente. Der er en ekstra barriere af usikkerhed, som er min helt egen grænse. Så jeg kunne nok godt finde på at tænke at Sevilla i Spanien da også var en by jeg skulle se lige nu og istedet for, og sætte Rom bagest i køen. Omvendt ville andre tænke BILLIG FERIE! og fluks booke deres første tur nogensinde ever til Rom.

Sommerpaladset i Pushkin, Rusland.

Sommerpaladset ved Sankt Petersborg, Rusland

I sidste ende er rejser noget, der gerne skulle være en fornøjelse, en luksusting, man bruger til at forkæle sig selv lidt. Så find din grænse. Start blødt ud med noget nemt, måske endda med en by, du har været i før. Jeg kan anbefale Lübeck, Tallinn og Bergen, men det kommer der meget mere om i et kommende blogindlæg om Sifs Bedste Begynderbyer.

Tema: At rejse (alene).

Højt at flyve! Billedet er fra min blog om fly.

Højt at flyve! Billedet er fra min blog om fly.

“Det ville jeg aldrig turde,” er den mest almindelige reaktion, når jeg fortæller om min hang til at rejse ud i den store verden helt alene. Som regel efterfulgt af: “Hvor er du modig/sej.”

Hvis jeg havde vidst at man kunne få så meget credit bare for at sætte sig op i et fly uden at kende de andre passagerer, så var jeg begyndt længe før.

I virkeligheden er jeg ikke særlig modig, men heldigvis er min eventyrlyst større end min frygt. Jeg bider stadig negle, når jeg skal afsted, men så snart jeg er ude af døren og på vej til lufthavnen forsvinder nerverne og erstattes med kontinuerlig afsyngning af On The Road Again, i Jydekompaniets version. Som så meget andet, følger den slags en rutine, og den sidder på rygraden nu.

En "koppe kaffe" i lufthavnen er en fast afrejsetradition. Hesten Bent bortkom senere på tragisk vis i sikkerhedskontrollen i Manchester.

En “koppe kaffe” i lufthavnen er en fast afrejsetradition. Hesten Bent bortkom senere på tragisk vis i sikkerhedskontrollen i Manchester.

Jeg har også lært vigtige ting om mig selv. For eksempel at jeg er ude af stand til at tænke rationelt, hvis jeg har lavt blodsukker. Jeg flyver som regel tidligt, hvilket betyder at jeg skal tidligt hjemmefra. Og så ryger morgenmaden på bekostning af rejsenerverne. Resultatet er forudsigeligt – jeg går arrigt rundt ude i lufthavnen, forbi alle spisestederne, mens jeg knurrer: DER ER IKKE NOGET MAD! Det står som regel på indtil jeg får nollet mig sammen til at købe noget af maden, der ikke er der, og vupti: Semirationelle Sif viser atter sit ansigt.
Det tog lige et par stressende flyveture at gennemskue den, men nu er jeg blevet god til at huske at spise, især hvis der ikke er servering ombord på flyet.

Jeg har også lært at jeg er totalt meget en problemknuser, der kan finde ud af mange ting, sådan helt alene, ude i den Store Verden. Oftest sker det på en lidt omvendt måde. For eksempel har jeg altid haft lidt af et kompleks over at gå på cafe eller restaurant alene. Ikke fordi jeg synes at det er pinligt at spise alene, men fordi der er så mange variabler. Skal man bestille ved bordet eller i baren? Skal man vente på at få anvist en plads? Hvor betaler man? Så neurotisk er jeg nemlig. Det var klart værst i lande med tydelig sprogbarriere (hvornår lærer I engelsk, Frankrig?), men det gælder også lettere tilgængelige etablissementer i f.eks Tyskland og USA.

Så for et par år siden befandt jeg mig i Sydvestfrankrig (Toulouse og Område), og havde hjemmefra besluttet at jeg VILLE spise ude. Og nu befandt jeg mig så på en dagstur til Agen. Jeg havde brugt et par timer på at savle over den smukke gamle gotiske katedral og den dertilhørende smukke (men lettere faldefærdige) gamle by. Og nu skulle jeg tisse. Meget! Det eneste offentlige toilet, jeg kunne finde, var i stykker. Agens gamle bymidte er ikke lige sådan et sted, hvor indkøbscentrene står i kø. Der var kun én ting at gøre: At gå på restaurant og spise frokost, så jeg kunne benytte deres dertil indrettede faciliteter. Jeg var ikke meget for det, men til sidst var jeg desperat.
Jeg hoppede med krydsede ben hen til nærmeste spisested, hvorefter alt løste sig på smukkeste vis. Tænk bare, det er jo nærmest nemt at se hvad man skal gøre når man først kommer ind. Tjeneren stod i døren, hun kunne ikke et pløk engelsk, men jeg fik mig et bord og en menu og en pegefinger i retning af toilettet. Oh sjælefryd! Og bagefter en diskret sejrsdans.

Friturestegt blæksprutte med five spice - et velsmagende rumvæsen.

Friturestegt blæksprutte med five spice – et velsmagende rumvæsen.

I sandhed en egopolering af rang, og en af de mest givende ting ved at rejse alene. Man opdager virkelig hvor mange ting, man er i stand til, især hvis man er sådan en neurotisk spade som jeg. Jeg fortsætter med at arbejde trofast på mine madbestillingskompetencer – min største triumf var da jeg købte blæksprutte på spid i Beijing. Belønningen var velsmagende.

Religieuse Rose Framboise.

Et sundt aftensmåltid i Paris

En anden åbenlys fordel ved at dyrke sin indre sologlobetrotter er, at man kan bruge AL tiden på at være super duper egoistisk. Også mere end man er til hverdag, hvor man diskret skærer det største stykke kage til sig selv eller drikker den sidste kaffe uden at spørge om andre vil have. Sådan rigtig ego. Flere DAGE, hvor man kun laver det man SELV vil. En hel dag på Louvre? No problemo. Fire kirker i træk? Jamen selvfølgelig. Kage til aftensmad? Why not! To timers togtur for at se (endnu) en oldgammel, faldefærdig katedral i en eller anden obskur fransk by? Afsted med mig, jeg skal ikke være hjemme til aftensmad.

At rejse alene er noget jeg prioriterer meget højt. Jeg pakker kufferten flere gange om året for at drage ud i den store verden. Og det er helt klart noget jeg synes flere burde prøve. Derfor erklærer jeg nu dette tema for åbent. Læs med de næste par uger og bliv inspireret til at se verden på egen hånd.

Eller fod.

Seattle, dag 4

Seattle, dag 4 var:

Barnes & Noble, Bellevue.

Barnes & Noble, Bellevue.

– Bellevue, den fine forstad på den anden side af Lake Washington. En halv time i bus, så er man fremme. Her er skyskrabere, nåletræer og huse til så mange penge, at man knap turde kigge på dem. For en gangs skyld var det også næsten solskin (Seattle er regnvejrsbyen), og jeg vandrede i bogfyldte haller hos Barnes and Noble. Alt var godt.

En hel gang fyldt med slik forklædt som morgenmad.

En hel gang fyldt med slik, forklædt som morgenmad.

– Quality Food Center. Supermarkedsshopping er altså virkelig det mest awesome, og QFC vinder helt klart prisen for bedste biks. Deres grøntafdeling er crazy stor og velforsynet (og grøntafdelinger er generelt ikke noget, der fylder så meget i supermarkederne herovre), og der var en “Natural&Organic” afdeling, hvor alt var økologisk eller lod som om det var sundt. Jeg købte Poptarts. De var ikke økologiske.

Så. Meget. Morgenmad!

Så. Meget. Morgenmad!

– Morgenmadshylderne i QFC. Mængden af kornbaseret spises-med-mælk-på morgenmad er en evig kilde til fryd for simple personer som mig. Så kan det hjemlige sortiment af guldkorn, cornflakes, poppet korn og müsli godt gå hjem og lægge sig. I dette lillebitte udsnit af den økologiske hylde, kan vi f.eks se bønneflager (hvide bønner, linser og kikærter) der spises med mælk som om det var cornflakes! Jeg ville ønske jeg havde købt nogen, bare for at se om der er mening med galskaben.
Der er sprøde majskugler i to farver (gul og lilla), der er flager og kugler af hvede, quinoa, majs, hørfrø, ris og amaranth, der er fuldkornsudgaver af de gængse typer børnemorgenmad med navne såsom Chocolate Koala Crisp og Cinnamon Jungle Munch, der er Polar Puffs og Comet Crispies – eller hvad med Snackimals? Små knasende puffede dyr, morgenmadsversionen af en populær småkage til børn. Lidt ligesom hvis Karen Wolf begyndte at lave morgenmad og kaldte det Franske Vafler. Men hey, det er øko. Og bare for en god ordens skyld, hvis Karen Wolf begyndte at lave Franske Vafler, The Breakfast Version, så ville jeg totalt meget købe en pakke.

Puget Sound med bjerge i baggrunden.

Puget Sound med bjerge i baggrunden.

– Bjerge. Det klare vejr gjorde det endelig muligt at se flødeskumstoppene ovre på den anden side af vandet. Når man ikke er vant til sneklædte bjerge, så kommet det let til at virke som en uvirkelig kulisse. Men de er ægte nok, sne und alles.

Pariserhjul for alle pengene.

Pariserhjul for alle pengene.

– Pariserhjul! Seattlehjul? Der var ingen kø, så et par runder i dødsfælden var et must. Fra toppen af hjulet var der en enestående udsigt til Mount Rainier, det absolut mest berømte bjerg på egnen, kun lettere dækket af skyer. Jeg fik kun ganske få hjerteanfald af højdeskræk på den første tur op til toppen, derefter var det smooth sailing hele vejen rundt og rundt og rundt igen.

– Chipotle. Tex-mex fastfood – og overraskende godt. De udmærkede sig særligt ved at have online bestilling, så man bare kunne valse ind på det aftalte tidspunkt, betale og få sin helt egen pose udleveret. Der er få ting i livet så godt som guacamole lavet på frisk avocado.

Det skulle da lige være en kop kaffe tidligt om morgenen.

Seattle, dag 3

Dag 3 i Seattle var:

Kampfly på rad og række

Kampfly på rad og række

Museum of Flight.

Mit fly det har tre haler...

Mit fly det har tre haler, tre haler har mit fly.

Fantastiske, gennemførte, flyspækkede Museum of Flight.

Wroom wroom!

Wroom wroom! Caproni Ca 20 er klar til ikke at flyve nogen steder.

Der var gamle fly, som f.eks dette Caproni Ca 20 fra 1914. Blot 8,24 meter langt, med et vingespænd på 7,8 og selvom det mest af alt ligner en papmachémodel, kan det flyve 165 km i timen i fem kilometers højde! Et smukt lille manøvredygtigt krigsfly, der aldrig blev sat i produktion, fordi den italienske regering hellere ville have bombefly end skydefly. Min historiske interesse overgik for en kort stund min afsky for våben.

Og det var heldigt, for der var virkelig mange krigsfly.

Royal Aircraft Factory S.E.5a

Royal Aircraft Factory S.E.5a

Der var firkantede fly, som denne S.E.5a fra Royal Aircraft Factory fra 1917 – dette er dog kuns en replika, men jeg er vild med den firkantede næse. Efter sigende var dette britiske fly så godt designet, at selv amerikanerne måtte indrømme at det, trods udseendet, ikke bare var en traktor med vinger.

Warhawk

Warhawk

Der var scary fly, som denne Curtiss P-40N, også bedre kendt som Warhawk. Amerikanerne brugte flyene under angrebet på Pearl Harbor i 1941, og så kan man måske forestille sig hvad de små japanske flag under cockpittet betyder. Hint: det er krigsversionen af et hak i sengestolpen.

Fly, fly og flere fly.

Fly, fly og flere fly.

Der var krigsfly og passagerfly og vandfly og postfly og dronefly og pedaldrevne fly og små fly og store fly og fly i mellemstørrelsen.

Goodyear FG-1D Corsair

Goodyear FG-1D Corsair

Der var så mange af dem at jeg til sidst blev helt rundtosset og måtte ind på cafeen og indtage en sandwich opkaldt efter ovenstående skyfræser, Corsair. Goodyear FG-1D Corsair, med foldevinger og kæmpe propel, bygget i 1945 og designet til at stå på et hangarskib og fylde ganske lidt. Lige præcis dette fly blev fisket op af Lake Washington i 1983, efter at have ligget der siden 1950.

Fantastisk fly. Dårlig sandwich.

Boeing 377 Stratocruiser. Kilde: San Diego Air and Space Museum Archive

Boeing 377 Stratocruiser. Kilde: San Diego Air and Space Museum Archive

Andre highlights inkluderede stor udstilling om flyets historie – det var her jeg fik øjnene op for den umådeligt grimme og helt fantastiske Boeing 377 Stratocruiser, samt dens ligeså grimme kusine, fragtflyet Guppy. Der var et gammelt Air Force One (en Boeing 707 fra 1958, der var præsidentens helt eget flyvende kontor), der var en Concorde og der var en kopi af en af NASA’s rumfærger og en model af Hubble teleskopet, som jeg nok kunne tænke mig at pille på. Der var så mange ting, at mit kamera til sidst løb tør for batteri.

Efter mange timer, var der kun tilbage at tage bussen “hjem” til downtown Seattle, med flade fødder og et brændende ønske om at eje sin helt egen Boeing 747. Mon den kan stå på parkeringspladsen derhjemme?

Seattle, dag 2

Seattle, dag 2 var:

Valentine’s Day. Der var hjerter overalt. Hjerter og dårlig chokolade.

Let brugt latte.

Let brugt latte.

Cafe Fonté var en undtagelse. Ikke et hjerte at se. Kun dejlig kaffe og luksusmorgenmad så langt øjet rakte.

Egentlig hørte der et pocheret æg til retten, men det blev skiftet ud med bacon.

Egentlig hørte der et pocheret æg til retten, men det blev skiftet ud med bacon.

Der var pork belly med pastinakpuré og en bacon, der smagte som om at der burde have været tre gange så meget på tallerkenen. Der var omelet med indisk krydret svinehak og sød kartoffelmos og surdejstoast og hashbrowns, og der var eggs benedict med ægte hollandaise. Det var smukt og godt.

Og så direkte op i Macy’s og prøve tøj. For hvis man ikke kan passe sit nye tøj med vommen fuld af god mad, så kan man aldrig bruge det i livets bedste stunder.
At købe tøj i Macy’s er en fornøjelse, når man hænger og dingler oppe i toppen af de “normale” størrelser, men stadig rent faktisk har en talje. Derhjemme kan jeg til nød købe en formløs sæk, men i USA kan jeg få designerkluns og fine kjoler og vælge og vrage, fremfor at tage til takke med den mindst grimme klud i H&M.
Kort sagt, det er ikke de danske tøjbutikker, der får glæde af mine surt opsparede skillinger, og sådan har det efterhånden været i mange år.

Hylder fyldt med bageting. Jeg havde lyst til at prøve det hele. Selv pandekagepulveret med spiret hvede.

Hylder fyldt med bageting. Jeg havde lyst til at prøve det hele. Selv pandekagepulveret med spiret korn. Måske endda især det.

– Whole Foods. Hvis man kombinerer USA’s færdigmadskultur med helsekostbevægelsen, så får man et supermarked fuld af outreret færdigmad. Og selvfølgelig også masser af råvarer og en glimrende grøntafdeling, omend der er overvægt af udskåret, skyllet og færdigpakket grønt. Hvis man er veganer, mælkeallergiker eller har cøliaki, så vil man muligvis dåne af fryd over udvalget. Og hvis man er kødspiser, vil man lige læse etiketterne ekstra grundigt, så man ikke får købt sig en tofupølse eller en råvegansk chokolademousse istedet for den ægte vare – som de selvfølgelig også har. Det er både et helt fantastisk og helt forfærdeligt supermarked.

43 kr for 62 gram dehydreret kål.

43 kr for 62 gram dehydreret kål.

Der var kålchips og broccolichips.

Kokosbacon? Baconkokos? Grisenødder?

Kokosbacon? Baconkokos? Grisenødder?

Og der var kokoschips med baconsmag. Et koncept, jeg aldrig kommer til at forstå.

Brunt sukker, hvidt sukker, groft sukker, fint sukker, sukker af dadler og palmer og rør. Ikke en roe i sigte.

Brunt sukker, hvidt sukker, groft sukker, fint sukker, sukker af dadler og palmer og rør. Ikke en roe i sigte.

Men også masser af forskelligt sukker, som jeg nok kunne tænke mig at prøve at bage noget med. Kokospalmesukker, sucanat (uraffineret rørsukker), flormelis, rørsukker, turbinadosukker, dadelsukker, muscovadosukker og sukkerknalder! Og hylder med alle mulige mærkelige slags mel, med og uden gluten. Og krymmel med naturlige farvestoffer og en fantastisk flødeis med kaffe, hjembragt i en stor, lilla køletaske med “Whole Foods” trykt på siden.

Og så er den lilla!

Og så er den lilla!

Den glæder jeg mig til at bruge derhjemme. Så tror jeg nok lige at de andre kunder i Føtex kan se hvor berejst og økologisk og sofistikeret jeg er, selvom min kurv er fuld af Pepsi Max og kopnudler.

Seattle, dag 1

Dag 1 i Seattle var:

– At stå op kl 2.45 og være næsten vågen og klar til at hoppe på KLMs pyjamas-fly kl 6.00 til Amsterdam, hvorfra Delta ville sørge for at jeg nåede helskindet frem til Seattle.

Nogen havde bygget et snefly.

Nogen havde bygget et snefly.

– Sne. Sne overalt. En kombination af glat føre og fly, der skulle af-ises på vej ud til startbanen, forsinkede os med en hel time.

Hvis de lavede sådan en kop i porcelæn, ville jeg købe den.

Hvis de lavede sådan en kop i porcelæn, ville jeg købe den.

– Blå sandwiches og møllekaffe at fordrive tiden med. KLM er dedikerede til Hollandsk kultur. Engang fik jeg chokolade, fordi jeg fløj på kongens fødselsdag.
Heldigvis var der god tid til flyskiftet i Amsterdam. Jeg kunne mageligt placere min mås i flysædet efter at have forsikret tre forskellige Deltamedarbejdere om at jeg kun fløj med egen bagage, eget elektronisk udstyr og at ingen havde holdt tasken for mig på noget tidspunkt.

– En 9 1/2 timer lang flyvetur med Delta. Det var en glimrende tur, sædet var behageligt, og der var god benplads, selvom billetterne var så billige, at de måske kunne have været sluppet afsted med bare at binde mig fast til vingen. På inflight entertainment systemet kunne man se 3 afsnit af Bones sæson 10, hvilket jeg straks sørgede for at få gjort. Bagefter så jeg Midnight in Paris.

Vegetarlasagne

Vegetarlasagne med dims

– Den bedste flymad, jeg har fået på economy class. Ikke at der skulle så meget til, men sidste gang (Finnair) kunne jeg på ingen måde klemme maden ned.

En udmærket latte

En udmærket latte

– Ventekaffe inden der kunne tjekkes ind i ferielejligheden. Seattle er åbenbart stedet, hvor alle kaffebarer fødes. De er overalt. Og hvilken passende drik, når man har været vågen i 20 timer og samtidig skal forsøge at justere sit indre ur til at sengetiden falder 9 timer senere end i Danmark. Valget faldt på Caffe Ladro af den ene grund, at der var plads. Men det viste sig at være en ganske glimrende kaffe, og man kunne få hampemælk i. Jeg fik ikke hampemælk i.

Seattle er en progressiv by.

Seattle er en progressiv by. Her er klistermærket på en Starbucks

      – Spraglede klistermærker på nogle af butikkernes døre – mest kaffebarer. Safe Space er et samarbejde mellem Seattles politi og butikker og skoler, der skal være med til at stoppe vold med homo/biseksuelle, transkønnede og generelt bare folk, der falder udenfor heteronormen. Det er rart at se noget åben støtte til den regnbuefarvede del af befolkningen. Go Seattle! Amerikas Forenede Stater består af mere end bare evolutionsbenægtere, abortmodstandere og homofober. Det kunne de lære noget af i Mariager.
Tilsyneladende gælder den som morgenmad.

Tilsyneladende gælder den som morgenmad.

– Min første poptart. En cherry poptart. Det er en slags virkelig dårlig hindbærsnitte uden hindbær, men med kirsebær, der varmes i brødristeren, hvorefter det stadig er en virkelig dårlig hindbær kirsebærsnitte, nu bare varm. Jeg er særligt fascineret af glasuren, der overhovedet ikke smelter i brødristeren? Hvad er den lavet af, og skulle jeg mon købe varianten med chokolade og skumfidus?

– Jetlag. Dette blogindlæg er skrevet midt om natten. Send mere kaffe. Jeg skal bruge energi, hvis jeg skal nå at besøge alle bagerierne og kaffebarerne på min liste.

Historien om Fastelavn: En afslutning

Hvide Tirsdag er fastelavnsbolledagen!

Hvide Tirsdag er fastelavnsbolledagen!

Det er Hvide Tirsdag og sæsonen for fastelavnsløjer er nu officielt overstået. Ikke at jeg så meget til festlighederne. Der var ingen terningudklædte børn, der ringede på og forlangte boller op eller boller ned. Og godt det samme, for i disse kontantløse tider, ville jeg have været nødsaget til at spørge om de eventuelt tog dankort. På den anden side skulle det ikke have overrasket mig om den ledsagende forælder lige havde hevet en trådløs kortlæser op af lommen og spurgt “skal det være på beløbet?”. Eller hvis ungerne havde fået syet en lap med et nummer til MobilePay fast på kostumet. Moderne tider, de er kommet for at blive.

På denne side skulle der have været et yndigt indlæg om fastelavnsløjer, men som det jo kan ske og hænde, selvom det kan være et grusomt tabu, gik livet offline hen og kom i vejen for skabelsen af et sådant indlæg. Så hvis du sidder derude foran skærmen, med din fastelavnsbolle (det er jo hvide tirsdag!), og var helt klar til at læse om fastelavnsløjerne, så kan jeg istedet henvise til et blogindlæg på Den Gamle Bys hjemmeside, der lige præcis handler om fastelavnsløjer! Det er i sandhed smart.

Klik her for at læse.

Og med disse lånte ord, vil jeg afslutte temaet om fastelavn. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har spist SÅ mange fastelavnsboller, men det krævede jo en del bagning at få taget alle billederne. Jeg var et villigt offer for min egen kreativitet. Forhåbentlig var der nogen, der blev klogere.

I morgen er det askeonsdag, og så skal vi faste i 40 dage. Nånej – vi havde en reformation, så vi slipper for den slags. Skål på det! Og god fastelavnsbolledag.

Historien om Fastelavn: Semlor – svenske fastelavnsboller

Semlor!

Semlor! Med rundt låg.

Jeg skal på forhånd undskyld for enhver fejlagtig bøjning af ordet “semla”. Svensker er en ting, jeg ikke er. Til gengæld er jeg stor fan af svensk bagværk.

Den ydmyge svenske semla er, når det gælder fastelavnsboller, min absolutte favorit. I dag er det en hvedebolle, oftest med kardemomme (svenskerne har en ting med kardemomme), udhulet og fyldt med en blanding af brødkrumme, marcipan, flormelis og lidt mælk, toppet med en god skudefuld flødeskum. Så overdådig har den dog ikke altid været. Semlans middelalderlige forfader var “bare” en dyr og eksklusiv bolle, nøjagtig ligesom i Danmark. Den har muligvis været rund med et kors skåret på toppen.

På et tidspunkt begyndte man at brodere lidt på den simple hvedebolle. Man begyndte at tilsætte honning eller sukker til dejen, så den kunne blive sødere. Der var også noget kommen inde over på et tidspunkt. Men vigtigst: Man begyndte at pille krummen ud, for dernæst at blande denne med fløde og/eller smør og stoppe det tilbage i bollen. Hvorfor vides ikke. Måske kedede de sig, svenskerne. Det var dog ikke kun fløde, man puttede i, man farserede dem også med kød. I Märta Stures opskriftsbog fra 1739, er der en opskrift på disse kødfyldte semlor:

Fylda Simlor, 1739:
Skär lock på Simlorne; tag något mer än halfparten utur dem, sedan stekes skårpan i smör, hacka litet kalfkött eller stek, wäl smått med rifwit bröd, Muskotblomma, Corinter, gröna krydder, grädda, färskt smör, litet salt, blanda tillhopa och fyll i semlorne, och sätt igen locket med små biörckpinnar: Tag så köttsoppa som icke är fet, lägg smör der uti, och koka simlorne där uti, så smakar det wäl. – Märta Stures hushållsbok.

På dansk står der: Skær toppen af simlerne, fjern lidt mere end halvdelen af krummen og steg bollen i smør. Hak (stegt eller kogt) kalvekød eller steg meget fint med revet brød (krummen fra simlerne), muskatblomme, korender, friske krydderurter, fløde, smør og lidt salt, bland det hele sammen og fyld simlerne og sæt toppen på med små birkekviste. Steg simlerne i kødsuppe (fond) med smør, så bliver det godt.

Hetvägg - med tænder.

Hetvägg – med tænder.

I 1700-tallet importerede man den tyske tradition med at hælde varm mælk og smeltet smør over den stakkels uskyldige lille bolle og spise den på Hvide Tirsdag.
I Tyskland har man siden middelalderen haft den såkaldte heißwecke, en kileformet krydret hvedebolle (ikke med kommen), af og til med korender, der blev spist til fastelavn med varm mælk og smeltet smør. I Sverige blev retten med den varme mælk derfor kaldt hetvägg. Det var også på dette tidspunkt at man begyndte at fylde malede mandler i bollen, så det ikke bare var brødkrumme og fløde.

Det siges at Adolf Fredrik af Sverige, på den skæbnesvangre Hvide Tirsdag i 1771, spiste 14 portioner hetvägg og dernæst simpelthen faldt om og døde af svær forstoppelse. Det bør man nok tænke over inden man går igang med fastelavnsbagningen. Sådan nogle hetvägg er ganske enkelt svært vanedannende. Det ved jeg, for jeg spiser dem selv. Til kongens forsvar (?) skal det siges at han først havde indtaget et overvådigt måltid bestånde af blandt andet hummer, kaviar og champagne. Og selvom det er et virkelig nederen eftermæle, sådan at have ædt sig ihjel, skulle han efter sigende have været et dejligt menneske, en god fader og virkelig dygtig til at skrælle kartofler.
Historikerne påstår dog at den sande dødsårsag var et hjerteanfald (efter det overdådige måltid), så giv bare los med semlorna, men drop hummeren og champagnen.

Svenske fastelavnsboller - semlor.

Svenske fastelavnsboller – semlor med trekantet låg.

Dødelige eller ej, disse boller var ikke noget man bagte selv. Man købte dem af specielle simlebagere, og af samme årsag var de ikke særlig udbredte i Sverige. De fleste mennesker havde hverken råd til eller mulighed for at købe hvedebrød. Men dem, der havde råd og mulighed – velstående familier bosat i byerne – tog semlan til sig med stor fornøjelse. Man blev ved med at putte varm mælk på op gennem 1800-tallet. Man begyndte også at bruge navnet fastelavnsbolle, altså bare på svensk. Fettisdagsbulle eller fastlagsbulle, alt efter hvor i landet, man boede. Selve ordet “semla” betød på dette tidspunkt stadig bare hvedebolle. Alternativt kunne man falde over betegnelsen fettisdagssemla, men det var muligvis bare noget stockholmeri.

I løbet af 1800-tallet tager semlan sin nutidige form. Man begynder at bruge marcipan i fyldet, og flødeskumstoppen opstår sidst i dette århundrede. Vi skal helt op i 1930’erne, før semlan er en almindeligt udbredt fastelavnsbolle. På dette tidspunkt var hvede blevet billigere og nemmere at få fat på. Semlans popularitet tog dog først for alvor fart efter 2. Verdenskrig. Man holdt efterhånden op med at hælde mælk på, for det var alt andet nemmere bare at spise dem fra bageren som de var.
Det er også her at opskrifter på de svenske fastelavnsboller begynder at dukke op i danske kogebøger, sædvanligvis med et fyld bestående af stødte mandler, sukker og vand eller æggehvide. Om det er opskrifter, man har fået fra Sverige, ved jeg ikke. Min kogebogssamling er rimelig svag hvad Sverige angår, hvilket jeg nok burde få rettet op på snarest muligt.

Semlor med trekantet "låg". Den til højre er fyldt.

Semlor med trekantet “låg”. Den til højre er fyldt.

Men uanset hvad, er mine semlor helt traditionelle, med fyld af brødkrumme, marcipan, flormelis og mælk. Hvis du har lyst til at prøve, giver jeg her en liden opskrift.

Der er to forskellige måder at skære en semla. Den ene er bare at file toppen af, så den bliver rund. Den anden er at skære en trekant (nemmest med en stor saks), som så skal forestille faconen på den originale hetvägg. Jeg kan lide begge dele, og hvis du sidder og har fået lyst til semlor, så skal du bare gøre som det passer dig. Fremgangsmåden er lige her, og hvis du bruger min bolledej, så er det boller trillet af 50 gram dej, bagt 12 minutter ved 200 grader varmluft eller 225 grader uden varmluft. Og så er det fastelavn. På svensk.

Madam Sifs Semlor
Mængde: 4 stk

4 hvedeboller (klik her for opskrift)
60 gram marcipan
1 spsk flormelis
En smule vaniljekorn/vaniljesukker/vaniljeekstrakt
Lidt mælk
1 dl piskefløde pisket til stift skum

Skær toppen af bollerne, eller klip en trekant med en saks. Grav ca. halvdelen af krummen ud, men sørg for at bollen ikke kollapser. Put brødet i en dyb tallerken og hæld en spsk mælk over. Mos brødet ud i mælken – tilsæt lidt mere mælk, hvis det er for tørt. Riv marcipanen og mos den sammen med brødet også. Smag til med flormelis og vanilje til det har en passende sødme. Fordel fyldet i bollerne og læg flødeskum ovenpå. Hvis du har en sprøjtepose med en stor stjernetylle kan du bruge den, og ellers er det fint bare at bruge en ske. Læg de afskårne toppe på igen og drys med flormelis. Spis straks, med eller uden varm mælk.

Omend jeg vil anbefale at udelade flødeskummet, hvis der skal varm mælk på.

Historien om Fastelavn: Hvide Tirsdag og fastelavnsboller

Svenske fastelavnsboller - semlor.

Svenske fastelavnsboller – semlor.

Hvide Tirsdag – den bedste dag i fastelavnsugen! I alt fald i teorien, for den har sit navn efter al den dejlige fede, hvide mad, man skulle spise. Hvedebrød og mælk og æg. I de seneste år er Hvide Tirsdag genopstået som “Pandekagedag”, men det må være noget, man har nolet fra England, hvor dagen kaldes Shrove Tuesday og Pancake Tuesday.

Hvide Tirsdag optræder knap så hyppigt i folkeminderne, dels fordi man tilsyneladende har forsøgt at indskrænke fastelavnsfejringen (når nu folk nægtede at stoppe helt), dels fordi der ikke var andre traditioner tilknyttet end maden. Det skulle man nu ellers mene var vigtigt nok!

En af de traditionelle hvide retter var, i alt fald nogle steder, æggesøbe. Æggesøbe er kort fortalt øl (hvidtøl, ha!) legeret med æg og sukker. Mælk kunne man også komme i, men det optræder kun lejlighedsvis i opskrifter fra 1800-tallet. Måske var det for bondeagtigt til kogebøgerne? Æggesøbe spises med brødterninger, sukker og måske noget kanel, hvis man havde det. Denne opskrift fra 1860 er uden mælk:

Æggesøbe, 1860
8 Æggeblommer og 2 Hvider pidskes stærkt i en Terrin med 1/2 Pd. Puddersukker. 2 1/2 Pot Øl koges med lidt Citronskal og Caneel. Det hældes kogende paa Æggene medens de atter pidskes med et Riis. Dertil spises bagt Fransk- eller Rug-Brød i Tærninger. – Eulalia Ussing: Nyeste Kogebog.

Mælken finder vi til gengæld hos Madam Mangor. Hun har to opskrifter på æggesøbe i kogebogen fra 1837. Den ene er med øl og æg, og man kan, skriver hun, bruge færre æg og istedet tilsætte fløde. Men så vil den ikke skumme så meget. Det må man leve med. Ovenpå kan man dynge sukkerristede rugbrødsterninger.
Den anden opskrift er en hamborgsk æggesøbe:

Hamborgsk Æggesøbe, 1837
2 Potter Melk, 1 Pot Øl, hvori røres en toppet Spiseskeefuld Meel, sættes paa Ilden og røres i, indtil det koger. 5 Æggeblommer pidskes med Puddersukker, blandes med den varme Suppe og hældes i den, som imidlertid er løftet af, for ei at være i Kog. Den sættes igjen paa og røres i, indtil den netop koger, da maa den strax hældes op. Hviderne pidskes i haard Skum, lægges oven i Terrinen, bestrøes med Sukker og styrknes ved at holde en gloende Ildskuffe derover. Den spises med Rugbrød, skaaren i Tærninger og bagt. – Anne Marie Mangor: Kogebog for smaa Huusholdninger.

Retten har overlevet helt op til vor tid, af og til under navnet “æggeøl” – ja der er folk den dag i dag, der påstår at have fået denne spise til fastelavn og påske. Tænk bare.

Helt almindelige hvedeboller med glasurhat.

Helt almindelige hvedeboller med glasurhat.

Fastelavnsbollen hører også til på denne dag. Hvedebrød har været en del af fastelavnsfesten siden middelalderen. I tidernes morgen var den “blot” en usødet hvedebolle, solgt af hvedebollesælgere til folket. Det var ikke så normalt at bage dem selv, i alt fald ikke i byerne. Dem, der ikke havde råd, har måske kunne tigget sig til en bolle hos de bedrestillede. En hvedebolle var noget af det fineste, og det er da også derfor den, ligesom julekagen, er blevet brugt til højtider. Medmindre man var hos hoffet, der fik de hvedebrød hver dag.

En traditionel hvedebolle var strutten. Strutten er en bolle, hvori der er klippet et kors. Hjørnerne trækkes ud til siden, og så bliver bollen sådan lidt firkantet-agtig når den er hævet og bagt. Et lignende brød kaldes simle i senere opskrifter. Den runde bolle var selvfølgelig også almindelig – det blev den i alt fald. Og firknoppen havde man, den kan jeg godt selv lide. Det er 4 små boller sat sammen. Der var også fastekringler, oprindeligt bare en almindelig solid kommenskringle, der kunne holde i tusind år. I slutningen af 1800-tallet og helt op til 1950’erne optræder den i kogebøgerne som en fed gærdej formet som små kringler. Ingen kommen, men af og til lidt kardemomme.

I 1821 optræder den første opskrift på en decideret fastelavnsbolle, med navn og det hele. Det er sådan set bare en julekage, der er trillet til boller. En fed gærdej med mælk, smør og sukker, proppet med rosiner, korender, sukat og kardemomme. Madam Mangor har også en julekage, der er blevet til fastelavnsboller:

Fastelavnsboller, 1898
Dejgen hertil laves ligesom Julekage no. 1. Den behandles og bages paa samme Maade, undtagen at Dejgen opslaas i runde Stykker, saa store som man ønsker Bollerne. Disse sættes ved Varmen for atter at hæves og bages strax. – Mangor: Kogebog for smaa Husholdninger.

Det er der sandt for dyden ikke meget nutidig fastelavnsbolle over. Jeg kan godt lide julekage, men ikke til fastelavn. Frøken Jensen går til gengæld lige skridtet videre og laver sine fastelavnsboller med wienerbrødsdej. Der er dog stadig tale om julekagetypen med sukat, kardemomme og rosiner. Faktisk er der en opskrift i Gyldendals Store Kogebog fra 1956, der stadig er med sukat og rosiner. Dog som ingredienser i et fyld af remonce sammen med mandler, pomeransskal, smør og sukker. Det er altså en fyldt fastelavnsbolle. Her ser vi også den cremefyldte gærbolle, i og med opskriften afsluttes med ordene:

Bemærk! Man kan også fylde bollerne med tyk æggecreme, rå æbler, tyk æblemos, anden frugtmos eller svesker.

Og det var nok værd at bemærke. Det er i alt fald den slags fastelavnsboller jeg kan huske fra min tidlige barndom i 80’erne. Bortset fra at det var wienerbrød, for det var dem, de solgte hos bageren. Wienerbrød med hindbærsyltetøj eller creme, og så lige en ring af farvet glasur. Og så de store lokummer med flødefyld, selvfølgelig.

Smørbagt wienerbrødsfastelavnsbolle fra Dessertdragens Kageværksted i København.

Smørbagt wienerbrødsfastelavnsbolle fra Dessertdragens Kageværksted i København.

De flødeskumsfyldte fastelavnsboller, som vi kender dem i dag, havde muligvis deres spæde start heromkring. I alt fald begynder kogebøgerne på dette tidspunkt at indeholde opskrifter på svenske semlor, der som bekendt er gærboller, udhulet og fyldt med mandelmasse og så et ordentligt læs flødeskum på toppen. Eftersom vi efter 2. verdenskrig elskede ALT der var svensk og ikke var tysk, er det slet ikke et utænkeligt scenarie. Og i 70’erne blev wienerbrød såsom cremeboller (essentielt set spandauere) atter populære, og så var bunden lagt til den moderne fastelavnsbolle: En wienerbrødsbolle, flækket og fyldt med kagecreme, frugt og flødeskum.

Jeg bager altid de såkaldte gammeldags fastelavnsboller, for jeg ELSKER sødt hvedebrød. Og svenske semlor, men dem får du historien om i næste blogindlæg. Gammeldags fastelavnsboller er gærboller med indbagt fyld. I mit tilfælde vaniljecreme. Det er den bedste slags fastelavnsbolle i verden. Og hvis man føler sig ekstra luksusagtig, kan man lige skære låget af og lægge en solid skefuld flødeskum i hver bolle.

Grundopskriften er også aldeles glimrende som helt almindelige trillede boller. Dejen er forholdsvis blød, hvilket giver saftige og luftige boller, der også kan spises dagen efter. Brugen af både fordej og koldhævning giver en velsmagende bolle med en dejlig skorpe, men grunddejen kan også hæves ved stuetemperatur og så bare knaldes i køleskabet en time for at blive kold og nem at arbejde med.

Næste blogindlæg kommer på lørdag og vil som sagt handle om de svenske fastelavnsboller, semlor, og til dem skal du bruge helt almindelige boller uden fyld, trillet af nedenstående dej. Udover de færdigbagte boller skal du også bruge marcipan og piskefløde og mandler. Så vil du lave semlor i weekenden, kan du nu være forberedt på bedst tænkelige måde.

Og nu! Fastelavnsboller.

Gammeldags fastelavnsboller med creme.

Gammeldags fastelavnsboller med creme.

Madam Sifs Gammeldags Fastelavnsboller, grundopskrift
Mængde: ca. 15 boller
Bagetid: 12 minutter ved 200 grader (varmluft)

Fordej:
1,5 dl mælk, stuetemperatur
150 gram hvedemel
5 g gær (en ært)

Gæren røres ud i mælken og melet tilsættes. Det hele røres til en glat dej og får lov at stå ved stuetemperatur i 4 timer.

Grunddej:
2 dl mælk, stuetemperatur
50 gram sukker
20 gram gær
350 gram hvedemel
1 tsk stødt kardemomme
1 tsk vaniljeekstrakt (kan udelades)
50 gram blødt smør
1/2 tsk groft salt

Opløs gæren i mælken. Tilsæt sukker, kardemomme, vanilje og halvdelen af melet. Rør det hele godt sammen. Tilsæt så fordejen og rør godt rundt. Hæld de sidste 150 gram mel i sammen med saltet og ælt dejen blank og smidig. Dejen er blød og noget klistret, så det er nemmest på maskine. Til sidst æltes det bløde smør i. Der æltes til dejen atter er blank og fin. Form dejen til en kugle og læg den i en stor skål. Sæt skålen i køleskabet natten over, mindst 10 timer. Dejen kan stå i køleskabet i op til et døgn.

Udover at give en god smag, gør koldhævningen dejen lettere at arbejde med. Hvis du vil have fastelavnsboller på bordet lidt hurtigere, kan du lade grunddejen hæve på køkkenbordet i ca. 1 1/2 time og dernæst sætte den på køl en time, så den bliver helt kold.

Når du er klar til at bage, tages dejen ud på et meldrysset bord, rulles rimelig tyndt ud og skæres i firkanter på ca 10×10 cm. Læg en ordentlig spiseskefuld vaniljecreme på midten (se opskrift nedenfor. Luk fastelavnsbollen ved at samle hjørnerne sammen og klemme bollen godt lukket. Bollerne lægges på en bageplade beklædt med bagepapir med samlingen nedad. De efterhæver en time og bages dernæst ved 200 grader varmluft i 10 minutter.

Lad bollerne køle helt af før de spises.

Vaniljecreme
4 dl sødmælk
1 dl piskefløde (kan erstattes med 1 dl sødmælk)
8 æggeblommer
150 gram sukker
30 gram mel
1 stang vanilje

Rør æggeblommer og sukker sammen med kornene fra vaniljestangen. Brug et almindeligt piskeris med håndkraft og det hele. Pisk melet i. Spæd langsomt op med fløden og rør godt rundt imens. Rør mælken i og smid de tomme vaniljestænger i gryden også. Sæt en skål ved siden af komfuret og læg en sigte oveni. Så er den klar til når cremen er kogt.
Smæk så gryden på komfuret og tænd for en god varme. Ikke helt i bund, så brænder det hele bare på. Jeg bruger trin 7 ud af 9 på mit komfur. Varm cremen op under konstant omrøring. Brug piskeriset til at røre med. Når cremen begynder at boble, skruer du ned for varmen og lader det koge under stadig omrøring i 2 minutter. Tag cremen af varmen og hæld gennem sigten ned i skålen, der står og venter. Lad cremen køle af til stuetemperatur. Rør rundt af og til, så den ikke trækker skind. Nu kan du enten sætte cremen på køl og bruge den inden 2 dage, eller bruge den med det samme til dejlige fastelavnsboller.

Det er muligt at der er for meget creme. Det afhænger helt af hvor gavmild du er. Cremen kan dog fryses

Historien om Fastelavn: Flæskesøndag og Flæskemandag

Fastelavnsbolle er mit navn

Fastelavnsbolle er mit navn

I år er det fastelavn d. 7 februar. Det er om en lille uge, så det er med at få afmonteret dørklokkerne inden ungerne kommer. Er der stadig nogen, der rasler? Vi så ikke et øje sidste fastelavnssøndag, men det kan også være fordi jeg lå i flæskekoma og bare slet ikke hørte nogen, der bankede på.
Flæskesøndag og Flæskemandag er de gamle navne for hhv. fastelavnssøndag og fastelavnsmandag. Dagene har navn efter en middelaldergammel traditionen med at spise flæsk i disse sidste dage før den 40 dage lange katolske faste. Selvom vi ved Reformationen af 1536 mistede alle former for tilknytning til den katolske kirke, og afskaffede fasten og fastelavnens religiøse betydning forsvandt, så bestod festen. Vi var (er!) et fornuftigt folk, der nok kunne se at livet ikke var megen spas, om man ikke havde en god bunke af selvsamme.

Folkets fortsatte fejring af fastelavn mødte dog en del kirkelig modstand. Den nye protestantiske kirke mente at alle højtidsløjer ( = alt, der var sjovt) var hedenske. Omvendt mente den katolske kirke at protestanterne var nogle ugudelige slapsvanse, der ikke engang kunne holde sig vågne til en midnatsmesse.

De gejstlige gjorde hvad de kunne for at losse katolicismen ud af folks hverdag. Nogle af sakramenterne forsvandt. Den katolske kirke har syv sakramenter, nemlig nadveren, dåben, konfirmationen, ægteskabet, skriftemålet (bod), de syges salvelse og præstevielsen. Sakramenter er særlige nådegaver, indstiftet af Gud hamselv. Måske som en undskyldning for på forhånd at have sørget for at stille så høje krav, at man aldrig vil kunne leve op til dem? Generelt virker det som om Gud opfylder samtlige kriterier for narcissistisk personlighedsforstyrrelse. En central del af den lutherske lære er nemlig, at uanset hvad vi gør, så er vi aldrig gode nok. Aldrig nogensinde. Vi må forlade os helt  på Guds nåde og satse på at han tilgiver os for at være født som nogle små svin. Arvesynden må siges at være en rekordlang bæren nag.

Uanset hvad, har den lutherske kirke kun to sakramenter: dåben og nadveren. Skriftemålet holdt ved et par hundrede år efter reformationen, men forsvandt i 1700-tallet. Man begyndte også at holde gudstjenester på det lokale sprog, hvilket før var foregået på latin, og Biblen blev oversat, så man selv kunne læse den. Hvis man da kunne læse, for det var der ikke så mange, der kunne. Skolepligten blev først indført i 1814.

Reformationen betød et opgør med flere gamle skikke. Som før nævnt røg der nogle fester i svinget. I kølvandet på reformationen opstod der puritanske tilstande, og både præster og teologer var grebet af nyreligiøs vækkelsesånd. Ud med den gamle kætterske religion! Den katolske faste var noget syndigt fup. Ikke mindst fordi de rige enten bare åd dobbelt så meget af fastemaden, eller endnu værre: betalte de fattige for at faste for sig! Det var temmelig tåbeligt, eftersom hele meningen med fasten, var at gøre bod og komme tættere på Gud og være sådan helt helligagtig. Det svarer lidt til at man begår en forbrydelse og betaler andre for at tage straffen.
Og kongerne var enige. Men det var jo også Frederik d. 2, der indførte protestantismen, så det ville have været dumt andet.

Christian d. Femte lod bekendtgøre et forbud mod både julestuer og fastelavnsløjer. Det skete i “Kong Christian den Femtis Danske Lov” fra 1683. Heri bekendtgør Christian den Femte af Guds Naade blandt andet at

Al letfærdig og forargelig Lægen om Jul, eller andre Tider, og Fastelavns Løben forbydis
strengeligen, og bør alvorligen at straffis
.

Og det var da også noget værre ugudeligt stads, de begav sig af med. Det ved vi, skønt det er så frygteligt længe siden. Det var nemlig præsterne, der brokkede sig, og når de brokkede sig, så skrev de det gerne ned i både prædikener og bøger.

Hemmingsen, Niels. Kilde: Wikipedia.com

Hemmingsen, Niels. Maleriet hænger på Frederiksborgmuseet. Kilde: Wikipedia.com

En af disse hellige mænd, var Niels Hemmingsen, eller som han hedder, når man søger efter hans bøger på Det Kongelige Bibliotek: Hemmingsen, Niels.
Hemmingsen, Niels var en meget troende og lærd mand. Teolog, kongelig rådgiver og flittig skribent. Mangen en bog om det gudfrygtelige liv er udsprungen fra hans hellige penneskaft, og heri man kan læse om livet som Ægte Kristen. Størst er værket “Postille”, der er en slags “hot or not” instruktionsbog til præster om den protestantiske tolkning af den kristne tro, der på dette tidspunkt kun var omkring 40 år gammel. Et særligt had til at more sig gennemsyrer visse kapitler. Her om fastelavn:

At Folck skal læris oc vnderuisis / huordan Klædebon Christne Menniske bør at i føre sig / imod den Dieffuels oc Hedenske galenskaff / oc skendige vane / met den Fastelaffns klædning / som her til haffuer veret brugt mange steder i Christendommen / met Guds store bespaattelse oc fortørnelse. Oc dette maa vere nock sagt om denne næruerendis Høytid.

De gode kristne mennesker skal simpelthen holde op med at klæde sig ud til fastelavn. Det var helt klart en ting dengang, omend det var de voksne og ikke børnene. Man klædte sig ud og for en kort stund var rig og fattig lige. Mænd klædte sig endda ud som kvinder, noget, der i særlig grad faldt de hellige mænd for brystet. De store karnevalsoptog vi kender i dag, stammer oprindeligt fra festivitas afholdt i forbindelse med begyndelsen af fasten. Det store karneval i Venedig holdes f.eks stadig 40 dage før påske. Det var meget vildere i gamle dage. Man drak tæt og gik fra hus til hus og lavede ballade. Den uskik formår Hemmingsen også at give et par skarpe ord med på vejen:

Her skulle vi oc vel acte / at der ere tuende slags Fester oc Høytider / det ene slags er Legemens Høytid / det andet er Sjælens. Legemens Høytid er / den som beskickis oc holdis for kjødelig Vellyst skyld / saadanne som Hedningernis Høytider vaare / Oc hos oss Fastelaffns Høytid / Kiermysse oc andre saadanne / paa huilcke mand mere tjen Djeffuelen end Gud

Med andre ord, slige højtider som fastelavn og kyndelmisse er kun til for at have det sjovt, og derfor er det Djævlens højtider. Så kan man lære det.

Men religiøse og lovmæssige forbud til trods, er man fortsat med at fejre fastelavn, omend de meget vilde udskejelser stort set var ophørt i 1700-tallet. Men maden, den kunne man jo ikke så godt forbyde. Før reformationen var flæskedagene en undskyldning for at få noget ordentligt i skrutten inden fasten. Flæsk skulle det være, og det skulle også beskytte mod ondt i ryggen, når man spiste flæsk på flæskesøndag. Eftersom det var før køleskabets tid, var flæsket som regel saltet eller røget.

En oplagt flæskeret var gule (eller grå) ærter. Den tørrede ært var en almindelig basisfødevare i middelalderens Danmark, for det var før kartoflens indtog. Ærten var fuld af proteiner, men det vidste man ikke dengang. Man vidste bare at den var god at spise under den lange faste, når man ikke måtte få kød. Der var hvide, gule, grønne og grå ærter – de gule og grønne kan man stadig købe (omend de grønne er svære at finde), mens de hvide og de grå er nogle man må ty til frønørderne for at få fingre i.

Gule ærter med flæsk er nævnt som traditionelle fastelavnsretter i folkemindesamlinger fra Jylland. En opskrift fra 1793 lyder som følger:

Afsiede Guleærter, 1793
Ærterne blødes ud Aftenen førend de skal bruges, det saltede Kjød, eller hvad det end er, udblødes vel, dette koges om Morgenen betids, Ærterne sættes paa i koldt Vand og koges til de ere møre, af Kjødsuppen kommes paa Ærterne, naar de ere mosede i Stykker, dette sies igjennem et fiint Durkslag, derpaa kommes vel Sillerie noget Purre og et Par hele Rødløg og Salt, noget heel Peber, det koges tilsammen sin behørige Tid, Efter behag kan man og lade Ærterne blive hele og saaledes spise dem, som er nok meest brugeligt for begge anførte Stænder. Til de afsiede gives gjerne bagt Hvedebrød. Kjødet gives til Ærterne. – Carl Müller, “Den Danske Huusmoder”

Flæskeæggekage

Flæskeæggekage

Gule ærter er godt! Især dagen efter. Anden traditionel jydemad (i alt fald på nogle egne) var stegt flæsk og flæskepandekage/æggekage. Det er en ret, der er lidt afhængig af om man havde æg, men de år, hvor fastelavnen er faldet sent, er det ikke utænkeligt. Så kunne de små hønsemaskiner levere lidt til frokosten den dag:

Fleske-Pandekage og Flesk med Æg, 1855
Man pidsker 10 Æggeblommer indtil de ere tykke, rører saa otte Spiseskeefulde sød Melk deri, hvori man har udrørt en Spiseskeefuld Meel og lidt Peber, og tilsidst ogsaa de til haardt Skum pidskede Hvider. Tre Fjerdingpund røget Flesk steges paa Panden; og alt Fidtet frahældes. Æggedeigen hældes over Flesket og bages indtil Kagen er lysebruun, hvorpaa den vendes og bages ogsaa paa den anden Side.
Det her angivne Qvantum er til fire á fem Personer.
– Illustreret Kogebog for store og smaa Huusholdninger, Anonym.

Det er jo ca. sådan som vi stadig laver det i dag. Der er nogle retter, der ikke forgår så nemt. Æggekage med flæsk er et fantastisk stykke mad – når bare der er flæsk nok, forstås. Jeg bruger altid røget bacon af den slags man selv skal skære i tykke skiver. Det er kræs, og jeg tror ikke engang at Hemmingsen, Niels ville kunne beklage sig over slige kulinariske udskejelser. Man spiste selvfølgelig ikke kun flæsk. Der var jo også Hvide Tirsdag og den ydmyge fastelavnsbolle. Og det kommer de næste par indlæg til at handle om. Med opskrifter. Bagefter skal det handle om fastelavnsløjer, mest dem på landet.

I dag er det forøvrigt kyndelmisse. Vinteren er nu halvvejs, og så kan man lige gå ud og lure i spisekammeret og se om man har halvdelen af vinterforrådet tilbage, eller om det hele blev ædt i julen. Husk at spise flæsk, så får du ikke ondt i ryggen det kommende år. Pandekager må der også til.
Nogle steder var kyndelmisse også slutningen på julen, og så trampede børnene i gulvet, så de kunne trampe julen ud. Og hvis man sætter sig til at spinde garn om aftenen, da vil en kone dukke op og stikke en blodig hånd ind af vinduet og sige:

Her skal du se hvad jeg vandt
Fordi jeg kyndelmisse aften spandt

Det var grove løjer i gamle dage. Så lad hellere være. For en sikkerheds skyld.