Team Januar: Den Gule Vintersuppe

Meget gul suppe

Meget gul suppe

Jeg lider af det, man på fagsprog kalder “vinterblargh”. Det kommer snigende så snart dagene bliver rigtig mørke i november og gør mig til en overfølsom sofakartoffel. Jeg ynder at grave mig langt ned under dynen og spise kiks og se programmer som Luksusfælden og Depotjægerne og Politijagt (go Vlado!) i én køre. En slags mentaldvale. Og selvfølgelig er man mere splatten om vinteren. Det er mørkt og man går sådan lidt ned i gear og det er helt naturligt. Men når jeg, efter alt for lang tid som kiksespisende grøntsag, begynder at spontantude over de mest åndssvage ting, så ved jeg at det er gået for vidt. Og jeg kender kuren: Frisk luft og flere grøntsager.

Hvorfor er kuren aldrig kage og Lord of the Rings, extended edition?

Nå, men det er heldigvis ikke så slemt som det lyder. For selvom jeg i en del år har vidst at jo større grøntsagsindtag, jo mere overskud (også selvom jeg stadig spiser kage), så har jeg i endnu flere år også vidst at jeg ikke kan lide dem. I min verden var grøntsager sådan en slags helsetortur. Noget man skal gemme i kødsaucen eller farsen for “så kan man ikke smage dem” (jo man kan) og alt det rare med dressing og smørdampning, det måtte man ikke. For så døde man, mindst. Det sagde (og siger) Sundhedsstyrelsen selv. Og den fedtfattige bølge i 90’erne gjorde ikke meget for at rette op på min indstilling til grønt. Eller mange andres, så vidt jeg kan observere. Af en eller anden årsag skal grøntsager helst være en form for syndsforladelse man placerer på sin tallerken, helt smagsforladt spar-på-fedt-og-salt-og-sukker-agtig, fordi “det skal man jo” og “det er så sundt” og jeg får allergi af det. Jeg forsøgte mig også med at læse grøntsagskogebøger, men de var alle fyldt med ulideligt sundhedspræk, og jeg er uendeligt ligeglad med at få indre glød og C-vitaminer nok til at dække behovet i en mellemstor kinesisk industriby. Skriv hellere noget om hvordan jeg får den her gulerod til at smage godt, for den er ved gud ikke særligt spændende au naturel.

Kål på den seje måde hos Mielcke & Hurtigkarl

Kål på den seje måde hos Mielcke & Hurtigkarl

Til sidst sagde jeg “fuck det” og begyndte at kigge efter grøntsagsretter hos erfarne kokke og passionerede madmennesker. En ny verden åbenbarer sig pludselig, når man ikke længere må kassere enhver opskrift med andre typer fedt end koldpresset rapsolie (føj). Den ultimative åbenbaring var en kålservering hos Mielcke & Hurtigkarl: Dampede kålblade med svinefedt og østersemulsion. Jeg ved ikke hvor de gemte svinefedtet, for det var ikke sådan at det var synligt. Måske var det ligesom en smørdampning (glimrende til spidskål!). En mageløs servering og vi taler stadig om “kålbuketten” herhjemme som var den Jesu Genopstandelse i grøntsagsform. Og så begyndte jeg for alvor at se grøntsager i et nyt lys. Nu hygger jeg mig med at eksperimentere i køkkenet, og det er ikke altid at tingene passer sammen. Igår lavede jeg f.eks italienske kødboller i en sauce af tomat/løg/peberfrugt/persille og serverede dem med sukkerærter sauteret i hvidløg og bagte søde kartofler, der var blevet gratineret under en blanding af rasp, parmesan, hvidløg og persille. I sandhed en besynderlig sammenblanding. En anden husfavorit er denne asiatiske kålsalat med ingefær-peanutbutterdressing. Aldrig før er en kålsalat blevet inhaleret med så stor begejstring på denne matrikel. Det hænder også at jeg laver fransk løgsuppe eller kartoffelsuppe eller salat af fintsnittet rødkål med creme fraiche og kvædegele. Eller ristede rosenkål med balsamico. Eller jordskokkesuppe med fisk.

En af mine favoritter er grøntsagssupper. Helst blendede grøntsagssupper. Med rodfrugter. Og kokosmælk. Vi har en blender, der er så kraftig at jeg nervøst danser rundt når den kører. Dels fordi den lyder som en støvsuger og dels fordi man ikke skal låse blenderglasset fast ved at dreje det rundt. Man plopper det bare ovenpå motoren og så sker der noget magisk og det bliver stående mens maskinen siger lyde, som var det angrebet på Pearl Harbor. Resultatet er en meeeeget glat grøntsagssuppe, lige som jeg kan lide det. For et par dage siden blendede jeg en ekstremt gul rodfrugtsuppe, som jeg gjorde ganske dødsensfarlig ved at koge den på hønsefond. Jeg koger stort set altid supper på hønsefond, for det giver dem både dybde og smag og gør dem til små suppeformede vidunderspiser. Hønsefonden koger jeg selv, og det er der ca. tre millioner opskrifter på hvis man googler, så det vil jeg undlade at uddybe i denne omgang. Man kan også bruge grøntsagsfond, hvis man er vegetar-veganer, men det er synd at koge suppen på rent vand. Brug en fond. Det kan fint være en købefond, man skal bare være opmærksom på at de ofte indeholder salt, og man skal derfor salte noget mere forsigtigt end man plejer. Ellers får man saltsuppe, og det smager ikke godt.

Denne gule suppe er ikke en saltsuppe, det er bare en dejlig krydret sag med hvidløg og ingefær og endda lidt chili. Men kun meget lidt, for jeg er en chilikylling, der ikke synes at mad skal gøre ondt. Krydringen bryder den meget søde smag, rodfrugtsupper ofte har, og det kan vi lide. Opskriften gives til to personer, men den er nem at gange op. Du kan også bytte rundt på rodfrugterne, men det er de søde kartofler, der giver fylde og cremethed til de andre, mere vandede rodfrugter. De kan erstattes med græskar, der gør ca. det samme. Værsgo:

Gul Vintersuppe
2 solide portioner

4 søde kartofler
2 jordskokker
2 persillerødder
2 gulerødder
(i alt ca 700 gram renset vægt, så tag flere rødder om nødvendigt)
4 fed hvidløg
1 almindeligt gult løg
1 spsk reven ingefær
1/2 tsk knust spidskommen
1/2 tsk stødt koriander
1/2 tsk røde chiliflager
3 dl hønsefond (eller grøntsagsfond)
1,5 dl kokosmælk (“creamy coconut” fra Santa Maria er nice)
Salt
Peber
Sukker
Saft fra lime eller citron

Start med at skrælle rødderne og skære dem i grove tern. Hiv overfrakken af løget, skær det midt over og dernæst i tynde skiver. Pil hvidløgene, knus eller hak dem fint. Ingefæren skrælles (skrab den med en teske, det er nemmest) og rives på et skarp, fint rivejern til der er en spiseskefuld mos. Alternativt kan den hakkes fint, hvis man ikke har et rivejern.
Smelt en spsk smør i en mellemstor gryde og svits løgene ved lav varme sammen med hvidløg og ingefær, til det hele er blødt og dufter. Ca. 5 minutter. Det må ikke tage farve. Rør rundt undervejs. Smid så alle krydderierne i og giv dem et minuts tid i den varme gryde. Hæld lidt fond på og rør rundt i bunden så alle de små brune bidder bliver hevet op i suppen. Tilsæt resten af fonden, grøntsagerne, og kokosmælken og lad det hele simre til grøntsagerne er meget møre, ca 20 minutter. Blend suppen til den beder om nåde, enten med en stavblender eller i et blenderglas. Smag til med salt, peber, en halv tsk sukker og friskpresset citron- eller limesaft. Citronsaft gør virkelig meget for smagen i de fleste grøntsagssupper. Især hvis man først tilsætter det tilsidst, så det ikke skal koge med.

Server den rare suppe med lidt creme fraiche, eller måske noget persillepesto, eller bare som den er. Den kan holde et par dage i køleskabet, så lav bare rigeligt. Bon appetit!

Team Januar: Tips Til En Awesome Januar og Hvid Bønnesuppe

Hvid bønnesuppe

Smuk, hvid bønnesuppe

Tips til en awesome januar

1. Blokér alle fitnessidioter på din Facebookvæg. Især dem, der går til alternative behandlere og så absolut dem, der bruger en retorik, der indeholder ord som “clean eating”, “helende mad”, “detox” og lignende begreber, der alluderer at nogle madvarer er beskidte. Det er mental selvskade og hører ingen steder hjemme. Eneste undtagelse er broccoli. Broccoli er en beskidt madvare.

2. Spis rar vintermad. Jeg har haft fransk løgsuppe, kartoffelsuppe m bacon og hvid bønnesuppe på menuen. Kommende madplan inkluderer coq au vin, jordskoksuppe og Ting i Kokosmælk.

3. Sæt tid af til sjælepleje hver dag. Noget, der absolut ikke har andet formål end at være rart. Personligt er jeg fan af klassikeren med sofa, tæppe, te og god bog eller virkelig mange afsnit af en eller anden TV-serie med en virkelig god intro. Må jeg i den anledning anbefale Marvels “Agent Carter”. Den har det hele: Marveluniverset, 50’erne og Hayley Atwell, som jeg haver synes om siden jeg så hende i Jordens Søjler. Har du børn, så spark dem udenfor imens. Det er sundt at lege i naturen. Længe. I Nordsverige.

4. Hvis du, ligesom jeg, har tendens til at få The Vinterblues, så gør lidt ekstra ud af sjæleplejen. Jeg er for eksempel lige for tiden ude af stand til at sidde i sofaen uden min dyne. Og jeg vælger gerne den nemme løsning hvad indkøb angår – heroppe i det nordlige Sjælland kan man få nemlig.com til at ringe på med en hel masse kasser, og det er absolut den lidt højere pris værd i disse dage.

5. Sæt tid af til den yndlingsting, du slet ikke bruger tid nok på. Jeg er begyndt at tegne igen, og jeg overvejer om det er nu, jeg skal sætte tid af til at få skrevet den roman, jeg har drømt om at skrive siden jeg var barn.

6. Hvis du kan lide at rejse, så daf afsted nogle dage i januar eller februar. De fleste ikke-charter-destinationer er billige nu, omend man nok skulle have booket før jul for at få de ægte lave priser. Men Norwegian har gode tilbud, og billetter til februar burde stadig holde en fin pris. Paris er semiforladt i januar/februar, og Rom skulle efter sigende følge efter fra i næste uge. Østeuropa er nærmest gratis, men kan også være ret godt dækket af sne. Tallin og Riga er smukke byer, der ikke bliver overrendt udenfor sæsonen. Selv tager jeg til Budapest i starten af februar. Billige flybilletter, billigt hotel. Det bliver min første tur til Ungarn og jeg glæder mig helt vildt. Jeg skal have paprika med hjem.
Om et par dage skal jeg ud og flyve en tur med den splinternye Bombardier CS300 – en helt ny flytype, der pt. kun flyves af Air Baltic på ruten mellem Riga og Amsterdam. Det glæder min vintertrætte sjæl sig noget så grusomt til at prøve. Jeg skal bo på hotel i lufthavnen i Amsterdam, og hvis der er noget jeg holder af, så er det at bo på hotel i større lufthavne. Min indre Marco Polo går amok!

7. Tal med dit kæledyr. Jeg har f.eks idag brugt meget tid på at spørge mit marsvin om hun er Mors Lille Flomse. Også selvom det er tydeligt for enhver at DET er hun i alt fald. Især hvis jeg har grønt til hende.

Mere hvid bønnesuppe!

Mere smuk hvid bønnesuppe!

7. Lav min awesome bønnesuppe! Den er grim, men den smager dejligt, mætter meget, er nem at lave og jeg er meget afhængig af den lige for tiden. Den passer godt ind i begrebet “hyggelig vintermad”. Den er varm, den er tyk, der er sæsonbetonet grønt i og så kan man hælde brødcroutoner på. Brødcroutoner er altid godt. Du kan også lege med krydderierne eller måske bruge en lækker lille kogeskinke istedet for svineskank. Men så skal kogevandet ikke saltes. En rest kyllingekød samt fond kogt på skroget duer også, og således kan man selv være kreativ. Det bedste er næsten, at den kan holde sig 4 dage på køl, og kun bliver bedre som dagene går.

Hvid bønnesuppe med gris i
4 pers

200 gram små hvide bønner
1 løg
2 fed hvidløg
1 svineskank på ca. et kg
1 meget stor håndfuld finthakket grønkål
Salt og peber
Sukker
Citronsaft

Sæt bønnerne i blød i rigeligt vand dagen før. Kog dem møre i en liter letsaltet vand. Det tager en 45 minutters tid, for de skal være helt og aldeles møre. Hæld bønnerne op i en sigte og gem kogevandet. Hvis du er den heldige ejer af en trykkoger, kan du få endnu mere velsmagende bønner. Hæld de rå, ikke-udblødte bønner i trykkogeren med en liter letsaltet vand og giv dem 30 minutter ved max. tryk (15 psi/1 bar). Bønnerne skal være helt møre og kunne mases med en finger. Sådan gør jeg altid selv, og det er ikke farligt at spise ikke-udblødte bønner, når de blot er kogt 100% møre – ligesom udblødte bønner også altid skal være.

Skanken skal også koges. Den puttes i en stor gryde og dækkes af letsaltet vand med lidt laurbærblade, nelliker og peberkorn i. Bring i kog og skru ned til en simren. Lad det boble under låg til kødet er ved at dratte af benene, ca 1,5 – 2 timer. Hiv skanken op, lad den køle af, og pil så kødet af benet og skær det i mundrette bidder. Hæld kogevandet gennem en fin sigte, evt et klæde, og gem det.

Alt dette kan gøres dagen i forvejen. Når suppen skal samles, skærer du løget midt over, hiver overfrakken af og skærer hver halvdel i tynde skiver. Smelt lidt smør i en gryde (sådan en mellemstor 3-4 liters sag) og svits løgene til de er bløde og rare. Hæld bønnerne over og dæk dem lige akkurat med en blanding af kogevandet fra grisen og kogevandet fra bønnerne. Det det boble i 10 minutters tid og give det så en ordentlig fræser med stavblenderen (eller hæld det i en alm. blender eller foodprocessor) til det er en fin, glat suppe. Nu kan du justere konsistensen med mere kogevand hvis du synes den er for tyk. Den må godt være lidt til den tynde side, for den skal serveres med croutoner, og de suger meget væske. Til sidst kommes den finthakkede kål og kødet i og koger med i 10 minutter. Smag til med salt, peber, et nip sukker. Når gryden er taget af varmen tilsættes et godt skud citronsaft.

Spis med dejlige brødcroutoner, der laves ved at skære tørt brød i tern, vende dem i lidt smeltet smør og riste dem i ovnen i et ildfast fad ved 200 grader til de er sprøde og gyldne. Rør i dem jævnligt.

Har du persille så dyng noget på. Bon appetit!

Team Januar: Kanelsneglekage med flødeostglasur

Et stykke smækker kanelsneglekage.

Et stykke smækker kanelsneglekage.

Det er koldt derude, men endnu har Kyndelmisse ej slået sin knude, og vi har således stadig mere vinter foran os end bagved. Og som om det ikke var nok, så er januar og februar de koldeste måneder i året. Det kommer måske næppe bag på nogen, eftersom vi har levet i en veritabel dybfryser de sidste par dage. Minus 13 grader! I går stod termometermåleren blot på frysepunktet, med isslag til følge. Det var spas at krabbe sig hen over fortovet med de dyrebare indkøbsposer i hver hånd. Champagnen overlevede, men jeg måtte sætte mig ved busstoppestedet og fortære caviaren inden den gik tabt.

Det var vist cirka sådan det gik til.

Vi haver nu endegyldigt lagt julen bag os. Selv de mest hardcore julefreaks på en af mine julefacebookgrupper har set det i øjnene, hevet julepynten ned og er begyndt nedtællingen til næste jul. Sådan som alle normale mennesker ville gøre det. Tilbage står vi med knaldgule reklameaviser, den årlige tilbuds-email fra Madlog og en overflod af inspirerende artikler og blogposts. Det er den sædvanlige hitliste: Vægttab, komme i form, bruge færre penge, spise mere grønt. Jeg er gået i flyverskjul så jeg ikke bliver påvirket af slige puritanske tanker. Istedet sidder jeg med næsen i bøger om gamle dage. Og når jeg siger gamle dage, så mener jeg i tiden mellem ophævelsen af stavnsbåndet (ca. 1800) og starten af 2. Verdenskrig (1940). Det er sådan en rar periode at bruge, når man skal kloge sig på det danske bondeliv i gamle dage, for man gik helt amok med folkemindesamlingerne dengang omkring århundreskiftet, så der er kildemateriale nok at tage af. Og det var inden industrialiseringen for alvor satte ind, så det har den der dejlige snert af romantisk landliv, man kun kan lade sig indhylle i, når man aldrig selv har prøvet at stå op kl 5 om morgenen for at hive en ko i babserne.

At være bonde var i sandhed et arbejdsliv, men man arbejdede i et adstadigt tempo og formåede i høj grad at more sig. Der var snart ikke den anledning, man ikke kunne slå et gilde af, og i vintertiden benyttede man sig i særlig grad af det. Forår, sommer og efterår var fuldt pakkede med at sikre afgrøder og vinterforråd, men vinteren betød Vinterhvile. Det var ikke sådan rigtig hvile, for man brugte stadig tiden på arbejde. Man reparerede redskaber og lappede hullerne i taget og kartede uld (Kartegilde!) og tærskede kornet, man havde høstet og så videre og så videre. Men man havde tid til at gå på besøg hos naboerne. Nogle steder brugte man denne tid på at holde de så sagnomspundne Kaffeborde. Vi kender dem bedst fra det sønderjyske, fordi de dernede antog en nærmest sagnomspunden patriotisk skikkelse i krigstider, men resten af landet havde selvfølgelig også sans for at læsse på med de søde sager. I en tid uden Facebook og Instagram var det ved lejligheder som disse, at husmoderen kunne brillere med sine evner som Kringlebager og Småkagetriller og imponere de andre damer behørigt. Det virker som om at de højt belagte kaffeborde for alvor tog fart i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor den nymodens opfindelse, brændekomfuret, gjorde det muligt selv at fremstille finere bagværk såsom kringler, lagkager, småkager og konditorkager.

Det var også på dette tidspunkt at der helt generelt skete store forandringer på landet. Bønderne begyndte at producere mælk til andelsmejerierne og fik flere penge mellem hænderne (til hvedemel!). Det, og brændekomfuret, fik betydning for hele måltidskulturen. Nye møbler, nye køkkenredskaber og ikke mindst spisestellet. Man gik fra i høj grad at spise søbemad (grød, suppe, kogt i gryde) af egen ske fra fælles fad, til også at spise stege og frikadeller og stegt mad. Man begyndte at bruge tallerkener og gafler og syvogtyve forskellige fade, noget der ellers havde været forbeholdt overklassen. Kaffestellet vandt også indpas, og så holdt man op med at drikke kaffe af skåle.

Kaffebordet som særlig vintertradition har jeg mest fundet spor af i Jylland, men jeg skal på ingen måde påstå at man ikke har rendt hinanden på de sneplettede døre i det ganske land. Og uanset om der var tale om vintertradition, julefest eller bare kaffegilde til Særlig Anledning, så fulgte serveringen gerne et bestemt mønster: Først fik man boller – med smør! – for at lægge bunden. Så var der kringle, skærekage (sandkage var populær), lagkage og måske også finere bagværk som linser eller lign. Man sluttede selvfølgelig af med småkager og helst flere slags. Man skulle smage på det hele, for den stakkels husmoder havde brugt flere dage på at kokkerere. Kaffe måtte der også til, ellers ville det være blevet et meget sølle kaffebord. Måske ville der endda have været lavmælte protester. Det var i høj grad bondestanden, der sørgede for at kaffesælgerne havde noget at lave i Danmark. Man ristede og kværnede selv bønnerne, omend kaffebrænderier begyndte at vinde indpas på samme tid som brændekomfuret.

Det er også fra midten af 1800-tallet at kogebøgerne begynder at bugne af opskrifter på disse kaffebordskager, og dem skal jeg med stor fornøjelse dele ud af her på bloggen, så I kan gøre dem kunsten efter. Men først en moderne kaffebordskage, endda en ret moderne en af slagsen. Det er en kanelsneglekage, der gør brug af en særlig teknik kaldet “tangzhong”. Man starter med at lave en jævning af mel, vand og mælk og varme den op til ca. 65 grader. Væsken får stivelsen i melet til at “gelere” og det giver et helt fantastisk luftigt og saftigt brød. Det er nemt og ikke svært, og jeg synes du skal prøve det. Hvis det alligevel bliver for moderne til dig, kan du istedet brug min almindelige kanelsnegledej, som du finder ved at klikke HER.

Kanelsneglekagen har jeg valgt at toppe med flødeosteglasur. Det er et brilliant koncept, der smager aldeles glimrende. Eneste ulempe er at flødeostglasur egentlig skal stå på køl, og det må kagen absolut ikke, så man skal vente med at smøre den på til man skal servere bagværket for de intetanende gæster. Man kan selvfølgelig også lave enkeltstående snegle, omend det er muligt at de kun skal bage 12-15 minutter i så fald. God fornøjelse!

Kanelsneglekage
Mængde: 7-10 meget store snegle
Bagetid: 20 min v 200 grader
Frysning: Ja, uden glasur

Tangzhong:
50 g mel
125 g mælk
125 g vand

Hæld melet i en lille gryde og pisk mælken i. Rør vandet i til sidst. Varm langsomt op under konstant omrøring. Når den begynder at ryge, tykne og sætte sig i bunden skal den af varmen. Pisk massen godt igennem. Den skal være tyk som grød, men stadig kunne hældes. Er den for tynd, må den på varmen igen. Lad massen køle af til stuetemperatur. Man skal ikke bruge det hele til opskriften, men det kan være svært at styre, hvis man vælger at lave en meget lille portion. Resten kan opbevares et par dage i køleskabet og bruges til andet bagværk. Det skal blot have stuetemperatur inden brug.

Dej:
1 dl tangzhong
ca. 300 g hvedemel
2 dl lun mælk
25 g gær
1 tsk groft salt
50 g sukker
50 g blødt smør
1 tsk stødt kardemomme
Evt. lidt vaniljeekstrakt/sukker/korn

Hæld den lune mælk op i en stor dejskål og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, salt og kardemomme og tangzhong. Rør mel i til du har en klistret, tyk dej. Ælt så dejen til den er blank og smidig og slipper skålen. Det er nemmest på at røremaskine. Skal du ælte dejen i hånden, kan du lave den lidt fastere. Det bliver mindre saftigt, til gengæld bliver du knap så hys over at ælte klæbrig dej. Ælt smørret i til sidst. Dæk så dejen til med et klæde eller plastwrap og lad den hæve 1,5 til 2 timer. Test hævningen ved at dyppe en finger i mel og stikke den i siden af dejklumpen. Hvis dejen springer tilbage skal den hæve længere tid, men hvis din finger efterlader et fint aftryk er den klar. Mens dejen hæver, rører du remoncen:

Remonce:
150 g blødt smør
150 g sukker
1 spsk kanel (gerne en blanding af ceylon og cassia)

Det hele røres sammen.

Når dejen er hævet færdigt, tages den ud på et meldrysset bord og rulles til en firkant, ca 1/2 cm tyk. Den kan godt være lidt levende at arbejde med, så vær tålmodig. Bred remoncen ud på dejen i et jævnt lag og rul den sammen til en pølse. Skær 7 eller 10 snegle (7 snegle passer i en 25 cm bageform) og læg i en smurt bageform, der er beklædt med bagepapir i bunden. Husk at smøre siderne grundigt også. Lad sneglene efterhæve en halv times tid eller til dobbelt størrelse og smid dem så i en 200 grader varm ovn. Bag dem midt i ovnen på en rist (eller en plade, hvis det er enkeltstående snegle) til de er brune på toppen.

Hvis de skal serveres samme dag, kan man med fordel overhælde dem med flødeostglasuren når de er lune. Ellers venter man bare. Fordelen ved disse snegle er at de ikke er kedelige og tørre dagen efter, som sødt og fedt bagværk ellers godt kan blive.

Flødeostglasur
125 g flødeost
100 g smør
200 g flormelis
Lidt vaniljekorn/sukker/ekstrakt

Rør smørret blødt og rør flødeosten i til det er godt blandet sammen. Rør så flormelis i. Når du tilsætter flormelis, vil glasuren blive tyndere, det er helt normalt. Tilsæt til sidst vanilje og gem glasuren på køl til den skal bruges.

Team Januar: Helligtrekonger

Kongekringle

Kongekringle

Så er det januar. Julen er ovre. Hurra! siger nogle, mens de særligt julegale med rette kan insistere på at fejre den et par dage endnu. 6 januar er det endegyldigt ovre. Thi da er det helligtrekonger, og jeg tror man skal ud i nogle meget obskure og glemte traditioner for at kunne forlænge julens glæder udover denne dag.

Helligtrekonger er opkaldt efter De Hellige Tre Konger, aka. de Vise Mænd Fra Østerland. Det var dem, der fulgte Ledestjernen og på 12. dagen efter Jesu fødsel besøgte Jomfru Maria og sagde “vi medbringer guld, røgelse og myrra skær!” og så sagde Maria “åh men hvad nu hvis han er allergisk?” for man ved aldrig med små babyer. De kan være lidt sarte i skindet. “Og hvem betaler gaveafgiften?” Men så sagde De Vise Mænd at Jesus var Guds Søn og dermed næppe led af sart hud og parfumeallergi, og hvad gaveafgiften angik, så kunne de jo bare holde det hemmeligt. Hvem ville nogensinde høre om det alligevel?

Nåh, såmænd bare hele verden.

Men grænseblasfemiske udsagn tilside, så er Helligtrekonger historisk set den allersidste juledag. Slut med festivitas, og slut med julemad. I gamle dage var det efter denne dag, at man atter overgik til hverdagskosten og udskiftede det fine hvedebrød (“kage”) med groft rugbrød. Og naturligvis havde helligtrekonger sine egne traditioner tilknyttet. Mange steder (især i Jylland) havde man en tradition, der kaldtes at gå med (jule)stjernen. Det var tilsyneladende noget man begyndte på engang efter reformationen, og skikken holdt sig helt op til starten af 1800tallet. Stjernen var en lygte med et eller tre lys i, gerne skjult i en stor stjerne af papir, der kunne være kunstfærdigt dekoreret. Nogle steder var det en enkelt mand, der gik med stjernen år efter år, andre steder var det – meget symbolsk – tre mænd i hvide skjorter. Det var gerne de mindrebemidlede, der gik rundt, men også gårdens karle brugte det. Så vandrede de fra gård til gård og snurrede lygten rundt mens de sang, og hvor de end kom frem, fik de en lille gave eller en skilling. En af sangene lød:

Jeg ønsker eder alle et glædeligt nytår
med himmelens Gud i det høje
med glæde og velstand i hver en vår
gid Gud jer vil Glæde tilføje

og af denne sang dannedes en ganske fantastisk parodi, der lød således:

Jeg ønsker eder alle et glædeligt nytår
med alt som eder kan fornøje
et stumphalet lam og et rundrøvet får
en trebenet kat med et øje
to kyllinger små med ingen hår opå
og vuggen på gulvet mon dundre

– Jysk Almueliv, Evald Tang Kristensen, 1893

Man brugte også det såkaldte helligtrekongerslys. Det er et lys med tre arme, og det blev brugt både i land og by. Man kunne støbe lidt krudt ind hvor de tre arme mødes, og når det sagde BANG, så var julen ovre. Der var også folk, der blot brugte tre seperate lys, som vi blandt andet kender det fra Peters Jul:

Tre Lys har vi tændte — tænk en Gang!-
for Kongerne, de, som bragte
Jesusbarnet en Julepresent;
vi ved det, for Faer har sagt det.
Her sidder vi ved vort lille Bord
og ser, hvordan Lysene brænde;
naar de er slukkede, siger Moer,
at saa er Julen til Ende.

– Peters Jul, Johan Krohn, 1866

Ligesom til Jul, Nytår, Valborg, Sankt Hans og sikkert også alle de andre højtider, var det på denne nat muligt at fremsige små vers og dernæst drømme om sin tilkommende. Det var især ungmøerne, der brugte dette, men mændene kunne også forledes til sligt pjank. Man kunne også ligge og stirre ind i et spejl, og derved få et glimt af FremtidsFabio. Det var dog ikke helt ufarligt, denne leg med overtro, for det siges ganske sikkert og vist at en pige lå længe og ventede, men intet så i spejlet. Istedet blev der ved midnatstide sat en sort ligkiste ind i kammeret, og hun døde inden året var omme. Tak for kaffe, siger jeg bare. Jeg var nok død det øjeblik der kom en spøgelseskiste ind på værelset.

Helligtrekonger var også en aften, man kunne tage i brug, hvis man skulle sikre sig mod ildebrand i det kommende år. Det foregik ved at husets beboere gik ud på gårdspladsen ved aftenstide og råbte de tre kongers navne – eller noget nonsens afledt heraf – “Kasper, Balthasar og Melchior!” Nogle steder skulle nabogården svare, andre steder var det rigeligt at skrige selv. Det kan man jo prøve, hvis man bor et sted med stråtag. Man skal dog nok vare sig for lokalvarianten, der går ud på at man klatrer op på taget.

Som sagt var helligtrekonger den sidste dag med julemaden. Og ligesom til juleaften, var det visse steder skik og brug at give en julekage til gårdens arbejdende folk, og måske også den fattige familie. Julekagen var et brød bagt på sigtet hvede- eller rugmel, og den skulle senere udvikle sig til et sødet brød fyldt med tørret frugt og krydderier og endnu senere til det wienerbrødshelvede, vi kan se hos bageren den dag i dag. I modsætning til f.eks Frankrig, er det ikke en skik, der har overlevet op til vore dage. Vi har ingen traditionel Kongekage, men det kan man jo heldigvis selv indføre, hvis man synes. Det synes jeg, og jeg vil hermed videregive opskriften på min helt egen Jul-på-falderebet-kage. Det er en sødet gærkage, ja faktisk er det en kringle. Den har fyld af krydret remonce, sukat og kandiseret skal af appelsin og pomerans. Julens sidste krampetrækning, men også en dejlig kringle til resten af årets festdage. Så kan man måske nøjes med sukat, hvis man ikke gider mere julefrugt.

Dejen er min sædvanlige kringledej, og hvis man føler sig kreativ, kan man lege lidt med fyldet. Den runde facon skal lede tankerne hen på en kongekrone, og hvis man føler sig lidt fransk, kan man placere en bønne i kagen. Den, der får bønnen, er konge for en dag og må bestemme ting og sager.

Kongekringle
Mængde: 1 stk
Bagetid: 25 min ved 200 grader (ikke varmluft).

Gærdej:
1,5 dl mælk
25 gram gær
1 tsk kardemomme
1/4 tsk fint salt
40 gram sukker
75 gram smør
300 gram mel

Lun mælken og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, kardemomme og halvdelen af melet. Rør godt sammen. Tilsæt salt og derefter resten af melet lidt ad gangen. Ælt dejen grundigt igennem. Den er rimelig klistret, så det er nemmest at ælte på maskine, men ellers er det bare at stikke grabberne i og tæve dejen til den er blank og smidig og slipper skålen. Det tager noget tid. Snup så smørret og ælt det i dejen. Ælt til dejen atter er blank og fin (og fedtet) og slipper skålen. Lad hæve en time et lunt sted.

Remonce:
100 g smør
75 g sukker
100 g hakket sukat/appelsinskal/pomerans (en blanding af det man har)
75 g marcipan
1 tsk stødt kardemomme
1/2 tsk stødt nellike

Marcipanen rives og moses godt sammen med smørret. Dernæst tilsætte sukker og krydderierne. Til sidst røres de syltede skaller i.

Dejen rulles tyndt ud til en lang rektangel og fyldes lægges i en stribe på midten. Læg først den ene side af dejen ind over fyldet og dernæst den anden. Tryk dejen sammen så fyldet ikke kan løbe ud. Vend kringlen om og læg den i en cirkel på bagepladen. Lad den efterhæve en 45. min tid, pensl den med sammenpisket æg og bag den midt i ovnen til den er brun og lækker.

Kringlen kan drysses med hakkede mandler og sukker lige inden bagningen.

Godt Nytår

Luxor Resort and Casino, Las Vegas.

Luxor Resort and Casino, Las Vegas.

Knap er Julen ovre før vi skal tage stilling til Nytårsaften. Engang var det én og samme ting. Af og til kunne man nok ønske sig at det stadig forholdt sig sådan, men de sammenklemte forberedelser til trods, har jeg altid været umådeligt begejstret for Nytåret. Mere end Julen, faktisk, og jeg tror det er fordi jeg godt kan lide den der reflekterende sindstilstand, der altid indfinder sig når året slutter.

I år fejrede jeg Nytår i Las Vegas, hvilket på ingen måde var lige så crazy som det lyder. Okay, måske lidt, men så ikke helt alligevel, for jeg var ikke ude og danse i gaderne eller noget i den stil. Abefester har aldrig været min kop te, så jeg tog den naturlige konsekvens og nøjedes med at kigge på fyrværkeriet fra Hotelværelset Højt Oppe efter at have set Cirque du Soleil hoppe på trampolin til Beatles (dagen før var det Michael Jackson). Det var spas. Las Vegas er en spændende by, også i druk-og-casino-fri version. Jeg elsker at besøge USA, også selvom de har dårlig smag i præsidenter.

At fejre nytår i en anden tidszone, har atter sat konceptet “ny begyndelse” lidt i relief som værende helt og aldeles menneskeskabt. Nytåret er en kunstig overgang. Det er ikke engang funderet i solens bane, men bare i en gammel romersk kalender. Jeg har skrevet om det før, men jeg bryder mig ikke om at man ser årsskiftet som en chance for at starte på en frisk, en magisk overgang til et nyt og bedre liv. Hvis året har været særlig dårligt forstår jeg så inderligt godt fristelsen (jeg har selv været der flere gange), problemet er bare at nytåret ikke fungerer på den måde. Så står man der, halvvejs inde i januar, og alt er som det plejer og man er stadig den samme og det Nye År er allerede beskidt, fordi den nye kalender sjovt nok ikke duer som magisk viskelæder. Overgange har selvfølgelig altid været vigtige for mennesket, og jeg siger ikke at man skal give nytåret fingeren. Men vi er efterhånden kommet så langt at vi burde være i stand til at ditche den magiske tankegang omkring årsskiftet og bruge lejligheden som en praktisk markør fremfor at se det som En Ny Chance. Jeg bruger f.eks. nytåret som en god tid på året til lige at tjekke om jeg bruger min tid på ting, der gavner mig og mit mentale velbefindende. Jeg gør det også løbende året igennem, men nytår har en særligt nostalgisk stemning, som jeg elsker at svælge i.

I år er ingen undtagelse, og der er et par ting, jeg gerne vil skrue på. For eksempel vil jeg gerne bruge mere tid på at skrive i 2017 end jeg gjorde i 2016. Jeg elsker at skrive, men det glider nemt i baggrunden, hvis jeg ikke sætter tid af til det. Til gengæld har jeg lukket ned for SifBeth, mit kagepyntende alterego. Jeg havde fået kørt mig selv ud på et sidespor, hvor jeg hovedsageligt pyntede fancy kager for at få ros for dem, og resultatet var stress, stress og et inderligt had til flormelis. I 2017 vil jeg Genfinde Glæden Ved Glasur, hvis den er der endnu, et sted derinde. Ellers dropper jeg det helt.

Hvad jeg ikke vil bruge januar på, er negativt drevet selvforbedring. Og her taler jeg selvfølgelig i høj grad om den evindelige forbandede januarslankekur. De danske bladforlag skulle skamme sig, når de hvert nytår fylder deres sider med kvaksalveri, selvpineri og udokumenterede metoder til vægttab. Januar er i sandhed en kold og kynisk overgang fra den bløde decemberhygge med stearinlys og varm te og røde reklameaviser til udsalg, tilbudsbroccoli, rygestop, selvpineri og rudekuverter. Mit eneste nytårsforsæt er ikke at hoppe på den. Min januar bliver ligeså hyggelig som december. Bare med markant færre æbleskiver, for dem er jeg blevet ret træt af.

En af Norwegians smukke Dreamlinere. Som jeg skal flyve hjem på. Woh!

En af Norwegians smukke Dreamlinere. Som jeg skal flyve hjem på. Woh!

Hvad jeg til gengæld helt sikkert vil, er at køre det som tema her på bloggen i januar. Det nye blogtema hedder Team Januar og handler om julefri januarhygge, hippie-fri sjælepleje og at give fingeren til hysterisk puritansk tankegang. Jeg håber du vil følge med, og måske endda blive inspireret til at gøre januar – og februar! – til andet end uger, der bare skal overstås mens vi venter på forår.

Nu vil jeg starte det Nye År med at sætte mig ind i en stor flyvemaskine og drage hjem til Danmark. En perfekt start på året, hvis du spørger mig. Må 2017 bringe flere rejser og flere flyveture! Og det ved jeg den kommer til at gøre, for jeg har allerede booket de tre første eventyr. Jeg skal blandt andet flyve fra Riga til Amsterdam i en helt ny splinterny flytype, Bombardier CS300, der pt. kun flyves af Air Baltic. Go Team Januar! Og Godt Nytår.

Flyet med Den Røde Tud

Cessna Citation Mustang - et meget lille fly.

Cessna Citation Mustang – meget lille fly.

Der er grå fly
og blå fly
og helt bittesmå fly

Fragtflyet VP-BIM er en Boeing 747 - den originale jumbojet.

Boeing 747 – meget stort fly

Jetfly
og pletfly
og store tykke spækfly

OY-RUR fra Danish Air Transport, knipset i Københavns Lufthavn.

Rudolf!

Men den allerstørste skat
det er Rudolf, der er en DAT!

Kender I den om Rudolf
Rudolf med den røde tud
Fløj rundt i hele verden
For at dele gaver ud

Alle de fede rensdyr
De var gået på pension
Julemanden var doven
Droppede sit livs mission

Ingen delte gaver ud!
Det var et værre rod
Rudolf måtte finde vej
Nu har han gaver med til dig

Han fløj i mange timer
Ganske næsten uden at kny
Og det er ganske sikkert:
Julemanden er et fly!

At rejse (alene): Selvforsvar mod lommetyve

Zürich. En sikker by.

Zürich. En sikker by.

Skriblerier om sikkerhed og lommetyve kan være lidt af en balancegang. Det er vigtigt at være informeret og tage sine forholdsregler, men samtidig er det noget af det mest paranoia-inducerende man kan læse. Pludselig er man overbevist om at tyvebander og svindlere ligger på lur bag hvert gadehjørne, klar til at tackle enhver nyankommen turist. Og sådan er virkeligheden naturligvis ikke. Langt de fleste rejser rundt uden andre problemer end besværet med at finde en ordentlig kop kaffe.

Men mange kommer også hjem en pung, mobiltelefon eller et pas fattigere og en sur erfaring rigere. Der er selvfølgelig ingen 100% sikker metode, men med nogle simple forholdsregler kan man begrænse risikoen for at blive bestjålet. Og man kan sørge for at skaden ikke bliver så stor, skulle uheldet alligevel være ude. Jeg har min egen lille sikkerhedsrutine, og måske kan du blive inspireret.

Jeg rejser mest i Europa, så det er rimelig low-key. Skal du til meget eksotiske destinationer, kan der være flere/andre forholdsregler, og så er google din bedste ven. Og nu, tips:

– Begræns den mulige skade.

Jeg fordeler altid mine værdier, så jeg ikke er helt på røven hvis min pung (eller hele tasken) skulle “forsvinde”. Jeg medbringer forskellige betalingskort til forskellige konti. Hvis det ene bliver neglet fra min taske, så har jeg backup enten i en aflåst kuffert, en lukket inderlomme eller et pengebælte under tøjet. Det samme gælder kontanter. Jeg har kun få kontanter på mig. I det hele taget sørger jeg for at det ikke vil være en kæmpe katastrofe, hvis jeg skulle få stjålet min taske. Den indeholder kun mit lommekamera (som kan erstattes), indkøbsnet, snacks og en pung med få kontanter og et enkelt kort. Mobiltelefonen kan jeg også finde på at putte derned. Den vil det være megarøv at miste, men ikke decideret katastrofalt. Jeg har backup af alt “i skyen”.

– Brug en egnet taske.

Jeg foretrækker en skuldertaske, der bæres på skrå over brystet – ikke hængende fra én skulder – og som kan lukkes med lynlås, og som måske endda også har en flap, der lukkes med velcro eller spænder. I taskens indre er der små lommer med egen lynlås, hvor der kan ligge en pung og evt. en mobiltelefon. Den skal også helst være letvægts, for det kan være tungt at gå rundt med sådan en hængende i timevis hver dag. Jeg er altid på udkig efter Den Perfekte Rejseskuldertaske. Den må ikke være flashy, den skal være pæn og anvendelig, gerne mørk farve. Og den skal kunne bruges til hverdag herhjemme også. Jeg har tidligere brugt en Kipling skuldertaske, de har altid så dejligt mange lommer, og er helt normale og populære hverdagstasker.
Lige nu bruger jeg en sort PacSafe Citysafe CS100, der kan låses. Det er en dejlig diskret taske, der ikke skriger “turist!” som den slags “sikkerhedstasker” ellers godt kan gøre, og den vejer ingenting. Men “tyverisikret” eller ej, jeg putter stadig ikke uerstattelige værdier i tasken.

Hvis jeg rejser med mit store fede læs af et Nikon D750 kamera med dertilhørende objektiver, så bruger jeg en lille rygsæk – det er for tungt til en skuldertaske. Det er også mere tricky at pille ud af tasken, selvfølgelig, og det er forsikret, hvis nu uheldet skulle være ude. Jeg bruger en sort PacSafe Metrosafe LS350. Det er en meget diskret lille flad rygsæk og jeg putter ikke andet end kameraet i. Ikke at der er meget plads tilovers.

– Se normal ud.

Måske en udfordring for nogen, undertegnede ikke undtaget, men der er mening med galskaben. Hvis du har været ude at rejse, eller måske bare taget dig en gåtur i centrum af en større dansk by i turistsæsonen, så har du måske lagt mærke til folk iført Turistuniformen. Ekstremt afslappet eller ekstremt praktisk outfit. Ikke at der er noget galt med det, men man er et åbenlyst mål for lange fingre, når man ligner en turist, og det vil man måske gerne undvære. Så jeg går i mit almindelige tøj, altså det i den pænere ende. Ligesom herhjemme. I nogle storbyer er det kotyme at være temmelig chic, og så kan jeg godt finde på at sætte håret lidt pænere end normalt, men ellers er det vigtigste at man virker selvsikker.

Jeg er blevet ret god til det. Måske FOR god, for jeg bliver ofte stoppet på gaden af folk, der spørger om vej. Den var helt gal i Bruxelles, så jeg anså mig selv som værende grundigt integreret. I mit almindelige tøj.

– Beskyt dit pas.

Det fleste ting kan erstattes igen, men der er én ting jeg er super duper hysterisk med: Mit pas. Det er den eneste danske legitimation, der er gyldig i udlandet. Intet pas = ingen rejse. Og jeg har ikke lyst til at bruge tre dage på den danske ambassade for at erstatte et stjålet pas, når jeg kunne være ude og gramse på en eller anden gotisk kirke.

Så derfor: Jeg beskytter mit pas som var det Den Hellige Gral. Jeg lader det ikke ligge i en taske, yderlomme eller rygsæk. I nogle lande kan man efterlade det på hotellet i en aflåst kuffert eller et pengeskab, i andre lande er det lovpligtigt at have det på sig hele tiden. Jeg bruger lidt forskellige metoder, alt efter årstid og land. En lukket inderlomme i en lukket jakke er en god ide. Skal jeg på cafe, så sætter jeg mig på jakken og forsøger at undlade at fise alt for meget på mit stakkels pas. Pengebælte/pengekat under tøjet duer også, men kan være lidt ukomfortabelt i det lange løb. Det kan dog godt svare sig hvis man har hænderne fulde af kuffert eller befinder sig i en af lommetyvenes højborge (Barcelona, Rom, ect).
Og er jeg nødt til at have det i min taske, så er det i en lomme, der er et helvede et åbne. F.eks har jeg en taske, hvor flappen kan lynes op til et rum, der går ned langs bagsiden af tasken. Der kan passet snildt ligge, og så har jeg hele tiden en let hånd på tasken.
Man kan få mange snedige hemmelige lommer og gemmesteder. Prøv at google “anti-theft travel gear”, så skal du bare se hvor mange penge man kan tjene på folks paranoia. Det er endda muligt at købe en lille pung, der kan klipses på BH’en… måske skulle jeg designe noget travel gear! Der er tydeligvis et marked.

Hvis jeg er dygtig og husker det, så har jeg også to pasfoto med. Dem skal man bruge for at få et nødpas, hvis nu uheldet alligevel er ude, og så slipper jeg da for at løbe rundt efter en fotoautomat i udlandet.

– Tag en slapper

Jeg har slæbt mig selv rundt i Europa, USA og endda Kina (hvor man ALTID ligner en turist), og den eneste gang, jeg har fået stjålet noget, var i Prag i 1995, da jeg lod min rygsæk stå pivåben mens jeg kiggede væk. Du er formentlig markant klogere end jeg var som 14-årig. Jeg har opdaget et par forsøg. En hånd i min lomme i den parisiske metro og en håndtaske, der pludselig var blevet åbnet efter en gåtur gennem en tyk menneskemængde. Men fordi jeg havde taget mine forholdsregler, var der ikke noget at stjæle.

Lommetyve er ikke farlige, de er bare skideirriterende. De går efter de lette ofre. Dem, der hænger deres jakke på stolen med pungen i lommen og lægger deres mobiltelefon på bordet i caféen og har en taske, der ikke kan lukkes og lægger pungen i baglommen. Lad være med at være sådan en, fordel dine værdier, gem dit pas, og nyd så ferien.

At rejse alene: Sif spiser sig gennem (og anbefaler) Bruxelles

Grand-Place i solnedgang

Grand-Place i solnedgang

Egentlig havde jeg store planer om daglig blogning fra mine tre overnatninger i Bruxelles, men jeg har ikke lavet så meget andet end at æde, æde lidt mere, glo på gotiske kirker (oh himmel), æde, glo på gamle huse, æde og til sidst spiste jeg også lige en belgisk vaffel.

Hver dag ville bare have været en menu og et billede af en eller anden gammel bygning.

Bruxelles er måske mest en by man forbinder med EU og støv, men hvis man lige gider sætte sig på et fly og tage derned vil man se at det er et ganske uberettiget rygte. Det er en af mine absolutte favoritbyer. En blanding mellem gamle dages storprægtighed som rig handelsby, royalt hovedsæde og nutidens knap så prægtige status med faldefærdige gamle bygninger side om side med velbevarede 1700-tals barokvidundere og store brede boulevarder og et kongeslot, hvor der ikke bor nogen og helt almindelige beboelseskvarterer.

Det er centrum, der er noget ved, og Bruxelles er en by, der nemt kan klares til fods – medmindre man vil ud og se EU kvarteret og Atomium, men det vil jeg ikke, så den eneste form for offentlig transport, jeg har benyttet mig af i Bruxelles, er toget ud til lufthavnen. Resten klarede futskoene.

Belgien er, som nogen måske ved, et tosproget land. Eller det vil sige, det er delt i Flandern og Wallonien og i Flandern taler man hollandsk og i Vallonien taler man fransk. De to delstater har notorisk svært ved at blive enige om noget som helst, og derfor var Belgien efter valget i 2010 hele 589 dage om rent faktisk at få dannet sig en regering.
Bruxelles er en tosproget by, selvom den ligger i Flandern. I praksis er det fransk, man taler, men al skiltning er både på fransk og hollandsk. Det skal man dog ikke bekymre sig så meget om, for langt de fleste taler aldeles glimrende engelsk, helt uden at brokke sig over det.

En kælder fra den ældste del af Coudenberg, ca år 1200.

En kælder under den daværende hovedbygning, den ældste del af Coudenberg, ca år 1200.

Byen sejler i middelalder- og renæssancehistorie, men ikke på den nuttede eller romantiske måde som man ser det i Brugge eller Gent. Man skal grave lidt. F.eks. helt ned under jorden, hvor man kan vandre i ruinerne af et gammelt middelalderslot. Coudenberg. Det blev jævnet med jorden i 1700-tallet og det nye royale kompleks blev bygget ovenpå dele af det. Her kan man vandre som en anden viktoriansk eventyrer, i underjordiske udgravninger. Meget af det er gammel kælder, eftersom man brugte bygningernes gamle fundament til at bygge ovenpå igen. For eksempel er der virkelig mange latrinhuller. Man kan også gå på et stykke gammel gade fra middelalderen, Rue Isabelle. Den ligger dernede under jorden, med brosten og hele molevitten. Så fab altså.

Coudenberg. Gulvet er de grå sten til højre.

Coudenberg. Gulvet er de grå sten til højre.

Men en af de ting, der begejstrede mig allermest, var dette gulv. Det er gulvet fra den gamle festsal. Det kollapsede direkte ned i køkkenet nedenunder, og så byggede man da bare det nye hus ovenpå murstensbunkerne. Lige der følte jeg lidt at jeg stod midt i vraget af Titanic, the Castle Edition. En af de ting, jeg elsker ved gamle huse (og gammelt dims generelt), er tanken om de mennesker, der har brugt tid på at bygge, skære og snitte og hugge og forme og polere og male og støbe. Og de mennesker, der efterfølgende har gået, sovet, lavet mad, knaldet stuepigen, lagt planer og levet livet i disse huse. I arkæologiske udgravninger er det så meget stærkere, fordi der ikke er nogen, der har haft mulighed for at lægge deres egen historie ovenpå i mellemtiden. Ingen har gået på gulvene eller sat nye ruder i eller skiftet taget, fordi teglstenene blæste af. Og sidst man så dette gulv, blev det brugt til at beværte gæster i 1700-tallet. Det er ikke engang blevet nænsomt restaureret. Et direkte link til fortiden.

Jeg faldt lidt i staver over hvor awesome det var.

Coudenberg
Place des Palais 7
1000 Bruxelles

Entré: €7

Det er samme indgang som til Musée Belvue, og man kan købe en kombi billet, hvis man vil se begge dele.

Grand-Place/Grote Markt i solnedgang og juleglans.

Grand-Place/Grote Markt i solnedgang og juleglans.

Der er selvfølgelig også de noget mere åbenlyse tegn på tidligere tiders pomp og pragt. Grand-Place er nok den mest berømte. Lidt ligesom det altid er Nyhavn, der bliver brugt som tillokkende (og lettere vildledende) Københavnerturistbrochurebillede, så er det Grand-Place, der er det absolut store tilløbsstykke i Bruxelles. Ikke at det er så mærkeligt, for den er virkelig smuk. Det store sengotiske rådhus alene, er nok til at gøre mig blød i mine små ben, og resten af pladsen er omkranset af nogle meget berømte og smukke barokbygninger, opført i 1700-tallet af de forskellige håndværkerlav i byen. De var tydeligvis meget rige.

Cathédrale des Sts Michel et Gudule

Cathédrale des Sts Michel et Gudule

Katedralen må man heller ikke glemme. Den er ganske brilliant og meget meget gotisk. Præcis som jeg kan lide dem. Der bimles med ægte kirkeklokker, og hver hele time lyder der skøn musik, efterfulgt af timeslag. Det skal man unde sig selv at høre, og det kan endog være svært at undgå, for katedralen ligger på en bakketop og larmer ud over den ganske bydel.

Notre-Dame du Sablon

Notre-Dame du Sablon

Place du Grand Sablon er en anden, og velsmagende, del af byen. Her ligger en prægtig gotisk kirke, Notre-Dame du Sablon, en af mine personlige favoritter hvad den slags angår. Den er ikke så stor, men dengang i middelalderen blev den bygget og ejet af nogle rige mennesker fra byens bueskyttelav, så den er ganske overdådig. Der knytter sig en legende til kirken, der omhandler en kvinde, en båd og Jomfru Maria. Derfor er der overalt i kirken figurer og billeder af armbrøster, samt en båd med Maria, kvinden og hendes mand. Dem kan man få meget tid til at gå med at finde.

Udover kirken ligger her også en smuk samling af det bedste belgiske chokolade der findes at få. De mest kendte er Pierre Marcolini, Frederic Blondeel, Neuhaus, Godiva, Leonidas og Wittamer, plus et fransk indslag i form af Patrick Roger. Personligt er jeg stor fan af Marcolini og Blondeel, og synes de andre laver noget dødssyg chokolade, men skulle du befinde dig i nærheden, kan jeg kun anbefale at du selv smager og finder ud af hvad du synes om istedet for at lytte til hvad andre skriver. Meget belgisk fyldt chokolade er tungt og fyldigt, og der er jeg nok mere til den mere elegante stil hos de to favoritter. Prøv Marcolinis fyldte hjerter eller pralinés. Han laver også kager, men de får deres eget indlæg. I weekenden er Sablonpladsen vært for et antikmarked, og det kan godt være farligt hvis man er til den slags. Heldigvis var der ingen bøger.

Og ellers er det bare at vandre. Der er smukke kirker, der er en shoppinggade, der er grønne pletter og fine pladser, og det ligger sådan lidt spredt rundt omkring i bymidten.
Byen lider noget under problemfyldte forstæder. I forbindelse med de sidste par års terrorangreb i Frankrig, er bydelen Molenbeek flere gange dukket op som værende hjemsted for mangen en terrorspire, og Bruxelles har som bekendt også selv været udsat for et angreb i marts i år. Derfor vil man se bevæbnet militær og politi rundt omkring i byen. Det skal man ikke lade sig skræmme af, for de er der for at passe på os almindelige dødelige. Selve bymidten føles rar og sikker at være i. Der er en del tiggere og lommetyve, så pas på værdierne. Ligesom alle andre steder.

Der er også et kongeslot – det ligger lige ved indgangen til Coudenberg – og det gamle fiskemarked ved Place Sainte-Catherine og den smukke barokke Begijnhofkerk og den store Avenue Louise, hvor de dyre butikker ligger. Der er også en kæmpe synagoge, men det er som om den er permanent viklet ind i stilladser. Måske bliver de rent faktisk færdige med at restaurere den en dag – jeg glæder mig til at se hvordan den egentlig ser ud.

Alt i alt er Bruxelles et hit, og jeg vil endda kalde den nem for solorejsende individer. Men det er også en god by at dimse rundt med kæresten eller ægtefællen eller vennerne. Sommer, vinter, juletid. Belgien er altid nice. Og folk er helt utroligt venlige.

Og så laver de god øl.

Bruxelles, kort og praktisk:

SAS og Brussels flyver til Bruxelles Lufthavn (BRU) dagligt, og er generelt begge to dygtige til at lande i den rigtige lufthavn og alting. Der kører et direkte tog mellem lufthavnen og Bruxelles Centralstation flere gange i timen og det koster lige omkring €10, så hut jeg visker. Lufthavnen er hyggelig og med mange siddepladser, så snart man kommer ud i fingeren med alle gates. Det er en LANG finger med mange gates, og jeg brugte muligvis alt for meget tid på at køre frem og tilbage på de rullende fortove i den aftentomme lufthavn. Det var fab. Butikkerne er afsindigt dyre, så lad være med at satse på gaveshopping derude. Køb tingene i Bruxelles. Jeg har set ting, der i supermarkeder koster €3, gå for €9 i lufthavnen.

Man kan også flyve med Ryanair, omend det nok mest er for folk, der ikke er medlem af en dansk fagforening eller SF. Ryanair flyver til Charleroi, en lufthavn der ligger noget længere væk, så transporten er markant længere, og også dyrere. Der er ikke direkte tog til Charleroi. Jeg har ikke prøvet, så jeg ved ikke hvor snappy det er.

– Engelsk tales flittigt, men ellers er Bruxelles fransktalende, så det kan man også give sig i kast med, hvis man er god til det.

– Jeg anbefaler at være snedig og bosætte sig ved bymidten eller Sablonpladsen. Bruxelles er i høj grad en vandre-by, og det er rart at kunne vandre direkte ud i al pænheden. EU-kvarteret er også medvirkende til at der er stor hotelkapacitet. Det betyder man kan score sig nogle billige ferielejligheder, overraskende nok, i sommerferien. Og når EU med jævne mellemrum flytter forretningen til Strasbourg, kan man også få sig nogle gode hotelpriser.

– Fritter må man have. Spis fritter fra en bod, hvor der dufter sådan lidt af oksekødssuppe. Det betyder at de koger fritterne i oksetælle, og det giver nogle afsindigt gode kartoffelpinde. Der er ikke så mange, der bruger det længere (tak for ingenting, sundhedsrøvhuller), men brug din næse, og ellers så spørg, hvis du vil prøve ægte muhkofritter. Google kan også hjælpe. Sauce cocktail er min favoritdyppelse.

– Man kan købe belgiske vafler overalt, ofte totalt overlæssede med flødeskum, chokoladesauce, frugt og is. Man kan også få dem kuns med sukker. Gaufres de Liège er de tunge, gærhævede vafler, mens gaufres de Bruxelles er lette og luftige. Hvad man bedst kan lide, må man selv finde ud af. Og Bruxelles er et glimrende sted at prøve.

– Chokolade er en ting. Som skrevet er Pierre Marcolini min favorit. Prøv hans hjerter eller pralinés. Det er så man græder lidt af glæde. Frederic Blondeel er også et lille geni, og man skal gå ind og spise isdessert på hans salon du thé. Der serveres varm chokolade på hardcore manér: Uden anden tilsat sukker, end den, der er i chokoladen. Det er intens kost. Lidt for stærk til mig.

Skulle man ønske at se andre dele af Belgien, så er Bruxelles aldeles glimrende forbundet med alle de store byer. Antwerpen, Brugge og Gent er alle byer, der står på min liste.

Måske næste gang…

Lad Isbjørnene Danse

Grand-Place i Bruxelles

Grand-Place i Bruxelles

Normalt er December den tid på året, hvor jeg går amok i historisk juleblogkalender, men det er en tidskrævende process, og i år har jeg ganske enkelt ikke timer nok i døgnet. Det betyder ikke at bloggen er julefri, for jeg er pt. i Bruxelles, hvor de netop har losset gang i deres Winter Pret. Det inkluderede blandt andet denne isbjørneparade, der pludselig kom dansende ud fra rådhuset til noget forholdsvis creepy tyskeragtigt popmusik.

Graah! siger isbjørnen.

Graah! siger isbjørnen.

Det var både helt fantastisk og forholdsvis uhyggeligt. I næste uge skal jeg til Paris – det bliver spændende om de kan toppe den.

At rejse alene: Sif anbefaler Bergen

Bryggen, bakker og både i Bergen.

Bryggen, bakker og både i Bergen.

“De er så flinke allesammen,” sagde jeg til Min Bedre Halvdel, da jeg ringede hjem fra Bergen. “I lufthavnsbussen, på hotellet, i kaffebaren, på museerne… ikke så meget i Rema1000, men jeg tror det var fordi at han var teenager og lidt for cool til at smile.”

Og det skulle han jo også bare have lov til. Teenagere møder generelt for lidt forståelse. Jeg kan tydeligt huske hvordan min hjerne føltes som blendet røræg, og hvor rart det var når jeg alligevel blev taget alvorligt, som det kloge, stabile og helstøbte menneske jeg (host) var i den alder.

Nå, men det er stadig det, der står tilbage som det stærkeste indtryk efter min tur til Bergen. Altså venligheden. Det var som om byen bare hvilede i sig selv, trods horder af turister. Jeg skal nok lige love for at kineserne har opdaget Norge. Men det hjælper måske at turist-Bergen stort set er lukket fra september til maj, så de får sig en god, lang og vinterpause.

Hollendergaten, en af de mange småbitte gader med træhuse.

Hollendergaten, en af de mange småbitte gader med træhuse.

Bergen er en lille, hyggelig by, klemt inde mellem syv fjelde, og i middelalderen var den en stor og vigtig handelsby under Hanseforbundet. Hanseforbundet var en sammenslutning mellem adskillige europæiske handelsbyer, centreret omkring Lübeck (som jeg også anbefaler varmt at besøge). Hanseforbundet havde så meget magt, at de kunne diktere særdeles fordelagtige vilkår for sig selv. Skattefordele, monopoler – kort sagt blev de svinerige. I Bergen var det handel med tørfisk, der bragte rigdom og velstand til byen, og den gamle havnefront ligger der stadig til fri beskuelse og befamling af enhver turist, der måtte slå vejen forbi.

Bergen har en lang og glorværdig historie som hovedstad (idag er det Oslo) og kongeby, og selv i vikingetiden, før Norge fik rigtige byer, lå Harald Hårfager og hans efterkommere og gassede den i kongsgården Alrekstad. Eller Alrekstaðir, som det hed dengang. Læg det sammen med byens status som handelsby, det faktum at der er utallige gode vandreruter i de omgivende fjelde, og så har du essensen af Bergens turisme: Middelalder, fisk og ømme fødder. Eneste ulempe er priserne – Norge er dyr som bare fanden, og på visse områder endda dyrere end Danmark. Og så regner det meget. 200 dage om året, var det vist. Fans af Storbritannien og Irland kan godt begynde at glæde sig.

Jeg kan mærke at jeg virkelig sælger Bergen godt. Tørret fisk, regn og dyr cola. Lad os købe en billet med det vuns!

Fiskesuppen er tyk og heftig i Bergen - sørg for at have rigelige drikkevarer til.

Fiskesuppen er tyk og heftig i Bergen – sørg for at have rigelige drikkevarer til.

Bergen er en god begynderby fordi:

– Du kan flyve direkte med SAS eller Norwegian, og lufthavnen er så lille, at den er nem at overskue for flyjomfruer M/K. Lufthavnsbussen er en behagelig oplevelse, og den stopper flere steder i centrum, som regel ved et af de store hoteller samt hovedbanegården. Der er WiFi, alting siges både på norsk og på engelsk, billetten kan købes og betales hjemmefra via en app, og bare aktiveres på din mobiltelefon lige inden du stiger ombord. Totalt nemt.

– Det er en meget sikker by. Det er længe lyst om sommeren, og du kan futte rundt sent om aftenen uden problemer, i alt fald inde i centrum.

– Norsk er nemt at læse. Du vil, som dansker, kunne læse og forstå stort set alle skilte og menuer. Du kan tale dansk, i alt fald når du bestiller kaffe og kage eller køber noget i butikkerne eller går på museum. Bare vær forberedt på at få en længere smøre retur på klingende norsk. Engelsk er også alment udbredt, så det kan du bruge istedet.

– Byen er kompakt og kan klares til fods. Der er mange små fine gader at udforske, og mange spændende museer at se.

– Folk er venlige. Har jeg nævnt at folk er venlige? Det er fantastisk.

Gamle Bergen - ej for gangbesværede.

Gamle Bergen – ej for gangbesværede.

Jeg kan anbefale følgende sunde og rekreative aktiviteter:

– En gåtur på Bryggen. De gamle havnehuse fra da byen var en stor og rig handelsby. Det er vældig nuttet, og så kan man købe alt muligt håndværk i de små butikker, der ligger inde i de snævre mellemgange. Ikke noget plastiklort fra Kina her, det er ægte håndværk meget af det. Og dyrt…

Gamle Bergen. Et friluftsmuseum i udkanten af Bergen. Der kører bus direkte derud, iøvrigt en ganske pæn tur. Her er gamle huse med gamle ting og endda skuespillere klædt i gammeldags tøj. Sidstnævnte er jeg ikke så begejstret for, jeg vil bare gerne gå i fred og kigge på husene uden at skulle forholde mig til Maren Med Sjalet, der insisterer på at knævre i mit øre. Men det er vistnok ret populært hos almindelige mennesker, så jeg lever med det. Ofte ved de alt muligt spændende om Livet I Gamle Dage, og så kan man lære nye ting og det skal man ikke kimse af.

Spedalskhedsmuseet (Lepramuseet). Man skal være lidt snedig, for det har ikke åbent så mange dage om ugen (og kun om sommeren), men det er besøget værd. Det ligger i et gammelt hospital, hvor spedalske tilbragte deres liv mere eller mindre værdigt på nogle bittesmå værelser. Det er grumt, det er tragisk, men stadig fint fortalt, uden at blive svælgende i elendighed. Omend jeg løb hastigt forbi amputationssavene.

Bymuseet i Bergen. Det er ikke ét museum, men en samling af flere. Man betaler fuld pris på første museum (100 NOK i 2016), og derefter får man halv pris på de andre, hvis man viser billetten ved indgangen. Og det skal man gøre, for de fleste af museerne er ikke prisen værd ellers. Spedalskhedsmuseet hører ind under her, og Gamle Bergen.
Udover de to førnævnte kan jeg varmt anbefale Bryggens Museum, der handler om middelalder og udgravninger og spændende ting. Man kan også se Håkonshallen og Rosenkrantztårnet, men ærligt talt er det spild af tid. Det er bare tomme gamle bygninger, set på 10 minutter og absolut blottet for historieformidling.

Det Hanseatiske Museum og Schøtstuene. To museer, og man kan kun købe en kombibillet, så man kan ligeså godt se begge dele. Og det bør man også. Det Hanseatiske Museum ligger i en ældgammel pindebrændebygning og er indrettet som dengang de tyske torskehandlere boede i det og var rige. Schøtstuene er deres “forsamlingshus”, hvor de mødtes og havde fællesspisning og alt muligt.

Fløyen og Fløibanen. Fløyen er et af de syv fjelde, og det, der er lettest at komme til. Man går nemlig direkte fra Skansen – en bydel nede ved havnen – og enten følger man en sti op langs “bjerget” eller også tager man kabelbanen, Fløibanen. Jeg valgte at tage kabelbanen op til toppen, hvor der er udsigtspunkt og restaurant og legepladser og sådan (lidt ligesom Himmelbjerget), og så følge den anlagte vandrerute ned igen. En umådeligt smuk tur, hvor man kommer igennem et stykke decideret troldeskov med kampsten og kæmpegraner.
Det er omkring 5 km gåtur, for ruten er anlagt som hårnålesving, hvilket giver en rimelig blid stigning. At dømme efter den lettere anstrengte vejrtrækning på de opadvandrende, er det dog stadig en god gang motion, hvis man ikke er i god form. Turen ned var dog ren svir, så det kan man roligt gøre. Det tog ca. halvanden time i mageligt tempo, inklusive fotostop undervejs.

– Byen helt generelt. Bergen er ikke just en actionpræget storby, men den er smuk og spændende at gå rundt i.

Det Hanseatiske Museum, klart et besøg værd.

Det Hanseatiske Museum, klart et besøg værd.

Så hvis du ikke er bange for at flyve selv (hvilket du ikke bør være, det er mega nemt), vil jeg absolut anbefale Bergen. Især hvis du er til low key ferie, historie, gamle huse og lufttørret torsk. Den største ulempe er helt klart priserne, det er lige tanden dyrere end Danmark på visse områder, især hvad maden angår. Jeg endte med at bruge omkring 2000 kr over fire dage på mad (supermarkedsmad, cafeer og lign billighed), kaffe, kage (!), museum, myseost (til mor) og den slags fikkumdims. Det er noget højere end samme udskejelser ville have kostet i f.eks Paris, men sådan er det med Norge.
Det er iøvrigt helt normalt at hotellerne serverer et let aftensmåltid, så hvis du gerne vil holde styr på pengene, kan jeg anbefale at booke et sådan. Jeg boede på Hotel Oleana og var godt tilfreds med det.

Jeg var afsted i juli, hvilket må siges at være højsæson. Alligevel var byen ikke rigtig overrendt før det blev lørdag og krydstogtskibene lagde til. Eftersom en del museer og kirker enten er helt lukkede eller har begrænset åbningstid udenfor sæsonen, kan det bedst betale sig at tage afsted i juni, juli eller august. Det er ellers stik imod min normale vane med aldrig at tage på ferie i sæsonen. Men i Bergen kan det godt betale sig. Vejret holdt sig på omkring de 19 grader, så en let jakke var nødvendig.

Bergen er stort set lukket om søndagen, så det er en god dag at tage på vandreture i fjeldene. Og ellers er det bare at hoppe ombord på flyvemaskinen, pakke det store kreditkort og de fornuftige sko og afsted til Bergen. Husk at spise skillingsboller (en slags kanelsnegle) og skoleboller (boller med creme og kokosglasur). Hver dag.

God fornøjelse!

Flyv til Norge ombord på en norsk flyvemaskine.

Flyv til Norge ombord på en norsk flyvemaskine.

Gode links til din Bergentur:

Visit Bergen – den officielle turisthjemmeside, god til at få sig et overblik over sagerne.

SAS og Norwegian – i skrivende stund de eneste, der flyver direkte fra København til Bergen. Jeg fløj med SAS og var godt tilfreds med deres indsats. Flyet fløj den rigtige vej og landede i den korrekte lufthavn, både ud og hjem. Alle var glade.
Så vidt jeg kan se er det kun muligt at flyve direkte til Bergen fra København, så jyderne må tage den lange vej over broen eller flyve til KBH fra en af de jyske lufthavne. Da jeg boede i Århus tog jeg toget kl 4 om morgenen for at nå et fly klokken 10 fra Københavns Lufthavn. Hvad man ikke gør for at komme ud at rejse!

Oslobåden (KBH)/Stena Line (Frederikshavn) og Bergensbanen – Hvis du føler dig meget eventyrlysten, kan du flyve eller sejle til Oslo og tage toget nordpå. Det skulle være en vældig smuk tur, som jeg selv pønser på at tage til næste sommer.

Flybussen – planlæg din tur og køb din billet online. Print den ud eller gem den på din mobil. Alternativt kan du downloade appen. Så kan du have din billet klar til aktivering så snart du lander.

Appen Skyss billet + ruteplanlæggeren: En velfungerende app til de lokale busser. Køb billetten i appen ved hjælp af et kreditkort og den indbyggede ruteplanlægger. Det er smart, men kræver selvfølgelig adgang til data i udlandet.