Skøngrønkål
Grønkål o grønkål
Din blegfede stilk
Holder planterne stive og ranke
Blade så grønne
Med krøller så skønne
At grøntglade hjerter må banke
Grønkål o grønkål
Standhaftig gevækst
Velsignede vinterafgrøde
I kulde og frost
Solid forrådskost
Holder kinderne varme og røde
Vadmelsfrakke og læderbenvarmere.
En af de mere nicheprægede bøger, der pryder mit hjem, er “Folkedragter i Nordvestsjælland.” Og jeg tror nok at vi alle kender denne titel af J.S. Møller og mindes den med glæde fra vor barndom. Til de få, der ikke kender dette berømte værk, kan jeg fortælle at den handler om folkedragter i Nordvestsjælland. Og så har jeg vist heller ikke afsløret for meget.
Folkemindeforskning og -bogskrivning som videnskabelig disciplin opstod i 1800-tallet, og det er denne mode vi kan takke for at megen viden om længst svundne tiders bondesamfund er bevaret. Jeg elsker disse gamle bøger, ja og selvfølgelig også de nyere af slagsen, for hvis der er noget, jeg holder af, så er det historiefortælling om helt almindelige mennesker og deres helt almindelige hverdagsliv.
Og jeg skulle hilse og sige at bønderne på Nordvestsjælland havde nogle ualmindeligt flotte dragter. Jeg ville ønske at man brugte dem endnu.
Et stykke smækker kanelsneglekage.
Det er koldt derude, men endnu har Kyndelmisse ej slået sin knude, og vi har således stadig mere vinter foran os end bagved. Og som om det ikke var nok, så er januar og februar de koldeste måneder i året. Det kommer måske næppe bag på nogen, eftersom vi har levet i en veritabel dybfryser de sidste par dage. Minus 13 grader! I går stod termometermåleren blot på frysepunktet, med isslag til følge. Det var spas at krabbe sig hen over fortovet med de dyrebare indkøbsposer i hver hånd. Champagnen overlevede, men jeg måtte sætte mig ved busstoppestedet og fortære caviaren inden den gik tabt.
Det var vist cirka sådan det gik til.
Vi haver nu endegyldigt lagt julen bag os. Selv de mest hardcore julefreaks på en af mine julefacebookgrupper har set det i øjnene, hevet julepynten ned og er begyndt nedtællingen til næste jul. Sådan som alle normale mennesker ville gøre det. Tilbage står vi med knaldgule reklameaviser, den årlige tilbuds-email fra Madlog og en overflod af inspirerende artikler og blogposts. Det er den sædvanlige hitliste: Vægttab, komme i form, bruge færre penge, spise mere grønt. Jeg er gået i flyverskjul så jeg ikke bliver påvirket af slige puritanske tanker. Istedet sidder jeg med næsen i bøger om gamle dage. Og når jeg siger gamle dage, så mener jeg i tiden mellem ophævelsen af stavnsbåndet (ca. 1800) og starten af 2. Verdenskrig (1940). Det er sådan en rar periode at bruge, når man skal kloge sig på det danske bondeliv i gamle dage, for man gik helt amok med folkemindesamlingerne dengang omkring århundreskiftet, så der er kildemateriale nok at tage af. Og det var inden industrialiseringen for alvor satte ind, så det har den der dejlige snert af romantisk landliv, man kun kan lade sig indhylle i, når man aldrig selv har prøvet at stå op kl 5 om morgenen for at hive en ko i babserne.
At være bonde var i sandhed et arbejdsliv, men man arbejdede i et adstadigt tempo og formåede i høj grad at more sig. Der var snart ikke den anledning, man ikke kunne slå et gilde af, og i vintertiden benyttede man sig i særlig grad af det. Forår, sommer og efterår var fuldt pakkede med at sikre afgrøder og vinterforråd, men vinteren betød Vinterhvile. Det var ikke sådan rigtig hvile, for man brugte stadig tiden på arbejde. Man reparerede redskaber og lappede hullerne i taget og kartede uld (Kartegilde!) og tærskede kornet, man havde høstet og så videre og så videre. Men man havde tid til at gå på besøg hos naboerne. Nogle steder brugte man denne tid på at holde de så sagnomspundne Kaffeborde. Vi kender dem bedst fra det sønderjyske, fordi de dernede antog en nærmest sagnomspunden patriotisk skikkelse i krigstider, men resten af landet havde selvfølgelig også sans for at læsse på med de søde sager. I en tid uden Facebook og Instagram var det ved lejligheder som disse, at husmoderen kunne brillere med sine evner som Kringlebager og Småkagetriller og imponere de andre damer behørigt. Det virker som om at de højt belagte kaffeborde for alvor tog fart i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor den nymodens opfindelse, brændekomfuret, gjorde det muligt selv at fremstille finere bagværk såsom kringler, lagkager, småkager og konditorkager.
Det var også på dette tidspunkt at der helt generelt skete store forandringer på landet. Bønderne begyndte at producere mælk til andelsmejerierne og fik flere penge mellem hænderne (til hvedemel!). Det, og brændekomfuret, fik betydning for hele måltidskulturen. Nye møbler, nye køkkenredskaber og ikke mindst spisestellet. Man gik fra i høj grad at spise søbemad (grød, suppe, kogt i gryde) af egen ske fra fælles fad, til også at spise stege og frikadeller og stegt mad. Man begyndte at bruge tallerkener og gafler og syvogtyve forskellige fade, noget der ellers havde været forbeholdt overklassen. Kaffestellet vandt også indpas, og så holdt man op med at drikke kaffe af skåle.
Kaffebordet som særlig vintertradition har jeg mest fundet spor af i Jylland, men jeg skal på ingen måde påstå at man ikke har rendt hinanden på de sneplettede døre i det ganske land. Og uanset om der var tale om vintertradition, julefest eller bare kaffegilde til Særlig Anledning, så fulgte serveringen gerne et bestemt mønster: Først fik man boller – med smør! – for at lægge bunden. Så var der kringle, skærekage (sandkage var populær), lagkage og måske også finere bagværk som linser eller lign. Man sluttede selvfølgelig af med småkager og helst flere slags. Man skulle smage på det hele, for den stakkels husmoder havde brugt flere dage på at kokkerere. Kaffe måtte der også til, ellers ville det være blevet et meget sølle kaffebord. Måske ville der endda have været lavmælte protester. Det var i høj grad bondestanden, der sørgede for at kaffesælgerne havde noget at lave i Danmark. Man ristede og kværnede selv bønnerne, omend kaffebrænderier begyndte at vinde indpas på samme tid som brændekomfuret.
Det er også fra midten af 1800-tallet at kogebøgerne begynder at bugne af opskrifter på disse kaffebordskager, og dem skal jeg med stor fornøjelse dele ud af her på bloggen, så I kan gøre dem kunsten efter. Men først en moderne kaffebordskage, endda en ret moderne en af slagsen. Det er en kanelsneglekage, der gør brug af en særlig teknik kaldet “tangzhong”. Man starter med at lave en jævning af mel, vand og mælk og varme den op til ca. 65 grader. Væsken får stivelsen i melet til at “gelere” og det giver et helt fantastisk luftigt og saftigt brød. Det er nemt og ikke svært, og jeg synes du skal prøve det. Hvis det alligevel bliver for moderne til dig, kan du istedet brug min almindelige kanelsnegledej, som du finder ved at klikke HER.
Kanelsneglekagen har jeg valgt at toppe med flødeosteglasur. Det er et brilliant koncept, der smager aldeles glimrende. Eneste ulempe er at flødeostglasur egentlig skal stå på køl, og det må kagen absolut ikke, så man skal vente med at smøre den på til man skal servere bagværket for de intetanende gæster. Man kan selvfølgelig også lave enkeltstående snegle, omend det er muligt at de kun skal bage 12-15 minutter i så fald. God fornøjelse!
Kanelsneglekage
Mængde: 7-10 meget store snegle
Bagetid: 20 min v 200 grader
Frysning: Ja, uden glasur
Tangzhong:
50 g mel
125 g mælk
125 g vand
Hæld melet i en lille gryde og pisk mælken i. Rør vandet i til sidst. Varm langsomt op under konstant omrøring. Når den begynder at ryge, tykne og sætte sig i bunden skal den af varmen. Pisk massen godt igennem. Den skal være tyk som grød, men stadig kunne hældes. Er den for tynd, må den på varmen igen. Lad massen køle af til stuetemperatur. Man skal ikke bruge det hele til opskriften, men det kan være svært at styre, hvis man vælger at lave en meget lille portion. Resten kan opbevares et par dage i køleskabet og bruges til andet bagværk. Det skal blot have stuetemperatur inden brug.
Dej:
1 dl tangzhong
ca. 300 g hvedemel
2 dl lun mælk
25 g gær
1 tsk groft salt
50 g sukker
50 g blødt smør
1 tsk stødt kardemomme
Evt. lidt vaniljeekstrakt/sukker/korn
Hæld den lune mælk op i en stor dejskål og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, salt og kardemomme og tangzhong. Rør mel i til du har en klistret, tyk dej. Ælt så dejen til den er blank og smidig og slipper skålen. Det er nemmest på at røremaskine. Skal du ælte dejen i hånden, kan du lave den lidt fastere. Det bliver mindre saftigt, til gengæld bliver du knap så hys over at ælte klæbrig dej. Ælt smørret i til sidst. Dæk så dejen til med et klæde eller plastwrap og lad den hæve 1,5 til 2 timer. Test hævningen ved at dyppe en finger i mel og stikke den i siden af dejklumpen. Hvis dejen springer tilbage skal den hæve længere tid, men hvis din finger efterlader et fint aftryk er den klar. Mens dejen hæver, rører du remoncen:
Remonce:
150 g blødt smør
150 g sukker
1 spsk kanel (gerne en blanding af ceylon og cassia)
Det hele røres sammen.
Når dejen er hævet færdigt, tages den ud på et meldrysset bord og rulles til en firkant, ca 1/2 cm tyk. Den kan godt være lidt levende at arbejde med, så vær tålmodig. Bred remoncen ud på dejen i et jævnt lag og rul den sammen til en pølse. Skær 7 eller 10 snegle (7 snegle passer i en 25 cm bageform) og læg i en smurt bageform, der er beklædt med bagepapir i bunden. Husk at smøre siderne grundigt også. Lad sneglene efterhæve en halv times tid eller til dobbelt størrelse og smid dem så i en 200 grader varm ovn. Bag dem midt i ovnen på en rist (eller en plade, hvis det er enkeltstående snegle) til de er brune på toppen.
Hvis de skal serveres samme dag, kan man med fordel overhælde dem med flødeostglasuren når de er lune. Ellers venter man bare. Fordelen ved disse snegle er at de ikke er kedelige og tørre dagen efter, som sødt og fedt bagværk ellers godt kan blive.
Flødeostglasur
125 g flødeost
100 g smør
200 g flormelis
Lidt vaniljekorn/sukker/ekstrakt
Rør smørret blødt og rør flødeosten i til det er godt blandet sammen. Rør så flormelis i. Når du tilsætter flormelis, vil glasuren blive tyndere, det er helt normalt. Tilsæt til sidst vanilje og gem glasuren på køl til den skal bruges.
Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Nytårsfest! Du er prægtig og stor
Du viser hvor tjekkede mennesker bor
Velkommen, nytår, og velkommen her!
Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Caviar! Og med boblevand til
Det er renomméet, der står på spil
Velkommen, nytår, og velkommen her!
Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Nytårskrudt! Det er stort, det er flot
Og bedre end naboens, åh hvor godt
Velkommen nytår, og velkommen her
Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Kransekage! En morakkers pryd
Og helt hjemmelavet, det er en fryd
Velkommen nytår, og velkommen her!
Endnu et år er gået, som år jo nu engang gør. Det er deres Natur, og det må vi som Mennesker acceptere. Vores nytår blev holdt i sofaen, uden gæster, med fødderne oppe. Det trængte en og anden til efter at have haft (dejlige) gæster i hele julen. Jeg nåede at se de sidste 20 minutter af en Andre Rieu koncert og så tror jeg nok jeg har stemplet mig selv som værende markant ældre end mine 34 år.
2015 har været et dejligt år. Det havde 12 måneder, præcis som jeg havde forventet, til gengæld var der hele 53 uger, og det er jo altid en overraskelse af de bedre. 365 dage var hvad det kunne blive til. I år får vi hele 366 af dem, hvilket må glæde enhver, der er født d. 29 februar. Alt i alt har året artet sig pænt, forudsigeligt og ganske som forventet. Det fulgte kalenderen – den gregorianske – til punkt og prikke. Påsken faldt hvor påsken skulle, min fødselsdag ankom på den korrekte dato og der var nul tvivl om julens placering. Det er hvad jeg kalder god time management. Godt gået, 2015, klap dig selv på skulderen.
Nu er det januar, og tilbudsaviserne er helt kedelige og triste ovenpå decembers varme og hygge. Broccoli, skyr og Nupo pulver, det er hvad der møder en. Personligt synes jeg at januars slankekure (og nytårsforsætter i selvforbedringskatorien helt generelt) ofte tangerer psykisk selvskade og usund bodstankegang, så den slags holder jeg mig kategorisk fra. Fri os for resterne af 1900-tallets sygelige puritanske tankegang!
Istedet tager snarligt jeg til Paris for at spise kage og kigge på gotiske kirker. Man skal være god ved sig, også selv i januar. Og det uanset om man vælger at spise flere grøntsager og ej. Husk det. En blid start på et nyt år, det er sagen.
Ikke broccoli. Føj.
Juletræ fra 1920’erne pyntet med hjerter, papirsroser, flagguirlander, kræmmerhuse og andet fedteri. Billedet er taget i Den Gamle By.
Der var engang, omkring 1850, et flettet hjerte af papir. Det var grønt på den ene side og gult på den anden side. I midten var det både grønt og gult i tern, fordi det jo var flettet. Hjertet var ganske dansk, for det var flettet af H.C. Andersen, og han må jo nok siges at være den dansker i hele verden, der er allermest dansk. Han er så dansk, at der findes japanere, der lærer dansk, for at kunne læse H.C. Andersen på originalsproget, og det er ingen ringe kunst. Man må uværgeligt lade sig imponere. Jeg kan ikke engang japansk nok til at kunne bestille en kop kaffe.
Udover at være så ganske dansk, det lille hjerte, var det så pysseligt at man næsten måtte græde af fryd over dette vidunder. Hvis man altså var forfalden til den type følelsesladede udbrud. Hjertet var en gave til familien Ørsted, men det havde ingen hank, så det kunne ej hænge på et juletræ. Og måske derfor slap det lille hjerte for at blive massakreret i et af H.C. Andersens grumme juleeventyr, hvor både juletræet og den lille pige med svovlstikkerne ellers endte med at måtte lade livet.
Vi ved ikke med 100% sikkerhed at det var H.C. Andersen, der flettede dette første julehjerte, men det er den officielle historie, og med tanke for digterens hang til at klippe i papir, så er det da heller ikke utænkeligt. Meget tyder på at julehjertet rent faktisk er opfundet i Danmark. Det er i alt fald i Danmark at vi for første gang har en trykt skabelon. Den ser vi i Nordisk Husflidstidende i 1871. Det er første gang vi ser hjertet som juletræspynt, og det følger så fint den tyske tradition med hjemmelavet pynt af farvestrålende papir.
Juletræ fra 1850t, pyntet med vindruer, guldæbler, sprællemænd og lys. Taget i Den Gamle By, Århus.
De tidligste typer juletræspynt er selvfølgelig tyske. I og med at selve juletræet stammer dernedefra, giver det alt andet lige ret god mening. Som tidligere skrevet, brugte man æbler, små kager, lys og roser fremstillet af farvestrålende papir. I midten af 1800-tallet begyndte man også at fremstille glaskugler i Lauscha, en lille by i nærheden af Nürnberg. Byen var hjemsted for en heftig glaspusterindustri, og hvis man var fin og rig, kunne man pynte sit danske juletræ med håndblæst (mundblæst?) pynt. De blev dog først for alvor populære ved århundredeskiftet.
I dag kan man få glaskugler, der ikke er lavet af glas overhovedet, hvilket er praktisk hvis man har en kat, der helt konsekvent basker pynten af træet og jagter det gennem hele stuen. Jeg har ikke længere en kat, så jeg kunne vel godt købe ægte glaskugler nu, men jeg er så stor en klutz at jeg for nylig smadrede et krus, da jeg tog det ud af vitrineskabet – det lykkedes mig at få viklet hanken ind i håndtaget på lågen. Så god er jeg, og det må siges at være et mirakel, at jeg aldrig sådan for alvor er kommet alvorligt til skade.
Den lille tromme, der hænger på mange danske træer, er intet mindre end krigspynt. Da juletræet vandt indpas i de danske borgerhjem, var der en masse fikkumdik nede ved den sønderjyske grænse. Danmark havde på det tidspunkt både Slesvig og Holsten, og det var tysken ikke helt tilfreds med. Så det sloges de om, og det endte med dansk nederlag i 1864, hvor vi mistede Sønderjylland fra E20 og nedefter, hvilket Ole Bornedal sidenhen skulle lave en meget lang TV-serie om, der nok fik politikerne op af stolen fordi et-eller-andet-Danmark.
Vi fik senere en god bid af Slesvig tilbage, inklusive en bunke tyske juletraditioner såsom adventskransen.
Krigen inspirerede den lille papirstromme, vi kender så godt. Og trompeten også. Flagguirlanden stammer også fra denne tid, så den er givetvis også et udtryk for lokalpatriotisk tankegang.
Kræmmerhuset var også med i de tidlige typer af julepynt, måske inspireret af købmandens foretrukne indpakningsmetode til smågodter. En jakobsstige hørte også til 1800-tallets juletræ. Det var en stige, klippet af papir, der gik fra toppen af træet og hele vejen ned. Senere blev den erstattet med den kendte guirlande, lavet af papirsringe. Dem har jeg lavet mange af i min barndom!
Juletræspynten er nøje beskrevet både i Peters Jul og i sangen Højt fra træets grønne top, men al denne luksuriøse pynt med sukkerstads og kager og pynt i form af dyr, glaskugler og trommer, er noget, der hører borgerskabets jul til. De mindrebemidlede venter lige til slutningen af 1800-tallet med så småt at tage traditionen til sig, og deres pynt er lidt en anden. Nogle få lys var der på – lys var dyre. Hvis man ville have mange lys, kunne man finde på at skære dem over i to dele. Altså midt over. Ikke på langs. Så ville det blive svært at tænde.
Pynten kunne være lidt hjemmelavet papirsklip af indpakningspapir, og så havde man et fint træ.
Flettede julehjerter og en nisse i toppen pryder dette lillebitte træ. I baggrunden ses et klip-selv-ark med en nisse-sprællemand. Taget gennem ruden hos boghandleren i Den Gamle By.
Toppen af træet prydes traditionelt set med en stjerne. Det var den oprindelige pynt fra 1600-tallets Tyskland. Senere begyndte man at putte en engel på toppen. I Danmark har vi brugt både nisser og storke, klippet ud af de fine ark med klip-selv-julepynt, man begyndte at trykke og sælge i 1880’erne.
Min personlige favoritpynt er det flettede hjerte. Dem har jeg lavet så langt tilbage jeg kan huske Ikke at det som regel er ret langt tilbage. Max 10 minutter. Men jeg ved jeg har flettet julehjerter som barn, for de hang på juletræet år efter år, mens jeg græmmede mig over hvor skæve de var. Det gør jeg ikke mere, for hvis der er noget, jeg har lært, så er det at uanset hvor grimt børnenes julepynt er, så vil det i mødres øjne altid være det smukkeste, der nogensinde er lavet.
Selvbedrag – en klassisk barselsgave. Og mine hjerter er noget pænere i dag.
Er julepynt så en dansk opfindelse? Noget af det er. Det flettede hjerte er som skrevet en dansk opfindelse, det er vi ret sikre på. Det andet er lidt mere usikkert. Meget af det er danske versioner af tyske ideer, og det må vi nok bare leve med. Det var trods alt dem, der opfandt juletræet, og det skal vi være glade for.
Også selvom de neglede det meste af Slesvig og det hele af Holsten.
Så er det snart jul. Lige om lidt! Det er dagen før dagen før dagen før dagen I ved. Jeg har brugt weekenden i Norge og på Oslobåden, en effektiv måde fysisk at forhindre julestress. Det er meget svært at rende rundt og gøre rent og handle ind, når man befinder sig på en båd i et helt andet land. Alt til julemiddagen bliver leveret i løbet af mandagen, så jeg skal ikke ned i Brugsen og slås med de andre om den sidste kirsebærsauce. Jeg skal bare drikke gløgg og pynte op og forsøge at tvinge marsvinene til at gå med nissehue (de vil ikke, de små svin).
Online madshopping er GULD.
Nu er det søndag igen, og hviledag. Jeg skal ind at se Hobbitten. Hvis jeg skulle være et væsen fra Tolkiens univers, så blev det helt klart en hobbit.
Skål på det.
Så er det atter blevet søndag, og hviledag. To tændte lys i adventskransen, brandfaren er steget dramatisk. Jeg er lige kommet hjem fra Basel, hvor der er lige så mange juletræer, som der er indbyggere.
Nu skal jeg i dén grad holde hviledag.
I dag er det Første Hviledag i Advent. Man må ikke blogge, kun spise marcipan og drikke gløgg og måske tage en lur. Det er også den første søndag efter lønningsdag, så lad for guds skyld være med at gå ud og handle. DET vil i alt fald bryde helligdagsfreden. Yikes.
Det er søndag og det er hviledag. I dag må man slet ikke lave noget arbejde. Man må kun sidde i sin sofa og spise æbleskiver og måske flette en julestjerne af de der snazzy strimler man kan købe, dem med fine mønstre på.
Men man må ikke blogge.