Engang for mange år siden, i Kerteminde, på selveste Julenat vågnede en bondekone af sin dybe søvn. Det var mørkt, og hun så at uret var stoppet. Fra gårdens vindue kunne hun se, at der var lys i kirken. Hun stod op og klædte sig på. Så hastede hun mod kirken. Landevejene var ganske øde, og et øjeblik troede hun at hun var kommet for sent. Men klokkerne ringede netop som hun nåede kirken.

Da hun trådte ind i kirken, var den fyldt til bristepunktet med fremmede mennesker. Hun syntes dog at der var noget bekendt over dem, og de var sært blege. Kirken var helt stille. Da trådte præsten frem, men det var ikke den sædvanlige præst, omend hun også syntes at hun kendte ham et sted fra. De sang en salme og præsten holdt en smuk prædiken.

Gudstjenesten nærmede sig sin afslutning, og da bøjede konen, der sad ved siden af hende på bænken, sig frem mod hende og hviskede “Tag din kåbe på, men bind den ej, og skynd dig ud. Hvis du bliver her til det er forbi vil de dræbe dig! Det er de døde, der holder gudstjeneste i nat.” Og da kendte hun konen igen, for det var hendes nabo, der var død for mange år siden. Og hun så at hun kendte de andre, både menigheden og præsten, alle var de døde, og nogle endda for mange år siden. Hun blev ganske rædselsslagen, svøbte kåben om sig, men bandt den ikke, og så løb hun ud af kirken så hurtigt hun kunne. Da hun nåede døren, greb de døde hendes kåbe, men hun lod den glide af sig og flygtede hjem langs de mørke og tomme landeveje. Bag sig kunne hun køre kirkeklokkerne slå et.

Næste morgen fandt de hendes kåbe ved kirkedøren, ganske sønderreven. Og det var synd, for det var en pæn kåbe!

Sådan lyder en gammel vandrehistorie når den er genfortalt af mig. Den findes forskellige udgaver i både Norge, Sverige og Danmark – og sikkert også andre lande. Jeg fandt historien i en gammel bog om kirker jeg købte på et loppemarked, og kunne ikke sove om natten efter jeg havde læst den. Så jeg syntes også I skulle have den! Desværre har jeg ikke kunnet finde bogen siden jeg flyttede for 3 år siden, så den er gengivet efter hukommelsen – men eftersom det er en vandrehistorie gør det næppe så meget.

Der er nogle, der mener at historien blev udbredt efter reformationen. Der var stadig visse præster, der insisterede på at holde midnatsgudstjeneste, som man gør i den katolske kirke, og historien var beregnet på at skræmme folk fra at deltage i den. Det har sikkert virket – jeg tror i alt fald ikke jeg skulle have nydt noget af nogen midnatsgudstjeneste efter at have hørt det der.

Da jeg kort tid efter gik en tur i Den Gamle By i Århus efter mørkets frembrud, kunne jeg ikke lade være med at tænke på de dødes gudstjeneste. Når Den Gamle By holder åbent i december er det MØRKT derinde efter solnedgang. Det er både fantastisk hyggeligt med julelys i stuerne på de gamle huse og fantastisk uhyggeligt med de mørke gader. Heldigvis er der ingen kirke derinde, noget jeg ellers jævnligt har brokket mig over, men lige denne aften satte jeg stor pris på det. Så kunne der ikke komme nogen døde mennesker efter mig.

Jeg har igennem mange år været sæsonkortholder i Den Gamle By. Det er mit yndlingsmuseum, og selv nu hvor jeg er flyttet væk fra Århus og over til Nordsjælland, sørger jeg for at besøge den bette by flere gange årligt når jeg alligevel er i Århus for at besøge mor. Med sæsonkortet kan jeg tage en gæst gratis med ind – dvs at jeg med god samvittighed kan pådutte de andre en gåtur i det lille købstadsmuseum. Det er nu de færreste, der har noget imod det, det er et meget populært sted i Århus. Og hver jul holder de Jul i Den Gamle By, og så har Winekes Kælder under Møntmestergaarden åbent – og de sælger bispebolle. Det er ikke brød, men en slags gløgg uden krydderier. Det er sødet rødvin med appelsinsaft og -skal og det smager helt forrygende. Jeg er inde og tylle noget af det hvert år, og gerne sammen med en honningkage.

I år kommer jeg desværre ikke til at drikke bispebolle i Den Gamle By, for mit årlige julebesøg er selvfølgelig ugen før de åbner op for Winekes Kælder. Æv! Jeg må vente til næste år med at sidde i den hyggelige kælder og tylle bispebolle og lade som om det er år 1700 med WiFi. Heldigvis har Den Gamle By en hel masse spændende ting på deres hjemmeside, heriblandt en side med gamle juleopskrifter. Og gæt hvad jeg fandt – opskriften på bispebolle!

Bispebolle
Til en Flaske rød Viin tager man 2 Pommerantser, skræller Skallen af den ene meget fiint og kommer den i Vinen; presser Saften af dem begge deri, og lader det staae tildækket 1 Time. Da slaaer man den igjennem en Sigte, og kommer Sukker i efter Smag, saa er den færdig.
Fra: Nye Kogebog eller Anviisning til at koge, bage, stege, indsylte, henlægge, indslagte, anrette o.s.v. af C. Jacobsen, 1815.[kilde]

Der står pomerantser, men den rare dame sagde sidste år at de bruger appelsin, så jeg undlod at trave København tynd efter sjælden citrusfrugt. Jeg brugte en australsk shiraz, og jeg så at det var godt. Istedet for at lade den trække, så varmer jeg den forsigtigt op som en gløgg og lader den stå 10 minutter. Så er den god og klar til at drikke. Husk at vinen ikke må koge. Den er også god ved stuetemperatur.

Bispebolle

1 flaske rødvin
2 appelsiner (eller pomerantser)
100 gram sukker, eller efter smag

Skær alt det gule skræl af den ene appelsin med en kartoffelskræller eller en kniv. Pas på ikke at få for meget hvidt med, det er bittert som en bølle. Hæld rødvinen i en gryde og læg appelsinskrællen i. Pres saften af begge appelsiner og hæld ned til rødvinen også. Varm forsigtigt vinen op med sukkeret og server varm. Det smager varmt og hyggeligt af jul.

Jeg putter lidt finthakket hjemmesyltet appelsinskal i bunden af koppen, så er der også snacks til.