Sjette dag i Paris var:

Jacques Saly – Amor

– Louvre. Det var søndag, og jeg trængte til at svælge i talentfulde kunstnere og håndværkeres arbejde fra længst svundne tider.

– Trutmunds-selfies. Ikke mine, bevar mig vel, men andres. Jeg ved godt at det er harmløst og på ingen måde rager mig, men når jeg ser dem stå der foran en fancy statue og så lige stikke andenæbbet ud og holde telefonen op, så får jeg en umådelig lyst til at gå hen og trykke læberne ind i fjæset på dem igen. Engang sad jeg i et fly og dimsede, da personen i sædet foran mig pludselig hev kameraet frem og begyndte at tage selfies (med trutmund) – på et fly! I luften! Med sædet som baggrund! Det var ikke engang et sejt fly, som A380’eren eller måske Dreamlineren, eller min favorit, Boeing 747. Det var en lille knaldpotte på vej til Prag. Jeg nåede knap at drikke min kaffe før vi var landet igen. Jeg forstod det ikke, men det er heller ikke alt i verden, jeg skal forstå. Måske havde hun lige fået en ny kæreste, der ikke kunne leve uden synet af hendes fremskudte læber. Mwah!

– Sarkofagsabotage. Her stod man foran en smuk, sort ægyptisk sarkofag, 3000 år gammel. Ind kommer en lalleglad turist, mand i 30’erne, og begynder at stå og ruske i den. Der stod en voksen mand og hev og flåede i en ægyptisk sarkofag! Jeg skulle lige til at skælde ud, da hans kæreste sendte ham jordens ondeste øjne og så stoppede han. Hvem fanden gør sådan noget? Altså udover 3-årige børn, der ikke er blevet opdraget? Tøffede han lige over og tegnede overskæg på en Vermeer bagefter eller hvad? Sådan en spade. Ægte harm, det var det jeg var.

Se mig. Vrinsk vrinsk!

– En selvfed pony. Men den havde også selveste Solkongen på ryggen.

Og så siger de at museer er kedelige!

– En arrig hjelm og et ganske ængsteligt skjold.

Martin Desjardins – Captifs

– En af mange, mange tusinde statuer med slaver og/eller krigsfanger. De var overalt. Statuer, vægmalerier, loftsdekorationer, you name it. I dette tilfælde er det 4 figurer, der repræsenterer 4 lande, som Frankrig tævede i en eller anden krig. Mon ikke det helt generelt er et eller andet storslået herskersyndrom, der ligger til grund for de mange stakler afbilledet i 16- og 1700 tallets kunst? Kunsteriske fremstillinger var en vigtig del af kongens propagandamaskine. Lidt ligesom Facebook er det for almindelige mennesker i dag – man fabrikerer det billede, man ønsker omverden skal se. Da Marie-Antoinette faldt i unåde hos det franske folk, forsøgte man for eksempel at reparere på sagerne ved at lade hende afbilde som en beskeden og kærlig moderfigur. Det virkede så ikke, men hey, det var forsøget værd.

Jeg ved ikke hvorfor den ene ligger ned, men katte er jo notorisk dovne, så måske er det meningen.

– Ægyptiske kattemumier. Kattes ulidelige selvfedme stammer fra det faktum, at de blev dyrket som guder i det gamle Ægyptien. De små svin. Altså kattene.

Der var sale, hvor jeg kiggede mere på lofterne end på kunsten.

– Pænhed i loftet. Louvre er et gammelt slot, og nogle steder er de gamle rum blev restaureret og fremstår i al deres royale glansbilledehed.

Pain de Sucre – Tarte Framboise-Pistache

– Kage. Duh. Jeg prøvede et nyt konditori, Pain de Sucre. Det lå lige på vejen hjem fra Louvre, altså hvis man tog en omvej. En Tarte Framboise-Pistache blev det til. Essentielt set en pistaciemazarin med frisk hindbær på toppen. Det kunne have været godt, hvis ikke den stakkels tærte havde været så groteskt overbagt, at den var tør og uspiselig. Jeg åd hindbærrene og kylede resten ud. Boo. Der var en kage mere, men den skulle agere morgenmad dagen efter.

Kage til morgenmad er noget man skal unde sig selv en gang i mellem. Det er sundt for sjælen.