I dag er det Skærtorsdag. Skærtorsdag er dagens navn, men for dansken er den måske bedre kendt som Første Dag i Påskeferien. Hvis man er katolik og meget from, skal man idag besøge 7 kirker, men det kan godt være sin sag i et land som Danmark. I alt fald hvis det skal være katolske kirker. Det var på denne dag at Jesus holdt den senere så berømte Sidste Nadver, hvor han uddelte brød og vin og fortalte at det var hans legeme og blod. Det var der ingen, der stillede spørgsmålstegn ved, og derfor kan vi den dag idag blive bespist med papkiks og portvin hver søndag i kirken. Senere vaskede han fusser på sine disciple, og det er der stadig katolske præster der gør, på denne hellige torsdag. Det er altsammen meget højtideligt og meget alvorligt, og så kan man nok trænge til en påskebryg bagefter.

I Danmark kan vi, traditionen tro, også kalde Skærtorsdag for Store Ædedag. Eller rettere, end af De Store Ædedage, for det afhænger jo lidt af hvor i påsken man vælger at placere påskefrokosten. Uanset hvad, skal der sild og snaps på bordet (vi er SÅ forudsigelige) og gerne meget af det. Højtid er lig med masser af god mad. Det skal vi ikke skamme os over, som der ellers er tendenser til. Det er en tradition, der er ligeså gammel som menneskeheden selv, eller i alt fald ligeså gammel som konceptet “højtid”. Jeg har gennem de senere år observeret mere end én sundhedsdims, der bræger over det tragiske og groteske i at supermarkederne spiller op til påskefest med knaldtilbud på mad og slik. Der synes jeg måske nok at man skal parkere offerlammet i garagen og tage en slapper. Hvis man er så madfikseret at tilbudsaviser med to poser chips for en tyver kan forstyrre ens påske, så er det i alt fald ikke resten af Danmark, der har et problem. Men sådan er der jo så meget.

I gamle dage brugte man ikke Skærtorsdag på at æde sig en pukkel til. Til gengæld var der mulighed for at afsløre sognets hekse på denne dag. De var vel hjemme fra nattens eskapader på Bloksbjerg, klar til at gå i kirke med resten af sognet. Hvis man var så heldig at have en ung høne, der havde lagt sit allerførste æg på selve Skærtorsdag – et såkaldt hønnikeæg – så kunne man putte det i lommen på vej til kirken. Da kunne man let kende alle hekse, thi de ville sidde med kogegrej på hovedet. Så skulle du sidde i kirken en Skærtorsdag med et æg i lommen og din nabo har en stegepande siddende på hovedet, så er det bare med at melde vedkommende til den lokale præst, så hun kan blive grillet på sognegårdens nye Weber.

Skærtorsdag er også en dag med megen overtro tilknyttet. For eksempel er det en rigtig god ting, hvis det regner, for så bliver køkkenhaven fin og frodig og rugmarken vil bølge af modne aks, når høsttiden kommer, og det er ganske vist, for det siger de gamle ordsprog:

Skjærtorsdags vand
Fryder mangen mand
Men Langfredags væde
Får mange fattige børn til at græde

Sådan står der i bogen “Jysk Almueliv”, en bog jeg iøvrigt flittigt benytter, når jeg skal støve gamle skikke op. Ordsproget er også i en anden version, og hvis man kan tyde disse ord, da er man i sandhed jyde:

Långfrejjdas wææd
for manne fåte bår te å grææd
ær ed et får dawwle brø
så kan ed wæær får ildengsnø

Det er også idag at vi skal spise nikål for beskyttelse mod slemme sygdomme og onde magter hele året. Nikål er en suppe med ni slags kål, eller bare ni slags grønt, hvis man ikke lige har ni slags kål liggende i køkkenhaven. Kålen er en af de få grøntsager, man kan have stående vinteren over. Man tog hvad man havde, og for resten plukkede man spæde skud i haven og grøftekanten. Hvis påsken faldt tidligt, eller vinteren havde været særligt kold, kunne man komme i bekneb for planter. Så var et enkelt græsstrå i gryden også helt i orden. Ingen grund til at tømme hele plænen ned i gryden, for overtroen sagde ikke noget om mængden. På visse egne kunne man nøjes med syvkål, og så var det naturligvis lidt lettere at skrabe sammen. På tysk kaldes Skærtorsdag for Gründonnerstag, og det betyder Grøntorsdag, et navn der sandsynligvis stammer fra denne skik.

Vil man lave sin egen nikålssuppe, kan man bruge en hvilkesomhelst opskrift på klassisk grønkålssuppe kogt på en gammel høne eller, i mangel af gamle hønser, bare en selvdød kylling fra supermarkedets køledisk. Man kan også koge suppen på lidt flæsk, hvis man vil. Og hvis man vil være mega autentisk, kan man bruge en opskrift på søbekål, og så bare losse krydderurter i til man har ni slags grydegrønt. Søbemad var det helt store hit i gamle dage. At søbe betyder at spise med ske, og som man måske ved, kom gaflen først sent til Danmark. I midten af 1600-tallet købte kongen en gaffel, og folk, der skulle være fine og rige på den, kunne finde på at følge efter. Men på landet savnede man ikke gaflen, og mange steder brugte man den ikke før langt op i 1800-tallet. Det gængse spisegrej for almindelige mennesker var ske og kniv, og man spiste søbemaden af en stor fællesskål, der stod i midten af bordet. Så kunne man også dele bakterier med resten af husstanden, det er altid så hyggeligt.

Søbekål var som regel en suppe kogt på byg eller havre, og kød hvis man havde, tilsat grønkål eller hvidkål. Som regel var det en ret simpel suppe, men nedestående fra Madam Mangor er temmelig luksuriøs med både suppeboller og pølser. Sådan en smækker version blev fortrinsvis serveret ved højtiderne – især til jul.

Søbekaal, 1876
laves enten af grøn, hvid eller rød Kaal, samt af Kørvel og Spinat, blandet med grøn Kommen. Suppen, hvorpaa Kaalen skal koges, afsies og blandes med afsiet Havresuppe eller noget Havremeel. Naar den koger, kommes Kaalen, som er hakket med liden Jævning af Smør og Meel tilligemed Kjødboller, Kjød- eller Medister-Pølser derpaa. I Grønkaal kan der kommes brunede Kartofler. Grød- og Hvidkaal bliver bedst, naar man koger den i Vand med lidt Salt, indtil den næsten er mør. Vandet trykkes godt af, den hakkes med Meel og behandles som ovenfor er vist. Herved betages Kaalen det Opblæsende, som den indeholder, uden at tabe i Smag. Kaalen bliver bedst, naar den laves paa fersk Suppe, men kan blive meget god paa Suppe af salt Kjød eller Flesk, naar det kun er tilstrækkeligt udvandet. Man kan ogsaa bruge Suppe af røget Kjød, naar man iagttager, at Kjødet, efterat have staaet den halve Tid i Blød, omhyggeligt afskrabes, lægges igjen i rent Vand og atter skrabes, før det koges, saa og at Fedtet skummes meget nøie af under Kogningen, da den røgede Smag for det meste er deri. Mangors Kogebog for smaa huusholdninger [kilde]

Hvis du også vil være fri for rådden bug og rygsmerter resten af året, kan du nøjes med en salat af ni slags grønt og krydderurter. Og husk, det er forbudt at hugge brænde i dag – du risikere at kreaturerne i stalden triller døde om, og så er der ikke mere mælk til kaffen og butikkerne har lukket i morgen og hvad skal man SÅ stille op?

Påsken er i sandhed en hård tid. Lad os håbe vi alle klarer os igennem til supermarkederne atter åbner på lørdag.