I går påstod jeg at dagens julekalenderafsnit ikke ville indeholde noget, der allerede var på bloggen. Det var så ikke 100% korrekt. I dag skal det nemlig handle om syltede appelsinskaller. Jeg har allerede en opskrift på bloggen, men den er en del år gammel. Og hvis jeg skal være helt ærlig er den ikke specielt god – alt for indviklet og unødvendigt lang. Jeg bruger en helt anden metode nu, og det er den, det skal handle om i dag.
Du kan finde det gamle indlæg lige her, hvor du kan læse om appelsinskallens historie. Jeg har dog fjernet den gamle spade-opskrift og erstattet med den nye.
Eftersom der skal bruges syltet appelsinskal til et par af de kommende opskrifter, så er det bare med at få snittet i nogle orange frugter. Det er nu, man kan få alle de dejlige juleappelsiner, og de er perfekte til formålet.
Du kan sylte citronskaller på samme måde, de skal dog muligvis koge noget længere tid, før de er helt møre.
Og nu, opskrift:
Syltet Appelsinskal
Ingredienser:
6 økologiske appelsiner (ca. 250 gram skal)
6 dl (510 g) sukker
3 dl vand
15 g glucose
ca 1 dl sukker til at vende appelsinskallerne i
Når man sylter citrusfrugter, laves sukkerlagen altid efter formlen 2 dl (170 gram) sukker til 1 dl vand. Så kan man skalere op og ned som det passer én. Som regel skal man bruge dobbelt mængde sukker i vægt som man har i ukogte appelsinskaller. Det plejer at være nok, til at dække dem nede i gryden. Hvis ikke, må man blande noget mere sukkerlage og hælde over. Sukkerlagen sigtes fra efter endt kogning, så det betyder ikke så meget hvis man kommer til at lave lidt for meget.
Og så er vi klar til at sylte alt muligt appelsinskal. Først skal appelsinerne befries for skræl i nogen rimelig pæne store stykker. Det gøre lettest ved at skære en lille skive af top og bund og så dele appelsinen i fire både. Så kan man nogenlunde nemt krænge skallerne af uden at ødelægge den. Er appelsinen meget stor, kan man med fordel skære den i 6 eller 8 både i stedet.
Læg skallerne i en gryde, hvor de så vidt muligt kan ligge i ét lag. Hæld koldt vand på til det dækker og bring i kog. Hæld vandet fra og hæld koldt vand på igen. Bring i kog. Hæld vandet fra og hæld koldt vand på en sidste gang. Nu skal appelsinskallerne koges møre. Det tager en 20 minutters tid. De skal være så møre, at du kan stikke i dem uden at møde modstand.
Hæld de møre – og varme! – appelsinskaller op i et stort dørslag. Kassér vandet. Lad skallerne køle af til du kan røre ved dem uden at brænde dig. Brug en teske eller en lille urtekniv til forsigtigt at skrabe det øverste af det hvide lag på skallerne. Pas på ikke at fjerne det hele, så bliver de hårde, når de syltes. Som man (forhåbentlig) kan se på billedet, er der stadig lidt hvidt tilbage.
Og så er det tid til rent faktisk at sylte. Snup en gryde, hvor skallerne kan ligge i ét lag. F.eks den samme gryde du lige har brugt. Bland sukker, vand og glucose i gryden og varm det op under jævnlig omrøring til alt sukkeret er smeltet. Smid alle appelsinskallerne ned inden det begynder at koge. Sørg for at de ligger sådan nogenlunde bredt ud. Og så skal sukkerlagen bringes i kog. Så snart det koger, skrues der ned til en simren og så skal det hele ellers bare simre langsomt i små 45 minutter – uden låg – til sukkerlagen er blevet til en sirup, begynder at boble langsommere og alting dufter vidunderligt af appelsin.
Når siruppen koger, er det bedst ikke at røre for meget rundt i den. Thi ellers kan det krystallisere og så får du sådan en tyk sukkerskal omkring dine appelsinskaller. Ikke at det er nogen katastrofe, men det kan godt være lidt besværligt at stå og skrabe af, når man skal bruge dem.
Tag så gryden af varmen og vent til siruppen er holdt op med at koge. Nu kan du fiske skallerne op med en hulske og lægge dem til afdrypning på en rist. Siruppen kan gemmes og bruges til hvad-du-nu-synes. Pandekager, måske.
Lad skallerne stå et par timer og dampe af og rul dem så i sukker. Nu skal de bare tørre natten over på et stykke bagepapir eller en rist, hvorefter de er klar til brug. Opbevar skallerne i en bøtte eller et glas ved stuetemperatur. Her kan de godt stå nogle uger. Ellers kan de puttes i køleskabet og holde meget længe.
***
Dette indlæg blev skriblet til tonerne af LLNN – Division. Bjældeklang i lange baner.