Archive | november 2024

Muffins med kanelsukker og absurde mængder smør

French breakfast muffins

Nu nærmer julen sig (hurra), og lige pt. er der dømt uregelmæssig blogning. Jeg ville gerne påstå at det er fordi jeg har travlt med at samle alle de løse tråde til årets juleblogkalender. Sandheden er dog snarere, at jeg forsøger at undslippe alle dommedagsfølelserne (tak USA) ved at spille alt for meget Final Fantasy XV og bruge alt for lidt tid på at vaske op. Forhåbentlig går det alt sammen alligevel. Og ellers kan man altid dulme nerverne med en omgang French breakfast puffs. Det tager ikke ret lang tid – til gengæld sviner det en hel del.

French breakfast puffs er luftige små muffins med muskatnød i dejen. Og når de her muskatmuffins er taget ud af ovnen – og har kølet en smule af – så fjerner man papiret og dypper kagerne i varmt, smeltet smør og ruller dem i kanelsukker. Og så serverer man dem lune. Det er pragtfuldt. Og en smule fedtet. Men mest pragtfuldt. De er bløde og svampede indeni, og knasende sprøde udenpå.

Opskriften er fra en amerikansk Betty Crocker kogebog. Tror vi taler 60’erne eller 70’erne, men jeg har ikke kunnet pinpointe det præcist. Jeg har fået den af en amerikansk internet-bekendt, der lærte at bage de små fiduser i sin 70’er barndom. Så man kan vist godt kalde dem retro. Oprindeligt hed de french breakfast muffins, senere skiftede de navn til french breakfast puffs. Hvorfor ved jeg ikke, for de har intet med Frankrig at gøre. Sikkert fordi det lød sofistikeret – ligesom vores risalamande.

Det er en supernem lille kage, perfekt til søndagsmorgenmad eller trøstespisning. Man rører ganske enkelt de våde ingredienser i de tørre, hælder dejen i forme og bager møjet. Jeg vil ikke anbefale at udelade muskatnød. Det er alfa og omega for smagen. Men hvis du vitterligt hader muskatnød, så kan du bruge kardemomme eller vanilje i stedet. Måske lidt appelsinskal. For sundhedens skyld.

Og nu, opskrift:

Kagerne bør spises med gaffel

French breakfast puffs

Mængde: 8 stk
Bagetid: 18-20 minutter ved 175 grader

Ingredienser:
175 gram mel
100 gram sukker
1 tsk bagepulver
1/4 tsk reven muskatnød
75 gram smeltet smør
115 ml mælk
1 æg
1/8 tsk fint salt

Dyppelse:
100 gram smeltet smør
100 gram sukker iblandet 2 tsk stødt kanel (cassia, ikke ceylon)

Tænd ovnen på 175 grader og sæt 8 muffinforme på en bageplade. Brug de kraftige amerikanske muffinforme, der er ekstra høje og kan holde faconen selv. De kan købes i Kvickly og Rema og sikkert også andre steder.

Sigt alle de tørre ingredienser sammen i en stor skål. Pisk æg og mælk let sammen og bland med smeltet smør. Rør straks i dejen med et stort piskeris. Rør (ikke noget med at piske) til dejen lige akkurat er ensartet. De klargjorte forme fyldes omtrent halvvejs op med dej og bages midt i ovnen i 18-20 minutter. Stik en tandstik i en muffin, der må ikke hænge dej ved når den tages op.

Kagerne tages ud af ovnen og køler af på en rist i 10 minutter. Imens de køler af smeltes 100 gram smør og hældes op i en skål eller dyb tallerken. Hæld kanelsukker i en anden skål, så det hele er klar til dypning.

Derefter fjernes papirformene forsigtigt og hele kagen dyppes i smeltet smør og rulles dernæst i kanelsukker. Det er noget fedtet stads, så brug evt. en nitrilhandske til dypperiet. Sæt de færdige kager på et fad og server straks. De smager bedst nybagte og lune, og ellers bør de spises inden for et par timer. Eventuelle rester opbevares i en lufttæt bøtte og spises senest næste dag.

Kagerne kan fryses, men så mister kanelsukkersvøbet sin sprødhed. Eftersom de er så nemme at bage, vil jeg anbefale at man bager dem, når de skal spises. Sådan er de alt andet lige bedst.

Pære Belle Helene med (eller uden) pistaciekrokant

Pære Belle Helene – nem at lave, svær at fotografere!

Pære Belle Helene er vaniljesyltede pærer, serveret med vaniljeis og chokoladesauce – og så har jeg tilføjet lidt valgfri pistaciekrokant. Såre nemt, afsindigt velsmagende. Perfekt til gæster, eller en meget doven aften på sofaen. Pærerne kan syltes på forhånd, pistacierne kan ristes dagen i forvejen, og vaniljeisen kan købes oppe i supermarkedet (jeg køber gerne Hansen eller Rønbjerg, når det gælder supermarkedsis). Chokoladesaucen skal laves lige inden servering, men selv der, kan man forberede sig, ved at hakke chokoladen på forhånd og komme den i en passende skål. Så skal der blot lunes fløde, røres rundt og bum. Dessert på bordet.

Gider man ikke chokoladesauce, kan man i stedet lave Pære Melba. Det er stadig pære og vaniljeis, blot med hindbærcoulis i stedet for chokoladesauce. Hindbærcoulis laves ved at give 250 gram frosne, optøede hindbær et kort opkog, evt med lidt vanilje og en tsk citronsaft. Tilsæt 75 gram sukker og lad simre et minuts tid. Du kan hælde stadset gennem en sigte, hvis du vil være fri for kerner. Lad hindbærcoulisen køle af og så er den klar til brug, enten kold eller ved stuetemperatur. Den kan opbevares på køl til den skal bruges.

Og nu, opskrift:

Pære Belle Helene

Mængde: 4 personer

Ingredienser:
4 syltede pærer
4 kugler vaniljeis

Læg en pocheret pære – gerne stuetemperatur, men kold fungerer også – på en desserttallerken eller i en lille skål, og læg en kugle vaniljeis ved siden af. Hæld chokoladesauce over, drys med pistaciekrokant og spis med det samme. Så bliver det næsten ikke mere simpelt.

Pistaciekrokant:
40-60 gram usaltede pistacienødder (en pose)
1 spsk smør
1 spsk sukker

Hak pistacierne rimelig fint, enten i en minihakker eller med en kniv. Smelt smørret på en pande og rist de hakkede pistacier ved jævn varme til de begynder at dufte. Det tager højest et par minutter. Hæld sukkeret over og rør rundt til det er smeltet, omtrent et halvt minuts tid. Vip straks pistacierne over på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem køle helt af. Opbevares i en bøtte ved stuetemperatur.

Chokoladesauce:
1,5 dl piskefløde
150 gram mørk chokolade, ca 60%

Hak chokoladen fint og kom den i en lille skål. Hæld fløden i en gryde og varm op til kogepunktet. Så snart fløden koger, hældes den over chokoladen. Lad det stå et minuts tid, og rør så forsigtigt rundt til chokoladen er smeltet og det hele har samlet sig til en tyk, blank masse. Chokoladesaucen hældes på en lille kande og bruges straks, mens den er varm og flydende.

Chokoladesaucen er sådan set bare en lun ganache, uden smør, ligesom man laver den til chokoladetrøfler. Vil du læse lidt mere om processen, eller har du problemer med at få den til at samle sig, kan du få tips og tricks i min opskrift på franske chokoladetrøfler.

Den kan teknisk set godt gemmes og genopvarmes lige inden brug, men jeg synes det er noget bøvl. Man risikerer også at den skiller. Så lav den lige inden, den skal bruges.