Æbler i slåbrok

Æbler i slåbrok

Æbler i slåbrok er hele, fyldte æbler, svøbt i enten mørdej eller butterdej og bagt i ovnen. En simpel og velsmagende ret, med mindst et par hundrede år på bagen, og sikkert også mere. Man kan finde opskriften i både britiske og amerikanske kogebøger fra 17- og 1800-tallet, hvor den kaldes apple dumplings. Retten var genoldigt populær dengang, og det er den såmænd stadig. Amerikanerne har endda en variant, hvor man hælder mountain dew sodavand over æblerne, inden de kommer i ovnen. Fordi selvfølgelig har de det.

Før brændekomfuret blev alment udbredt og gjorde det nemt at bage, brugte man at koge de dejindsvøbte æbler. Man knyttede dem simpelthen i et klæde og ploppede dem ned i en gryde kogende vand som en anden rullepølse:

An apple Pudding Dumplin, 1798
Put into paste, quartered apples, lye in a cloth and boil two hours, serve with sweet sauce.
American Cooking, Amelia Simmons, 1798

Du kan se hvordan det ser ud hos Hearth Cooking – desværre skriver de ikke noget om smagen! Den ovnbagte variant var dog med fra starten, og opskriften på en sådan finder vi hos Marcus Looft i 1766:

Fyldte Æbler, 1766
Man tager skiønne store Æbler, og borer Kierne-Huusene ud med en Kniv, at der bliver et stort Hull igiennem Æblerne, skræller dem saa siden først af, dernæst tager man en god Deel fiin reven Hveede-Simmel, Corinter, stødt Kaneel og lidt Sukker, svedser dette af med et Stykke Smør, og fylder Æblerne dermed, siden ruller man en fiin Butter-Dey noget tynd ud, og skier den i store fiirkantede Stykker, saa at man dermed kan omslaae og bedekke et Æble efter det andet, setter saa et Æble paa hvert Stykke Dey, bestryger det med Eg, og samler de fiire Kanter oventil tilsammen og bager dem fast til hinanden, man trykker ogsaa Deyen glat til Æblet rundt om, og setter saa mange, som der kan gaae i en Tærte-Pande, og bager dem saaleedes efter Haanden; Tilsidst naar de ere bagte, river man Sukker over dem, og giver dem varme paa Bordet.
– Marcus Looft: Koge- bage- og sylte-bog, København 1766

Her fyldes de udhulede æbler med smuldret hvedebrød, blandet med kanelsukker og korender, stegt i smør. Der bruges butterdej til svøb, hvilket altid er aldeles velsmagende. Æblerne bages i en tærtepande, en slags høj pande med låg og ben, der kunne stå på det åbne ildsted. Man kom gløder ovenpå låget, og så fungerede den som en lille ovn. Ikke nogen særlig god ovn, bevares, men hvad gør man ikke for at få sig lidt dessert.

Næh, så er det nemmere i dag. Man tænder bare ovnen og skræller nogen æbler og forsøger at få andre til at tage opvasken bagefter.

Min opskrift er med tærtedej fremfor butterdej, og i midten er der en bette klat smør og en skefuld kanelsukker. Brug modne, aromatiske æbler, der dufter godt. Cox Orange, Gråsten og Ingrid Marie vil gøre sig glimrende. Jeg har også brugt Sunrise, selvom det teknisk set ikke er så velegnet til bagning. Men her gør det sig overraskende godt, i alt fald når det er fuldmodent.

Jeg bruger 3-2-1 tærtedej til disse æbler, thi for det første er den helt fantastisk, når den laves korrekt. Den puffer op og bliver sprød og flaget. For det andet, er dejen meget smidig, selv når den er iskold. Den er altså nem at folde om æblerne, noget almindelig mørdej ikke just kan prale af. Skal det være ekstra luksus, kan du erstatte smør/kanelsukkerfyldet med kransekagemasse. Bare pas på ikke at overfylde æblerne, for kransekagemassen udvider sig under bagningen, og så revner hele molevitten.

Og nu, opskrift:

Æbler i morgenkåbe

Æbler i slåbrok

Mængde: 6 personer
Bagetid: ca. 45 minutter ved 175 grader alm. ovnvarme

Ingredienser:
6 mellemstore æbler (ca 125 gram urenset vægt)
6 tsk smør
6 spsk sukker + 2 tsk stødt kanel
2-3 spsk perlesukker til drys
1 sammenpisket æg til pensling
1 portion tærtedej

Start med at lave en portion tærtedej og sæt den på køl et par timer.

Når du er klar til at bage, tændes ovnen på 175 grader alm varme. Skræl æblerne og brug skrællekniven til at fjerne kernehuset – uden at skære æblet over. Det gøres ved at stikke skrællekniven direkte ned gennem æblet hele vejen ned til blomsten. Skær hele vejen rundt om kernehuset og skub det ud. Tjek om der sidder rester, de kan fjernes med spidsen af skrællekniven eller en lille teske. Skær lidt af æblets bund, så det står fladt og lige.

Tag tærtedejen ud af køleskabet og del den i 6 lige store stykker på 100 gram hver. Hvert stykke rulles ud til et kvadrat på omtrent 18×18 cm. Skær kanterne til, så du har en pæn firkant. Dejen skal være rimelig tynd, omtrent 2 mm, så rul den evt lidt tyndere, hvis det er nødvendigt.

Sæt så et æble på hver dejfirkant og fyld en halv teskefuld smør samt en spiseskefuld kanelsukker i hvert hul. Smør kanterne med lidt sammenpisket æg og fold hjørnerne op over æblet så du får en fin lille firkantet pakke.

Tryk kanterne godt sammen – forsøg at undgå lufthuller mellem dej og æble. Til sidst pensles hver pakke med sammenpisket æg, og der prikkes et lille hul i toppen af hvert æble, så dampen kan slippe ud. Det er rimelig vigtigt, thi ellers kan de små dejpakker finde på at eksplodere i ovnen, og det er et værre svineri.

Drys æblerne med perlesukker og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag æblerne midt i ovnen i ca 40 minutter til de er gyldne og sprøde. Stik evt en kødnål i en af pakkerne, for at tjekke om æblerne er bagt igennem. Ellers giv dem lidt længere tid.

Når æblerne er færdige, tages de ud af ovnen og får lov at køle af, til de er lune. Og så er de klar til spis! De er gode med flødeskum, creme fraiche eller vaniljeis.

Æblerne egner sig ikke specielt godt til at gemme. De smager bedst lune, og tærtedejen mister sin sprødhed, hvis den får lov at stå. Det er bedst, kun at bage de æbler, man skal bruge. Opskriften er nem at skalere op og ned – 100 gram tærtedej, 1 spsk kanelsukker og 5 gram smør per æble.

Dejen kan laves dagen i forvejen. Du kan sågar rulle den ud og skære den i firkanter. Læg blot firkanterne i en stabel med et stykke bagepapir mellem hver og sæt dem i køleskabet, godt pakket ind. Æblepakkerne kan ligeledes samles et par timer, før de skal bages. Bare sæt dem på køl, godt tildækket, til du skal bruge dem.

Så put en slåbrok på et æble mens sæsonen er her – det er gode sager.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.