Den danske æblesæson er startet, og jeg er sikker på at det er påbudt ved lov at bage mindst én type æblekage mellem september og jul. Som f.eks denne streuselkage med æble og kanel. Det er en velsmagende kage, gjort saftig af brun farin og creme fraiche, en stribe kanelsukrede æbler i midten og så et sprødt lag kanelkrydret streusel på toppen. Streusel er det vi på dansk ville kalde smuldredej, men alting lyder mere fancy på udenlandsk. Især når det udenlandske er tysk. Hvordan kan man undlade at elske et sprog, der byder på ord som Nussgenuss og Schlagsahne?
Et syrligsødt, aromatisk æble er det bedste valg til bagning. Jeg brugte Gråsten denne gang, men jeg har også bagt kagen med Filippa, Ingrid Marie, Elstar og Cox Orange. Sidstnævnte er verdens allerbedste æble, både til at spise rå og til madlavning. De er ikke helt i sæson endnu, og kan være lidt svære at finde. Gråsten og Ingrid Marie kan til gengæld fås overalt, når sæsonen rammer.
Uanset hvilket sort man vælger, så er det vigtigt at den består sniftesten. Giv æblerne en sniffer oppe i supermarkedet. Hvis de ikke dufter dejligt og aromatisk, så lad dem ligge. Æbler, der ikke dufter, smager heller ikke af noget, og så kan man selv gætte hvor god en kage, man får ud af at bruge dem. Heldigvis skorter det ikke på velsmagende danske æbler i supermarkederne, så det er bare med at tøffe ud i køkkenet og bage sig en kage.
Og nu, opskrift:
Streuselkage med æble og kanel
Mængde: En 20×25 cm bradepande
Bagetid: 40-45 min v. 175 grader alm varme
Dej:
200 gram hvedemel
150 gram blødt smør
125 gram sukker
75 gram brun farin
2 æg
175 gram creme fraiche 9% eller 18%
1 tsk vaniljesukker
1,5 tsk bagepulver
1/4 tsk natron
1/8 tsk fint salt
Æblelag:
200 gram æble i tern (renset vægt)
2 spsk hvedemel
1,5 tsk kanel
Streusel:
100 gram hvedemel
100 gram brun farin
75 koldt smør
1 tsk kanel
Tag æg og creme fraiche ud af køleskabet, så det kan få stuetemperatur inden bagning. Jeg bruger 9% creme fraiche, men du kan også bruge 18%. 38% bliver for tykt. Tænd ovnen på 175 grader almindelig varme. Smør en lille brapdepande på ca 20×25 cm og læg bagepapir i bunden.
Streusel: Bland hvedemel, brun farin og kanel i en røreskål. Tilsæt det kolde smør i tern. Gnid smørret ud i melet, med fingrene eller en pastry cutter, til det danner en blanding af store og små sammenhængende dejklumper, og der ikke er noget tørt mel i skålen. Du kan hjælpe på krummedannelsen ved at knuge håndfulde af dej til en sammenhængende klump og dernæst smuldre den. Sæt så hele molevitten på køl, til det skal bruges.
Æblelag: Skræl æblerne og skær dem i tern på ca 1×1 cm. Bland med brun farin, kanel og hvedemel og sæt til side mens du rører dejen.
Dejen starter med at smør og sukker piskes lyst og luftigt. Det tager en to-tre minutter. Pisk æggene i, et ad gangen. Sigt mel, bagepulver, natron, vanilje og salt sammen og rør det i dejen skiftevis med creme fraiche. Dejen må ikke piskes efter melet er tilsat, så bliver den sej. Så rør forsigtigt.
Kagen bages: Bred halvdelen af dejen ud i den klargjorte bradepande. Bred æblerne ud over i et jævnt lag. Fordel resten af dejen over æblerne. Det gøres nemmest ved at lægge dejen på i store skefulde og så forsigtigt glatte den ud. Drys med streusel i et jævnt lag.
Bag kagen midt i ovnen i omtrent 40 minutter. Test med en cocktailpind eller kniv, der må ikke hænge dej ved. Lad dejen køle af i formen. Den smager dejligt lun, og holder sig frisk på køkkenbordet en to dages tid. Kagen kan også fryses.