Dengang, for 400 år siden, da cupcakes var supermoderne, der hørte jeg ofte udsagnet “jeg kan ikke lide cupcakes.” Jeg syntes det lød sært. Det er jo bare en muffin – findes der også folk, der ikke kan lide runde kager? Men adspurgt nærmere, viste det sig, at mange af disse individer simpelthen syntes, at det var noget tørt bras. Og det havde de nok ret i. Thi en cupcake (muffin!) er ikke bare en kage – det er en lille kage. En temmelig lille en, faktisk. Derfor er det meget nemt at overbage den, så den bliver tør og kedelig.
Det er der heldigvis råd for. For det første kan man lade være med at overbage dem. Måske nemmere sagt end gjort. Ovne er forskellige, så bagetiden kan variere. Et tyndt stegetermometer er en god hjælp. Cupcakes – og de fleste kager og brød – er færdige, når de har en kernetemperatur på 98 grader. Et stegetermometer fjerner megen gætværk for bagværk, man ikke har erfaring med.
For det andet, kan man bruge opskrifter, der indeholder olie i stedet for smør. Det fungerer bedst, synes jeg, hvis kagen smager kraftigt af “noget andet” som f.eks chokolade. Olien giver kagen en god, svampet konsistens. Det samme gør kærnemælk, og dagens opskrift på chokokolademuffins indeholder tilfældigvis alle disse ingredienser. Og som en bonus, er der ikke noget der skal piskes i avanceret rækkefølge. Man blander helt enkelt de tørre ingredienser og de våde ingredienser i hver sin skål og så rører man de to dele sammen. Vupti.
Jeg har valgt at pladre en pebermyntesmørcreme på toppen. Det smager dejligt, og så er det lidt julet. Er man ikke til slige udskejelser, så kan man udelade pebermynten – eller helt droppe smørcremen. Kagerne er gode som de er.
Hvad kakao angår, så kan jeg anbefale at man måske springer den allerbilligste bagekakao over, hvis man har mulighed for det. De kan godt være en kende metalliske i smagen. Änglamarks bagekakao er god til prisen og kan fås i Kvickly/Brugsen. Og så er der bagepulveret. Brug økologisk, hvis du har mulighed for det. Konventionelt bagepulver kan godt efterlade en træls bismag i bagværket, synes jeg.
Når det er sagt, så kan du naturligvis sagtens bruge både billig kakao og almindeligt bagepulver, hvis du ikke har problemer med smagen. Det vigtigste er trods alt, at du kan lide resultatet.
Og nu, opskrift:
Chokolademuffins med pebermynte
Mængde: 12 stk
Bagetid: 20 min v. 175 grader alm. ovn
Ingredienser:
175 gram hvedemel
125 gram sukker
125 gram brun farin
25 gram kakaopulver
1 tsk bagepulver
1/2 tsk tsk natron
1 tsk vaniljesukker
2 dl kærnemælk
0,5 dl varm kaffe (kan udskiftes med mere kærnemælk)
75 ml neutral olie, gerne solsikke (ikke rapsolie, det smager gyseligt)
1 stort æg
Start med at tænde oven på 175 grader almindelig varme. Sæt 12 papirforme ned i en muffinform af metal. Har du ikke en muffinform, så kan du bruge de amerikanske cupcakeforme fra Coop eller Rema1000. De er så kraftige, at kagerne holder faconen uden støtte. Det er dem, jeg har brugt på billederne, thi min muffinform forsvandt under sidste flytning og ingen ved, hvor den er. Sæt dem på en bageplade.
Sigt så mel, kakaopulver, bagepulver, natron, vaniljesukker og salt sammen i en stor skål. Rør de to slags sukker i. I en mindre skål eller målekande piskes ægget let sammen og blandes med kærnemælk og olie. Rør så denne kærnemælksblanding i melblandingen. Brug et stort piskeris, men undlad at piske dejen. Bare rør den sammen til den er ensartet. Rør den varme kaffe i til sidst. Bruger du ikke kaffe, så tilsæt en ekstra halv deciliter kærnemælk i stedet.
Fyld dejen i de klartgjorte forme. Hver form skal være halvt fyldt. Bag kagerne midt i ovnen i omtrent 20 minutter. Stik en tandstikker af træ eller en kniv ned i midten af en af kagerne. Er der dej på når den kommer op, skal kagerne have et par minutter mere. Du kan også teste med et stegetermometer. Kernetemperaturen skal være på 98 grader.
Når kagerne er bagt, tages de ud af ovnen og får lov at køle helt af på en rist. De har, som alle chokoladekager, godt af at få lov til at stå og sætte sig nogle timer, og gerne til næste dag. Det gør underværker for smagen, og får sødmen til at træde bedre frem.
Og så er der kun tilbage at pynte de små muffins med smørcremen. Brug ca. 2 spsk til hver kage, det giver en god lille “hat” uden at det bliver overvældende. Kom cremen i en sprøjtepose med en stor stjernetylle og sprøjt en stor roset på hver kage. Eller læg en solid klat på med en ske og bred ud med en kniv. Pynt med lidt krymmel eller reven chokolade. Vil du have de meget høje “swirls”, ligesom man ser det på amerikanske madblogs, så skal du bruge dobbelt portion smørcreme.
Smørcremen skal stå på køl, men det skal kagerne helst ikke. Derfor er det bedst kun at pynte de cupcakes, der skal bruges. Er der pyntede kager tilovers, eller har du brug for at pynte dem i god tid, så skal de i køleskabet. Tag dem ud en halv times tid inden de skal spises, så de ikke er kolde.
Pebermyntesmørcreme:
150 gram blødt smør
200 gram flormelis
1 tsk vaniljesukker
ca. 5 spsk piskefløde eller mælk
1 tsk pebermynteekstrakt (eller efter smag)
1/8 tsk fint salt
Lidt grøn konditorfarve (kan udelades)
Pisk det bløde smør nogle minutter, til det er blevet luftigt og har fået en lysere farve. Tilsæt halvdelen af flormelisen samt vanilje og salt. Husk salt! Smørcremen er kedelig uden, saltet i smørret er ikke nok. Medmindre du altså bor i et land, hvor smørret saltes langt ned i helvede.
Pisk det hele grundigt igennem. Tilsæt så resten af flormelisen og halvdelen af fløden. Pisk et par minutters tid, så smørcremen bliver meget luftig. Den skal kunne holde faconen, nærmest som flødeskum, men skal føles nem at brede ud når man rører i den med en ske. Er den meget fast, så hæld lidt mere fløde i og pisk grundigt igennem. Tilsæt pebermynteekstrakt og en lille smule grøn farve. Pisk igennem og smag på sagerne, og tilsæt evt. mere salt.
Vær varsom med pebermynten, den bliver kraftigere, når smørcremen står og trækker. Du kan med fordel lave smørcremen dagen i forvejen og opbevare den på køl. Tag den ud en halv times tid inden den skal bruges, så den ikke er så kold. og. Pisk den kort igennem, og så er den klar til brug.
Cupcakes er små tørre kager med pynt på, muffins er små kageruden pynt, men med noget saftigt i sig, og mindre søde