Hvis man skulle forvilde sig en tur over Danmarks sydlige grænse og havne i Tyskland, så vil man muligvis lægge mærke til, at de har noget med marcipan. Hvis man lander i Lübeck vil man måske endda tro at de slet ikke har andet. Og skulle det være juletid, vil man hurtigt opdage en særlig kærlighed til nogle små, brune fiduser i små gennemsigtige poser, der sælges alle vegne (undtaget hos tandlægen).
Det er marzipankartoffeln, eller marcipankartofler, og det er så afgjort det aller nemmeste stykke julekonfekt der findes. Faktisk er det så nemt, at jeg i mange år ikke rigtigt gad beskæftige mig med dem, fordi jeg var overbevist om det måtte være det mest kedelige i verden. Marcipan og flormelis, trillet i kakaopulver. Snork! Jeg ved ikke hvorfor, for jeg kører gerne helt almindelige marcipansnitter ned som var det de sidste på jorden. Men så fandt jeg ud af, at man kunne putte rosenvand i, og så var jeg ellers ude i køkkenet og finde marcipanen frem.
Rosenvand beregnet til fødevarer kan godt være lidt svært at finde. Det fås som regel hos etniske købmænd og i særligt velassorterede supermarkeder. Rosenvand skal kun indeholde rosenblomst ekstrakt og vand – lad være med at købe det, der indeholder alkohol, det er ikke ret godt. Jeg bruger denne her fra Cosmoveda.
Man kan udelade rosenvandet, det er efterhånden længe siden det var almindeligt at bruge rosenvand i marcipan. Nu til dags bruger man gerne kirsch eller rom – eller slet ingenting. Men jeg synes, det er rosenvandet, der gør hele forskellen. Det er meget parfumeret, sjovt nok, og det går ind og lægger sig diskret bag mandelsmagen og får alting til at smage vanvittigt godt. Rosenvand var en fast ingrediens i marcipan i middelalderen og renæssancen, hvilket vel alene burde være grund nok til at bruge det.
Men altså, hvis man ikke lige kan finde det, eller synes det lyder rædsomt, så lav dem uden. Kombinationen af sød marcipan og usødet kakao er super hyggelig, og har man lyst til at putte kirsch eller rom i, så kan jeg på ingen måde forestille mig at de ville tage spor skade af det. Vanilje smager også godt. Hvis man udelader alle former for væske, så kan man putte en tsk koldt vand i, hvis marcipanen bliver for tør.
Og nu, opskrift:
Marzipankartoffeln
Mængde: 20 stk
Ingredienser:
150 gram marcipan
75 gram flormelis
1 tsk rosenvand
2 spsk kakaopulver
Marcipanen plukkes i mindre stykker og lægges i en skål. Flormelis og rosenvand hældes over. Det hele æltes sammen til en ensartet og let klistret marcipanmasse, der pakkes ind og får lov at trække på køl i nogle timer.
Når du er klar til at trille kartofler, så hældes kakaoen op i en lille flad skål eller bøtte. Marcipanen tages ud af køleskabet og deles i 20 lige store stykker. Hvert stykke trilles til en rund kugle.
Marcipankuglerne trilles dernæst i kakaopulveret. Det gøres nemmest ved at lægge et par stykker ned i kakaoen og så ryste bøtten ganske blidt så de triller rundt og bliver dækket.
Læg så de kakaopudrede kartofler op i en sigte og ryst forsigtigt det overskydende kakaopulver af. På denne måde sviner de overraskende lidt, når de er færdige. Man får højest en smule kakaopulver på fingrene ved spisning.
Marcipankartoflerne kan spises med det samme, men de vinder i både smag og konsistens hvis de får lov at hvile natten over. De opbevares i en lille luftæt bøtte og kan holde sig et par uger ved stuetemperatur.