Små æbletærter, en til hver hånd

En bette håndholdt æbletærte

Intet amerikansk tærtetema uden apple pie. Også kendt som æbletærte. Men inden vi giver os i kast med Den Store Æbletærte – der er lidt mere omstændig end en tærte bør være – så vil jeg lige præsentere en omgang små håndholdte æbletærter – min egen yndlingsudgave af dejpakker med æbler.

Eller, egentlig er det chaussons aux pommes, der er favoritten, men de taber lidt på at kræve rulning af butterdej. Så det bliver de her små fiduser, der kører sejren hjem. De er vel nærmest en blanding af en tærte og en småkage. Mere sprød dej per mundfuld end i store æbletærter, lige som jeg kan lide det.

Der er ikke så meget ævl med dem. Man ruller dej ud, stikker cirkler, lægger æblefyld på en cirkel og lægger en anden cirkel ovenpå. Og så bager man dem til de er helt sprøde udenpå og bløde af æbler indeni. Svært vanedannende og nemme at fremstille. Og så kan de spises uden gaffel, hvilket altid er brugervenligt for os, der bekæmper corona-kedsomheden, med rigelige mængder Skyrim på den stakkels overbebyrdede xbox (der lige pt. har en halvfedtet controller).

Dejen bærer en stor del af teksturen i de her små æbletærter. Derfor er det vigtigt at gøre sig lidt umage med den. Den skal både laves korrekt og så skal den bages længe nok. Det er ikke svært, det kræver bare lidt omtanke. Jeg bruger 3-2-1 tærtedejen, for den kommer rigtig til sin ret her. Den puffer op og bliver sprød og flaget og helt fabulejse.

En hel bunke!

For æblernes vedkommende, så skal der være godt med syre i dem. Kan man ikke få andet, så vil jeg altid anbefale Granny Smith, det knaldgrønne æble, der holder faconen under bagning og smager helt fantastisk godt i sådan noget bagværk.

I den danske æblesæson (som er lige NU) bruger jeg Cox Orange eller Ingrid Marie. Førstnævnte holder faconen rigtig fint, der er cox orange i de tærter, jeg har fotograferet til indlægget her. Ingrid Marie kan godt finde på at blive lidt til mos. Ikke at det er et problem som sådan, men jeg synes det er rart med nogle æblestykker at tygge på. Uanset hvad man vælger, skal man huske citronsaft og den bette dut smør, der lægges i hver lille tærte.

De smager godt lune, de smager godt ved stuetemperatur, og de smager godt dagen efter. Med andre ord, perfekt til lidt weekendbagning. Lav tærtedejen nu, så kan du bage om et par timer.

Og nu: opskrift.

Små æbletærter

Små æbletærter

Mængde: 8-10 stk
Bagetid: 20 minutter ved 200 grader almindelig varme

1/2 portion 3-2-1 dej (lav en hel portion og frys den anden halvdel)
150 gram æble i tern (3 små cox orange eller 2 større æbler)
25 gram sukker
2 tsk hvedemel
1/2 tsk kanel
1 lille nip fint salt
2 tsk citronsaft
ca. 10 gram koldt smør, skåret i 10 små tern (man behøver ikke veje… det skal bare være en dut på størrelse med et enkelt æbletern)

Æg til pensling

Dej: Start med at rulle tærtedejen rimelig tyndt ud. Den skal stadig kunne håndteres, så ikke FOR tyndt, men en lille smule tyndere en til en stor tærte. Brug et glas eller en rund udstikker på 8-10 cm og stik dejcirkler ud. Du skulle gerne få en 16-20 stykker. Hvor mange præcis, afhænger af hvor dygtigt dejen er rullet ud. Dejresterne kan trykkes sammen og rulles ud én gang mere efter første udrulning udstikning af bunde. For meget æltning og udrulning gør dejen sej, og så forsvinder den sprøde og luftige tekstur. Du kan altså miste lidt dej til udrulningen. Sådan er livet.

Læg cirklerne på et skærebræt eller en anden type plade beklædt med bagepapir, dæk af med plastfolie eller lignende og sæt på køl i 30 minutter.

Fyld: Når dejen har hvilet, er det tid til at samle nogle æbletærter. Start med at lave fyldet:

Del æblerne i fire både, fjern kernehuset og skræl bådene. Skær hver båd i strimler på ca 1/2 cm tykkelse og skær så strimlerne i tern. Ternene må ikke være for store, så bliver det svært at stable æblefyldet.

Læg æbleternene i en skål og vend dem i citronsaft. Bland så sukkeret med mel, salt og kanel og vend æbleternene i det. Vend rundt til æblerne har opsuget hele blandingen, så der ikke ligger noget tørt mel på bunden af skålen. Fyldet skal bruges med det samme, så tænd ovnen på 200 grader og gå igang med at samle nogle æbletærter.

Lidt fyld er vigtigt.

Tærterne samles ved at der lægges en stor spiseskefuld fyld på halvdelen af bundene. Top hver æblebunke med en terning koldt smør på størrelse med et æblestykke. Dyp en finger i lidt koldt vand og gør kanterne fugtige. Tryk så en dejcirkel ned over fyldet. Bare tryk den forsigtigt fast i kanten hele vejen rundt. Tryk så kanterne sammen med en gaffel.

Hvis dejen er blevet meget blød, kan æbletærterne sættes på køl et kvarters tid. Ikke længere end det, for så vil sukkeret trække for meget saft ud af æblerne, og de små tærter vil blive våde.

Penslede, ridsede og gaffeltrykkede – og klar til ovnen.

Bagning: Lige inden bagning pensles tærterne med sammenpisket æg. Sørg især for at pensle de gaffeltrykkede samlinger. Ægget hjælper til med at holde dem lukkede. Skær tre små ridser i toppen af hver tærte, med en spids urtekniv eller lignende, så dampen kan slippe ud.

Bag tærterne midt i ovnen i ca 20 minutter til de er godt gyldne og fyldet bobler i hullerne og det dufter dejligt i køkkenet. Tag dem ud og lad dem køle af. De kan spises så snart de er lunkne, eller bare ved stuetemperatur. De kan holde sig et par dage på køkkenbordet. Hvis man ikke æder dem.

***
Dette indlæg blev skabt til tonerne af Korpiklaani – Ievan Polkka. Internetveteraner vil muligvis få et hårdtslående finsk flashback til en pige, der svinger en porre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.