Det er ikke kun i Danmark, at vi æder julesild, så vi nærmest får gæller af det. Vores nordiske naboer kan snildt være med, og Norge har en særligt dejlig variant: Rømmesild.
Rømme er syrnet fløde. Også bedre kendt som creme fraiche. Jeg ved ikke om der teknisk set er en forskel, men på et tidspunkt kunne man købe norsk rømme i Irma, og det smagte præcis som creme fraiche. Desværre kan man ikke få det mere, så jeg lavede min rømmesild med en tyktflydende jersey creme fraiche på 38% blandet med en lille smule 18%, sådan for friskhedens skyld. Man kan også bruge ren 38%, jeg synes bare det bliver en kende for klægt i munden. Men jeg er også meget sart.
Rømmen blandes op med æbletern, rødløg, dild, sennep, sukker, salt og selvfølgelig sild. En del opskrifter foreslår kryddersild, men det kan jeg ikke fordrage. Marinerede sild er vejen frem, og det skal være de gammeldags modnede. Jeg bruger dem fra Lykkeberg. De smager godt, er ikke alt for dyre, får altid gode bedømmelser i smagstests, og så kan de fås i de fleste supermarkeder. De ligger som hele sildesider nede i glasset, så man selv kan skære dem ud i bidder efter ønske. Irmas gammeldags modnede er også ok. Hvis du har en anden favorit-marineret, så bruger du bare den.
Server rømmesilden på skærgårdsbrød eller groft rugbrød, toppet med syltet rødløg og friskhakket dild. Så er det jul.
Og nu, opskrift:
Rømmesild
100 gram creme fraiche 38%
50 gram creme fraiche 18%
25 gram finthakket rødløg
50 gram æble i små stave
1 tsk dijon
1 tsk sukker
Lidt citronsaft
Salt
2 spsk hakket dild (eller efter smag)
2 marinerede sildefileter (ca 150 gram)
Lidt mælk
Start med at lægge sildefileten i blød i mælk i en times tid. Det mildner den fede marinadesmag, hvilket er meget rart, når nu dressingen er lidt fin og sart i det.
Skær rødløget i meget fine små tern, og skær æblet i lidt større tern. Jeg kan godt lide at æblestykkerne er store nok til at man kan smage dem, når man bider i dem. Vend rødløg og æble sammen med sukker og den finthakkede dild. Husk at skylle og tørre dilden grundigt først.
Rør de to slags creme fraiche sammen med sennep og smag til med salt og citronsaft. Hæld dressingen over æble/løg blandingen og rør forsigtigt rundt. Smag på sagerne. Det skal være sødt og salt på samme tid og smage syrligt friskt af creme fraiche. Smæk dressingen på køl en time – den kan jo stå og hygge sig mens silden ligger i blød.
Efter en time på køl røres dressingen rundt igen og smages til med mere salt, sukker eller citronsaft, hvis det er nødvendigt.
Tag silden op af mælken (eller op af lagen, hvis du springer udblødning over) og dup den godt tør. Skær i mundrette bidder og vend i dressingen. Server med det samme – det smager bedst, synes jeg – eller opbevar på køl op til 2 dage.
Det smager godt på rugbrød med syltede rødløg og lidt dild på toppen. Så er der sildeånde for alle pengene.
Syltede rødløg
2 rødløg i tynde skiver
2 dl eddike
100 gram sukker
1 tsk sennepsfrø
Put rødløgene i en gryde kogende vand, skru ned for varmen og lad dem simre 1 minut. Fisk dem op og stop dem i et skoldet glas eller en lille skål, der passer i størrelsen, ca 2,5 dl.
Bland eddike, sukker og sennepsfrø i en lille gryde og bring i kog. Lad koge et par minutter. Hæld den varme lage over løgene og luk glasset. Lad løgene køle helt af og sæt så glasset på køl. De er klar til at spise næste dag.