Efter 7 dage i Chania bestod jeg af lige dele honning, olivenolie, ost og turkish delight. Sådan føltes det i alt fald. Og efter mange lyksalige måltider føler jeg at det er min pligt, som uselvisk EU-borger, at informere om hvor og hvad der er godt at få.
Arismari
Akti Kountourioti 55
Chania 731 31
Arismari ligger i den vestlige og knap så travle ende af den ellers noget turistede havnefront. De serverer lokal mad, og det gør de aldeles glimrende. Vi spiste der to gange, så en del af menukortet blev afprøvet. Jeg spiste blandt andet grillede sardiner, braiseret lammeskank, risotto lavet på noget, der hedder “trahanas” (en fermenteret blanding af hvede og mælk eller yoghurt), græsk salat og til dessert fåremælksis og min nye favorit: sfakianopita. Det er en slags tyndt fladbrød med fyld af Mizithra (en lokal friskost), stegt på panden og overhældt med honning. Så. Mega. Godt. Hvis du ser den, så spis den. Den kaldes som regel sfakian pita eller sfakian pie på de engelske menuer.
Alt var godt. Pånær kaffen. Drik ikke kaffen.
The Well of the Turk
Sarpaki 1
Chania 731 00
Chania var under osmannisk herredømme i et par hundrede år, noget man stadig kan se spor efter i den lokale cuisine. Men hvis det ikke er nok at stoppe sig med loukoumia (turkish delight), så kan man også gå på tyrkisk restaurant, og denne her kom med varme anbefalinger. Den var noget kringlet at finde, ikke mindst fordi den på hjemmesiden angivne adresse ikke findes på Google Maps. Brug den, jeg har skrevet ovenover istedet. Gult hus, blå stole, så ved du at du er fremme.
Kortet er ikke så stort, og alt hvad vi fik, var lækkert. Vi kunne høre på gruppen af danskere bag os, at det samme gjaldt for dem. Især nogle filodejsruller med kylling var ganske fantastisk, og min vegetariske hovedret af arabisk fladbrød med ost, spinat, safran, mandler og rosiner førte mig tilbage til mine mellemøstlige middelalderkogebøger. Baklava med is fuldendte måltidet, og der var bonuspoint for de nuttede katte, der ynder at tigge ved de udendørs borde.
Delish
Tsouderon 32
Chania 731 32
Det tætteste vi kom på et stamsted den uge vi var i Chania. Til sidst blev vi genkendt, men det hjalp sikkert også at vi heppede på det samme hold som deres chauffør, da de viste Euroleague Basket på TV’et.
Delish er en ægte gyrosbiks. Gyros er lidt det samme som kebab, kød i lag på et stort spyd der står og drejer rundt. Forskellen er krydringen, og så det faktum at man hernede bruger svinekød. Der er også kyllingegyros, spidstegt kød, grillede grøntsager, salater og andet “fastfood”. Jeg blev stor fan af deres kyllingespyd, der blev serveret med fritter, fladbrød og yoghurt. Min Bedre Halvdel indtog et par omgange gyros, ligeledes parkeret på et lag fritter, fladbrød og yoghurt.
Stedet er hyggeligt og afslappet og maden er aldeles fantastisk. Vi gav €14-16 for to omgange hovedret med sodavand til.
Bougatsa Chanion
Apokoronou 37
Chania 741 00
Den lokale udgave af bougatsa er tilsyneladende nærmest blevet kult. Sprød filodej med fyldt af varm, letsaltet friskost med sukker (og kanel) på toppen. Hvordan kan man leve uden? Jeg er i alt fald fan. Så vidt jeg forstod det er der to forskellige steder, der sælger denne type bougatsa. De ligger næsten lige ved siden af hinanden, og nogen foretrækker den ene mens andre foretrækker den anden. Jeg fik kun spist på den ene, så det er den, jeg kan anbefale. Konceptet er ret enkelt. Man køber et stykke (eller flere) bougatsa, enten til at spise på stedet eller til at tage med hjem. Et stykke til at spise her koster €3, mens tage-hjem-prisen er efter vægt. Når man har bestilt, bliver den fine bougatsa hakket i mindre stykker og serveret med en gaffel og et glas vand. Man kan så selv drysse med sukker og kanel efter lyst. Hvis man taler græsk, kan man sikkert også bede damen gøre det. Hun kunne ikke engelsk, men venligt fingersprog var vejen frem. Man kan også købe kaffe og andre drikkevarer.
Skulle man få lyst til at prøve den anden café – Bougatsa Iordanis – så ligger den på samme vej, bare i nummer 24 istedet. Begge skulle være fremragende, så det er bare med at komme igang.
Coffee Lab
Κυδωνίας (Kidonias) 65
Chania 731 35
Kaffe må man have. Det lykkedes at opstøve en vaskeægte kaffebar med det ligefremme navn Coffee Lab. Sådan en hvor de håndpolerer bønnerne og vejer kaffen og har eget mikroristeri. Her blev der indtaget adskillige mængder næsten-perfekt cappucino og lige så meget næsten-perfekt espresso (intet er helt perfekt, men vi var tæt på her). Stedet er meget lille og meget hyggeligt og jeg kan anbefale en cappucino på deres brasilianske bønne. Kaffen er rimelig billigt – omkring €2,5 for en cappucino, latte eller dobbelt espresso. Betjeningen er god, og de taler glimrende engelsk.
Starbucks
Zampeliou 2
Chania 731 31
Denne aldeles ugræske og meget amerikanske kaffekæde skal nævnes fordi den ligger fantastisk nede ved havnen, sjældent havde kø, kodefrit kundetoilet, og kronisk ledige pladser i de bløde sofaer under halvtaget udendøre. Jeg skal ikke sige om den er lige så tom i højsæsonen, men den var glimrende når man trængte til en rolig pause et uproppet sted i en god sofa med en bette latte i hånden.