Afgangshallen i Frankfurt Lufthavn.

Egentlig ville jeg have skrevet nogle blogindlæg om hvorfor man godt kan rejse alene selvom man har en kæreste og anbefalet Bergen og Tallin, men jeg står i kuffert til knæene fordi jeg skal flyve til New York i morgen megatidligt. Så, tænkte jeg, hvorfor ikke skrive lidt om Kunsten At Pakke?

Jeg elsker at pakke, men lider af både dårlig hukommelse og mild paranoia. En forholdsvis uheldig kombination, hvor man kan bruge meget tid på at forsøge at huske om man bør være bange for at have glemt noget. I mange år holdt jeg mig til devisen “pas, penge og plybillet” – havde jeg det, så kunne det da aldrig gå helt galt. Men det endte altid med at jeg stressede når jeg skulle ud af døren og dobbelttjekkede fire gange om jeg havde husket mit pas og en oplader til mobilen, hvorpå både boarding pass, hotelreservation og min hjerne lå. Og om jeg havde husket selve mobilen og hukommelseskortet i kameraet og så videre. Det var tåbeligt

Til sidst lavede jeg et system – en Universal Huskeliste. Det er en fil på min telefon, en liste over alle de ting, jeg som regel har brug for. Eftersom listen er i et notesprogram, kan jeg tilgå den både på tablet, computer og telefon, og den opdaterer sig selv alle tre steder, når jeg ændrer i den. I takt med at jeg pakker tingene ned, krydser jeg af på listen. Så kan jeg se om jeg har husket alt. Jeg deler den hermed med alle, der falder over dette blogindlæg.

Indchecket bagage, er den man overlader til Den Rare Dame M/K i lufthavnen, der efterfølgende pakker den ned i lastrummet på flyet. Håndbagage er den taske/lille kuffert, man må have med ind i kabinen:

Håndbagage:

Diverse:
Pas (også i EU)
Flybillet/boarding pass
Hotelreservation
Mobil + oplader
Alm høretlf
Støjdæmpende høretelefoner + oplader
Lille powerbank
Tablet m læsestof
1 sæt skiftetøj, til hvis kufferten bliver forsinket
Snacks, hvis der ikke er servering på flyet
Evt. kamera + tilbehør
Evt. laptop + oplader
Lille indkøbsnet

1 liters posen med flydende dims:
Mascara
Eyeliner
Lille fugtighedscreme
Læbepomade
Kontaktlinser + ekstra
Ipren x 2 (husk at tjekke om det er tilladt at medbringe Ipren på din destination)
Benadryl x 2 (tjek også her)

Indchecket bagage:

Tøj:
Kjoler
Cardigan
Undertøj
Strømpebukser efter årstiden
Strømper
Nattøj

Toilettaske:
Browliner
Pudder + børste
Primer
Deo
Stor fugtighedscreme
Hårbørste
Tandbørste + pasta
Negleklipper
Tandtråd
Elastikker + hårnåle
Shampoo
Pincet
Adaptere hvis rejsen går til land, med mærkelige stikkontakter

Listen er skrevet med henblik på flyrejser, men jeg bruger den også hvis jeg en sjælden gang skal med toget istedet. Som regel er håndbagagen en rygsæk, men af og til er det en kuffert – mest hvis jeg ved, at jeg skal med taxa til og fra lufthavnen, for så skal jeg ikke slæbe på dem selv.

Til venstre min indtjekningskuffert og til højre min håndbagagekuffert. Forrest min bette Pacsafe skuldertaske.

Godt at huske:

– Brug en kuffert eller rygsæk, der passer i størrelsen, og som du kan bære selv, hvis det bliver nødvendigt. Jeg bruger som regel en kuffert i håndbagagestørrelse (55 cm), men en tur til Frankrig foregår altid med en stor kuffert, for der slæber jeg alt muligt mad med hjem igen. Samme gælder oversøiske rejser.

– Pak i god tid, hvis du kan. Jeg starter to dage før, med at sørge for at alt mit yndlingstøj er rent. Senest aftenen før afgang pakker jeg så selve kufferten. Jeg starter med tøjet. Derefter pakker jeg håndbagagen og alt, jeg ikke skal bruge inden afgang. F.eks pas, kamera og høretelefoner og printede kopier af hotelreservationer og flybilletter. Min toilettaske pakker jeg helt færdig, og så slæber jeg den bare med ud på badeværelset om morgenen på afrejsedagen så jeg kan pudse mine fjer grundigt og samtidig ikke skal bekymre mig om at pakke tingene i sidste øjeblik.
Det sidste, der ryger i tasken, er opladere, mobil og min tablet.

– Hvis du er typen, der bruger BH, så køb en god sportsBH til rejsebrug, eller brug en BH med bøjler af plastik. Metalbøjlerne kan få sikkerhedskontrollens metaldetektor til at bippe, og så skal man ekstratjekkes, hvilket er en kende belastende, når det sker for 47. gang.

– Pak elektronisk udstyr i din håndbagage, sørg for at det er ladet helt op – sikkerhedspersonalet kan kræve at du tænder det, for at bevise at det er en fungerende dims og ikke noget, der kan sige bang. Det er især på rejser til USA, at det kan forekomme.

– Bærbare computere (og som regel også iPads) skal scannes separat, når du går igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen, så husk at putte dem et sted, hvor du nemt kan tage dem op. Ting som kameraer og mobiler kan du bare lade blive i tasken. Der er altid skilte i sikkerhedskontrollen, hvor der står, hvad de vil have op af tasken – det kan variere fra lufthavn til lufthavn, især hvad store kameraer angår. Hvis du er i tvivl, så spørg personalet.
Skal du rejse hjem fra en amerikansk lufthavn, kan du lige så godt opgive at finde ud af noget, før du står ved scanneren. De nægter at skilte med noget som helst, så man må bare lade sig hundse med af TSA-medarbejderne. Som regel vil de kun have laptops og væsker separat, og skoene skal altid af.

– Der er grænser for hvor meget væske, man må have med i håndbagagen. Væske inkluderer også creme, shampoo og den slags. Hver væskebeholder må ikke være større end 100 ml, og det hele skal kunne klemmes ned i en 1-liters pose, der kan lukkes. Så den store bøtte creme skal i den indcheckede bagage. Sørg for at posen er nem at hive op, så den kan blive scannet separat.

– Pak håndbagagen med henblik på at kunne klare dig en dags tid eller to, hvis den indcheckede bagage ikke når frem sammen med dig. Det er heldigvis kun sket en enkelt gang for mig, da jeg skulle til New York og havde en meget snæver forbindelse i London. LØB! sagde de, da jeg trådte ud af flyet fra KBH. Så det gjorde jeg. Spænede gennem hele Terminal 5, gennem sikkerhedskontrollen, og kastede mig sidelæns ind i flyet. Der sad jeg så en halv time, mens de boardede færdig. Gah!
Kufferten havde til gengæld markant mindre travlt og nåede først det næste fly. På den positive side betalte rejseforsikringen for et rent sæt tøj, så jeg havde noget at iklæde mig til kufferten blev leveret på hotellet næste dag. Så lærte man at pakke ekstra tøj.

– HUSK REJSEFORSIKRING! Ikke kun til tøjet, men også (og især) hvis du bliver syg under rejsen. Det kan være noget så grumt dyrt, at blive syg i udlandet, også i EU-lande. Min rejseforsikring gælder i hele verden, og det var jeg glad for, da jeg spankulerede rundt på Den Kinesiske Mur, der ikke lige har en sikkerhedsafspærring. Heldigvis snublede jeg ikke.

– Man kan købe flybilletter, der ikke inkluderer indchecket bagage. Så kan man kun have en bette kuffert med i kabinen (tjek max størrelse hos dit flyselskab). Som regel er det mellem 8 og 12 kg, alt efter hvem du flyver med. Fordelene er, udover at det er den billigste billet, at du har alle dine ting på dig konstant og ikke skal stå og vente ved bagageudleveringen. Ulemperne er, at det begrænser din totale bagagemængde til omkring 10 kg, hvilket kan være en udfordring, hvis man ikke er minimalistisk anlagt. Eller hvis man har meget kameraudstyr med. Og ikke mindst begrænser det mængden af væsker, du må tage med om bord. Det er nok det mest irriterende, især for folk som jeg, der godt kan lide at købe ting som marmelade og sprut med hjem fra Det Store Udland, og som altid har dobbelt så meget med hjem, som jeg har med ud.
Mest i form af slik og chokolade og sære tørvarer fra de lokale supermarkeder.

– Pak så let som muligt. Jeg ser mange, der har pakket hele garderoben inklusive skohylden, og slæber tonstunge kufferter rundt i verden til stor irritation for alle, der risikerer at blive pløjet ned af det rullende helvede.
Heldigvis findes der kloge mennesker, for hvem det er en hel livsstil kun at have håndbagage med. Google “Carry-on only” eller “traveling light” og få masser af gode tips og tricks, der kan afhjælpe eller modvirke Kronisk Overpakningssyndrom. Det er også brugbar viden, selvom man benytter sig af indchecket bagage. Som regel er det noget med kun at pakke tøj, der matcher, ikke at pakke fyrre par sko, og så videre. Selv går jeg udelukkende i kjole, så jeg har det nemt. En kjole per dag, bum.

Og således kan man bruge mange ord på Kunsten At Pakke, forhåbentlig uden at have overkompliceret det alt for meget. Fingerkryds.

Notre-Dame de Paris, detalje.

Okay, indrømmet – Paris var ikke den første by, der poppede op på min indre lystavle, da jeg skulle udvælge de bedste begynderbyer for den ensomme vandringsmand, M/K. Det er en stor og travl by, der kræver lidt forberedelse, hvis man skal have det bedste ud af den. Men det var også en af de første byer, jeg besøgte alene, helt uden at mestre andet fransk end “bonjour” og “s’il vous plaît”. Jeg havde selvfølgelig den fordel, at det ikke var mit første besøg i byen, men 15 år er lang tid, og der var store områder af byen, jeg aldrig havde set. Med andre ord: jeg var totalt klar til eventyr i storby, jeg ikke kunne huske så meget af.

For en person med mine interesser (historie, kirker, middelalder, KAGE) er Paris nærmest den ultimative pakke. Alligevel har jeg sådan et mærkeligt had/kærlighedsforhold til byen. Det er verdens mest besøgte by – alligevel bliver der ikke sagt ét ord på engelsk, når metroen pludselig går i stå og lyset går, dybt nede under jorden. Det er verdens mest besøgte by, og ingen i informationen på Gare Montparnasse kan tale et ord engelsk. Det er verdens mest besøgte by, og store dele af Louvre er udelukkende skiltet på fransk. Jeg har mere end én gang været ude for sikkerhedspersonale i lufthavnen, der knap kan føre en samtale på engelsk, når min BH bipper i metaldetektoren. Seriøst, i lufthavnen? Og så alle de forbandede lufthavnsstrejker. HVORFOR, FRANKRIG?!

Ahem.

Marie Antoinette fra Carl Marletti

Nå, men jeg ender altid med at tage tilbage efter et års boycut fordi, well, det er Paris og jeg savner Notre Dame og kagerne fra Carl Marletti. Og fordi den menige franskmand som regel er flink og rar og fordi ikke-offentligt ansatte godt ved at en lille smule engelsk er en god ide, hvis man gerne vil tjene penge på turister. Det er sjældent et problem at klare sig med engelsk, man skal bare huske den Gyldne Regel:

Husk at sige “bonjour”, når du træder ind i en forretning og får øjenkontakt med en ansat. Hvis det er et stormagasin eller et museum, så er det ved kassen eller i billetlugen, der skal siges bonjour. Det er nærmest sådan en grundpille i det franske samfund, og hvis man glemmer det, så kan man godt regne med at få sig en dårlig oplevelse, eller i det mindste en sur ekspedient, der lader som om hun ikke forstår hvad man siger.
Jeg har fået lært mig en (meget lille) bid fransk, hvilket har gjort tingene nemmere – især fordi det altid er mig, der bliver spurgt om vej, når jeg er i Frankrig. Jeg må se meget hjemmevant ud. I virkeligheden er det bare fordi jeg går rundt i kronisk fransk sukkerkoma, og så ser man altid afslappet og upåvirket ud.

Ikke så meget varme i januar.

Selvom franskmænd har ry for at være nogle sure snobber, så er det nok det land, hvor jeg er blevet modtaget med mest varme. Jeg har fået sveskeforedrag på børnehavefransk (så jeg kunne følge med) af entusiastisk sveskesælgerdame. Jeg har fået små fransklektioner af butiksejere og museumspersonale og tjenere, så jeg kunne bestille to kugler is og købe en billet og bede om et glas vin. Jeg er blevet guidet gennem billetautomaten i den parisiske metro af nogle unge fyre, der mest af alt lignede nogen, der skræmte gamle damer i fritiden. Indrømmet, frekvensen af den type oplevelser er større i franske byer, der ikke er Paris, men sådan er det med storbyer.
Jeg har selvfølgelig også mødt idioterne, der opfører sig som det er en personlig fornærmelse at jeg lige vælger at handle i deres butik, men den type har jeg mødt de fleste steder. Pånær i Bergen og Beijing.

Hvis du planlægger en tur til Paris og googler lidt rundt, vil du sikkert støde på en masse råd omkring påklædning. De går altid ud på at man skal klæde sig som en franskmand, ellers så *gisp* kan folk se at man er en turist! ÅH NEJ EN TURIST. Det er som regel noget med at man skal gå i sort, gå med halstørklæde, aldrig gå i jeans og aldrig gå i tennissko. Lad være med at stresse over det. Gå i dit almindelige tøj, du skal ikke assimileres. Jeg går i vandresko, fordi jeg godt kan lide mine fødder, og himlen er endnu ikke faldet ned i hovedet på mig. Til gengæld er der nogle fordele ved ikke at se alt for turistet ud, men det har mere noget med lommetyve at gøre. I så fald er det smart at droppe joggingsættet, de hvide tennissko og mavebæltet. Ikke at det er en beklædning jeg ofte ser danskere i…

I det hele taget er Paris en destination, der inspirerer mangen en drøm og er katalysator for en hel del frankofilt hysteri. Man kunne nok tåle at tage en slap-af-pille og bare nyde turen.

Blink blink!

Men hvad skal man så lave, nede i Byernes By? Du kan:

– se alle de oplagte turistattraktioner. For det første er der masser af smukke kirker. Saint-Germain-des-Pres, Saint Sulpice, Madeleine, Saint-Denis (ligger ikke i centrum), og en hel masse andre. Notre Dame, den kæmpestore katedral, er meget, meget smuk og meget gratis at komme ind i. Og meget overrendt. Tag derind tidligt, kl 8 om morgenen. Så er der mest roligt.
Eiffeltårnet er også ret imponerende, omend det er noget overvurderet at betale for at komme op i det. Bare kig på det. Efter solnedgang er der lysshow hver time, det er ret fedt. Louvre og Tuilerierne, den fine have der hører til. Der kan man spadsere sig en tur. Gå en tur langs Les Grand Boulevards og glo på stormagasinerne. Det er især Boulevard Hausmann, der er god for shoppelysten. I det hele taget kan man gå sig nogle fede ture, især i 5. og 6. arrondissement.

– spise dig fed i kage. Man skal spise kage i Paris, for de har nogle afsindigt dygtige konditorer. Tjek mit blogindlæg om De Bedste Kager i Paris for tips. Og ellers køb det, der ser godt ud.
Smørbagte croissanter koster ingen penge, og de kan endda købes i supermarkederne, hvis der er en afdeling med frisk brød. Tjek ingredienslisten for beurre (smør) og hold dig fra dem, hvor der står huiles végétales (vegetabilsk fedtstof).

– gå på museum. Der ligger guld og venter. Sæt en dag af til Louvre, og lad være med at bruge hovedindgangen. Gå igennem det underjordiske indkøbscenter Carrousel du Louvre – der er direkte adgang fra metrostationen “Palais Royal – Musée du Louvre”, hvor linje 1 og 7 kører fra. Ellers er der en indgang på rue de Rivoli. Køb din billet i automaten og gå amok i malerier, skulpturer, sarkofager og meget andet godt. Kvaliteten er generelt høj på Louvre, højere end på mange andre store kunstmuseer. Den ægyptiske samling er ret sej, men Mona Lisa er lidt overvurderet. Du kan forlade museet og komme tilbage senere samme dag, hvis du trænger til lidt frisk luft.
Musée National du Moyen Âge (middelaldermuseet) er også et besøg værd, hvis man kan lide middelalder. Musée d’Orsay er meget berømt og fuld af (adr) impressionisme. Og ellers er det bare at google. Udvalget er stort.

– gå ned i katakomberne. Gys for alle pengene! Bunker af knogler. Ikke for de sarte.

– Tag ud til Versailles. Haverne er lidt kedelige, men selve slottet er awesome. Book en tur i kongens private fløj, den er ikke åben for turister og dermed heller ikke så crowded.

– Spis ost og baguettes og crepes til du segner.

– Brug tid på bare at gå rundt og glo. Vær spontan og ungdommelig. Tag billeder af alle broerne over Seinen. Eller af alle duerne, det kan man nok få noget tid til at gå med. Spis macarons på Madeleinekirkens trapper, tæl rytterstatuer (der er mange), gå på salon du thé, skriv pralende updates på facebook, gå på Naturhistorisk Museum og gys over den konserverede kyklop-kat og de mange montrer med dyreindvolde i Galerie de Paléontologie et d’Anatomie comparée. Spis mange croissanter. Gå meget bagefter.

Og alt muligt andet. Google er din ven, og Paris er nok en af de byer, der findes allermest online materiale om. Der er nok at lave og nok at finde ud af.

Praktiske links:

Paris by Train – guide til alt, der handler om offentlig transport i Paris. Der er endda en guide til billetautomaterne.

Paris Forum, Tripadvisor – et forum til folk, der går alt for meget op i Paris.

Parisinfo – det franske turistråds officielle hjemmeside med bl.a. en aldeles glimrende liste over museer.

Parisermåger

Og med disse vise ord, vil jeg afslutte denne alt for lange artikel med et par praktiske tips, jeg gerne ville have kendt til, de første par gange jeg var afsted:

Sifs godeste Parisertips:

– rejs udenfor turistsæsonen. Paris er ikke sjov om sommeren. Det er dyrt, varmt, det er proppet, der er bunkevis af lommetyve og køer overalt. Rejs i oktober-april. November til februar er den absolutte lavsæson (juleugen og nytårsaften undtaget). April er en meget smuk måned, hvor ting er sprunget ud og grønne, og ikke helt så proppet som sommeren.

– hvis du lander i Charles de Gaulle lufthavnen kan du tage RER B ind til centrum. Alle togene på perronen kører til Paris, men hvis der står KARI eller KALI på skærmen ud for toget, er det lyntoget. Og det kan anbefales at man hopper på, for det stopper ikke i alle forstæderne nord for Paris. Husk at holde øje med din taske.

NB: Husk at gemme billetten, for når man kører i RER-togene, samt på visse ruter af Transilien togene, skal man bruge den for at komme ud igen. Skulle du stå i den situation at din billet ikke virker, når du vil forlade perronen, så er der to muligheder: Gå hen til informationsvinduet, der som regel er på større stationer, og sig at din billet ikke virker. De vil som regel bytte den eller åbne gaten for dig. Er der ingen infostand (eller er den lukket) så gå ej i panik. Som regel er der en “Aide Aux Voyageurs” knap ved gaten, som man kan trykke på og håbe at nogen taler engelsk. Alternativt kan du tage toget til en anden station, og håbe at du har bedre held med en bemandet infostand der. Og i yderste konsekvens kan du være nødsaget til at hoppe over gaten. Desperate situationer, og alt det der. Bare vær forberedt på at det kan koste en bøde.
Hele det her tåbelige RER system kombineret med nul engelsk information er en af de virkelig svage punkter i det parisiske maskineri. Jeg hader RER togene.
Man skal ikke bruge billet for at komme ud af metroen, det er kun RER og Transilien.

– Har du en stor kuffert, så tag en taxa. Metroen er et helvede, når man har stor kuffert, for der er kun trapper de fleste steder.
Følg skiltene til den officielle taxakø, ignorer mændene inde i ankomsthallen, der gerne vil have dig med i deres ulovlige pirattaxa. Skriv hotellets adresse ned på en seddel og giv den til chaufføren. Så skal han nok fræse dig ind til byen. Bliv ikke nervøs hvis han bander og svovler på fransk hele vejen ind, det er lidt en livsstil at være kronisk sur over at der er andre på vejene.

– Bosæt dig så centralt du har råd til. Jeg bor altid på dette her hotel, Hotel Paris France, som er helt og aldeles basic uden så meget som en elkedel. Men det ligger godt, personalet er venlige, og priserne er rigtig gode for Paris. Det er rigtig rart bare at kunne gå ud af døren og slentre ned ad gaden i retning af de pæne ting, uden at skulle med Metro, hvis man ikke lige gider det den dag. Den er ellers nem at bruge, metroen, og kan spare mange kræfter. Tjek hvilket metrostop, der ligger tættest på dit hotel. Så kan du nemt komme hjem hvis fusserne begynder at strejke.

– Tag gode sko på. Man kan nemt rakke 15-20 km op når man går rundt i Paris, og det er bare så totalt nederen at få vabler. Jeg går altid i Meindl. ALTID. Også herhjemme. Også når jeg skal i teateret eller lignende. Jeg får aldrig nogensinde vabler i dem. Edit: Da mine sidste Meindl blev slidt op købte jeg et par Skechers Relaxed Fit med memory foam. Det er som at gå på en sky og de er noget smartere end vandreskoene.

– Pas på dumme lommetyve. De kan godt være et problem, nede i Paris. Det bedste værn er at gøre livet besværligt for dem. Hav dit pas i en inderlomme eller lad det blive på hotellet (i en aflåst kuffert eller lign) hvis du ikke skal bruge det den dag. Bær en lukket skuldertaske (lynlås+flap med velcro eller spænde), tag kun de kontanter du skal bruge, og hav et ekstra kreditkort liggende på hotellet. Lad ikke mobilen ligge i jakkelommen. Og husk at nyde ferien alligevel. Der er masser af historier på nettet omkring de gængse svindelnumre. Du kan google dem hvis du vil, men pas på ikke at skabe grobund for paranoia. De ligger ikke på lur for at rulle dig, det øjeblik du træder ud på gaden. Brug din sunde fornuft, og sørg for at have en Plan B til hvis uheldet alligevel er ude. Rejseforsikring, ja tak.

– Hold fast i din metrobillet til din rejse er slut og du har forladt stationen. Det koster €50 at blive snuppet uden billet, og de tjekker også folk, der er stået af toget. Så behold den.

– Undgå pariserselvsving. Det er en by, ikke en eventyrbog. Nyd turen, og husk at franskmænd også spiser på McDonalds.

Wroom!

Zürich, dag 4 var:

– hjemtur, denne gang noget mere tøvende end normalt. Det er længe siden jeg har nydt et sted så meget. Zürich, det kan anbefales, også som solodestination. Det er nemt at finde rundt, der er styr på tingene, den offentlige transport er aldeles brilliant og gennemført, vandet i kanalen er klart (wtf? Det har jeg aldrig set før). Eneste ulempe er at det er dyrt. Og når jeg siger dyrt, så mener jeg samme priser som hjemme i Danmark. Man er jo, som bosat i et af verdens dyreste lande, vant til at frydes over billigheden, når man rejser udenlands. Især i Tyskland. Det er smukt.

– en sidste tur på tagterassen med dertilhørende fly. Det er ved at være den tid på året, hvor vejret bliver dårligt og besøgsterasserne lukker. Så det var årets sidste flyfototur. Jeg må nøjes med Københavns Lufthavn de næste par måneder – men det er nu heller ikke så dårligt.

Næste tur går til New York om nogle uger (blogning kan forekomme), men først har jeg lige et tema, der skal skrives færdigt. Og bagefter er det ved at være tid til at tænke på den årlige julekalender. Hvor blev året af?

Zürich, dag 3 var:

Zürich og vand og huse

– well, Zürich. Søndag var flyfri dag. Det står endda vistnok i Biblen. “Og på den syvende dag tog Herren ej billeder af fly, thi hverken kamera eller fly var opfunden.” Så jeg tog ind til Zürich for at beskue den gamle bydel. Man kunne vel nok også trænge, efter alle de moderne flyvemaskiner.

– sporvognstur. Der er flere måder at komme ind til Zürich ude fra den dersens lufthavn. Den hurtigste er futtoget. 12 minutter tager det. Men jeg havde spottet at der kørte en sporvogn. Hele vejen fra lufthavnen og ind til hovedbanegården i Zürich. Jeg skulle da med sporvogn! 40 minutter tager det, og så får man en fin lille sightseeing ud af det også.

Landesmuseum i Zürich.

– Nationalmuseet, også bedre kendt som Landesmuseum. De lokker med at det ligger i et slot, og det gør det også. Et lillebitte slot. Desværre er der ikke ret meget originalt interiør at skue, og det eneste rigtig gamle var lukket af. Men der var en spændende udstilling om reformationen. Det var ikke blide sager, man udsatte folk for efter den reformation. Jeg er ikke sikker på at jeg synes man bør fejre den, når den lige om snart til næste år har 500 års jubilæum. Men det kan jeg skrive mere om til den tid.

Skeptisk måge.

– en måge, der trippede nervøst når mit kamera klikkede.

Violin er mit yndlingsinstrument. Well, lige efter obo og orgel og fagot.

– avanceret gademusikant. Han filede løs på sin violin med megen talent, men ikke nok med det, han startede hvert nummer med at spille på den som en guitar. Det optog han så, og brugte som baggrundsmusik til violinstrygningen. Arh men jeg var så imponade at jeg var nødt til at tømme min møntpung ned i violinkassen.

Grossmünster. Mængden af imponade var ganske lille.

– katedralskuffelse. Tænk, jeg tror aldrig jeg har set en (gammel) domkirke, der var så kedelig. Tør som en kiks. Man måtte ikke fotografere indenfor, og for en gangs skyld var jeg forholdsvis ligeglad.

Heldigvis var resten af Gamle Zürich både smuk og nuttet. Næste gang skal jeg afsætte noget tid til at drage ud i naturen også.

Ikke romere, men skakspillere.

– kæmpeskak på Lindenhof, toppen af en temmelig stejl bakke midt i den gamle bydel, hvor der boede nogle romere dengang i Romertiden, da Schweiz var en del af det Store Romerske Rige.

– chokolade. Der er et eller andet over schweizisk mælkechokolade, og jeg sørgede for at sample flere varianter.

Man skal aldrig gå ned på chokolade.

Zürich, dag 2 var:

En Edelweiss Airbus A340 bliver gjort klar i hoved og mås. Den skal til Rhodos.

– mere lufthavn. Jeg bor på hotel i lufthavnen, fordi jeg som udgangspunkt er hernede for at kigge på fly. Det er en fin lufthavn, med styr på tingene og masser af skilte. En klar modsætning til Frankfurt (hvor jeg spottede fly for en lille måned siden), der nok kunne trænge til nogle ekstra pegepinde. Schweizisk effektivitet – jeg kan lide det. Måske skal man prøve at flyve Swiss næste gang man skal til USA.

Mit yndige navn

– korrekt stavet navn på Starbucks. Ekspedienten sagde ikke engang “hva?” Det er en stigende trend, måske er Sif ved at blive et modenavn? Jeg har stavet det på både fransk (eees, yyy, efff’e), tysk (ez, iih, eff) og engelsk (ess, ai, eff). På et tidspunkt gik jeg under navnet “Sam”, men da jeg også havde måtte stave det et par gange (!!) gav jeg op og besluttede at leve med “Syf” og “Seph”.
Jeg købte en pumpkin spice latte, hvilket tilsyneladende er gået hen og blevet et symbol på tåbelige blondine-mennesker, der ikke ved hvad kaffe er. Af samme årsag føler jeg mig af og til en smule pinligt berørt over at bestille dem. Jeg har lyst til at vise dem et billede af espressomaskinen derhjemme. Se, jeg kan godt lide rigtig kaffe. Godtnok kun med rigelig mælk, men stadig!

Det er Gruntz øverst til venstre.

– verdens mest nuttede sparegris. Jeg indrømmer at jeg købte den. Jeg har døbt den Øf Gruntz.

Rejsen Til Amerika

– FLERE FLY. Hvis man er i Zürich Airport, kan man komme op og vade rundt på taget af to af terminalerne. Terminal B har åbent hver dag, mens Terminal E, der ligger lidt væk, kun er åben i weekenden og om onsdagen (og har lukket november-april). Der er både legeplads og toiletter og en lille café, og det er meget populært at tage herud og glo, hvad enten man er sådan en flyspotter eller bare skal have en hyggelig lørdag med familien. Man kan se hele lufthavnsområdet og glo på flyene når de taxier ud eller letter. Det er i sandhed spas, og det koster 5 franc at komme ind.

Denne dingenot er det første rutefly af typen Bombardier CS100 – det er en helt ny flytype, og det er pt. kun Swiss, der har den.

Hvis man vil ud til Terminal E, skal man med en lille shuttle bus fra Terminal B. Det er gratis, for man har jo allerede betalt indgang. Man går hen til billetlugen og beder om en gratis billet til shuttlebussen. Så går man ti skridt rundt om hjørnet, hvorefter man prompte afleverer den igen. Jeg er ikke helt sikker på hvad det skal gøre godt for, men måske er det noget med at tælle hvor mange, der bruger bussen.

Dikkerdikkerdik!

Det er i alt fald noget sjovere at stå ude på Terminal E, for der er markant færre mennesker, og man har frit udsyn til kortbanen, hvor alle de små fly letter. De små, tykke fly. De er så nuttede, er de.

Mmm hindbær. Jeg elsker hindbær.

– kage. Hvis en by har et berømt konditori, så er det absolut obligatorisk at prøve det (medmindre det er La Glace, så kan I bare springe over). Sprüngli er lidt af en institution her i Schweiz – well, der er i alt fald mange butikker, så det går jeg ud fra at de er. Jeg købte pligtskyldigt en kage. En Himbeerrahm-Pâtisserie, hvilket er betyder “Hindbærflødekage” på en besynderlig blanding af tysk og fransk. Man er vel i Schweiz. Den var iøvrigt aldeles glimrende, men jeg måtte sgu også bløde 9 Franc for den. Det er 61 kroner… så er den vist også betalt. Men Schweiz er bare hamrende dyr.

Godt brød er lykken.

– Fletbrød. Butterzopf er en rigtig klassiker. Det pureste hvide hvedefletbrød af sød og fed gærdej. Det smager afsindigt godt, og man kan få det overalt, enten som store brød eller som små brød. Jeg købte et stort.

Man skal aldrig gå ned på brød.