Femte dag i Paris var:

Ikke La Defense, men Hôtel des Invalides. Jeg glemte at tage billeder i La Defense fordi jeg er en idiot.

– Supermarkedsshopping i La Defense, et erhvervsdistrikt i udkanten af Paris. Da jeg første gang besøgte La Defense i 1995, var det på en bustur til tonerne af noget virkelig outreret Jean Michel Jarre musik. Det var så absolut noget af det mærkeligste jeg i mit dengang 14-årige liv havde set, og jeg havde endda været i Sverige to gange. Gensynet var lidt skuffende. Jeg så langt sejere højhuse i New York i sommers. Åh New York. Men man skal være et skarn om man sidder i Paris og ønsker sig til New York. Det er jo ikke 1850’erne det her, og de tider hvor man kunne drage mod Den Nye Verden med lyserøde drømme om at finde lykken i dette storslåede, uudforskede land er længst forbi (suk). I stedet måtte jeg udforske Auchan.

– Auchan. Et to etagers supermarked. Mad forneden, resten af Bilka foroven. En hel, lang kølemontre kun med yoghurt. Jeg elsker franske supermarkeder. Jeg købte ikke så meget, for jeg havde planer om at slæbe kage med hjem på hotellet, så jeg kunne holde en hurtig frokost med dessert, inden jeg atter begav mig ud i den parisiske lørdag. Men det blev til nogle små tørrede pølser, som visse personer hjemme i Danmark venter tålmodigt på at jeg slæber med hjem. Og et gaffel-kniv-ske-sæt i en skrigende blå farve.

Sadaharu Aoki – Zen

– Kage. Fornemmer nogen et tema for turen her? Jeg æder kage hver eneste dag, her i Paris. Det er så sjældent at jeg får mulighed for at svælge i virkelig dygtige konditorers håndværk. Her er Paris bare leveringsdygtig som ingen andre byer, jeg har været i. Til gengæld er de forholdsvis skodderen til chokolade. Det betyder dog ikke at alt, man køber er guld, heller ikke selvom man holder sig til de store navne. På denne femte dag gik turen f.eks til Sadahari Aoki, en japansk konditor, der laver både helt brilliante og helt forfærdelige ting. Ovenstående kage hørte til sidstnævnte. Den bestod af hvid chokoladecreme, sort sesamcreme, sesambisquit, grøn te dacquoise og en lille grøn te macaron på toppen. Det kunne have været så godt, men det var alt, alt for sødt. Det sorte sesamlag var gummiagtigt, hvilket gjorde det til en virkelig ubehagelig oplevelse at spise den. Og så hed den endda Zen. Jeg blev sgutte ret zen af den.

Sadaharu Aoki – Tarte Caramel Salé

– Mere kage. Efter at have kylet Zen i skraldespanden på en afslappet og mindful facon, trak jeg en ny kage op ad æsken. Tarte Caramel Salé, en tærte med et lag saltet karamel og en mælkechokolademousse på toppen. Her må man sige at alle komponenter var velsmagende og veludførte. Problemet var bare, at når man satte dem sammen til en kage, så blev det så hvinende sødt, at det var umuligt at spise den. Endnu en kage i skraldespanden. Jeg havde en tredje kage i æsken, men jeg turde næsten ikke spise den. Skuffet gemte jeg den væk til senere og daffede ud i verden igen.

En beskeden lille sarkofag til Napoleon Bonaparte. Jeg har læst at der er SYV kister indeni.

– Hôtel des Invalides, hvor Musée de l’Armée (militærmuseet) og Dôme des Invalides ligger. Sidstnævnte er Napoleon Bonapartes gravkirke. Eller rettere, gravkapel, for bygningen er en seperat del af en større kirke, oprindelig ment som den kongelige del, seperat fra soldaternes. Senere blev Napoleon så begravet derinde, og der blev lukket helt af mellem de to afdelinger af kirken. Nu ligger der masser af militærpersonligheder begravet, men ingen så pompøst som kejser Napoleon. Hans grav ligger i en enormt stor åben krypt i en gigantisk sarkofag.

Museet var… forvirrende. Og kedeligt. Det kunne jeg muligvis have sagt mig selv. Selvom jeg elsker historie og kan begejstres af sære detaljer, såsom valget af farvepigmenter til illuminerede manuskripter i 1110-tallets Irland eller udviklingen af konceptet “kikkert”, så er der en ting, der aldrig har fanget min interesse nærmest uanset kontekst, og det er alle de krige, man har strøet ud over verdenshistorien. Jeg synes bare ikke det er spændende. Våben, snork. Efter 5 dage i Paris har man set rigeligt militær med store fede våben, så jeg havde allerede fået stillet min ikke-eksisterende trang til mænd i uniformer skulle jeg nok lige hilse og sige. Det er iøvrigt en mærkelig oplevelse at – grundet de til tider ekstremt snævre fortove – være nødt til at gå så tæt på, at de lige må rykke deres våben til side, så jeg kan komme forbi. Jeg kan ikke lide våben. Men med tanke på terrorangrebene er det forståeligt at de er der.

Så et decideret militærmuseum – det var en fejlkalkulation fra min side. My bad. Men jeg kunne lide at bygningerne oprindeligt blev opført helt tilbage i 1676 som et hospital og plejehjem for veteraner. Hvis man insisterer på at sende folk i krig, så skal man også passe godt på dem, når de kommer hjem igen.

Sadaharu Aoki – Symphonie

– Mere kage. Den sidste fra Sadaharu Aoki lå og ventede derhjemme, så jeg slog korsets tegn for mig og stak gaflen i. Og hvilken fryd det var! Englene sang i mine øren. Mellem to store velbagte makroner og en krans af friske hindbær lå den blødeste Earl Grey creme brulée omsluttet af violflødecreme. Arh men for helvede det var godt. Symphonie, hedder kagen, og hvis du er i Paris, skal du købe den. Jeg overvejer om jeg kan nå en mere, inden jeg skal hjem.