Verdens første gotiske katedral ligger i Chartres
Jeg bilder mig selv ind, at jeg er god til det med offentlig transport i udlandet. Har trods alt en del øvelse efterhånden, og som erklæret kontrolfreak, er det en af de ting, jeg researcher til jeg drømmer om køreplaner og zonebilletter hver eneste nat. Især har jeg kørt Frankrig tyndt med futtog, og skulle nok mene at jeg er hardcore til at navigere det land efterhånden.
Paris er en nem by at navigere. Metrosystemet er simpelt (selv når de bygger om – det kunne DSB og Movia lære noget af), RER-togene er snappy-snappy at køre med, og hvis man lige ser bort fra det helvede, der er Les Halles (dø!), så er det generelt bare en fryd. Men når man skal forlade byen er det straks en anden sag. Så begynder det helvede, der er regional og intercity togtrafik.
I andre franske storbyer er det let som en plet. Bordeaux, Strasbourg, Toulouse, Dijon – no problemos. Jeg når altid at kværne et eller andet med chokolade og kede mig lidt før afgang. Men i Paris? Uanset hvor godt jeg planlægger, ender jeg altid med at spæne stresset op til toget og kaste mig ind ad dørene i et dramatisk rullefald to sekunder før afgang. Måske lærer jeg det en dag, men ærligt talt er jeg ikke videre optimistisk.
Min tur til Chartres var ingen undtagelse. Paris har 4 banegårde, fordi det ville være for nemt med en enkelt. Så først skal man lige være helt sikker på at man står på den rigtige banegård. Det er dog trods alt nemt nok, for det skifter ikke og står på billetten. Banegårdene er ikke forbundet, så de kan ikke bare lige flytte toget til en anden banegård fordi det er fredag udenfor myldretid.
Toget til Chartres afgår fra Gare Montparnasse. Den tilhørende metrostation hedder Montparnasse-Bienvenüe. Bienvenüe betyder “Velkommen”. Ha! I virkeligheden burde stationen hedde Montparnasse-Fuck-Dig, for den ligger ca tusind kilometer fra selve togstationen, så man skal haste igennem underjordiske tunneller mens man forbander at man kun satte 45 minutter af til at købe billet og finde perronen. Heldigvis har de installeret rullende fortove. 9 km i timen, kører de. Det er hurtigere end Kystbanen mellem KBH og Helsingør. Wroom!
Vel fremme ved billetautomaterne begynder næste udfordring – for hvem kører til Chartres? Her er det meget godt at vide at der essentielt set findes tre typer offentlig transport i Frankrig, med hver deres billetsystem. Lokaltrafik, regionaltrafik og intercity. Lokaltrafik er f.eks de lokale busser, metroen og sporvognene, der alle kører indenfor bygrænsen. Regionaltogene drives af SNCF, den franske ækvivalent af DSB, bare med mere strejke. Denne regionaltrafik opererer under navnet TER (i Paris hedder det dog Transilien), og kører indenfor regionerne. Hvis man f.eks vil køre mellem byerne i regionen Bourgogne, så snupper man en tur med “TER Bourgogne”. Skal man udenfor regionerne (eller hurtigt mellem to store byer i samme region), så tager man SNCF’s intercitytoge, Intercités. Hvis man er heldig, kører der et TGV. Det er dem, der kan køre rigtig hurtigt, hvilket godt kan være lidt scary, når man er vant til DSB. Så der er altså to typer af togbilletter at tage stilling til – skal man med TER eller med Intercités?
Screendump fra søgningen på SNCF.com
Det er nemt at finde ud af, for det står lige på hjemmesiden, når man laver en søgning på SNCF.com.
Disse to typer billetter sælges ikke altid i samme billetautomat – og afgangene annonceres heller ikke nødvendigvis på samme skærm – så det er meget godt lige at tjekke hvor man skal hen, så man ikke skal bruge tid på at spæne fra automat til automat, som jeg gjorde på Montparnasse fordi jeg troede at når det var regionaltog, så skulle jeg købe min billet i automaterne mærket “Transilien”, men Transilien er ikke ægte regionaltoge som i resten af Frankrig, nej de kører da ikke udenfor forstæderne, så i Paris skal man bruge de samme automater som til Intercités, hvilket man iøvrigt overhovedet ikke skal i f.eks Bourgogne og JEG KUNNE IKKE FINDE AUTOMATERNE! De er gule, så de er ret svære at overse, men, surprise, de stod da slet ikke på samme etage som alle de andre automater. Efter lidt hastigt improviseret tegnsprog og gebrokkent fransk med en informationsmedarbejder spænede jeg op på den rette etage for at købe min billet. Velkommen til Paris, der årligt invaderes af 32 millioner turister, men som stadig insisterer på at ansætte informationsmedarbejdere, der ikke kan engelsk.
Nå, men det lykkedes. Endelig stod jeg med den, den forjættede billet, der skulle føre mig til Chartres, denne sagnomspundne middelalderby med verdens allerførste gotiske katedral. Åh fryd. Og med hele 15 minutter til toget kørte skulle det være en smal sag. Normalt skal man altid stemple togbilletter i nogle irriterende små gule maskiner, men hvis man køber sin billet i sidste øjeblik, er de som regel stemplet på forhånd – så man sparer tid. Det er pænt af SNCF. Jeg kunne gå direkte til toget. Der var bare ét problem: Jeg kunne ikke finde sporene. De næste 5 minutter summede jeg rundt på etagen som en arrig hveps i panisk søgen efter de forbandede toge. Der var ingen skilte, ingen fransktalende informationsmedarbejdere, ingenting. Til sidst faldt jeg nærmest tilfældigt over et sæt rulletrapper, med det forjættede skilt, der skulle føre mig til det rette sted. Åh fryd. Jeg spænede op til toget, der selvfølgelig holdt heeeeelt nede i den modsatte ende af perronen, smed mig sidelæns ind af dørene lige inden fløjten lød og satte mig dernæst roligt og fattet på et sæde. Mig, turiststresset? Ha! På ingen måde.
Men lykken ventede i Chartres. Efter en lang togtur med rig mulighed for at sende utallige sms’er til kæresten med ordlyden “vi skal købe hus i [indsæt nuttet fransk by med gotisk kirke jeg lige var kørt forbi]” nåede jeg frem til banegård med engelsktalende kioskmedarbejder, lune pain au chocolat, solskinsvarmt forårsvejr og verdens allerførste gotiske katedral. Og ikke nok med det, da jeg havde brugt to timer på at spadsere rundt i den næsten mennesketomme kirke med kun lyden af mit kamera som selskab, og trådte ud i det franske solskin, blev jeg mødt af to store busfulde turister, komplet med guide, larm, kameraer og børn. De skulle ind i kirken. Jeg havde netop forladt kirken. Den før så tomme og fredelige kirke var minutter fra at blive forvandlet til et larmende inferno af mennesker. EFTER jeg var færdig med mit besøg.
Af og til har man bare lov til at være svineheldig. Det var lige før jeg købte en lottokupon. Men istedet brugte jeg de 40 kr på kage. Jeg vurderede at der var større chance for gevinst hos en fransk konditor end hos Danske Spil. Og jeg havde ret.