I år 1600 var Adventstiden særligt forbundet med megen overtro. Det nye kirkeår startede julenat, og tiden op til var en overgangstid, en farefyldt tid, med løbske ånder og onde væsener. Den farligste nat af dem alle – næstefter julenætterne – var Lucianatten, d. 13 december. Den nordiske Luciafejring har ikke så meget med den katolske helgen Lucia at gøre. Derimod er det en lysfest (Lucia betyder praktisk nok lys. Ikke sært at hendes helgenfejring blev placeret lige midt i juletiden). Festen lå på selve solhvervet. De brugte den julianske kalender dengang, og den var lidt unøjagtig, så i middelalderen var der akkumuleret så stor en skævhed, at solhvervet ikke længere lå i julen, men istedet på Luciadag. Paven rettede op på det ved at indføre den gregorianske kalender (den vi stadig bruger) i 1587, men i Norden havde vi lige losset paven ud og indført protestantisme, så vi fik først den nye kalender i år 1700. Sverige var endda ekstra tilbageholdende og måtte vente helt til 1753. Så på dette tidspunkt ligger Lucianatten stadig på solhverv.

Det var en mystisk og farlig nat, årets længste, starten på den hårde del af vinteren. Det var her lyset vendte, det kom tilbage og det måtte man for guds skyld ikke forstyrre – tænk hvilken ulykke det kunne bringe over det næste år. Nogle steder undlod man at bage ved solhverv, for så ville brødet vende sig i ovnen. På Lucianat skulle man holde sig indendøre, for var man ude, kunne man risikere at møde Asgårdsreien. Asgårdsreien var et optog af ånder og gespænster, der buldrede gennem natten og rev stakkels uskyldige med sig, hvis de var ude. Det var ikke så få unge kvinder, der var forsvundet på den måde, og det var ganske vist. Man ofrede af juleøllet til naturånderne, for at holde dem ude af huset. Heldigvis var det mest i Norge at den slags forekom. Deroppe var det også noget mørkere om julen – en hel del mørkere end i Danmark. Så man har nok været ekstra nervøs.

En lidt hyggeligere form for overtro havde vi herhjemme. Hvis man var en ung og giftemoden kvinde, kunne man tage et lys i hver hånd, stille sig foran sit spejl og fremsige følgende vers:

Lucie! Du blide
Skal fly mig at vide
hvis dug jeg skal brede
hvis seng jeg skal rede
hvis kæreste jeg skal være
hvis barn jeg skal bære
hvis arm jeg skal sove i.

Så ville ens tilkommende vise sig i spejlet. Det synes jeg nu iøvrigt også lyder temmelig uhyggeligt. Det går altid galt, når folk gør den slags på film. Så får de påkaldt en eller anden bindegal ånd.

I Sverige var de også småbange og nervøse for denne overgangsdag, men her var Luciadagen en fest. Der var sang og lys og god mad. Selv kattemissen fik fløde og ponyhesten fik havre og kvinderne stod op midt om natten og lavede særlig lækker mad til mændene. Alle juleforberedelser skulle være klar. Dyrene i stalden kunne tale. I det hele taget minder det meget om datidens danske julefejring med dertilhørende overtro. Det er resterne af den lystfest, vi har importeret til Danmark, i 1944. Vi nøjedes bare med den del hvor man går rundt med levende lys i håret.

Lucia hendeselv er en katolsk helgen og martyr. Man ved ikke noget som helst om hende – ligesom alle de andre tidlige helgener. Man ved kun at hun blev dræbt under den sidste bølge af kristenforfølgelser omkring år 300. Resten er legende, og den sædvanlige sødsuppe – ung og jomfru og så hellig, at det lige var nummeret før at hun gik på vandet. Hun skulle giftes med en hedning, men nægtede. Han blev sur og meldte hende til myndighederne for at være kristen. Først dømte de hende til tvangsarbejde på et bordel, men efter en lang tale om åndelig versus kropslig besudling, valgte de istedet at henrette hende. Først førsøgte de at brænde hende, men de kunne ikke rokke hende ud af stedet. Så istedet prikkede de hendes øjne ud og stak et sværd i halsen på hende. Og hun udåndede først, da hun havde modtaget den sidste olie.

Ikke et øje var tørt. De elskede den slags martyrjomfruer i middelalderen, så hun var super populær. I Norden tog bondestanden aldrig helt den katolske version til sig, men fortsatte de gamle traditioner, selvom de var kristne. Overtro forgår ikke så let, og dengang var man meget isolerede på sin egn. Der var ikke ligefrem frit vidensflow.
Lysfesten har vi endnu, og i Sverige er det stadig en stor ting. Kvinderne står ikke længere op midt om natten for at lave mad, men der er stadig tradition for at spise lussekatter og peberkager i stor stil. Lussekatter er et levn fra datidens kager – altså brød bagt på sigtet mel – der hørte højtiderne til, og som var formet i kunstfærdige faconer.

Den mest almindelige facon idag er S-formen, der hedder “julegalten”. Julegalten (galt = kastreret hangris) var en juletradition i det meste af Nordeuropa. I middelalderen skulle der altid være en julegalt på bordet, om det så bare var en tærte eller en kage i facon som en galt. Senere blev det i Sverige bare til et brød, en stor hvedekage, der skulle ligge og se pæn ud på bordet hele julen igennem. Derefter blev den gemt væk til det var såtid om foråret, og så måtte førstekarlen og de stakkels heste pænt gnave i det knastørre hvedebrød, for det bragte held til den kommende høst, når man sådan bragte julens overflod med sig frem til foråret. Forhåbentlig fik de lidt øl til.

Der findes en del andre traditionelle faconer på luciabrødet, og jeg kunne naturligvis ikke dy mig for at afprøve nogle af dem. De blev lidt mørke, da jeg bagte dem, så bare lad som om de er fine og gyldne.

Denne krøllede ting er en guldvogn.

Og her har vi præstens hår! Så har han en snack til efter gudstjenesten.

Og her er min yndlings – luciakronen. Er den ikke fin? Luciaboller er bestemt en tradition vi godt kan tage til os, herhjemme. Hvis vi ikke kan tæve dem i fodbold, så kan vi da i det mindste æde deres kage.

Luciabrødet farves gult af safran, så det er ægte middelalderluksus, vi har at gøre med her.

Op nu, opskrift: (opskriften er opdateret december 2019)

Luciaboller (lussekatter)
Mængde: ca. 20 stk
Bagetid: 15 minutter ved 200 grader

Fordej:
125 ml mælk
1/2 gram safran
125 gram hvedemel
1/4 pakke gær

Mælken varmes op næsten til kogepunktet og hældes over i en røreskål. Safranen knuses ned i mælken og det hele får lov at stå og trække til mælken er lunken og max 37 grader varm.

Gæren rørres ud i den lune mælk, efterfulgt af melet. Det hele røres grundigt sammen til en flydende, men smidig og meget gul dej og dækkes til. Hæver en times tid, eller natten over i køleskab.

Grunddej:
Fordejen
2 dl lun mælk
25 gram gær
100 gram sukker
1/2 tsk groft salt
400 gram hvedemel
50 gram smør
ca. 40 rosiner

Rør den lune mælk i fordejen sammen med gær og sukker. Tilsæt halvdelen af melet og rør godt rundt. Tilsæt salt og resten af melet til du har en meget tyk, klistret dej. Ælt dejen til den er blank og smidig. Tilsæt det bløde smør og ælt den blank og smidig igen. Det er nemmest på røremaskine, men har du ikke en sådan, må du have fingrene i fedtefadet: Vend dejen ud på køkkenbordet og ælt den ved at tage fat i den, strække den bagud og folde den tilbage over sig selv. Det hænger fast i alting i starten, så brug en dejskraber hyppigt til at befrie fingrene og samle dejen på køkkenbordet. Efter en 10 minutters tid skulle dejen gerne begynde at blive blank og spændstig og slippe både bord og fingre. Så tilsætter du smørret og fedter alting ind igen, til dejen atter bliver fin og blank.

Lad dejen hæve en time. Tag den så ud på et meldrysset bord og del den i 10 lige store stykker (ca.).

 

Tril stykkerne til tynde pølser og rul hver ende omkring en korende eller rosin og ind mod midten, så de får en S-facon. Eller lav en af de andre faconer jeg har vist – det skulle være til at se ud fra billederne hvordan man gør.

Lad bollerne efterhæve en times tid og bag dem så midt i ovnen til de er gyldne og fine. 10-12 minutter ved 200 grader.
Bollerne smager bedst samme dag, men kan også lunes og spises dagen efter.

Hvis du er studerende kan du jo gemme en til forårets eksamener og drysse lidt brød i håret på censor. Måske bringer det held. Eller måske dumper du. Det kommer nok mest an på censor… spørg hellere først.