Kolakakor er en svensk småkagefavorit her i hytten, og perfekt til travle juledage hvor man trænger til småkager ret snart og helst uden for meget bøvl. Og særligt gerne småkager uden nogen former for julekrydderi. De er søde, sprøde og let seje med smag af karamel – heraf navnet kolakakor, thi kola betyder karamel på svensk.
Dejen skal hverken hvile på køl eller trilles eller udstikkes, der skal ikke hakkes så meget som én lille bitte nød eller smeltes chokolade. Man rører blot dejen, former den til to stænger – der ikke engang behøver at være pæne – og trykker dem ud på en bageplade. Bag, skær i snitter, lad afkøle og spis. Så bliver det vel nærmest ikke nemmere.
Og nu, opskrift:
Sirupssnitter/kolakakor
Mængde: ca. 25
Bagetid: 10-12 minutter ved 175 grader alm varme
Ingredienser:
100 g smør
75 g sukker
30 gram lys sirup
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk Vaniljesukker
1/8 tsk fint salt
Pisk smørret med sukker, sirup, salt og vanilje til det er lyst og luftigt. Det tager vel et par minutter med en håndmikser.
Sigt mel og bagepulver sammen og arbejd det ind i smørret med en flad grydeske eller en dejskraber, ca. en tredjedel ad gangen. Ved sidste hold mel er det nemmest bare at stikke hånden i dejen og ælte den sammen til en glat, fast dejkugle.

Dejkuglen deles i to lige store stykker, der begge formes til en pølse og trykkes ud på bagepladen til en lang stang på ca 1/2 cm tykkelse. Måske en anelse tykkere. Der kan være to stænger på langs af en almindelig bageplade.
Bag straks stængerne midt i ovnen i 10-12 minutter til de er hævet op, tørre på overfladen og har fået en smule farve i kanterne. Tag pladen ud og lad stængerne stå et halvt minuts tid. Skær dem så i skrå snitter med en kniv eller en dejskraber af metal (det er nemmest, synes jeg). Kagerne er meget skrøbelige, når de er varme, så lad dem ligge på pladen en fem-ti minutters tid, før de flyttes over på en rist til afkøling. Det er muligt at de stadig hænger lidt sammen i bunden. I så fald skæres eller brækkes de blot fra hinanden, når de er kølet mere af og er blevet faste.
Når kagerne er helt kolde, pakkes de i en kagedåse, hvor de kan holde et par uger. Men de smager bedst de første par dage.