Chokoladesnitter

By Sif
11/11/2026

Det er snart december, og Århus er smurt ind i julestads fra ende til anden. Ikke at jeg klager, for med en altædende teenagekat i huset er det begrænset hvor meget jeg selv kan pynte op til jul. Måske næste år, når hun ikke tygger i nærmest alt, tæer inklusive.

Men julebagning er heldigvis stadig muligt, og en af mine favoritter er de hersens meget nemme og meget velsmagende chokoladesnitter. Opskriften er nem at slå sammen med sirupssnitterne, thi ingredienserne er stort set ens. Du rører blot dobbelt mængde (200 gram) smør hvidt med dobbelt mængde (150 gram) sukker og så deler du massen i to lige store portioner på hver 175 gram. Den ene kan du røre til sirupssnitter, og den anden kan du tilsætte yderligere 15 gram sukker og dernæst røre til chokoladesnitter. Du kan sågar bruge den samme røreskål, hvis du blot laver sirupssnitterne først. Det er dælme smart, for så kan man lave dobbelt så mange slags småkager med halvt så megen opvask.

Og nu, opskrift:

Chokoladesnitter

Mængde: ca 25 stk
Bagetid: 10-12 minutter ved 175 grader alm. varme

Ingredienser:
100 g blødt smør
90 g sukker
120 g hvedemel
25 g kakaopulver
30 gram lys sirup
1 tsk bagepulver
Et nip fint salt

Et par spsk. sukker til drys

Start med at tænde ovnen på 175 grader alm. varme. Læg bagepapir på en bageplade.

Pisk smørret et par minutter med sukker, sirup, salt og vanilje til det er lyst og luftigt. Pisk kakaopulveret i.

Sigt mel og bagepulver sammen og arbejd det ind i smørret med en flad grydeske eller en dejskraber, ca. en tredjedel ad gangen. Ved sidste hold mel er det nemmest bare at stikke hånden i dejen og ælte den sammen til en glat, fast dejkugle.

Dejkuglen deles i to lige store stykker, der begge formes til en pølse og trykkes ud på bagepladen til en lang stang på ca 1/2 cm tykkelse. Drys et par spiseskefulde almindelige sukker ned langt midten af hver stang.

Bag straks stængerne midt i ovnen i 10-12 minutter til de er hævet op og er tørre på overfladen. Tag pladen ud og lad stængerne stå et halvt minuts tid. Skær dem så i skrå snitter med en kniv eller en dejskraber af metal. Kagerne er meget skrøbelige, når de er varme, så lad dem ligge på pladen en fem-ti minutters tid, før de flyttes over på en rist til afkøling. Det er muligt at de stadig hænger lidt sammen i bunden. I så fald skæres eller brækkes de blot fra hinanden, når de er kølet mere af og er blevet faste.

Når kagerne er helt kolde, pakkes de i en kagedåse, hvor de kan holde et par uger. De kan selvfølgelig spises straks de er kolde, men som med alt chokoladebagværk, smager de endnu bedre når de har fået lov at ligge natten over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.

Close
Your custom text © Copyright 2026. All rights reserved.
Close