(Oprindeligt udgivet december 2022)
Har man, i denne vinter, planer om at forsyne sig fra saltmadsfadet, med f.eks medisterpølse, frikadeller, resteflæskesteg eller måske en lille kålpølse med brød og sennep, så kan man med stor fordel pladre denne rødløgsmarmelade ovenpå. Den er også god til ost.
Rødløgsmarmeladen laves af karamelliserede rødløg, så den tager lidt tid. Til gengæld er den nem og ligetil. Det sværeste må være at snitte løgene uden at blive blind. Vælg små, faste rødløg, hvis du kan få dem. De meget store rødløg er lige vel grove og sværere at få til at blive helt møre.
Og nu, opskrift:
Rødløgsmarmelade
Mængde: ca. 1/2 liter færdig marmelade
Ingredienser:
1 kg fint snittet rødløg (ca. 1,5 kg urenset vægt)
2 spsk neutral olie
200 gram brun farin
175 ml rødvinseddike
175 ml balsamicoeddike
4 laurbærblade
1/2 tsk groft salt
Pil løgene, skær dem i halve – eller kvarte hvis de er meget store – og snit dem så i helt tynde strimler.
Varm to spsk olie op i en stor gryde og plop løgene i. Lad simre ved ganske svag varme i en halv times tid, til løgene er helt bløde og faldet sammen.
Tilsæt så farin, salt, laurbærblade og de to slags eddike. Rør godt rundt. Nu skal det simre videre ved svag varme til det bliver mørkt, tykt, sydende og sirupsagtigt klistret og der ikke længere er noget synlig væske overhovedet. Det tager knap to timer. Rør rundt af og til undervejs. Når du synes det ser færdigt ud, så smag på sagerne. Løgene skal være søde, syrlige, klistrede og stort set uden bid. Er det ikke helt som det skal være, så kan du smage til med mere eddike, salt eller sukker, alt efter hvad du synes mangler.
Hæld så den varme marmelade på skoldede glas og luk dem straks til. Den kan holde sig i ugevis på køl.