Madam Sif
    Bagning, Dessert, Frugt & Grønt, Kage  /  maj 30, 2022

    Strawberry shortcake – amerikanske jordbærkager

    by Sif
    Strawberry shortcake er i sandhed en dejlig ting

    Jordbærsæsonen er officielt gået i gang, og det ved jeg fordi jeg har været ude og købe “danske tunneljordbær”. Det gav visioner af planter dyrket i gange under jorden, og med den pris jeg måtte slippe, så måtte der mindst være tale om en guldmine. Men så var det jordbær, der var dyrket i en tunnel af fiberdug, så de kunne modnes tidligere. Antiklimaks.

    Så måske er der snarere tale om en tyvstart end nogen reel sæsonstart (det er vel også lige tidligt nok), men uanset hvad, så var bærrene gode nok til at lave en omgang strawberry shortcake.

    Strawberry shortcake er en aldeles dejlig amerikansk jordbærkage. Den stammer fra midten af 1800-tallet og består af en sød biscuit – en sprød og luftig bagepulverhævet bolle, der minder om en scone – der flækkes og fyldes med råsyltede jordbær og flødeskum. Vel nærmest en slags amerikansk udgave af scones med jordbær og clotted cream.

    Kagen er forholdsvis enkel og hurtig at fremstille. Det sværeste er vel nok at lave biscuits. Ikke fordi det er kompliceret – man hakker smør ud i mel og rører kærnemælk i. Men det kræver lidt håndelag at få dem helt rigtige, på samme måde som en mørdej f.eks gør det. Kolde ingredienser er alfa og omega, ligesom det også er vigtigt ikke at ælte dejen mere end højest nødvendigt. Jeg bruger frossent smør og river det ned i melet. Det er absolut den nemmeste måde at få smørret godt fordelt, og det tager ingen tid.

    Læs opskriften grundigt (der er nogle virkelig yndige mobilfotos!) og vær omhyggelig, så skal du nok få gode biscuits. De kan bages dagen i forvejen, så de lige er klar til at flække og smøre ind i flødeskum, når trangen melder sig. Og har du bare lyst til biscuits uden alt det med jordbær og fløde, så egner til de sig glimrende nybagte til en kop kaffe. De spises ligesom boller, med smør og marmelade eller måske lidt ost.

    Og nu, opskrift.

    Uden flødehat, så man kan se hvordan en biscuit ser ud

    Strawberry shortcake

    Mængde: 6 firkantede eller 8 runde
    Bagetid: ca. 20 min v. 200 grader

    Biscuits:
    300 gram koldt mel
    200 gram kærnemælk
    100 gram frossent smør
    2 tsk bagepulver
    1/4 tsk salt
    25 gram sukker

    Jordbær:
    400-500 gram friske jordbær
    3 spsk sukker

    Til servering:
    2,5 dl piskefløde
    2 spsk flormelis

    Biscuits: Start med at putte en pakke smør i fryseren. Gerne dagen før, så den er helt frossen. Vej melet af og sæt det i køleskabet, eller endnu bedre, put det i fryseren.

    Når du er klar til at lave biscuits, så starter du med at tænde ovnen på 200 grader. Så tager du dit meget kolde mel og putter det op i en stor skål. Bland bagepulver, salt og sukker i melet.

    Snup så det frosne smør og et rivejern. Sæt skålen med mel på en bagevægt. Riv smørret direkte ned i melet på den grove side af rivejernet. Hver gang du har revet en stor håndfuld smør, så bland det rundt i det kolde mel. Når vægten siger 100 gram, så er der reven smør nok ned i melet.

    Eftersom noget af smørret vil blive siddende på rivejernet, så er en køkkenvægt den nemmeste måde at sikre sig, at der rent faktisk er 100 gram smør i skålen.

    Tilsæt så den kolde kærnemælk og rør forsigtigt rundt til det meste af melet er fugtigt. Saml dejen med et par hurtige æltetag – den er ret klistret og “klumpet” – og vend den så ud på et meldrysset bord.

    Dejen foldes som en kuvert

    Med hænderne klappes dejen hurtigt ud til en rektangel. Så foldes den som en kuvert. Først den ene side og så den anden side ind over. Dejen klappes igen ud til en rektangel og foldes som en kuvert. Og så klappes den ud og foldes en gang mere. Eftersom dejen er klistret kan det være nødvendigt at drysse med en lille smule mel, men brug ikke mere end højest nødvendigt.

    Alt der her folderi kan udelades, men det giver nogle ekstra luftige og høje biscuits fordi der kommer flere lag smør i dejen. Samme princip som når man folder butterdej, bare meget nemmere.

    Dejen stikkes ud

    Klap så dejen ud til en plade, der er ca. 1,5 cm tyk. Nu kan du stikke runde biscuits ud med en udstikker eller et drikkeglas. Det burde give 8 biscuits. Dejen kan ikke æltes sammen og rulles ud igen, så sørg for at få plads til så mange biscuits som muligt. Som man kan se på billedet er jeg virkelig dårlig til at udnytte dejen optimalt…

    Dejen skæres ud med en skarp kniv eller en dejskraber af metal

    … så jeg plejer at skære firkanter i stedet. Skær kanterne af med en skarp kniv (skårne kanter hæver bedst) og skær så hele dejen ud i firkanter.

    Uanset facon, sættes de nyformede biscuits tæt sammen – de skal ikke røre, men næsten – på bagepapir. Enten på en bageplade eller i en lav bradepande af metal. Når de står tæt sammen, så støtter de hinanden under bagningen og hæver mere. Pensl toppen med lidt fløde og bag dem straks i den varme ovn i ca. 20 minutter, til de er hævet godt op og blevet gyldne på toppen. Lad dem køle helt af på en rist. De kan enten bruges med det samme eller gemmes til næste dag. De bliver hurtigt tørre, men det er ikke så stort et problem, når de skal bruges til strawberry shortcake.

    Jordbær: Mens kagerne bager, skæres jordbærrene i både og lægges i en skål. Sukkeret drysses over og jordbærrene vendes forsigtigt rundt så de er dækket af sukker. Lad dem stå og trække en halv times tid ved stuetemperatur, til der ligger et fint lag af saft i bunden af skålen. Jo længere de trækker, jo mere saft vil der blive trukket ud og jo sødere og blødere vil jordbærrene blive. Så kan man selv justere hvor længe man synes de skal ligge der og glo, men jeg vil ikke anbefale mere end en times tid. Ellers skal jordbærrene på køl, hvor de kan stå til næste dag. Det går dog ud over både smag og tekstur.

    Kagen samles

    Og så er det tid til at samle kagen. Pisk fløden til skum med 2 spsk flormelis.

    Snup en biscuit og skær den over. Læg den nederste halvdel på en tallerken og put et par skefulde jordbær over. Sørg for at få lidt af saften med. Dæk med en solid klat flødeskum. Læg toppen på og læs mere flødeskum på. Slut af med flere jordbær. Og så er den klar! Den skal spises med det samme, så er man flere, kan man med fordel stille alle ingredienserne på bordet og lade folk samle deres egen kage.

    Tiloversblevne biscuits kan spises som almindelige boller med smør og marmelade. Det er gode sager.

    ***
    Dette indlæg blev skriblet til tonerne af Insomnium – Heart Like A Grave. Lidt finsk metal til at fejre at Finland i går blev verdensmestre i ishockey. Mand, for en spændende finalekamp. Jeg havde ingen negle tilbage. Til gengæld havde jeg strawberry shortcake!

    Indlægsnavigation

    Rødgrød, en liden historie
    Franskbrødshorn til morgenbordet (1927)

    Share your thoughts Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    Om Bloggen

    Mad - mest kage - oftest fra gamle dage, af og til nutiden, men kun sjældent fremtiden. Skrevet af en vaskeægte amatørnisse.

    Madam Sif modtager ingen skejser, gysser, grunker eller varer i bytte for omtale her på bloggen.

    Kontakt: sif@madamsif.dk

    Seneste indlæg

    • Meget gammeldags fastelavnsboller anno 1821
    • Bethmännchen
    • Earl Grey småkager med appelsin
    • Kakaosmåkager med hasselnødder
    • Krydret safranfudge med pistacie
    • 0-1100
    • 1100-1499
    • 1500-1699
    • 1700-1799
    • 1800-1899
    • 1899-1949
    • 1949-Nu
    • Æg
    • Alment Historieævl
    • Bagning
    • Brød
    • Danmark
    • Dessert
    • Diverse Historisk Ævl
    • Drikke
    • Fastelavn
    • Fisk
    • Frugt & Grønt
    • Grød
    • Helligtrekonger
    • Højtider
    • Is
    • Jul
    • Kage
    • Kød
    • Konfekt
    • Mælk & Ost
    • Mousser & Cremer
    • Nordisk Jul
    • Nytår
    • Påske
    • Rejser
    • Ris & Gryn
    • Småkager
    • Småretter
    • Sovs
    • Suppe
    • Syltning
    • Tærte

    Recent Comments

    • Rita Fabricius til Saaristolaisleipä – finsk maltbrød
    • Malou til (Historien om) Havregrød
    • Charlotte G til Earl Grey småkager med appelsin
    • Lone Møller til Afternoon Tea: Scones
    • Aleksandra Thostrup til Dag 13: Marcipanens historie, del 3: Kransekage og marcipanfrugt

    Categories

    • 0-1100
    • 1100-1499
    • 1500-1699
    • 1700-1799
    • 1800-1899
    • 1899-1949
    • 1949-Nu
    • Æg
    • Alment Historieævl
    • Bagning
    • Brød
    • Danmark
    • Dessert
    • Diverse Historisk Ævl
    • Drikke
    • Fastelavn
    • Fisk
    • Frugt & Grønt
    • Grød
    • Helligtrekonger
    • Højtider
    • Is
    • Jul
    • Kage
    • Kød
    • Konfekt
    • Mælk & Ost
    • Mousser & Cremer
    • Nordisk Jul
    • Nytår
    • Påske
    • Rejser
    • Ris & Gryn
    • Småkager
    • Småretter
    • Sovs
    • Suppe
    • Syltning
    • Tærte

    Recent Posts

    • Meget gammeldags fastelavnsboller anno 1821
    • Bethmännchen
    • Earl Grey småkager med appelsin
    • Kakaosmåkager med hasselnødder
    • Krydret safranfudge med pistacie

    Archives

    • februar 2026
    • december 2025
    • marts 2025
    • februar 2025
    • januar 2025
    • december 2024
    • november 2024
    • oktober 2024
    • september 2024
    • august 2024
    • juli 2024
    • marts 2024
    • december 2023
    • august 2023
    • april 2023
    • marts 2023
    • februar 2023
    • december 2022
    • juni 2022
    • maj 2022
    • marts 2022
    • februar 2022
    • december 2021
    • november 2021
    • oktober 2021
    • juni 2021
    • maj 2021
    • februar 2021
    • januar 2021
    • december 2020
    • november 2020
    • oktober 2020
    • maj 2020
    • december 2019
    • november 2019
    • oktober 2019
    • september 2019
    • juni 2019
    • maj 2019
    • februar 2019
    • december 2018
    • november 2018
    • oktober 2018
    • september 2018
    • december 2017
    • juli 2017
    • juni 2017
    • maj 2017
    • marts 2017
    • februar 2017
    • januar 2017
    • december 2016
    • november 2016
    • oktober 2016
    • september 2016
    • februar 2016
    • januar 2016
    • december 2015
    • november 2015
    • oktober 2015
    • september 2015
    • april 2015
    • marts 2015
    • december 2014
    • november 2014
    • Elara by LyraThemes
    • Made by LyraThemes.com