Juleaften er så hyggelig, synes vi. Well, måske ikke alle. Men mange? Det håber jeg, ellers er det noget af en massepsykose, vi har gang i, og en frygteligt dyr en af slagsen. Men altså. Julen er hyggelig, især hvis man ikke selv skal stå for julemaden, men bare kan daffe hjem til familien med risalamande under armen (mit årlige bidrag til flæskefesten) og spise brunede kartofler til man segner. Det kan jeg lige holde til.
Til gengæld kan jeg godt blive lidt bange, når jeg læser folkeminder, der handler om helt gamle dages jul. Især juleaften i huse, hvor overtroen stadig levede i bedste velgående. I bogen “Den Gamle Jul” af Iørn Piø, er der en beretning fra Hedeboegnen (området mellem Roskilde, Køge og København) fra første halvdel af 1800-tallet. Der var tale om et hjem, hvor man var meget omhyggelig med juleskikkene. Den fik hele armen med alle de gode gamle travere: Der blev sat stål i stalddøren, så der ikke gik gespenster i dyrene. Kvæget fik skuret bisserne med salt og sod – som trøst blev de efterfølgende fodret med dejligt hø i stedet for det grove halm. Det var trods alt jul. Man slog kors i bunkerne med sædekorn, og så forføjede man sig ellers ind i huset. Om natten kunne kvæget tale, og det skulle de have ro og fred til. I haven blev der slået halm om frugttræerne. De skulle også mærke at det var jul, og gerne føle sig inspireret til at bære megen frugt i den kommende sæson.
Inde i huset var der også rigeligt med overtro. Alt var skuret rent og tøjet havde fået den årlige vask – man måtte ikke vaske i julen, for så vaskede man sine egne ligklæder. På juleaftensbordet (dækket med risengrød og klipfisk) stod to store lysestager med hvert sit tællelys. Et for husfaderen, og et for husmoderen. Disse lys skulle helst brænde lige længe, for gik det ene ud før det andet, ja så var blev der brug for vedkommendes ligklæder inden vinteren var omme. Er der noget som at se sit livslys slukke midt i risengrøden? Tror det næppe.
Man skulle heller ikke ønske sig alt for mange uvedkommende lyde. Hørte man vrinsken eller muhen fra stalden, eller banken på vinduer og døre (gys!) ja så kunne man godt begynde at overveje om der var plads på kirkegården til et par ekstra gæster. Gik man ud på den bælgmørke gårdsplads (som man jo gør?) og kiggede ind af vinduet, så kunne man forudse, hvem der skulle dø, i det kommende år. De ville nemlig vise sig uden hoved. Og kom man for vare at glo ned under bordet under julemåltidet, kunne man være så heldig at få en lussing af en usynlig hånd. Hvorfor? Hvem ved. Hvis man klarede juleaften uden at dø af skræk, så fik man et par æbleskiver til at spise, inden man gik i stalden næste morgen. Og bagefter vankede der sigtebrød, sylte, ost og kød til morgenmad.
Se, DET er julehygge. Men altså. Julen var en højtid med traditioner og gilder og julelege, ikke blot Tolv Dages Dødsvarsler. Jeg synes bare at overtroen er det mest spændende. Og det mest makabre. Hvor seriøst man tog det, er svært at vide. Seriøst nok til at udføre alle ritualerne, i alt fald. Men der er ikke så mange førstehåndsberetninger. Sidst i af 1800-tallet, hvor folkemindeindsamlingen for alvor begyndte, var overtroen godt på vej ud af bondestuerne.
De kulinariske traditioner havde til gengæld knap så travlt med at forføje sig, og de er også noget mere hyggelige. De runde æbleskiver har vi troligt sat på julebordet i mindst 200 år, og klejnerne er endnu ældre. Søsterkagen er også et gammelt bekendtskab. Jeg har skrevet lidt om dens historie lige her. Den er desværre gået temmelig meget af mode, og det er synd, for det er en dejlig kage. Årets udgave er med hjemmesyltet appelsinskal og ikke-hjemmesyltet syltet ingefær, også kaldet stem ginger. Jeg køber det i Brugsen og Føtex, det står på hylderne med asiatiske fødevarer.
Man skal bruge en særlig form med skorsten i midten. Jeg bruger en gugelhopf-bageform, men de amerikanske forme til bundtcakes er også velegnede. Nordic Ware har et absurd stort udvalg, og en hurtig googlesøgning afslører adskillige danske forhandlere. Du kan også bage kagen i en helt almindelig springform, med skorsten. Bagetiden vil sandsynligvis være lidt kortere. Som sædvanlig vil jeg anbefale at man anskaffer sig et digitalt stegetermometer. Det fjerner megen gætværk fra brød- og kagebagning.
Og nu, opskrift:
Søsterkage med appelsin og ingefær
Mængde: En 20 cm søsterkage/gugelhupf-form
Bagetid: ca. 40 minutter ved 180 grader (ikke varmluft)
Ingredienser:
200 ml mælk
25 gram gær
1 æg
50 ml piskefløde
125 gram blødt smør
ca. 350 gram hvedemel
1 tsk stødt kardemomme
Korn af 1/2 stang vanilje
75 gram syltet ingefær (ikke sushi-ingefær!)
50 gram syltet appelsinskal
75 gram sukker
1/4 tsk fint salt
Start med at smøre din bageform grundigt og drys med mel. Vær især omhyggelig med “skorstenen”. Hak ingefær og appelsinskal rimelig fint, nærmest som sukat.
Hæld mælken i en gryde sammen med fløden og smørret. Varm op til smørret er smeltet og det hele er håndlunt og dejligt at have lillefingeren i. Hvis det bliver for varmt, så lad det stå og køle af.
Vip den lune mælkeblanding over i en stor røreskål. Gæren smuldres ud i den lune mælk og der røres rundt til det er nogenlunde opløst. Så tilsættes sukker, æg og salt og melet, lidt ad gangen. Rør godt rundt til dejen er fin og blank, et par minutter ved håndkraft. Det er ikke sikkert du skal bruge alt melet, det afhænger dels af melet og dels af æggets størrelse. Dejen skal være blød og klistret og kun lige akkurat holde faconen. Hælder du for meget mel i, så bliver din søsterkage tør.
Rør så appelsinskal og ingefær i dejen og hæld den i den klargjorte form. Dæk med et klæde og lad dejen hæve ca. 45 minutter til den blævrer let når du (forsigtigt) banker til formen, og bag den så midt i ovnen til den er smuk og brun og 98 grader i midten. Det tager 40 minutter. Tag kagen ud af ovnen og lad den stå fem minutter. Vend den så ud på en rist og lad den køle helt af.
Søsterkage skal spises samme dag, som den bages, for den bliver ret hurtigt tør. Når kagen har fået stuetemperatur, lægges den på et fad, drysses med flormelis og serveres med en god kop kaffe eller te og smør til at smøre på skiverne, hvis man har lyst til det.