Paris, dag 4

Fjerde dag i Paris var:

– At starte dagen ultra langsomt med at sidde længe og fedte på Starbucks. Kaffe i den ene hånd og notesbog i den anden hånd, hvori jeg kunne nedskrible de mange geniale tanker, jeg altid får, når jeg har meget tid alene til at tænke.

– At lede efter rue Montorgueil, kun for at opdage at det var den nuttede lille gågade, jeg var vandret forbi for tre gader siden.

– At finde rue Montorgueil og målet: Stohrer. Det ældste patisserie i Paris. Stohrer hamselv var polsk import. Der skete nemlig det, i 1723, at den franske konge, 15 årige Louis XV, var noget så grusomt ugift og så blev han syg! Katastrofe. En ugift konge, der døde uden at levere en arving, det kunne man ikke have. Altså, han overlevee ganske vist, men man kunne jo aldrig vide hvor længe (han endte med at blive 64 år gammel). Derfor, efter meget politisk parlamenteren, snupsede man i 1725 den polske prinsesse Marie og fik hende gift med kongen og gjort med rogn, så hun kunne producere en arving. Og det gjorde hun da også, problemet var bare at arvingen døde, før han blev konge, så det blev Maries barnebarn, der fik æren. Det var så ham, der senere havde et møde med guillotinen og blev et hoved kortere.
Men tilbage i 1725 fik Marie sin faders hofkonditor med sig til Frankrig. Stohrer. I 1730 åbnede han sin egen biks, og her opfandt han sågar den så skønherlige kage, baba au rhum, som jeg også skrev lidt om i går. Denne baba au rhum måtte jeg naturligvis smage, og den var i sandhed en fornøjelse. Ja, hvis man lige ser bort fra den centimeter sukkerlage, der lå og sejlede rundt i bunden. Det måtte jeg lige hælde fra.

– Paris-Brest. Denne så traditionelle kage af vandbakkelsesdej med hasselnøddecreme, ja den har de hos Stohrer gjort ganske utraditionel. Istedet for at være formet som en ring, som den burde være, er den lavet om til en eclair! Sikke noget omvendt noget. Men den slags er jeg en sucker for, så jeg købte den. Desværre var hasselnøddecremen alt for tung og tør. Det var næsten som at spise peanutbutter, altså bare med hasselnødder istedet. Så det var ikke noget hit.

– Musée Rodin. Det er ham med skulpturerne. Ham, der lavede “Tænkeren”. Den første udgave er på Musée Rodin, og her måtte jeg mønstre megen tålmodighed. Det viste sig nemlig at der var andre end mig, der ville fotografere denne nøgne, tænkende mand. Utroligt hvad man skal finde sig i.

– Eiffeltårnet! Endelig. Det krævede viljestyrke at forblive udendøre længe nok til at placere mig på Champ de Mars ved skumringstid. Her kunne jeg observere et lysende Eiffeltårn mod en himmel, der blev mørkere og mørkere og en aften, der blev koldere og koldere, mens jeg ventede på at klokken skulle blive 18, og det første lysshow kunne begynde.

– Høreskader. Da klokken endelig slog 18 og Eiffeltårnet begyndte at blinke lystigt, var der nogen, der ikke lige havde fået læst om den del i turistguiden. Det valgte hun så at delagtiggøre omverden i, på meget skingert “oh my god”-amerikansk, og mit øre var desværre lige i nærheden. Men det var smukt, Blinketårnet, også selvom det var så koldt at mine fingre til sidst var for frosne til at trykke på knapperne på kameraet.

– Søvngængeri. Turen hjem foregik kun halvt bevidst, så træt var jeg. På en eller anden måde lykkedes det mig at handle lidt aftensmad og vågne nok op til at spise den.

Og så kunne jeg jo lige se næste blinkesession fra hotelværelset. Jeg bliver nok aldrig helt træt af det.