Madam Sif
    Bagning, Jul, Kage, Småkager  /  december 5, 2025

    Nussecken (nøddesnitter)

    by Sif
    Nøddetrekanter/nøddesnitter/nussecken

    Læser man tyske bageopskrifter, vil man temmelig ofte støde på to forskellige sætninger: wie vom bäcker og wie von Oma. Som bageren laver dem og som bedstemor laver dem. De ypperste kvalitetsstempler i verden, tilsyneladende. Især bedstemor får æren for rigtig megen bagværk, men det lyder også så hyggeligt. Bedstemors julesmåkager. Man kan nærmest dufte både grangrene og nelliker.

    Dagens juleopskrift, nussecken, er en af dem, der gerne omtales wie vom bäcker. Jeg vil dog vove pelsen og påstå at de er markant bedre, medmindre man er så heldig at bo tæt på en bager, der bruger smør. Nussecken består af en tyk, sødet mørdejsbund, dækket af et lag abrikosmarmelade og toppet med en ganske guddommelig karamelliseret masse bestående af både hakkede og malede hasselnødder – eller mandler, hvis man foretrækker det. De bages, skæres i trekanter og dernæst dyppes hjørnerne i mørk chokolade. Resultatet er en blanding af en småkage og en tærte, med knas og sødme fra nøddelaget og syre fra abrikoserne og mørdejssmag fra mørdejsbunden og hvad man nu ellers siger, når man forsøger at beskrive bagværk på poetisk facon.

    Nøddesnitterne har gjort stor lykke hvor jeg end har slæbt dem hen, og forhåbentlig vil du også synes om dem. De kan enten skæres i små snitter, som en julesmåkage, eller i store trekanter som en decideret tørkage, wie vom bäcker. Frit valg. De kan endda fryses, med eller uden chokoladedyp. Det er smart, for så spiser man ikke hele baduljen på én eftermiddag.

    Fyldet bruger som sagt halvt malede nødder og halvt hakkede nødder. De malede nødder holder sammen på fyldet og de hakkede nødder giver knas og tekstur. Der bruges typisk hasselnødder, og jeg ynder at riste den halvdel, der skal blendes til mel. Det er et værre svineri at riste og afhinde hasselnødder, men det giver ekstra god smag. Det kan dog snildt udelades. I stedet for hasselnødder kan du bruge mandler, valnødder, eller halvt af hver. Mandler og valnødder smager godt sammen.

    Abrikosmarmeladen bør dog ikke byttes ud. Den er der for at give syre og sødme uden man nødvendigvis ved at man spiser abrikosmarmelade. Hindbærmarmelade og lignende vil være for voldsomt. Det er en nøddesnitte, ikke en marmeladesnitte. Jeg har bagt dem både med min egen tørrede abrikosmarmelade og med den billige fra Rema1000 og den halvdyre fra Irma. Alle tre har fungeret aldeles glimrende. Er der mange abrikosstykker i marmeladen, skal den dog lige blendes eller trykkes igennem en sigte, ellers er det svært at smøre ud.

    Du skal bruge en 35×25 cm bradepande til disse hersens fiduser, men de kan også klemmes ned i en 33×23, hvis det er sådan en, du har. Det svarer til den store bradepande i de der sæt med to, man kan købe i Kvickly. Husk at måle efter! Mit bradepandesæt fra Kvickly påstår at den store form er 37,5×26,7 cm, men i realiteten er den altså langt mindre. Dagens lektie: Mål altid dine bradepander.

    Og nu, opskrift:

    Med chokoladestriber fremfor dyppede hjørner

    Nussecke

    Mængde: 24 stk
    Bagetid: 25 v 175 grader alm. ovnvarme

    Dej:
    175 gram hvedemel
    65 gram flormelis
    65 gram blødt smør
    1/2 tsk bagepulver
    1 æg

    3-4 spsk abrikosmarmelade

    Fyld:
    125 gram fintmalede hasselnødder
    125 gram hakkede hasselnødder
    40 ml vand eller rom
    125 gram smør
    100 gram brun farin
    1/8 tsk salt

    Derudover:
    200 gram mørk chokolade 55-60% til overtræk

    Start med at lave dejen. Sigt mel, bagepulver og flormelis sammen i en stor skål. Skær det bløde smør i mindre stykker og smuldr det ud i melblandingen. Tilsæt ægget og saml til en let klistret men fast dej. Tryk dejen flad, pak den ind og læg den på køl et par timer eller natten over. Så er den nemmere at arbejde med.

    Når du er klar til at bage snitter, så tændes ovnen på 175 grader. Beklæd en 35×25 cm bradepande med bagepapir. Det er en god ide at lade bagepapiret gå op ad formens sider, så du senere kan løfte kagen ud af formen.

    Tag så dejen ud af køleskabet og rul den ud til en rektangel, der passer til formen. Den skal rulles ud så tyndt som tærtedej og dække hele formens bund, men ikke gå op ad siderne. Prik bunden over det hele og sæt den på køl mens du laver fyldet.

    Til fyldet tager du en lille gryde og blander smør, brun farin, vand eller rom samt salt. Smelt det ved lav varme – det skal ikke op og koge. Når smørret er smeltet røres blandingen ensartet og så røres nødderne i.

    Tag bageformen ud af køleskabet igen og bred et tyndt lag abrikosmarmelade ud over bunden. Fordel så nøddefyldet jævnt ud over. Det er nemmest hvis du lægger skefulde af fyldet på bunden, sådan fordelt ud over det hele, og dernæst bruger en paletkniv eller dejskraber til at brede det jævnt ud over hele bunden.

    Bag de gode sager midt i ovnen i 25 minutter, til fyldet bobler og det hele dufter dejligt. Tag bradepanden ud og sæt den til afkøling på en rist.

    Først i halve og så i kvarte

    Lad kagen køle af, til den er lun. Og så er det tid til at skære snitter. Start med at skære kagen i 6 lige store kvadrater, der dernæst skæres over på midten til to trekanter, så hver kvadrat bliver til fire trekantede stykker. Disse trekanter kan igen skæres over, hvis du vil have helt små snitter. Hvis trekanter er for vanskeligt, kan du også blot skære stænger eller firkanter og kalde dem nøddefirkanter i stedet. Pas på ikke at bruge redskaber, der kan ødelægge formen. Jeg bruger en stor dejskraber af metal til at skære med. Har du kun køkkenknive til rådighed, så vent til kagen er helt kold og løft den forsigtigt ud af formen, over på et skærebræt.

    Og så er det tid til at dyppe hjørnerne i overtrækschokolade. Jeg har som sædvanligt brugt frysetørret kakaosmør til at lette tempereringen, og det kan du læse hvordan man gør lige her. Du kan også komme chokoladen i en sprøjtepose, klippe et lille hul og sprøjte striber på toppen. Lad chokoladen stivne og så er der kun tilbage at spise hele baduljen.

    Nøddesnitterne kan teknisk set holde sig et par uger i en kagedåse, men jeg synes de skal spises inden for et par dage. Ellers er det bedst at fryse dem med og så blot lade dem tø op på køkkenbordet natten over.

    Indlægsnavigation

    Julemarmelade med jordbær, tranebær og appelsin
    Stutenkerle (hvedekagemænd) og Sankt Nikolaj

    Share your thoughts Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    Om Bloggen

    Mad - mest kage - oftest fra gamle dage, af og til nutiden, men kun sjældent fremtiden. Skrevet af en vaskeægte amatørnisse.

    Madam Sif modtager ingen skejser, gysser, grunker eller varer i bytte for omtale her på bloggen.

    Kontakt: sif@madamsif.dk

    Seneste indlæg

    • Meget gammeldags fastelavnsboller anno 1821
    • Bethmännchen
    • Earl Grey småkager med appelsin
    • Kakaosmåkager med hasselnødder
    • Krydret safranfudge med pistacie
    • 0-1100
    • 1100-1499
    • 1500-1699
    • 1700-1799
    • 1800-1899
    • 1899-1949
    • 1949-Nu
    • Æg
    • Alment Historieævl
    • Bagning
    • Brød
    • Danmark
    • Dessert
    • Diverse Historisk Ævl
    • Drikke
    • Fastelavn
    • Fisk
    • Frugt & Grønt
    • Grød
    • Helligtrekonger
    • Højtider
    • Is
    • Jul
    • Kage
    • Kød
    • Konfekt
    • Mælk & Ost
    • Mousser & Cremer
    • Nordisk Jul
    • Nytår
    • Påske
    • Rejser
    • Ris & Gryn
    • Småkager
    • Småretter
    • Sovs
    • Suppe
    • Syltning
    • Tærte

    Recent Comments

    • Rita Fabricius til Saaristolaisleipä – finsk maltbrød
    • Malou til (Historien om) Havregrød
    • Charlotte G til Earl Grey småkager med appelsin
    • Lone Møller til Afternoon Tea: Scones
    • Aleksandra Thostrup til Dag 13: Marcipanens historie, del 3: Kransekage og marcipanfrugt

    Categories

    • 0-1100
    • 1100-1499
    • 1500-1699
    • 1700-1799
    • 1800-1899
    • 1899-1949
    • 1949-Nu
    • Æg
    • Alment Historieævl
    • Bagning
    • Brød
    • Danmark
    • Dessert
    • Diverse Historisk Ævl
    • Drikke
    • Fastelavn
    • Fisk
    • Frugt & Grønt
    • Grød
    • Helligtrekonger
    • Højtider
    • Is
    • Jul
    • Kage
    • Kød
    • Konfekt
    • Mælk & Ost
    • Mousser & Cremer
    • Nordisk Jul
    • Nytår
    • Påske
    • Rejser
    • Ris & Gryn
    • Småkager
    • Småretter
    • Sovs
    • Suppe
    • Syltning
    • Tærte

    Recent Posts

    • Meget gammeldags fastelavnsboller anno 1821
    • Bethmännchen
    • Earl Grey småkager med appelsin
    • Kakaosmåkager med hasselnødder
    • Krydret safranfudge med pistacie

    Archives

    • februar 2026
    • december 2025
    • marts 2025
    • februar 2025
    • januar 2025
    • december 2024
    • november 2024
    • oktober 2024
    • september 2024
    • august 2024
    • juli 2024
    • marts 2024
    • december 2023
    • august 2023
    • april 2023
    • marts 2023
    • februar 2023
    • december 2022
    • juni 2022
    • maj 2022
    • marts 2022
    • februar 2022
    • december 2021
    • november 2021
    • oktober 2021
    • juni 2021
    • maj 2021
    • februar 2021
    • januar 2021
    • december 2020
    • november 2020
    • oktober 2020
    • maj 2020
    • december 2019
    • november 2019
    • oktober 2019
    • september 2019
    • juni 2019
    • maj 2019
    • februar 2019
    • december 2018
    • november 2018
    • oktober 2018
    • september 2018
    • december 2017
    • juli 2017
    • juni 2017
    • maj 2017
    • marts 2017
    • februar 2017
    • januar 2017
    • december 2016
    • november 2016
    • oktober 2016
    • september 2016
    • februar 2016
    • januar 2016
    • december 2015
    • november 2015
    • oktober 2015
    • september 2015
    • april 2015
    • marts 2015
    • december 2014
    • november 2014
    • Elara by LyraThemes
    • Made by LyraThemes.com