Madam Sif
    1700-1799, 1899-1949, Diverse Historisk Ævl, Frugt & Grønt, Jul, Nordisk Jul  /  december 18, 2019

    Lanttulaatikko – finsk kålroefad

    by Sif
    Lanttulaatikko – kålroefad.

    Til det finske julebord hører der en gruppe af retter, der falder i kategorien “mos af ting, bagt i et fad.” Det er gamle retter, der har været spist i hele Norden, og finnerne har valgt at holde godt fast i dem. Et af de mest populære indslag er lanttulaatikko, kålroefad. Det er kålroe, der er kogt og most med smør, fløde, sirup og varme krydderier, tyknet med rasp og æg og bagt med endnu mere rasp på toppen til det dufter lidt af jul. Det smager ret godt.

    Kålroe

    Kålroe er sådan en fætter her. Den var meget almindelig i gamle dage, i dag skal man lede lidt efter den. Medmindre man er i et finsk supermarked, hvor den ligger i store stabler ved siden af gulerødder, græskar og søde kartofler. Der er lidt forvirring om navnet. Det hedder en kålroe, men i gamle dage kaldte man den også kålrabi. Man kan læse flere steder at kålrabi virkeligheden er glaskål. Det er ikke korrekt, men forvirringen skyldes sikkert at glaskål hedder kohlrabi på tysk. Madam Mangor, og andre 1800-tals kogebogsforfattere kalder den “Kaalrabi.” Hos Marcus Looft, i 1766, hedder den “Kaal-Rave eller Roe-Kaal.” Han skriver blandt andet om kålroen:

    Fyldt Kaal-Rave eller Roe-Kaal, 1766
    […] Man kan og først koge den (kålroen) gandske mør, skiere den saa i Stykker, stuve den med Smør, revet Brød, Muskatenblomme og Oxekiød-Suppe, og saa give den hvorved man vil. Man kan og lave en Moes deraf, ligesom af Kaal, efter den 81. Regel, hvilket og er ret got.
    – Marcus Looft: Koge- bage- og sylte-bog, København 1766

    Regel (opskrift) nr 81, der er en hvidkålmos, dikterer at man gør mosen brun ved at brede den ud i et fad, drysse med revet brød, dække med tynde skiver smør og dernæst sætte gløder under og holde en ildskuffe over, så brødet ristes fint brunt. Det var før man fik bageovn i køkkenet, så man måtte sno sig som man bedst kunne. Ellers går kålroeopskrifterne mest ud på at koge dem og mose dem med noget smør, fløde og salt – præcis som kartoffelmos. Sådan spiser man dem i Norge til jul, men det kommer der mere om i et andet blogindlæg.

    Svenskerne kunne også være med:

    Rofmos, 1911
    Rofvor eller kålrötter tvättas och kokas i så knappt vatten som möjligt, hvarefter de skalas och röttarna sönderstötas. et stycke smör uppfräses med en nypa hvetemjöl, och därtill slås moset, att under jämn omröring få uppkoka. Det spädes sedan med söt mjölk och kryddas med salt och hvitpeppar, hvarefter det är färdigt att anrättas. Om man vil hafva det prydligt kan man bestrycka moset med smält smör, beströ det med socker och rifvebröd och insätta det i ugn att få vakcker gulbrun farg.
    Christina Lundberg: Kok-bok – Oumbärlig hjelpreda i hushållet, Stockholm 1911

    Her koges roerne, moses med en opbagning af mel og smør, og til sidst tilsættes mælk, salt og peber. Man kan pensle mosen med smør, strø den med sukker og rasp og bage den gylden i ovnen, hvis man vil “have den pæn.”

    Kålroer er så afgjort vintermad. De kan ligge hele vinteren og fise husleje af ude i roekulen. I grøntsagsskuffen kan man også have dem liggende længe. De bliver lidt bløde med tiden, men hvis de alligevel skal koges i smadder, gør det ikke så meget. Når man skræller den, lugter den lidt af radisse, men i kogt eller bagt tilstand bliver den mild og let sød. De små smager bedst, de store kan godt blive lidt bitre. Hvis man vil have sig en kålroe i Danmark, må man ud og kigge på torvemarkeder, hos Nemlig.com eller i Irma. Jeg har også med held fundet den i “dyre” supermarkeder, så hvis du har en Brugs, der er kendt for at have grøntsager ud over det sædvanlige, kan du være heldig at finde dem der.

    Opskriften her er kun vejledende. Jeg vil selvfølgelig anbefale at man laver den som den står her, men den er nem at tilpasse de personlige smagsløg. Det vigtigste er selvfølgelig kålroemosen, smør, rasp, salt og peber. Resten kan hældes i efter smag og køkkenskab. Start med roemosen og smag dig så frem. Tilsæt ægget til allersidst, hvis du ikke vil stå og spise ting med rå æg.

    Kålroemos kan godt gå hen og få en lidt fesen grågul farve – et godt tip er at koge en stor gulerod med, og mose den sammen med kålroen. Det smager også godt.

    Og nu, opskrift:

    Sprød skorpe, blød mos, masser af fløde.

    Lanttulaatikko – finsk kålroefad
    Mængde:
    Bagetid: 1,5 time ved 175 grader almindelig ovn

    1,2 kg kålroe (cirka – det er en stor eller to små)
    100 g smør
    2 dl rasp
    140 gram sirup
    2 dl fløde
    1 tsk groft salt
    1 tsk friskreven muskatnød
    1 tsk stødt ingefær
    Godt med friskkværnet sort peber
    1 æg
    1 dl rasp vendt med 2 spsk smeltet smør

    Start med kålroen. Den kan godt være lidt hård at hakke i, men det kan lade sig gøre, hvis man tænker på den som en hård selleriknold.

    Skyl den grundigt. Snup så en stor kniv og skær den i tykke skiver, med skræl og det hele. Smid top og bund langt væk.

    Skær skrællen af skiverne og skær hver skive i store tern. De skal ikke være for små, så koger man smagen ud i vandet. 2,5 x 2,5 cm er passende.

    Smid kålroen i en gryde letsaltet vand og kog dem helt og aldeles møre. Det tager 40-60 minutter. Du skal kunne stikke en gaffel i stykkerne uden at mærke modstand, ellers kommer der klumper i mosen.

    Når stykkerne er kogt, hældes vandet fra og kålroen moses med stavblenderen eller en kartoffelmoser. Du kan også bruge en foodprocessor, eller stikke en elmikser ned i gryden og piske dem i smadder. Eller en gaffel, hvis du er helt analog, det tager bare lidt tid.

    Når du har en fin roemos, røres resten af ingredienserne i til en jævn masse. Mosen bredes ud i et ildfast fad. Den skal stå et par centimeter under kanten, så brænder den ikke på i siderne. Dæk med rasp vendt i smeltet smør og smid hele molevitten i ovnen til det hele er brunt og brændt sprødt og gyldent.

    Spises varm til julemad eller til ikke-julemad. Retten kan fryses uden rasp på toppen. Så skal den bare tøes op i køleskabet og dernæst dækkes med rasp inden den bages i ovnen. Det er nemt, hvis man får lyst til at sætte roemos på julebordet.

    Tip: Opskriften kan halveres, så bruger man bare en æggeblomme istedet for ægget.

    Indlægsnavigation

    Köttbullar til jul (med flødesovs og tyttebærsylt)
    Piparipullat – peberkagesnegle

    Share your thoughts Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    Om Bloggen

    Mad - mest kage - oftest fra gamle dage, af og til nutiden, men kun sjældent fremtiden. Skrevet af en vaskeægte amatørnisse.

    Madam Sif modtager ingen skejser, gysser, grunker eller varer i bytte for omtale her på bloggen.

    Kontakt: sif@madamsif.dk

    Seneste indlæg

    • Meget gammeldags fastelavnsboller anno 1821
    • Bethmännchen
    • Earl Grey småkager med appelsin
    • Kakaosmåkager med hasselnødder
    • Krydret safranfudge med pistacie
    • 0-1100
    • 1100-1499
    • 1500-1699
    • 1700-1799
    • 1800-1899
    • 1899-1949
    • 1949-Nu
    • Æg
    • Alment Historieævl
    • Bagning
    • Brød
    • Danmark
    • Dessert
    • Diverse Historisk Ævl
    • Drikke
    • Fastelavn
    • Fisk
    • Frugt & Grønt
    • Grød
    • Helligtrekonger
    • Højtider
    • Is
    • Jul
    • Kage
    • Kød
    • Konfekt
    • Mælk & Ost
    • Mousser & Cremer
    • Nordisk Jul
    • Nytår
    • Påske
    • Rejser
    • Ris & Gryn
    • Småkager
    • Småretter
    • Sovs
    • Suppe
    • Syltning
    • Tærte

    Recent Comments

    • Rita Fabricius til Saaristolaisleipä – finsk maltbrød
    • Malou til (Historien om) Havregrød
    • Charlotte G til Earl Grey småkager med appelsin
    • Lone Møller til Afternoon Tea: Scones
    • Aleksandra Thostrup til Dag 13: Marcipanens historie, del 3: Kransekage og marcipanfrugt

    Categories

    • 0-1100
    • 1100-1499
    • 1500-1699
    • 1700-1799
    • 1800-1899
    • 1899-1949
    • 1949-Nu
    • Æg
    • Alment Historieævl
    • Bagning
    • Brød
    • Danmark
    • Dessert
    • Diverse Historisk Ævl
    • Drikke
    • Fastelavn
    • Fisk
    • Frugt & Grønt
    • Grød
    • Helligtrekonger
    • Højtider
    • Is
    • Jul
    • Kage
    • Kød
    • Konfekt
    • Mælk & Ost
    • Mousser & Cremer
    • Nordisk Jul
    • Nytår
    • Påske
    • Rejser
    • Ris & Gryn
    • Småkager
    • Småretter
    • Sovs
    • Suppe
    • Syltning
    • Tærte

    Recent Posts

    • Meget gammeldags fastelavnsboller anno 1821
    • Bethmännchen
    • Earl Grey småkager med appelsin
    • Kakaosmåkager med hasselnødder
    • Krydret safranfudge med pistacie

    Archives

    • februar 2026
    • december 2025
    • marts 2025
    • februar 2025
    • januar 2025
    • december 2024
    • november 2024
    • oktober 2024
    • september 2024
    • august 2024
    • juli 2024
    • marts 2024
    • december 2023
    • august 2023
    • april 2023
    • marts 2023
    • februar 2023
    • december 2022
    • juni 2022
    • maj 2022
    • marts 2022
    • februar 2022
    • december 2021
    • november 2021
    • oktober 2021
    • juni 2021
    • maj 2021
    • februar 2021
    • januar 2021
    • december 2020
    • november 2020
    • oktober 2020
    • maj 2020
    • december 2019
    • november 2019
    • oktober 2019
    • september 2019
    • juni 2019
    • maj 2019
    • februar 2019
    • december 2018
    • november 2018
    • oktober 2018
    • september 2018
    • december 2017
    • juli 2017
    • juni 2017
    • maj 2017
    • marts 2017
    • februar 2017
    • januar 2017
    • december 2016
    • november 2016
    • oktober 2016
    • september 2016
    • februar 2016
    • januar 2016
    • december 2015
    • november 2015
    • oktober 2015
    • september 2015
    • april 2015
    • marts 2015
    • december 2014
    • november 2014
    • Elara by LyraThemes
    • Made by LyraThemes.com