Jeg befinder mig nu officielt i en tilstand af julestemning. Det har måske noget at gøre med at vi har fået juletræ. Ikke et ægte juletræ med levende nåle. Det har jeg prøvet engang, at købe en stor (og dyr!) nobilisgran den 1. december. Det var et smukt træ, selvom det fyldte hele min lille stue. Desværre havde jeg ikke lige tænkt på at sætte det i vand, så da jeg, efter en veloverstået jul, ville slæbe træet ud til storskrald, faldt alle nålene af. Inde i min stue. Der var et tykt spor hele vejen ud til hoveddøren, og jeg fandt nåle de særeste steder hele januar.
Og således endte mine ambitioner om at have levende træer stående i længere tid. Det nye træ er lavet af det pureste kunstige et-eller-andet, og min Bedre Halvdel købte det, fordi det har sin egen IP-adresse. Man kan styre lysene med en app og lave de vildeste lysshows. Jeg holder det dog i en ublinkende status quo af grønne, røde og gyldne lys, og det er så smukt henne i sit hjørne.
I gamle dage – her taler vi sidste halvdel af 1800-tallet – var juletræer ikke så udbredte i private hjem på landet. Nogle havde juletræsfester på skolen og i præstegården, og sikke minder man kan læse om lys og gran og sure appelsiner og varm chokolade og sukkergodt. Men efterhånden som juletræsmoden tog til, sneg den sig ind i selv fattige bondehjem. Hvis der ikke var mulighed for – eller råd til – en ægte gran, kunne man finde på at tage en kålstok ind og hænge lidt pynt på den. Så kunne man også æde selve juletræet bagefter, og det var smart.
Selv uden pynt hører kål i høj grad julen til. Om det er rødkål, hvidkål, grønkål eller brunkål eller rosenkål (!) så har kålen altid været julemad. Og det er ikke løgn, for kålen er en af de ældste kulturplanter vi har, og den er sprød og spiselig om vinteren, hvor andre grøntsager mest bruger tid på at være ude af sæson. Vi har dyrket kål i alt fald siden vikingetiden, et godt stykke tid før før den danske jul blev opfundet. Vikingerne spiste sikkert også kål til deres midvinterfest-jul, som jeg iøvrigt har ladet mig fortælle skulle være blevet afholdt omkring min fødselsdag sidst i januar. Endnu et bevis på at den dag er noget HELT særligt.
Men ego til side. Grønkål har alle tider været den mest dyrkede, basiskost på samme måde som kartofler senere skulle blive det, men hovedkålen har også været her længe. Den har været dyrket i alt fald siden middelalderen, og hvidkålen optræder i den ældste danske trykte kogebog:
Lang huid Kaal kand brugis enten særdelis/eller til fersk Groffenbrad/SuineKiød/Gaasekiød/etc. 1616
Haffuer mand Groffenbrad Saad/da er det best. Men ellers naar Kaalen er først affsøden i vand/skal mand sla det aff/oc tage Groffenbrads Saad/Eller om mand icke haffuer det/lade nogit bliffue aff vandet igien paa Kaalen/oc sla der vdi smør. Er Kaalen syltet/da kand mand sla der vdi edicke/oc Dansk Kommen.
– Koge-Bog: Indeholdendis et hundrede fornødene stycker etc, København 1616.
Der står: Lang hvidkål der kan spises alene eller til fersk oksesteg/svinekød/gåsekød eller lign.
Haver man suppe af oksekød/da er det bedst. Men ellers, når kålen er kogt i vand/skal man hælde det fra/og tage suppen fra oksekød/eller hvis man ikke har det/lade noget af kogevandet blive tilbage/og tilsæt smør. Er kålen syltet/da kan man tilsætte eddike/og dansk kommen.
Groffenbrad betyder grydesteg og var et ord, man yndede at bruge om oksesteg. Senere blev det til en egnsret på Falster bestående af letsaltet svinekød med tørrede pærer, og det lyder jo ikke så ringe. Det vil jeg prøve at lave engang. Når jeg finder tørrede pærer i Føtex.
Kål med kød (oftest flæsk og medister) som julemad går igen landet over, i forskellige varianter med enten grøn- eller hvidkål. Grønlangkål er nok den mest kendte ret, men hvidkålen kan også være med. Før brændekomfurets tid – ja såmænd også efter – serverede man saltmadsfad til jul, et stort fad med alskens slags slags salt kød. Der var som regel flæsk, sylte, pølse og skinke, men også lammekød og gåsekød kunne være på menuen. Man brugte så kogelagen fra flæsk og skinke til at lave grønlangkål eller stuvet hvidkål. Den stuvede hvidkål var også en yndet hverdagsret, og der findes masser af opskrifter i 1800-tallets kogebøger. De er allesammen mere eller mindre ens. Her er en fra Madam Mangor:
Hvidkaal og Savoykaal, 1837
De yderste Blade og Stokkene tages bort af Kaalen, som skæres i 4 Dele; den koges mør og lægges paa en Sigte, for at Vandet kan løbe af, derefter skæres den i mindre Stykker og lægges paa Fadet, som sættes over lidt Gløder, at Kaalen kan være varm. […] Skal Kaalen stuves i Melk, da smeltes en mindre Portion Smør, hvori man rører Meel, Fløde eller Melk, og koger det til en jevn Sauce. Kaalen gives et Opkog deri med Muskatblomme og et Stykker Sukker, tilsidst Salt.
– Mangor: Kogebog for smaa huusholdninger, København 1837
Her kan man tale om en ret, der grangiveligt ligner risengrød uden på nogen måde at være det. Men det smager jo godt skidtet, omend i små portioner, og gerne med bacon på toppen. Den mangler bare lige én ting, for at være rigtig julekål: den skal vrides.
Vreden kål er vel det, de fleste kender som julekål eller sønderjysk hvidkål. Vreden kål går lige skridtet videre fra den stuvede og vrider væden af den kogte hvidkål, så den kan hakkes fint og trække ekstra meget fløde. Retten kendes fra flere steder end Sønderjylland, men de har været gode til at brande deres madkultur, dernede – og de har været særligt dygtige til at bevare madtraditioner helt op til vore dage, mens andre egne har været noget mere troløse mod deres kulinariske ophav… så måske er det meget velfortjent at de lader som om, de har verdens bedste kagebord.
En anden egn, der værner om traditionerne, er Thy. Her har man også bevaret den vredne kål, der kaldes krøstekål (krøste = knuge) og tilsyneladende er populær at spise mortensaften, lillejuleaften og til nytår og julefrokoster. Den spises med rødbeder, sennep og det vanlige kødtilbehør af medister, flæsk eller lignende, mens man i Sønderjylland også ynder at spise frikadeller til.
På Vejleegnen har man også spist vreden kål, med kanelsukker, rødbeder, sennep og, selvfølgelig, flæsk og medister. Og i Horsens, uden kanelsukkeret. I det hele tager virker det som om den vredne kål i høj grad hører Jylland til.
Ulempen ved særlige egnsretter, er at de oftest ikke er at finde i datidens almindelige trykte Københavnske kogebøger. Man må ty til folkeminder, avisartikler, museer og nogle af alle de mange dejlige bøger om egnsretter og dansk madhistorie, der er udgivet i løbet af de seneste par år. Man er som regel enige om at kålen skal koges og vrides fri for vand i et klæde. Da Brødrene Price havde deres udsendelser om egnsretter, besøgte de en dame i Thy, der centrifugerede sin krøstekål i vaskemaskinen. I sandhed smart! Bagefter skal kålen have væde på, og her er der delte meninger om hvordan. Skal det bages op med mel? Skal der bruges mælk, eller bare ren fløde? Skal der muskatnød i? Og hvad med toppen, er det kanelsukker eller blot salt og peber?
Især kanelsukkeret kan dele vandene. Folk har det med at tro at de er de eneste i verden, der spiser en given egnsret, og at de derfor kan diktere, hvordan den andre vælger at indtage den. Det kan medføre nogle sure kommentarer fra sure mennesker, og det må man hoppe op og falde ned på. Spis din kål som du vil.
Jeg er hverken fra Thy eller Sønderjylland, så jeg har altid bare lavet vreden kål efter mine smagsløg. Ingen melopbagning, men godt med smør, fløde og muskatnød. Salt og rigeligt peber og så lidt citronsaft til at balancere smagen. På toppen skal der kanelsukker. Jeg kan ikke spise det uden. Basta. På siden har jeg lagt et par frikadeller, og dem giver jeg opskriften på til allersidst. Det er bare mine egne almindelige hverdagsfrikadeller, men de er nu meget gode. Det vigtigste er at give dem rigeligt peber!
Og nu: Opskrift.
Vreden kål
Mængde: 4 personer
1 kg hvidkål
50 gram smør
3-4 dl piskefløde
Salt
Peber
Muskatnød
Citronsaft
Kanelsukker
Hvidkålen befries for eventuelle grimme yderblade og skæres i otte dele (sådan cirka). Stokken skæres væk. Stykkerne lægges i en gryde med lidt groft salt, dækkes med koldt vand og sættes på komfuret. Bring vandet i kog og lad kålen simre 20-30 minutter til en kniv går igennem uden modstand. Hæld vandet fra kålen og lad den køle lidt af. Læg så kålen i et viskestykke, lidt ad gangen, og vrid så meget vand af som muligt. Den vredne kål hakkes fint på et bræt eller køres igennem en kødhakker (jeg bruger bare kniven) og puttes tilbage i gryden. Smør og fløde hældes over og der røres grundigt rundt. Varmt det hele op under jævnlig omrøring. Hvis kålen er for fast, må der mere fløde i. Jeg synes kålen skal være som tyk risengrød. Når den er gennemvarm smages der til med salt og peber og rigelig reven muskatnød. Et skvis citronsaft tilsættes til allersidst og så kan kålen serveres med rigeligt kanelsukker på. Og frikadeller:
Madam Sifs frikadeller
Mængde: ca 8 stk
450-500 gram hakket grissebasse, ca 12 %
1 stort løg, hakket fint
1 æg
2 tsk sød paprika
1 tsk stærk sennep
1,5 tsk groft salt
1 tsk friskkværnet peber (bare en masse vrid af kværnen)
2 spsk hvedemel med top
1 dl mælk
Put svinekødet i en stor skål og rør det grundigt med salt, peber, paprika og sennep. Tilsæt æg og finthakket løg og rør det ud i kødet. Hæld så melet i, og rør videre. Til sidst røres mælken i til du har en blød fars, der dog stadig holder faconen. Lad farsen trække en times tid i køleskabet, eller steg den med det samme i rigeligt smør ved jævn varme.