Dette blogindlæg er langt. Så langt at søndagens blogindlæg er sparet væk – vi ses på mandag, og klik her for gå direkte til opskriften.
I dag er det Sankt Nikolajs dag. Det hører vi ikke megen til herhjemme, for det der med helgener gik fløjten, da vi blev protestanter. Det har jeg altid syntes var lidt ærgerligt. Det er én ting at gøre op med aflad og topstyring fra Rom, men hvad er der nu galt med lidt hyggelig helgendyrkelse, røgelse og rosenkrans? Ja jeg spørger bare.
Sankt Nikolaj er som bekendt Den Originale Julemand. Han blev (angiveligt) født sidst i det 3. århundrede, i en bette by nær Myra, i det, der i dag er Tyrkiet. Det er meget, meget lang tid siden. Så lang tid, at vi reelt ikke ved noget som helst om manden. Der er ingen samtidige dokumenter, der kan bekræfte alle de gode historier. Vi ved at han sandsynligvis var biskop i Myra (i dag kaldet Demre). Og han har sikkert gjort et eller andet, der startede alle legenderne. Hans relikvier – de jordiske rester – ligger i Basilica di San Nicola i Bari, Italien. Eller, dele af dem gør i alt fald. Ifølge datidens venetianere, så var det dem, der stjal det hele fra den oprindelige grav i Myra. På vejen hjem med tyvegodset efterlod de kuns en arm i Bari. Påstod de.
Relikvier var big business i middelalderen.
Men før han blev til relikvier var Nikolaj en levende og meget gavmild og meget from mand. Som ung hoppede han ombord på et skib og tog på pilgrimsrejse til både Egypten og Palæstina, hvor han besøgte Betlehem. I ved, der hvor et barn er født. På vejen hjem reddede han skibet fra en forfærdelig storm ved bøn alene, og den bedrift skulle senere sikre ham jobbet som søfarernes skytshelgen.
Vel hjemkommen fra pilgrimsrejsen tog han til Myra, hvor han blev gjort til biskop. Det var temmelig usædvanligt, for han var ikke engang præst. Det er ellers normalt et krav. Men der skete det, at da den gamle biskop døde, så skulle der vælges en ny. Det var spændende, for hvem blev det mon? Biskopper fra omkringliggende byer samledes for at diskutere sagerne. Om natten hørte en af dem en stemme, der påbød ham at holde øje med kirkedørene næste morgen. Den første person ved navn “Nikolaj”, der trådte ind i kirken, han skulle være biskop. Det er mistænkeligt specifikt. Man kunne nemt få den tanke at det var Nikolaj selv, der sad i mørket og legede Guds Stemme. Ikke desto mindre var det sådan han fik tjansen. I alt fald ifølge legenden.
Og så kom der fart på miraklerne. Der er mange af dem, men den mest berømte historie er dog historien om de tre jomfruer. Oprindeligt var der kun to, men senere kom den tredje til, for tallet tre har altid været det magiske nummer i myter, religion, eventyr og Sallings tilbud på romkugler. De tre stakkels, stakkels jomfruer havde det ikke nemt. Deres far havde ikke en rød reje, og havde dermed ikke råd til at gifte dem bort. Eneste løsning var at sælge dem til prostitution. Det kom Nikolaj for øre, og han besluttede sig for at det skulle være løgn. Derfor sneg han sig hen til et vindue i nattens mulm og mørke, og kylede en pose penge ind i stuen, hvor den landede i en sok, der var hængt til tørre. Eller i en sko, der tilfældigvis stod på gulvet. Eller blev kylet ned gennem skorstenen. Det afhænger lidt af fortælleren. Faderen brugte heldigvis pengene fornuftigt og lod sine døtre gifte bort. Og således blev de reddet fra en grusom skæbne.
Der er en anden, noget vildere historie fra den sene middelalder. Den involverer børn i saltlage. Fordi hvorfor ikke. Men, der var engang en forfærdelig hungersnød. Midt i denne hungersnød var der en slagter, der bortførte tre (!) børn og slog dem ihjel. Dernæst smed han dem i saltlage (med lidt nelliker og laurbær), så han senere kunne sælge dem som skinke. Heldigvis for de tre skinker-in-spe kom Nikolaj til byen og lugtede lunten. Han fandt saltkarret og vækkede børnene til live igen. Derfor er han også skytshelgen for børn. Og skinker.
En makaber historie vil nogen sige, men den var enormt populær i middelalderens Frankrig. I andre (ikke-franske) udgaver af historien er der i stedet tale om tre unge teologistuderende på rejse. De skulle ikke laves til skinke, blot gemmes af vejen i saltlagen. Ikke at det gør sagen bedre.
Efter sin død blev Sankt Nikolaj begravet i Myra, og allerede i år 600 ved vi at der var bygget en pilgrimskirke på stedet. Folk valfartede dertil, for miraklerne fortsatte. Fra sarkofagen flød det pureste manna, velduftende og helbredende. Men som jeg skrev tidligere, så var relikvier big business i middelalderen. Der var penge at tjene og frelse at opnå ved at have helgenknogler liggende. Og Sankt Nikolaj var en af de absolut mest populære helgener overhovedet. Så der blev pønset og planlagt og til sidst lykkedes det en delegation fra Bari, Italien, at stjæle de hellige, mannavæskende knogler.
Venetianerne forsøgte som sagt også, og de fik nogle rester, der var efterladt af Bari-delegationen i deres hastværk. Men ak, deres relikvier forblev ganske tørre. Derimod rejste manna-miraklet med til Bari, og Basilica di San Nicola blev det nye pilgrimssted.
Så vil du besøge selve gravstedet, skal du til Bari, men ellers er der ganske mange stykker fordelt ud over den katolske og ortodokse verden. Du kan se hele den lange liste over Sankt Nikolajs relikvier her.
Nu tænker du måske at det virker en kende blasfemisk sådan at rende rundt og stjæle knogler, men undskyldningen dengang var, at Nikolaj hamselv tilsyneladende havde sagt, at han ville begraves i Bari. Eftersom manden havde været død i 800 år, var det svært at spørge ham ad. Så han ligger der stadig, i Bari. Og han lækker stadig manna, den er god nok, omend videnskaben påstår at det blot er kondensvand. Hvert år, d. 9 maj, årsdagen for relikviernes ankomst til Bari, bliver mannaen indsamlet på højtidelig manér. En halv deciliter bliver det til hvert år. Det blandes op med vievand, hældes på små flasker og sælges. En glimrende souvenir, hvis du skulle befinde dig i området. Personligt har jeg i alt fald pludselig fået lyst til at tage til Italien.
Sankt Nikolaj blev flittigt fejret op gennem middelalderen. Det foregik på hans festdag, d. 6 december. Her blev artige børn givet små gaver, enten i deres sko eller i en strømpe. Efter reformationen gik det noget i glemmebogen i de nybagte protestantiske områder, men hollænderne holdt tilsyneladende fast. Senere tog de traditionen med til USA, hvor han i løbet af 1800-tallet blev til vore tiders julemand, men det er en meget lang historie, der også involverer en populær tysk opfindelse fra det 18. århundrede kaldet Weihnachtsmann – julemanden. Men det må vente til en anden gang, for ellers kunne jeg skrive fra nu af og til påske. Det er bleven tid til dagens opskrift på den såkaldte Stutenkerl.
Stutenkerle er gærdejsudgaven af honningkagemanden, så at sige. Det er en sødet gærdej, formet som små mænd, og pyntet med rosinøjne, perlesukker og oftest også en lerpibe. Vældigt populær i de såkaldt tysktalende lande. De kaldes også Weckmann, Hefekerl, Grittibänz (Schweiz), Grättimaa (Basel, Schweiz) og andre gode navne. Jeg var i Basel på selve dagen i 2014, og aldrig i mit liv har jeg set så mange hvedekagemænd. Aldrig heller har jeg spist så mange!
Dejen er enkel, det er en let sødet hvededej, der minder utroligt meget om min opskrift på Pullapitko. Der er nogle få ændringer, blandt andet har jeg tilsat en smule mere hvedemel, så dejen er nemmere at arbejde med. At forme gærhævet dej er ikke min styrke, men jeg har da gjort et hæderligt (ha!) forsøg og taget billeder af processen. Er du til en mere avanceret udgave, kan du kigge ind hos Crawfish and Caramel og se hvordan man former en vældigt avanceret Grittibänz. Men, mindre kan også gøre det.
Og nu, opskrift:
Stutenkerle
Mængde: 6 stk
Bagetid: ca 18 minutter ved 180 grader
Ingredienser:
2,5 dl mælk
50 gram gær
50 gram sukker
1 æg
50 gram smeltet smør
500 gram hvedemel
1 tsk groft salt
Et sammenpisket æg til pensling
12 rosiner til øjnene
2-3 spsk svensk perlesukker (købes i Føtex)
Start med at smelte smørret i en lille gryde. Sæt det til side, så det kan køle af til stuetemperatur.
Imens lunes mælken til den lige akkurat føles lunken, når du stikker en finger i. Tilsæt sukkeret og smuldr gæren ud heri. Rør rundt til gæren er opløst. Tilsæt så ægget og det smeltede, afkølede smør og ca halvdelen af hvedemelet. Rør rundt til det er grundigt blandet sammen. Tilsæt så salt, samt resten af hvedemelet, og ælt til dejen slipper hænder og bord, eller skålens sider, hvis du ælter på en røremaskine. Det tager en 10 minutters tid. Saml dejen til en kugle og lad den hæve til dobbelt størrelse. Det kan tage alt fra 30 minutter til en time, afhængigt af hvor varm, din hytte er. Dejen er hævet færdig, når du kan uden problemer kan jage en finger ned i den og dejen kun ganske langsomt springer tilbage.
Når den er hævet, er det tid til at forme nogle stutenkerle. Del dejen i to lige store stykker, og sæt det ene stykke på køl. Så undgår du at den står og overhæver, mens du former dej.
Del den anden halvdel i 3 stykker på ca. 150 gram hver. Form dejstykkerne til en lille aflang pølse. Skær ca. en fjerdel af dejen af og tril til et rundt hoved. Skær et snit i bunden til benene og dernæst et snit i hver side til armene. Spidsen af armene skæres af og trilles til to tynde pølser, der snoes sammen til halstørklædet.
Sæt hovedet på toppen af kroppen og læg halstørklædet over samlingen. Træk ben og arme i facon og tryk så hele gærkagemanden let flad med hånden så alting har cirka den samme højde på 1,5-2 cm.
Læg dem på en bageplade og lad dem efterhæve i ca 30 minutter, eller til dejen er puffet tydeligt op og kun langsomt og modvilligt springer delvist tilbage, når du trykker en finger ind i siden på dem. Pensl dem med sammenpisket æg og tryk to rosiner grundigt ind i fjæset på dem. Jeg laver først en fordybning med enden af en spisepind og så stikker jeg rosinen ned i hullet. På den måde bliver de siddende når dejen hæver i ovnen. Drys perlesukker på benene og bag så, midt i ovnen, i ca 18 minutter, til de er mørkt gyldne og føles lette, når du løfter dem af bagepladen.
Mens første holde stutenkerle efterhæver, tages den anden dejklump ud af køleskabet, formes på samme måde og sættes til efterhævning mens de første bager. Alternativt kan du trille dejen til 8 runde boller, hvis du ikke magter mere formning.
De gode sager skal spises samme dag, som de bages. Ellers bliver de tørre. De kan spises som de er, eller flækkes og smøres som en bolle.
